Geeks UnpluggedØrkenvandringernes landPeter Paaske Juul13. jul 2002Tilbage til Hovedsiden


Vore helte begiver sig ind i landet og ser en masse sand og sten.

Los Angeles, 10. juli 2002.

Vi er lige ankommet til Los Angeles for tredje gang i løbet af denne ferie. Vi kørte hele turen fra Las Vegas og hertil ad et par omveje i dag, fordi Allan tidligt på ferien opdagede, at Disneyland ligger i Los Angeles og at han gerne ville se Disneyland. At jeg foreslog Disneyland for flere måneder siden, mens vi planlagde turen, og han reagerede med et skuldertræk, har han glemt. Faktisk reagerede han ikke med et skuldertræk. Han begyndte at ævle om et eller andet han havde set i TV om noget, som ikke havde med vores rejse at gøre, hvorefter han rejste sig, drejede tre gange rundt om sig selv og sagde som en høne. Men hvis man kender Allan ved man, at det betyder nogenlunde det samme som et skuldertræk betyder hos os andre.

Efter en lang dag i Yosemite var vi, som jeg skrev i sidste brev, ankommet til Lone Pine. Vi skulle lige prøve poolen og jacuzzien og i jacuzzien mødte vi et par fyre fra Texas, som gav os et par råd om søndagens tur gennem Death Valley. Det ville gøre turen længere, men vi er bestemt taknemmelige for de råd de gav. Vores oprindelige plan var at køre en nogenlunde direkte rute gennem Death Valley og så bare se det vi nu så. Nu fik vi også set ørkenens egentlige seværdigheder.

Vi kørte fra Lone Pine omkring klokken otte efter en elendig morgenmad på McDonald's - eller rettere, jeg fik en sølle morgenmad, som jeg dog havde en ide om hvad var, mens Allan fik noget sært bacon-æg-bagel-snask, der ikke kunne mætte en anorektisk spyflue. Allerede klokken otte kunne vi mærke, at det blev en varm dag, så vi fyldte bilen op med benzin og købte to fireliters-dunke med vand. Hvis man af en eller anden grund går i stå i Death Valley kan man virkelig få problemer, hvis man ikke har vand nok med. Vejrudsigten lovede 120 grader Fahrenheit (omkring 48 grader Celsius) og det kan slå bunden ud af enhver. Vi fandt også hattene frem fra bagagerummet, for et tildækket hoved er en god ting i varmen.

Har jeg fortalt om vore hatte? Min er en australsk-agtig vildmarks-hat, som jeg købte i Walt Disney World for to år siden og siden har fyldt masser af små fjollede souvenir-pins på, så den efterhånden vejer et ton. Allans er en slags stråhat, som han fik billigt i Mexico. Han fjernede hagesnoren, fordi den irriterede ham og siden har han måttet holde den på plads med hånden, hver gang en let brise har hilst på ham. Vi har dem på, når vi er udenfor i ørkenen. Allan var ude i Death Valley i cirka 10 minutter uden og besluttede, at det var nok.

Death Valley havde stort set ingen sommerturister for 15-20 år siden, men efterhånden som bilernes air condition blev bedre og flere og flere europæere begyndte at komme til USA på sommerferie (og bare måtte opleve disse vanvittige temperaturer) steg antallet af sommerturister til et omfang, der gør, at jeg gætter på at der i hvert fald kommer en bil ud af hver hovedvej en gang i kvarteret. Det er ingenting i forhold til Yosemite, men det gør det lidt mindre risikabelt at få motorproblemer derude.

Vi vidste ikke rigtig hvad vi kunne vente at se i Death Valley, vi vidste kun, at der nok var varmt. Vi blev glædeligt overrasket over, at man ikke skulle betale entré, men opdagede senere, at det skulle man - park-personalet havde bare andet at tage sig til end at sidde i et lille hus og tage imod penge. Vi kørte ind på en ranger-station undervejs og betalte. Så kunne jeg også købe endnu en pin til hatten.

De første mange kilometer så vi bare ørken, som mindede meget om så meget andet ørken vi havde set: Tør, trist jord med tørt udseende planter spredt jævnt ud over sig. Pludselig skimtede vi et stort stykke bar, flad jord i bunden af en dal. Det viste sig at være aldeles udtørret jord, hvor der ikke var noget, der lignede sporet af en plante. Vi tog selvfølgelig nogle fjollede billeder og skyndte os videre.

Pludselig så vi sand. Rigtigt sand. Sådan noget sand, som samler sig i dynger og ligner ørken, som ørken skal se ud, når man kun har set det i film og tegneserier. I virkeligheden er der en masse grimme planter i de fleste ørkener. De er nok meget interessante, hvis man er botaniker eller noget andet, der gør, at man har en akut interesse for planter, men for os almindelige dødelige ligner det bare buske. En af disse buske havde endda den frækhed at rive en flænge i mit ben, så jeg bryder mig ikke om dem. Men sandbunkerne var skægge.

Der var naturligvis også masser af bjerge - Death Valley-parken går fra lidt over 80 meter under havets overflade til adskillige kilometer over - men efter Yosemite havde vi fået lidt af en overdosis af den slags, så det var svært at blive rigtig fascineret af dem.

På vej op af et af bjergene så vi et skilt, der bad os slukke bilens air condition. Det morede vi os meget over og så skyndte vi os ellers at ignorere det, for der var ædende varmt, selv om klokken kun var cirka ti. Efter lidt tid bemærkede jeg at motortemperaturen steg og steg. Og steg. Jeg kunne pludselig gennemskue, at hvis jeg ikke slukkede den air condition, så kunne bilen ikke holde til resten af turen op af bjerget. Vi bed varmen i os (det er i øvrigt sært for en dansker, når der bliver varmere i bilen, hver gang man åbner vinduet. Det føles ikke naturligt.) og accepterede tingenes tilstand. Og heldigvis blev motoren langsomt køligere.

På det allerdybeste sted, Badwater, fandt vi vand. Det lå under et tykt lag krystalliseret salt, men det var der. Badwater er et af de to-tre varmeste steder på Jorden, og det er mig en kilde til stor undren, at man har valgt at placere et offentligt das der. En åben spand med menneskelige efterladenskaber i temperaturer op til over 50 grader celsius dufter ikke just af Rexona. Jeg blev i hvert fald skræmt væk.

Vi forlod Death Valley National Park via en lang og hullet omvej. Det var ret sjovt at tage en hel række små forhøjninger på vejen med 120 km/t, men vi kunne begge høre, at støddæmperne ikke fandt det helt lige så sjovt, så vi satte farten en anelse ned.

Vi kørte videre mod Las Vegas syd om en hemmelig militærbase i Nevada. Ja, det er rigtigt: Vi kørte syd om Area 51. Vi så en masse sære små prikker svæve omkring i det fjerne i komplicerede mønstre, men de var for langt væk til at vi kunne se præcis hvad det var. Nej, det er løgn, vi så ingenting. Der var ingenting at se. Faktisk var den lange, lange, næsten fuldkommen snorlige motorvej mod Las Vegas så tænderskærende kedelig, at jeg godt kan forstå det, hvis folk for at få tiden til at går har digtet nogle fantastiske historier om hvad de har set i horisonten.

Vel fremme i Las Vegas blev vi forbavset over at det ikke kostede noget at parkere - heller ikke, hvis vi brugte hotellets parkeringsfolk. Vi måtte til gengæld stå i kø i tyve minutter for at checke ind. Luxor har lidt over 4000 værelser og halvdelen af værelserne skulle åbenbart fyldes samtidig med vores. Vi fik bilen parkeret og fik en piccolo til at slæbe bagagen. Det foregik sådan:

SCENE - EXT. LUXOR HOTEL VED BILEN.

PICCOLO løfter to tasker ud af et bagagerum.

ALLAN: Bare lad vandflasken ligge.

PICCOLO samler vandflaske op.

ALLAN: Nej. Lad vandflasken ligge.

PICCOLO lægger vandflasken tilbage.

PICCOLO: Det bliver ikke mig, der kommer op med jeres bagage. Jeg opbevarer den bare. Så skal I ringe til nummeret på kvitteringen, så kommer der en eller anden op og afleverer jeres bagage.

PETER: OK.

PICCOLO: Så I ser altså ikke mig mere.

PETER glor dumt.

PICCOLO: For det er en anden, der kommer op med bagagen.

PETER opfatter endelig, at PICCOLO forventer drikkepenge for at løfte bagagen ud af bagagerummet og over på en vogn. For ikke at risikere, at PICCOLO tisser på PETERs tandbørste, vælger PETER at betale, mens han tavst bander over de belastende drikkepenge-forventninger, alle amerikanere i servicefagene udviser.

Det er nemt nok at se konceptet i at betale drikkepenge til en servitrice på en Denny's-restaurant, når hun fem gange i løbet af måltidet kommer og checker om man mangler noget og i øvrigt sørger for, at ens tomme cola-glas erstattes med et fyldt i det øjeblik det tomme glas rammer bordet. Men at betale drikkepenge for idiotiske ingenting-handlinger, som kun udføres netop for at få drikkepenge, er irriterende ud over alle grænser.

I Las Vegas betales alle service-arbejdere pr. tradition mindsteløn plus en dollar (det vil i øjeblikket sige knap ni dollars i timen), og det må de så selv sørge for at supplere op med drikkepenge.

Vi spenderede aftenen på at slentre rundt og kigge på de pæne lys og snakke om dette og hint. Vi nåede at blive inviteret til at komme ind på Tropicana-casinoet og spille kryds og bolle mod en høne. Vi nåede desværre aldrig at finde ud af hvad det gik ud på, for resten af vores tid i Vegas var ret presset.

Mandag morgen skulle vi op før Celine Dion fik sko på for at tage på en heldags-bustur til Grand Canyon. I bussen lå der en venlig guideline, der forklarede hvad det var rimeligt at give i drikkepenge i forskellige situationer. Det var dog påfaldende, at det "rimelige" beløb at give guider/buschauffører var 10-15% af turens pris. Vi var 29 passagerer, der hver havde betalt omkring $100. Hvis vi allesammen gav chaufføren ti procent havde han lige hentet en ekstra-løn på $290. Han var en glimrende guide, der fortalte os utroligt meget om både Las Vegas, Hoover Dam og Grand Canyon, men den forventning til drikkepenge fandt vi altså lige saftig nok.

Grand Canyon var en mærkværdig oplevelse. Jeg skrev i brevet om Yosemite, at det var svært at relatere til de enorme træer og bjerge, men at det hjalp, når man tog det i et par trin. Grand Canyons størrelse var bare umulig at relatere til. Vi oplevede begge at stå og kigge ned og tænke "Nå, det er så Grand Canyon. Whatever."

Det var en frustrerende oplevelse. Vi havde betalt mange penge for at blive imponeret, men det virkede ikke rigtig. Jeg var faktisk mere imponeret over Hoover Dam, men vi havde også fået vist en film i bussen, der viste hvor stort et arbejde det egentlig var at bygge den betonklods.

Det hjalp ikke engang, da vi fik øje på en mand halvvejs nede i dalen. Det krævede en kikkert overhovedet at skimte ham, og springet op til klippernes størrelse var simpelthen for stort. Heldigvis kørte vi videre til et par andre udkigspunkter, der af en eller anden grund gav et bedre indtryk af størrelsesforholdene. Specielt hjalp det at kaste en sten og se hvor lang tid der gik, før den ramte noget - noget, som stadig var næsten oppe i toppen af hullet i jorden.

I øvrigt blev jeg alvorligt træt af den amerikanske "I skal ikke komme her og tro I kan bestemme over mig"-stil. Det stod klart og tydeligt på store skilte, at man ikke måtte fodre dyrene. De kunne blive syge, de kunne glemme hvordan man selv fandt mad og der kunne i det hele taget ske en masse grimme ting med dem. Alligevel stiller tåbelige amerikanere sig op og fodrer diverse egern, fordi de ser søde ud, når de sidder der og gnaver i en sukker-indkapslet peanut-dims, som sikkert også smadrer deres tænder. Jeg blev så sur at jeg måtte gå min vej. Respektér dog bare engang imellem den natur i vader rundt i i stedet for at tro, at det er Disneyland det hele.

Bussen kørte os tilbage til hotellet og så gik vi ud og spillede lidt. Det er sjovt at se, at efterhånden som konkurrencen om at lave de "traditionelle" spil efterhånden er flyttet over på konsollerne (Playstation 2, XBOX og Gamecube), så kommer der flere og flere spil i spillehallerne, der kræver en masse fysisk aktivitet fra spillerens side. Jeg har allerede nævnt, at dansespil er meget udbredt herovre og der var både trommespil, guitarspil og spil, hvor man skulle lave fagter i luften til musik. Af de ikke musik-relaterede spil var de mest interessante et boksespil, hvor man skulle dukke sig for modstanderens slag og slå slag i luften for at ramme ham og et politispil, hvor man også skulle dukke sig for ikke at blive ramt af de forbrydere, som man skulle skyde efter. Et par fodboldspil, som blev styret ved at man sparkede til en bold. Det er en anderledes oplevelse at være øm i ben og arme efter en tur i spillehallen.

Det lykkedes mig at miste Allan af syne i et casino. Casinoerne er i øvrigt designet, så de er umulige at finde rundt i. Tanken er, at hvis først er i et casino skal du ikke kunne finde vejen ud. Så håber ejerne nemlig, at du sætter dig og spiller. De har for det meste ret. Jeg fandt dog mest fornøjelse i bare at slentre rundt og se folk spille. Der er noget fascinerende ved at se en mand vinde $3600 på en roulette og straks sætte halvdelen til på at spille videre. Og der er noget aldeles vidunderligt ved at høre en dame juble over, at hun åbenbart har vundet lidt penge på en enarmet tyveknægt og derefter blive lidt tavs og spørge de omkringstående, om maskinen mon er i stykker og så huje og råbe og juble som en tosset, når hun opdager, at hun lige var vundet lidt over tusind dollars på en indsats på 25 cents.

Faktisk opdagede jeg, at selv om jeg fandt det sjovt at spille - specielt Video Poker, som jeg af uforklarlige årsager konstant tredoblede mine en-dollar indsatser på (og hvis jeg spillede videre tabte jeg altid det hele) - så fandt jeg det egentlig langt skønnere bare at slentre rundt i lyd- og lys-havet. Det er også billigere.

Tirsdag ville vi ud for at besøge en attraktion, som oprindelig var vores hovedgrund til at lægge Las Vegas på ruten: Star Trek the Experience. En Star Trek-ting, som vi havde hørt meget godt om. Vi var ikke blevet lovet for meget. Det er uden undtagelse den absolut bedste og gennemarbejdede forlystelse vi har oplevet. Fra start til slut har de lavet en historie, der gør lidt grin med andre forlystelser og hænger sammen fra ende til anden. Jeg vil ikke afsløre handlingen, for det kunne mindske fornøjelsen for andre, men blot sige: Har man bare perifer interesse i Star Trek og er man i Vegas, så bør man bruge de penge det koster og få denne oplevelse med.

Det hele blev ikke mindre glimrende af, at de havde et par butikker med et ufatteligt udvalg i Star Trek-ting og en restaurant, der var en ret tro kopi af Quark's på rumstationen Deep Space 9. Restauranten var ret dyr, men det uhyre fantasifulde menukort kompenserede rigeligt for det. Vores tjener kom hen og gennemgik menukortet med stor humor og indlevelse. Mens vi spiste dukkede en ferengi og en klingon (to racer i Star Trek-serien) op og snakkede med gæsterne og generede hinanden. Lidt senere i butikken stod klingonen og skamroste ferengien (meget usædvanligt for en klingon!) for at have sænket prisen på Romulan Ale, men det fik jeg sat en stopper for ved at påpege, at en salat på menukortet egentlig gjorde grin med en af klingonernes store helte. Skuespillerne spillede straks med på det. Det var et imponerende lille improviseret show, der kom ud af det.

Det endte med, at vi brugte hele dagen der. Det var egentlig ikke planen, men sådan blev det. Om aftenen ville Allan ind for at se et Vegas-show. Det sagde ikke rigtig mig noget, så jeg slentrede igen rundt i casinoerne og småspillede lidt.

I dag, onsdag, kørte vi så videre til Los Angeles efter lige at have været forbi Star Trek-stedet igen. Man kunne nemlig få et manipuleret billede, hvor man var en del af besætningen i en af de forskellige Star Trek-serier, og billedet var gratis, hvis man udfyldte en ansøgning om et Mastercard. Det tilbud gjaldt kun amerikanere, men dem i boden var ligeglade. De ville dog kun acceptere en ansøgning pr. dag, så vi var nødt til at vende tilbage på vejen til Los Angeles.

Selve køreturen til Los Angeles var umanerligt kedelig. Mojave-ørkenen er meget, meget ens, mil efter mil og vejen var bulet og hullet. Vi ville lige tage en afstikker til Vasquez Rocks Park, hvor stort set alle udendørsscener i den oprindelige Star Trek-serie blev optaget (er det tydeligt, at vi er trekkies?). Selvfølgelig kørte jeg forkert, hvilket gav os en 80 miles omvej, men vi nåede frem til klippeparken før det blev mørkt. Her rendte vi rundt i en time for at finde en bestemt klippe, som viste sig at være lige ved siden af det sted, hvor vi havde parkeret bilen.

Det sidste stykke ind mod Los Angeles bød på en festlig lille oplevelse. En bil kom kørende med to madrasser bundet til taget. Pludselig var de ikke bundet til taget længere og en af dem landede på forruden af den bagvedkørende bil, der stilfærdigt stoppede. Det lyder måske ikke af meget, men efter 500 km motorvej skal der ikke meget til at bryde monotonien. Således havde vi også masser af sjov ud af en pludselig tågebanke vi ramlede ind i. Og nu er vi så på et Motel 6, hvor air condition-dimsen larmer imponerende. I det mindste lugter den ikke.

Med køretrætte hilsner,

Peter B. Juul.

PS: Allan kan ikke forstå hvad jeg brokker mig over, men han sov også det meste af vejen, når han ikke var køresyg.


Der er 12 kommentarer til artiklen

Send til ven Del på Facebook Del på Twitter    Læs og skriv kommentarer til denne artikel Anbefal artikel til andre læsere


 
bedler/auto/1026460465lasvegas027.jpg
Faktaboks
Kommentarer 12 - hop til
Artikelserie: Breve fra Amerika - Californien Rundt
Peter og Allan triller Californien rundt i en lejet Pontiac og kommenterer de sære ting de ser.
Billeder
Peter opdager, at han aldrig mere behøver at mangle salt til et æg.Scene fra den nye svenske film 'Nørden i Hawaii-skjorten besøger en fjern planet, hvor der er mange sten-lignende saltklumper'.
Hvem siger, at man ikke kan trække vejret under havets overflade?Jeps. Bag denne uskyldige lille ståltrådsafskærmning gemmer Area 51 sig så. De er snedige, de amerikanere.
Det lille hus på prærien.Grand Canyon - et hul i jorden.
Peter mediterer over Bajors hellige løgringe (det hedder retten faktisk.) Bemærk den chikke vulcan-frisure.







Brugerkommentarer (12)



[Ralph is lying in bed]
Ralph Wiggum: Daddy, these rubber pants are hot.
Police Chief Wiggum: You'll wear 'em till you learn, son. Wear 'em till you learn.
-- The Simpsons