Efter er par år med jævnlige udgivelser af spilmusik fra Commodore 64 og revitalisering af den kultstatus som de fleste af æraens SID-komponister nyder godt af i dag, blev der endelig slået et slag for storebror. I 1999 udgav Ruben Monteiro CD'en Immortal som var en kompilation af nyindspilninger af spilmusik fra Amiga'ens tid. Ganske vist havde kunstnere som Alister Brimble og Chris Hülsbeck udgivet albums indeholdende indspilninger af deres egne numre forinden, men Immortal var den første udgivelse som samlede mange af platformens største komponister under samme tag. Desværre blev dette ikke udnyttet fuldt ud.
Forrige plade led primært af to ting. Der var alt for mange ukendte numre blandt de sikre klassikere, og albummet var ikke så meget en fortolkning som det var regulære genindspilninger. Var det ikke for min egen ekstreme forkærlighed for Shadow Of The Beast, var der ikke ret meget at komme efter.

Så meget som jeg imidlertid gerne ville have hørt Monteiro gøre et nyt forsøg, har han givet roret videre til en ny styrmand, Jan Zottmann, og efter nogle dage med Immortal 2 roterende på anlægget, er det absolut ikke en beslutning jeg begræder. Jeg vil med det samme slå det samme fast som Jan Zottmann gør i forordet. Han har ikke forsøgt at lave et remix-album, så hvis det er det man søger, må man lede andetsteds. Han har derimod trofast fulgt opskriften som Monteiro komponerede Immortal efter: Studieindspilninger af klassikerne som vi kender dem, gennem brug af fornyede ressourcer og teknik og uden de begræsninger som hæmmede de originale kompositioner.
For at opnå dette har Zottmann ikke slået nogen genveje. Han har allieret sig med næsten samtlige af de oprindelige komponister for at genskrive musikken, og det er der kommet et rigtig fint album ud af.

Som altid med denne type kompilations-CD'er, er det svært at skrive om udgivelsen som helhed, og jeg må derfor gribe lidt omkring mig og hive nogle af de bemærkelsesværdige numre ud.

Press fire to start

Ballet åbner med et brag af en fortolkning af Barry Leitchs Lotus Esprit II-tema. Jeg gav anlægget fuld skrue og lod bassen massere mine fødder i nærmest ekstatisk nydelse. Der er masser af kompleksitet i lydbilledet, og både heavy-guitar og synthesizere halser afsted i nummeret. En virkelig flot gengivelse. Trommerne er generelt en smule for syntetiske for min smag. Det gælder generelt for størstedelen af numrene på pladen, men det er helt sikkert en smagssag, og jeg tror også den kære Leitch har sigtet mere efter en konsistent oplevelse, end et hårdpumpende diskotekstrack.

Efter dette nummer får vi dog et dyk med Z-Out, Lionheart, Final Countdown og Swiv. Alle sammen gode eksempler på numre der lider af samme kedelige tendens som generede mig ved Monteiros fortolkninger: De drukner for meget i forlægget og har ikke deres eget liv. Man kan høre der er gjort gode forsøg på at finde nye indgangvinkler i genfortolkningerne, men de ender alle sammen med at lyde alt for meget som forlægget.
Lionheart og Swiv tager ganske vist udgangspunkt i en langt mere dyster stemning end originalerne, og Lionheart er sågar blevet forsynet med lidt vokal. Det havde såmænd også alt sammen været gode tiltag, hvis man blot havde turdet rive sig lidt mere løs af de originale kompositioner og forstærket elementerne.

Body Blows hiver dog humøret op igen. Team 17s huskomponist Alister Brimbles varemærke har inspireret til mange kampspil-soundtracks senere. Det første succesfulde 3D-kampspil til PC, FX Fighter lånte med arme og ben fra Brimble på sit eget soundtrack, men det er også svært at lade være, for stilen er som skabt til den slags spil. Den nye fortolkning er igen nøjagtig, men med langt mere punch end originalen. 90'er acid og sirener hyler ud af højttalerne, beatet fejler intet og meget få ting kunne have bedret oplevelsen uden at miste taget i det originale nummer. Body Blows-temaet er også med på Allister Brimbles Sounds Digital, men Brimble har puttet meget mere energi i nummeret denne gang.

Jeg havde faktisk ventet mig samme energi fra Hülsbeck med Jim Power-temaet som jeg altid har været stor fan af, men det er blevet gjort alt for symfonisk til at have det samme gennemslagskraft. Det er blevet mere "blødt" i lydbilledet. Guitarerne skriger ikke på samme måde, og beatet er ikke nær så tungt. Kompositionen er dog lige i øjet, og så snart man har vænnet sig til at soundtracket ikke kradser i huden som på originalen, men faktisk føles mere som en badekåbe, er det faktisk lunt og lækkert at lytte til. "Mellow" er nøgleordet.

Et virkeligt godt eksempel på hvor godt det lyder når de respektive komponister tør slippe tøjlerne, er numre som Tim Wrights Shadow Of The Beast 3 og Richard Josephs Robocod. Beast 3 dækker temaet på titelskærmen, hvor der er lagt megen frihed i brugen af instrumenter. Bedst mens jeg sad og nød simpliciteten af den ledende harpsichord, blev jeg nærmest chokeret, da en smuk, triphoppet kvindevokal sejlede ind over tracket, og nummeret skiftede karakter til en mellemting mellem et symfonisk downbeat-popnummer og noget Tricky kunne have haft fingrene i på en solskinsdag. Afsindigt modig fortolkning. Mellem fans af det oprindelige nummer skal der sikkert være nogle forstokkede gamle stoddere der ikke vil bryde sig om det, men denne anmelder er lykkelig over legelysten. Særligt når det lykkes så godt som her.

Robocod er mindst ligeså godt realiseret. Nummeret var i forvejen til stor morskab for de folk der var bekendt med forlægget (titelmelodien fra Robocop), idet toneart og stil indgik som rygraden i Robocod-temaet. Josephs genindspilning af titelnummeret rammer meget klarere denne gang. Klokkerent, faktisk. Det begynder med et simpelt orkestralt setup, der fik mig til at trække på smilebåndet da jeg hørte det - men det bliver bedre. Pludselig bliver vi slynget ned i havets dyb med en blanding af blid rusken i de akustiske hihats, bølgende synth, bobler og klokkespil, der sender tankerne tilbage til Mermaid Madness på C=64. Disse passager i nummeret er guldrandede og som snuppet direkte ud af Robocop. Orkestral og afsindigt vellykket genfortolkning.

Z-Outs navnefætter X-out af Hülsbeck kunne godt have trængt til samme behandling. Der er lidt for megen kedelig 80'er synth, selvom man fornemmer at han i de dystre passager hinter i retning af Vangelis' Bladerunner-tema. Igen er det bare gjort for subtilt. Den symfoniske lagkagebund af instrumenter som f.eks. Leitch tydeligvis mestrer, havde tjent nummeret langt bedre. Der er slet ikke nok dybde i akkorderne.

Til gengæld er der masser af smæk for skillingen i Ron Klarens Battle Squadron, som jeg pudsigt nok har spillet et par dage i træk forinden i forbindelse med erhvervelsen af en A1200. Med rensede udgaver af de oprindelige samples, og med nærmest voldstung tryk på bassen, har Klaren formået at presse et vanvittigt meget tykkere, rytmestærkt og mere kompliceret lydbillede igennem. Der er leg med effektmaskinerne, mere vildskab, og masser af synth-virtuose. Absolut den bedste genfortolkning af nummeret til dato. Vildskaben i den over 8 minutter lange medley tones dog ned undervejs, men det formår ikke at ødelægge et solidt stykke arbejde.

Versatiliteten er til gengæld ikke så stor i det næste nummer; Jochen Hippels Lethal Xcess. Spillet er ganske vist ikke så kendt, men det til trods, er det et meget fortolket nummer og optræder jævnligt på Nectarine Radio. På trods af at det er anført af en guitar der lyder som noget man ville høre på L.A. bikerbarer, er det i bund og grund en ret jævn genindspilning med en god indgangvinkel og et dovent beat. Der er dog ikke gjort meget plads til nye tiltag, andet end det rent instrumentale. En lille smule afslappet søndagsserie-guitar er hvad det bliver til, med Rain som det eneste sidestykke til titlen som pladens mest afslappede nummer.

Før pladens afslutning får vi dog Leitchs gudsbenådede Hero Quest-tema med, og er man en af de unge stakler der investerede talrige nætter med spillet på grund af musikken alene, bliver man belønnet med en velproportioneret feudal kammerballade, med alt hvad der dertil hører. Grundspillet er lagt af harpe og lead spillet af blæsere, der snapper efter ærmerne på Greensleeves.
Efterhånden som det skrider frem, synes kammeret at udvide sig og før man ved af det, fordybes man i en hvælvet lyd med drengekor og strygere i en rumklang af proportioner der er enhver katedral værdig. Gotisk og storslået. Et af pladens absolut bedste kompositioner. Desværre er det ovre før man ved af det.

Den afsluttende skæring, Rain, er Zottmanns eget nummer. Lytter-entusiasmen vil grangiveligt ikke være helt så stor som for de numre man kender og har nynnet tusind gange, men det er rart at have med, så man kan høre hvilken tilgangsvinkel Zottmann har på pladens andre numre. Afslappende og helt i scenens ånd.

Afsluttende bemærkninger

Zottmann har instrueret sine kumpaner godt og er utvivlsomt adskillige skridt foran tidligere forsøg på at tackle Amiga'ens spilmusik. Pladen tynges ganske vist af mangel på vildskab i mange af numrene, men selvom der er et stykke vej endnu, rykker det ikke ved at Zottman helt klart har fat i den rigtige ende. Pladen bryster sig af at være tro mod forlæggene, og det må man sige er lykkedes rigtig godt. Jeg er på den anden side også af den overbevisning at man sagtens kan bibeholde denne troskab uden at lave slaviske genindspilninger. Mere frihed i fortolkningerne på næste udgivelse, vil helt sikkert kunne gøre en ellers solid kompilation til noget, der danner milevid kløft til de nærmeste udgivelser indenfor feltet.

Den tekniske side af pladen fejler heller ingenting. Den er drøngodt produceret, og er en både krystalklar og en afsindigt basstærk udgivelse. Det er sjældent at jeg finder plader der er så godt equaliserede at bassen kan få hele hytten til at brumme uden at mudre resten af lyden.
Desuden skal den medfølgende booklet have et par ord med på vejen. Zottmann har gjort et imponerende stykke arbejde ved at lade de enkelte kunstnere få et ord med på vejen omkring kompositionerne, og det er faktisk ret spændende at læse de korte anekdoter.

Pladen er uendeligt tæt på at få fem stjerner, men komponisternes manglende evne til at rive sig løs på de fleste af kompositionerne piner mig. Hvis alle havde fulgt Barry Leitchs, Tim Wrights og Ron Klarens glimrende eksempler, havde pladen været sikret nær-topkarakter.
- Men tag ikke fejl. Er man til spilmusik fra Amiga'ens guldalder (1988-1993) er det denne plade man skal have fat i.

Har man fået blod på tanden, kan jeg også anbefale at man studerer CD'ens officielle website nærmere, idet det indeholder masser af facts om både numrene, musikerne og spillene, samt info om både den nye og forrige skive. Man kan også give sit besyv med i diskussionen om hvilke numre som skal med i næste udgivelse. Det kan altsammen findes på www.amiga-immortal.com, hvor man naturligvis også kan købe pladen. Alternativt kan man købe den hos Chris Hülsbecks eget selskab, tyskbaserede SynSoniq Records, der er officiel distributør af pladen (hvis man da ellers kan modstå deres bugnende mængder af spilsoundtracks) eller hos C=64-musikscenens pioner-udgiver Chris Abbott på C64audio.com