LitteraturClive Barker: WeaveworldLars Jørgensen6. maj 2002Tilbage til Hovedsiden

****..

I slutningen af firserne rumsterede engelske Clive Barker i horror-firmamentet, hvor han lagde ud med nogle bloddryppende noveller. Weaveworld, derimod, er Barkers første forsøg på at skrive andet end horror, og det er lykkedes ham rigtig godt.

Calhoun Mooney er en ganske almindelig mand, der lever et ganske almindeligt liv. Tiden går med kontorarbejde i forsikringsfirmaet og bryllupsplanlægning med kæresten. Alt er normalt og alt er røvsygt.

Siden Cal var lille har han fantaseret sig væk fra hverdagens trummerum ind i et fantasiland hvor drømme kunne gå i opfyldelse. Sådan havde jeg det også selv, da jeg var ung. Forskellen på mig og Cal er, at Cal rent faktisk finder fantasilandet.

Men alt er ikke fred og idyl i The Fugue, som stedet kaldes. De mere eller mindre fantastiske beboere har tidligere levet side om side med os almindelige mennesker - Cuckoos - men efterhånden som vi bredte os, måtte det magiske folk vige. Deres situation blev ikke bedre af, at en ond magikerdronning allieret med en psykotisk salgsmand vil gøre alt for at se dem udryddet. Og i skyggen lurer The Scourge - en mystisk skabning, der 80 år tidligere fik resterne af The Fugue og dets indbyggere til at væve hele deres verden og alle indbyggerne ind i et tæppe, for på den måde at gemme sig.

Bogens handling er ren og skær ramasjang - Cal og en samling udskud fra The Fugue er konstant på flugt fra alt og alle for at beskytte The Fugue, og der er flotte slåskampe og sælsomme syn til at underholde læseren hele vejen op til den velgennemtænkte slutning, der fint knytter alle de løse tråde sammen.

Clive Barker har et talent for at finde på sære skabninger, der sætter ham i en helt speciel klasse. Han er en ivrig illustrator, og har en fantastisk evne til at overføre billederne i sit hoved til maleriske beskrivelser, der virkelig gør det let at se skabningerne for sig. Weaveworld er således også en spændende tur gennem Barkers helt specielle zoologiske have - en verden, der passer perfekt til rollespil.

Barkers sprog er også i en klasse for sig. Han mestrer det engelske sprog som kun få, og kan skrive lige så flot og vidunderligt som de skabninger, der befolker hans historier. Barkers sprog er en stor grund til at jeg synes så godt om hans forfatterskab.

Men Weaveworld er ikke lutter lagkage. Midt i de fantastiske hændelser og fantasifulde lokationer, går personerne lidt tabt. Der er således romancer, venskaber og dødsfald undervejs, men det er umuligt at føle noget for de involverede, da de kun fremstår som tomme hylstre til at bære handlingen.

Weaveworld er således en rigtig Indiana Jones-fortælling man kan nyde i fulde drag som en action-udgave af Narnia. Første gang jeg læste den i 1987 var jeg en 17-årig dagdrømmende knægt, og den gik rent ind og fik alle klokkerne til at ringe. Men nu hvor jeg er en gammel kyniker kan jeg kun nyde den for underholdningsværdien - men den er til gengæld også i top.

Besøg Barkers officielle site, med mange af hans flotte illustrationer.


Der er 11 kommentarer til artiklen

Send til ven Del på Facebook Del på Twitter    Læs og skriv kommentarer til denne artikel Anbefal artikel til andre læsere


 
bedler/auto/1020441838ww.jpg
Faktaboks
MedieBog, 1989
Produktionsår1987
FormatPaperback
Længde700 sider
ForfatterClive Barker
ISBN0671704184
Kommentarer 11 - hop til
De andres mening
APu  
*****.
 Meget handlingsmættet med vægten lagt på en omfattende begivenhedsrig, eventyrlig fortælling.
CSW  
*****.






Brugerkommentarer (11)



An expert is a man, who has made all the mistakes which can be made in a very narrow field.
-- Niels Bohr