Når nu vi skulle relativt tidligt op om lørdagen, og havde et ganske omfangsrigt dagsprogram, vi skulle nå igennem, så fandt et par stykker af os det relevant at tage på Loppen og høre Mikael Simpson (eks-Luksus) give en fænomenal og intens koncert på et af Københavns absolut bedste spillesteder. Bevæbnet med en Apple PowerBook G4 og en akustisk guitar (med Apple-sticker!), viste det måske også lidt om, hvordan grænserne mellem puristerne i den digitale og analoge verden er blevet opløst. Hvad koncerten klokkeklart beviste var, at Mikael Simpson hører til blandt de mest talentfulde på den danske rockscene. Han skriver fantastiske tekster, som fremføres med en skrøbelighed, der minder lidt om Thom Yorke eller måske Lars Hug. Musikken bygges jævnligt op til massive lydvægge af guitarstøj, samtidig med, at det musikalske udtryk helt overordnet er fint og lidt skrøbeligt. Læg hertil en ganske oplagt Simpson ("lyder det godt?" og "den her blev ikke så god første gang, så vi spiller den lige igen"), og man står med en af årets helt store koncertoplevelser. Et rent sekstal til Mikael Simpson - og gør så lige dig selv den tjeneste at møde op i Vega d. 15. november, hvor manden igen spreder sin magi fra scenen. I mellemtiden kan man downloade smagsprøver her.
Oven på denne kanonoplevelse var forventningerne til Jarre-koncerten om lørdagen helt i top, da vi tre mand høj forlod hovedstaden ved 15-tiden med retning mod hovedlandet. Ved 16.30-tiden samlede vi deltager nr. 4 op i Middelfart og fortsatte nordpå mod Vrå Enge. Undervejs var emnet mad oppe at vende, men vi besluttede os for at vente, til vi var kommet tættere på stedet. Det var dumt.
Pludselig var køen der. Ca. 5 kilometer før afkørslen. Klokken var 18:30, og der var 2½ time til koncertens start. Det burde vel ikke være noget problem. Hvad der derimod var et problem var de sindssyge individer, der med klampen i bund tog nødsporet i brug uden speciel hensyntagen til de mange personer, der var stået ud af bilerne for at strække ben eller ryge en smøg i nødsporet mens køen sneglede sig mod Vrå Enge. Der var heller ikke klogepoint til dem, der forcerede motorvejen på tværs for at skyde genvej til koncertpladsen.
Da vi var nået op på afkørslen ringede en kammerat, som på det tidspunkt var nået ind på pladsen. Da han hørte, hvor vi befandt os, kunne han informere os om, at vi kunne se frem til at vente i 1 times tid, førend vi nåede frem til pladsen. Så lang tid havde det taget for dem. I bus. Som Muskelsvindfonden så vidt jeg er orienteret påstod ville køre i separate busbaner. Det gjorde de ikke. De kørte i sneglefart sammen med bilerne, hvilket unægtelig er dødgenialt, fordi man på den måde effektivt forhindrer, at busserne kan bruges til noget som helst.
Da der var omkring en time til koncertstart blev vi vinket ind forbi en gylletank til et parkeringsområde. Vi hankede op i det varme tøj, paraplyerne og de sorte affaldssække, og sluttede os til den massive folkevandring, som vi formodede gik i den rigtige retning. Skilte var der nemlig ingen af. Køen bevægede sig yderst langsomt mod et punkt, som vi regnede med var billetchecket, men det skulle vise sig, at dette var blevet nedlagt. Vi fremviste således aldrig vores billet til nogen. I stedet for viste den lange og langsomme kø at ende på selve koncertpladsen, modsat scenen (og ca. 300 meter fra den). Og årsagen til, at køen havde bevæget sig så langsomt? Ikke andet end det lidt frustrerende faktum, at der ganske simpelt ikke var plads til flere mennesker på pladsen! Igen er der minuspoint til Muskelsvindfonden for at lukke flere mennesker ind end der er plads til. Det var også et hit at placere en stor gaffeltruck lige ved køens afslutning, så folk skulle sluses ind gennem en 2 meter bred åbning. Som en eller anden i køen sagde: "this is how riots start".
Vi nåede indgangen (og den første mega-mudderpøl) cirka samtidig med, at første nummer gik i gang. Hvor mange personer, der stadig stod i indgangskøen eller for den sags skyld sad i deres biler ude på motorvejen, er et åbent spørgsmål, men svaret kan kun være "alt for mange". Det virkede ganske uoverskueligt at skulle forcere de mange mudderhuller på en koncertplads, der forekom fyldt til bristepunktet, så vi endte med at kravle op på taget af en af lokumsvognene. Fra vores udsigtspunkt var det rimelig tydeligt, at der var et eller andet helt galt: folk blev ved med at myldre ind på pladsen, men de eneste huller i menneskehavet bestod af dybe mudderhuller.
Men (mudder-) hul i det! Koncerten var i gang! Godt nok kunne vi ikke se andet af scenen end en masse lys, lettere besværliggjort af nogle kraftige projektører, som vistnok tjente til at lyse på publikum, men snarere blændede dem. De storskærme, der vistnok var opsat, kunne vi ikke se fra vores lokumstag, og da der så vidt jeg kunne gennemskue ikke var opsat relaytårne, så kom al lyden fra selve scenen. Man kan diskutere, hvor smart det er, når koncerten nu engang afvikles i en vindmøllepark, hvor det må formodes at blæse en del (hint: ikke særlig smart). Det skal retfærdigvis siges, at lyden kun undtagelsesvis blev så smadret, at det var direkte kriminelt, men det skal så også pointeres, at jeg har hørt langt bedre lyd til langt større koncerter. Så det gi'r Muskelsvindfonden lidt ekstra minuspoint i hatten.
Vi kunne ikke se noget af det, der foregik på scenen, så dybest set kan jeg stadig ikke påstå, at jeg har set Jean Michel Jarre. Men jeg har set hans fyrværkeri, og det sparker røv. Så vidt jeg kan sjusse mig frem til, så var det faktisk også den eneste fordel, vi havde omme bagi i forhold til de heldige individer oppe foran - vi havde fremragende udsigt til fyrværkeriet. Og her taler vi altså ikke 3 syge faldskærmsraketter og et heksehyl. Vi taler heller ikke om Tivolis amatøragtige rodebutik af ukoordineret krudt på himmelhvælvingen. Vi taler om bomber i motherfucker-klassen, der næsten gav propper i ørerne, når de detonerede 3-4 kilometer oppe i stratosfæren, vandfaldskugler, der glødede nærmest uendeligt, og frem for alt en timing, der sagde spar to. Det var intet mindre end perfekt, og er den direkte årsag til den ene stjerne i karakteren. Så kan man så bare ærgre sig over, at den helt store finale i forbindelse med ekstranummeret udeblev fuldstændig. Det viste sig efterfølgende, at startramperne var placeret for tæt på den sti, som en stor del af publikum allerede på dette tidspunkt var i færd med at benytte, så det var simpelthen for farligt at skyde skidtet af! Flere minuspoint til Muskelsvindfonden.
Men inden vi nåede til ekstranumrene havde vi to timer med ganske god musikalsk underholdning, herunder en masse klassiske numre fra de gode gamle dage. De 25 år gamle numre holder stadig forbavsende godt og var så vidt jeg kunne bedømme også dem, der blev modtaget mest entusiastisk af publikum. Et par guest stars i form af Ålborgs Symfoniorkester og et pigekor fungerede også ganske godt, men er dog set mere pompøst, eksempelvis til Houston-koncerten. Dog er det svært at nægte kombinationen af Second Rendez-vouz, Klarup Pigekor, Ålborg Symfoniorkester og en helvedes masse regn en ganske massiv portion majestætisk storladenhed. Symfoniorkestret havde også en stor portion af æren for, at Souvenir de Chine (den med kamera-klikket) endte med at fremstå som koncertens mest helstøbte og mindeværdige indslag. Det mindst mindeværdige var en (ny?) komposition ved navn Light My Sky, som ikke beviste stort andet, end at Jarre også kan finde ud af at fremstille tom og ligegyldig eurodance. Suspekt nok flashede der under nummeret forskellige beskeder på scenens bagtæppe, som for eksempel "dark weather", "low temperatures" og "sorte skyer forude". Det var vel at mærke før himlen åbnede sig og gav os 25 mm. regn.
Safri Duo stod for en anden af aftenens gæsteoptrædener. De kan normalt ikke bringe mit pis i kog, men deres energiske percussion stod ganske godt til Jarres mere tætskårne kompositioner. Godt nok var det første nummer, de medvirkede på (og som var skrevet til lejligheden), langt mere Safri Duo end Jean Michel Jarre, men deres medvirken på Fourth Rendez-vouz var ganske vellykket.
Og så var der lige det med Aero. Koncerten var slået op som en hyldest til vinden, det danske pionerarbejde med vindmøller og de miljømæssige fordele ved alternativ energi. Selve scenen var lagt, så der stod vindmøller i en hestesko rundt om koncertpladsen. Disse blev så belyst under koncerten, og det var en rigtig, rigtig flot ramme at afvikle koncerten i. Helt oppe ved scenen havde man så placeret en mini-mølle, og den fattede jeg aldrig ideen med. Den sneglede sig rundt i et tempo, der i betænkelig grad mindede om motorvejskøen, og den virkede ærlig talt temmelig influenzaramt sammenlignet med de "voksne" møller, den stod ved siden af. Ud over møllerne havde Jarre angiveligt brugt lyden af en vindmølle på et af de nye numre, han præsenterede, og så kørte der nogle vind-relaterede ord rundt på et lærred bag scenen. Så meget for det koncept.
I stedet for vind fik vi vand. Og da koncerten sluttede havde mudderhullerne for alvor udviklet sig til en udfordring af de større. Vi hoppede direkte fra lokumsvognen ned i en megapøl, og skulle derefter forcere en sø, der havde dannet sig foran udgangen. Men hva'. Lidt mudder har jo aldrig slået nogen ihjel. Bortset fra på Roskilde Festival '00. Muskelsvindfonden havde gjort alt for at sikre en gentagelse af lige præcis dén tragedie, bortset fra, at de måske skulle have hyret en kunstner med lidt flere guitarer. Ellers var der linet op til det helt store: ingen adskillelse af publikum, intet lys udenfor koncertpladsen, ingen officials, og ingen information af nogen som helst art (bortset fra Ålborg politis chefpolitiinspektør, der gik på scenen lige efter koncerten og opfordrede folk til at lade deres biler stå og tage bussen tilbage til Ålborg - hvilket givetvis var et rigtig godt råd til de 10% af tilskuerne, der rent faktisk bor i Ålborg). Vi nåede dog tilbage til bilen uden uheld, og kastede os straks over en halvliters Squash og en lufthavns-Toblerone, som lå i handskerummet. Vi havde opgivet at nå over til øl- og madteltene, og det var godt det samme: vi fik efterfølgende at vide, at begge dele var udsolgt før koncerten overhovedet gik i gang! Igen stilsikre minuspoint til Muskelsvindfonden.
Kammeraten, som vi havde talt i telefon med tidligere, var del af en gruppe på 10 personer, herunder flere børn. De havde taget bussen fra Ålborg, og skulle nu finde en bus tilbage. Det skulle vise sig at være tæt på umuligt. Ingen kunne fortælle dem, hvor busserne kørte fra. Spurgte de en hjemmeværnsmand blev de sendt i den ene retning, spurgte de en militærpolitimand blev de sendt i den anden retning. De endte vist med at gå i retning af Ålborg, hvor de blev samlet op af en bus omkring klokken 4. Klokken 5 var de fremme ved et vandrehjem, hvor de havde lejet et par hytter. Hverken børn eller voksne havde fået noget at spise eller drikke i 12 timer. Men husk nu, at Muskelsvindfonden stadig insisterer på, at de havde styr på arrangementet!
Vi var lidt heldigere. Vi var kommet så sent frem til pladsen, at vi havde fået parkeringsplads lige ved siden af vejen, og derfor ikke skulle kæmpe med at få bilen gennem et mudderhav. Temmelig heldigt, eftersom min bil ikke just har verdens største frihøjde. Omkring halvanden time efter koncerten var vi således på motorvejen, og nu begyndte en jagt på mad og benzin. Undervejs kunne radioavisen informere os om "kaotiske tilstande" på Vrå Enge med masser af fastkørte biler. Den første tank, vi kom forbi, var fuldkommen belejret af slatne koncertgængere, så vi valgte at køre videre. Den næste tank viste sig at have strømsvigt, så intet fungerede. Vi endte med at finde en ubemandet automat da der stort set kun var dampe tilbage i tanken, men mad var der af naturlige årsager intet af. Det måtte vente til vi nåede Middelfart, hvor vi besluttede at crashe for natten, en oplevelse rigere.
Set i bakspejlet havde det nok været mere korrekt at kalde koncerten for Aqua eller Oblimo, men det er jo ikke Jean Michel Jarres skyld, og jeg vil gerne pointere, at karakteren er givet for koncerten, ikke for arrangementet (som ikke fortjener én eneste stjerne). Dermed ikke sagt, at arrangementet ikke har haft indvirkning på karakteren. Det siger sig selv, at det er svært at få et fornuftigt indtryk af en koncert, når man står i pisøsregnvejr på en lokumsvogn 300 meter fra scenen med en engangsburka i form af en sort plastiksæk med hul til øjnene over sig, og stort set ikke kan se, hvad der foregår. Og det er især svært ikke at føle sig lidt snydt, når man nu har set optagelser fra både pyramiderne og Houstons skyskrabere, og ender med at stå på en våd eng i Nordjylland med et par vindmøller og noget fyrværkeri som det eneste, der adskilte Aero fra så mange andre store koncerter. Hverken lyd eller lys var på nogen måde over det gennemsnitlige (det ses og høres bedre hver eneste aften på Roskilde Festivals Orange Scene), så det eneste, der redder den fjerde stjerne hjem for Jarre og Aero er fyrværkeriet og så det faktum, at vi ikke giver halve stjerner her på Geek Culture.
Kære Jean Michel: næste gang du inviterer 35.000 mennesker, så sørg for en større fest. Og nogle bare halvkompetente arrangører i stedet for de ultimative amatører i Muskelsvindfonden. Så skal jeg nok møde op.
Bonus-info:
Koncerten er blevet diskuteret indgående i vores diskussionsforum (selvom tråden af uransagelige årsager degenererer til snak om øl cirka halvvejs) og i forbindelse med en af vores afstemninger.
På Jean Michel Jarres egen hjemmeside er der masser af indlæg fra publikum, både positive og negative.
Der er 77 kommentarer til artiklen
Hele ugen op til koncerten var underlig. Det startede med, at jeg mandag morgen fløj til Oslo for at arbejde på en opgave i 4 dage sammen med et skønt sammensurium af svenskere, nordmænd og danskere. Kombinationen af seriøs mishandling af mit sprogcenter og kronisk overraskelse over det afsindige, norske prisniveau (en liter mælk: 17 kroner; en pizza i lufthavnen: 189 kroner) gjorde, at min verden allerede torsdag aften, da flyveren landede, havde en lettere absurd bismag.
