Maladroit er et klassisk Weezer-album, og som altid er der lagt vægt på den gode melodi, med tekster der kan forstås, uden at man behøver at tolke, fortolke og diskutere, hvad der bliver ment.

Rivers Cuomo skriver stadig tekster om det at være forelsket, forladt og udstødt, men han gør det uden at blive patetisk at høre på. Hans tekster er dybt personlige, men som lytter sidder man ikke og tænker at det er synd for ham, og at man også har det sådan selv. Tværtimod er det som om, at sommeren altid er lige om hjørnet, og at det gode liv er et sted derude - hvis man selv ønsker det.

Gruppens lyd har på Maladroit desværre ikke ændret sig synderligt fra deres

forrige udspil,

og til tider kan Weezer virke en smule stagneret i deres udtryk. Det er synd, for med deres debut fra 1994 dannede Weezer skole for en ny bølge af musik, men de har desværre ikke selv forstået at videreudvikle den lyd.
Selvom det er Cuomo, der er krediteret for at have skrevet alle numrene, har han denne gang givet de resterende medlemmer friere tøjler til at komme med input, men det har ikke gjort udgivelsen mere fantasifuld.

Maladroit indeholder dog en række perler. Dope Nose, som er den første single fra udgivelsen, er nok den bedste single bandet har udgivet siden 1994s Buddy Holly.
Det efterfølgende Keep fishin' bør være single nr. to, hvor der er dømt klassisk Weezer med plads til luftguitar og syng med omkvæd.

På Death and destruction prøver gruppen deres at finde deres blues side, og Burndt jamb lyder som et nummer Cardigans ville være stolte af.

Albummet indeholder det ene gode nummer efter det andet, og man kan ligeså godt give los, slippe sine hæmninger og hoppe rundt i stuen og råbe med på teksterne.
Pladen sluttes så af med Island in the sun. En dejlig sommersang, som man ikke kan lade være med at komme i godt humør af, men som det alligevel virker underligt at medtage på Maladroit. Underligt fordi nummeret også var at finde på deres forrige album og endda blev udsendt som single. Måske mener bandet – eller pladeselskabet – at nummeret ikke har fået den omtale, som det fortjener, og derfor på denne måde prøver endnu engang at promovere det?

Foruden pladens 14 numre indeholder skiven syv videoklip. Seks af dem er optagelser fra koncerter hvor bandet spiller numre fra Maladroit, og det syvende er en lille film, hvor man på ægte Jack-ass manér, ser trommeslager Patrick Wilson køre på skateboard. Det er ganske hyggeligt, men samtidig også lidt kedeligt.
Som nævnt er det kun klip, og det ville have været bedre hvis der kun havde været tre numre, men så til gengæld i hele deres udstrækning.

Weezers fjerde udspil er godt håndværk, og så heller ikke mere. Hvis man kan lide deres tidligere udgivelser bliver man ikke skuffet, men går man efter nytænkning, så er det andre udgivelser man skal gå efter.

Der er 8 kommentarer til artiklen