SpilPlayStation 2: State of EmergencyMorten Petersen5. apr 2002Tilbage til Hovedsiden

***...

Vold i en eller anden form har altid været et grundelement i de fleste spil. Men kan meningsløs vold i sin yderste konsekvens være et drivende og eneste element og samtidigt fastholde interessen? I State of Emergency har Eidos sat sig for at udføre dette eksperiment. De har reduceret handlingen og målet med spillet til stort set kun at omfatte dette ene element: Vold.

I State of Emergency (SOE) gælder det kort sagt om at tæve, skyde og smadre så mange og så meget som overhovedet muligt - vold i så koncentreret form at det næsten er en kunst. Men det bliver hurtigt ensformigt og spillet formår ikke at fænge i ret lang tid ad gangen. Det er måske både godt og skidt. Spillet er utroligt overfladisk og kræver ikke, at man sætter sig ind i noget – et såkaldt ”pick up and play”-spil. Det er et spil man kan sætte sig ned og hygge sig med i en halv times tid og så lægge fra sig igen, uden at man mister noget. Det samme kan eksempelvis ikke siges om spil som Metal Gear Solid 2, der kræver et større engagement.

Ifølge manualen findes der syv forskellige typer af missioner. Det er nok at gøre spillet lidt mere end det er, for basalt set er der kun to typer missioner: Missioner, der handler om at tæve/skyde folk/politi, og missioner, der handler om at fragte et objekt fra punkt A til punkt B. Andre typer missioner nævnt i manualen er f.eks. "beskyttelsesmissioner" hvor en eller flere vigtige personer skal beskyttes. Dette foregår ved at man tæver/skyder alle fjender, som prøver at angribe denne person - altså er vi tilbage i kategorien af tæve/skyde missioner. Der er også "ødelæggelsesmissioner", hvor det ultimative mål er at ødelægge en bygning. Dette involverer en masse tæven/skyden af fjender, mens man kæmper sig frem imod målet. Selve sprængningen af bygningen sker ved at den agent man har skullet beskytte undervejs går ind i bygningen af sig selv, planter sprængstofferne og kommer ud igen. Bygningen eksploderer og missionen er klaret - igen en mission der ikke indeholder andet end at tæve og skyde på alle fjender. En sjælden gang imellem skal man selv kaste en molotov-cocktail gennem ruden eller døren for at brænde bygningen af, og det kan vise sig at være sværere end man tror. Man skal ramme utroligt præcist med disse molotovs for at bygningen bryder i brand - ellers smadrer den på ydersiden af bygningen og du og dine bandevenner får nogle svære forbrændinger. Meget irriterende når man kun har tre molotovs pr. bygning og alle tre preller af på den måde; missionen fejlet, forfra igen.

Spillet udmærker sig heller ikke på sin AI[*]. Flere gange frustreres man over at skulle spille en mission igen og igen fordi den eller de personer, man skal beskytte, ikke er intelligente nok til at passe bare en lille smule på sig selv. En person løber eksempelvis hovedkulds ud foran en flok "politi" udstyret med shotguns, og når disse begynder at skyde løs på ham hverken flygter han eller skyder igen. Han skyder først igen, når du bliver ramt af skud, som om han forsøgte at beskytte dig og ikke omvendt. Det kan derfor være utroligt svært at holde en sådan person i live af den simple grund, at han næsten opsøger problemer. Det kan være utroligt frustrerende, at man gang på gang fejler missionen af denne ene grund.

En anden type mission er "forsvarsmissioner", hvor man skal forhindre fjendtlige agenter i at komme ind i en bygning. Dette foregår også ved at tæve/skyde alle fjendtlige agenter, der kommer i nærheden af bygningen, men slipper bare een agent forbi dig og ind i bygningen, er det forbi. Trick'et er så at få slået eller skudt hver af de fjendtlige agenter blot én gang, inden de når ind i bygningen, for så skifter deres fokus pludselig til at prøve at få slået spilleren ihjel istedet. Men når der kommer 20-30 agenter farende på samme tid kan det være svært at nå at ramme dem alle og det er irriterende at tabe missionen gang på gang, fordi en agent smutter forbi.

Det er med andre ord ikke et særligt varieret gameplay, og det har svært ved at fastholde spillerens interesse i mere end en halv time ad gangen. Lidt variation er der da, idet det ikke hver gang er kedsommelig gentagelse af gameplay der får én til at slukke for spillet - nogle gange er det også ren frustration over den dårlige A.I.

Grafisk udmærker spillet sig på én særlig måde: Der er mange personer på skærmen hele tiden, og de styrter forvildet rundt mellem hinanden. Dette giver en god følelse af det kaos, der opstår, når lov og orden erstattes af anarki. Denne effekt fungerer faktisk udemærket og dette har også været spillets største salgsargument. Disse mange personer er forholdsvist simpelt opbygget og ligner mest af alt tegneseriekarikaturer, men det passer sådan set udemærket til spillet. Der er en masse forretninger og andre bygninger som man desværre ikke kan komme ind i, på trods af at dørene står vidt åbne. Til gengæld kan man smadre vinduerne og få afløb for evt. agressioner på denne måde. Rundt omkring finder man også bænke, borde og andre objekter, der alle kan samles op og bruges som våben. Grafikken er holdt i en simpel og tegneserie-agtig stil og det passer som sagt rigtigt godt til spillet.

Lydmæssigt hverken imponerer eller skuffer spillet. Musikken er ikke generende på nogen måde, men den er heller ikke så interessant, at man lægger mærke til den. Den lyd man hører mest, og som også kører konstant, er lyden af hundredevis af mennesker der råber og skriger. Denne lyd er dog tilpas nedtonet til at det ikke er et problem, men det er jo heller ikke ligefrem afstressende at høre på.

Afslutningsvis vender vi tilbage til begyndelsen: Volden. State of Emergency er et meget voldeligt spil, da dette jo er selve det drivende element i spillet. Slåskampe, skudvekslinger og blodudgydelser - og det i rigelig grad. Har man fundet en økse eller lignende kan man hugge hovedet af sine fjender eller tilfældige forbipasserende. Samme effekt kan opnås med en shotgun og man kan sågar trampe eller tæve løs på sagesløse mennesker, mens de ligger på jorden. Til gengæld har personerne og deres animationer en tegneserielignende stil, der virker dæmpende på det voldelige indtryk. Det er dog stadig ikke et spil jeg vil anbefale at man køber til alt for små børn - og med en ELSPA-rating på 18+ er man også passende advaret.


Der er 8 kommentarer til artiklen

Send til ven Del på Facebook Del på Twitter    Læs og skriv kommentarer til denne artikel Anbefal artikel til andre læsere


 
Klik for større billede
Faktaboks
MediePlayStation 2
Udgivelsesdato15. jan 2002
FormatPAL
UdviklerVIS Entertainment Plc.
UdgiverRockstar Games
Udlånt afK.E. Media
Se også:
PlayStation 2: Manhunt
Kommentarer 8 - hop til
Bonusmateriale
Galleri
Spilfeatures
Antal spillere 1 
ELSPA rating18+
Onlinespilnej
Linknej
Valg af 50/60 Hzja
16:9 Widescreenja
De andres mening
CSW  
***...
MS  
***...
TW  
**....
 For intetsigende og uinvolverende.








Brugerkommentarer (8)



Tantor: I've had it with you and your emotional constipation!
-- Tarzan