| |||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
Hvad får folk til at sidde i timevis foran skærmen, mens de stirrer på maskinkode og for 117. gang prøver at optimere en rutine til at være bare lidt hurtigere end de konkurrerende grupper? Denne DVD giver et godt indblik i motivationen til at gøre det, foruden at levere timevis af fascinerende visuelle effekter. Demoscenen startede i tidernes morgen med spilintroer. Når grupper knækkede kopibeskyttelsen på et spil, lagde de f.eks. noget tekst og/eller et billede på, som viste hvem der havde gjort det. Efterhånden gik der sport i at overgå hinandens introer, hvilket til sidst mundede ud i konkurrencer. Introer blev udvidet og blev istedet til demoer - demonstrationer af hvor meget man kan presse en given computerplatform til. Demoscenen har især været stor på Commodore 64 og Amiga platformene, men i starten af 90erne begyndte PC demoerne så småt at kunne følge med. Denne DVD tager os med på en rejse fra den spæde begyndelse og helt op til de nutidige 3D-orgier, som er dagens smag på PC-scenen. En af grundene til at en DVD som denne er både praktisk og interessant er, at mange tidlige PC demoer ganske enkelt er ude af stand til at køre på moderne hardware. Rent faktisk kørte mange tidlige PC demoer typisk kun på ganske få konfigurationer af PCer - typisk ET6000 grafikkort og Gravis Ultrasound lydkort i mange år. I den anden ende af skalaen kræver de nyeste PC demoer kraftigere hardware end de fleste brugere har, hvilket gør oplevelsen noget mindre interessant. Denne DVD-udgivelse giver dog muligheden for at opleve demoerne som det oprindeligt var meningen at de skulle se ud, helt uden at skulle kæmpe for at få lov til det. DVDen er dobbeltsidet, hvilket umiddelbart virker irriterende, men i netop dette tilfælde er der faktisk en ganske god grund til det. Den ene side beskæftiger sig nemlig med de ældre demoer, fra før DirectX resulterede i Windows-kompatible demoer, mens den anden beskæftiger sig med den periode, hvor de første 3D-accelererede demoer gjorde deres indtog. Hver side af DVDen har et dertil tilpasset menusystem, som bliver holdt i samme generelle stil, som de demoer der er at finde på den pågældende side. Det virker faktisk rigtigt godt, og man kan mærke at der er kælet for detaljerne af erfarne grafikere. Selve DVDen oser faktisk langt væk af den samme kvalitetsbevidsthed, som bliver udvist i de bedste demoproduktioner, hvilket sørger for en helstøbt oplevelse, når man sætter DVDen i afspilleren. Det forholder sig dog således, at man ikke har haft mulighed for at vise demoerne i deres fulde længde, da demoer (især de ældre af slagsen) ofte havde for vane at lade visse sektioner køre i en uendelig løkke, medmindre man trykkede sig videre. Der har producenterne af DVDen besluttet sig for at vise så meget, som er nødvendigt for at få et samlet indtryk af disse scener, hvorpå man er kørt videre til næste sektion. Der er generelt sørget for at man ikke oplever det som forstyrrende, ved dels at sørge for nogle pæne overgange mellem billederne, samt synkronisering af musikken stykkerne imellem. Det har været et arbejde, som har krævet en del timer i sig selv. Samlet set har det dog kun været en brøkdel af arbejdet, for selve det at få alle demoerne til at køre, har været en udfordring i sig selv. Man har mulighed for at læse hvilke værktøjer der er brugt til at optage demoerne med, og det har været et utroligt stort arbejde, da man blandt andet har måttet kæmpe med interferens, opdateringshastigheder, synkronisering, remastering af musikken og meget mere. Netop problemerne med opdateringshastigheder har været et problem, da man ved at sænke hastigheden på billedsiden, så den matcher NTSC-standardens 60Hz sætter hastigheden på demoerne 15% ned, hvilket man så efterfølgende har kompenseret for på mange forskellige måder. I langt de fleste demoer er det ekstremt vellykket, men et par enkelte af dem lider desværre af en let hakken i nogle af effekterne. Det er dog ikke noget, som trækker ned i helheden, og man må sige at det er en lille pris at betale, for så let adgang til disse demoer. Der er også blevet plads til et kommentarspor, hvor det i nogle tilfælde er demogrupperne selv, som kommenterer deres egne produktioner, eller producenterne af DVDen, som fortæller hvorfor de føler den pågældende demo har gjort sig fortjent til at komme på DVDen, og hvordan den har været nyskabende i sin tid. Det er overraskende nok noget af det mest interessante på DVDen, og samtidig noget af det, hvor man lærer mest om PC-demoscenen. Med på skiven er der også en kortfilm, ved navn “Demographics”, som i løbet af 16 minutter forsøger at opsummere hvad der er så specielt ved demoer. Det er ganske vellykket som en hurtig opsummering, men man får langt mere ud af at høre kommentarsporet undervejs. Af og til svinger lyd- og billedkvaliteten, og da der er musik i baggrunden bliver man en anelse irriteret over, at der ikke er undertekster på denne del af DVDen. Et interview er tilsyneladende optaget via et webcam, og her er lyd- og billedkvaliteten naturligvis ganske frygtelig, men det er dog ikke desto mindre muligt at høre hvad der bliver sagt, hvis man gør en indsats. I løbet af denne kortfilm ser man faktisk også demoer og introer fra både Amiga og Commodore 64, uden det dog bliver påpeget hvilke demoer/introer, der er fra hvilke platforme. En noget mere interessant kortfilm er “DJC: A Dedication”, som er en hyldest til David Cooper AKA White Shadow/Shadow Productions, som virkeligt formåede at presse PC hardwaren til det yderste i de tidlige 286er demodage. Hvorledes David Cooper omkom får man ikke at vide, men man får til gengæld en præsentation af en mand, som mange af de tunge drenge i PC-demoscenen ser op til. Der er faktisk også gemt en pæn håndfuld easter eggs på DVDen, men umiddelbart får man kun et hint til at aktivere et enkelt, og det er ikke specielt interessant. Hvis man ripper DVDen får man dog umiddelbart adgang til det ekstra materiale, og der er da noget forholdsvist interessant imellem. Personligt fandt jeg generelt oldschool-siden langt mere interessant end siden med de nye demoer. Muligvis fordi man virkelig ser en kraftig udvikling, som finder sted over en forholdsvist kort årrække, mens der på de nyere demoer mest er tale om forsøg på at lave et så strømlinet design som muligt. Nogle af de nye kreationer er da bestemt også interessante, men da jeg i forvejen har set en del af dem til demoparties, var der helt klart mere at komme efter blandt de ældre demoer. Man kan håbe på, at dette kun er den første DVD i en serie, som med tiden vil få de øvrige demoscener med. Selvom det nok kun er C=64- og Amigascenen, som er i stand til at levere det fornødne antal minutter af kvalitetsdemoer, som er nok til at lave en DVD med hver platform, kunne man eventuelt lave en opsamlingsrunde med de mindre kendte demoplatforme, som Atari-serien, Spectrum, Apple II osv. Der følger forøvrigt en praktisk lille 12 siders booklet med, hvor man hurtigt kan slå op hvem der har lavet demoerne, hvornår og hvor den blev udgivet, samt se et lille screenshot af den. Man kan blandt andet se, at en håndfuld af demoerne rent faktisk er udgivet på danske parties. Det er utroligt så meget godt materiale man får med for pengene, og alene dette sætter karakteren helt i top. At man endda har formået at levere et så helstøbt produkt gør det blot endnu bedre. Til gengæld trækker det lidt ned i karakteren på DVDen, at man savner undertekster adskillige steder. Man kan besøge DVDens hjemmeside på mindcandydvd.com. Her kan man også finde forhandlere, hvor skiven kan skaffes. Skulle man få lyst til selv at gå på opdagelse i demoernes forunderlige verden, så kan man på ftp.scene.org finde produktioner til en masse forskellige platforme, samlet over en lang årrække. Hvis man får lyst til at besøge danske demoparties, kan man f.eks. vælge at besøge TRSAC, Scene Meeting, eller Scene Event (advarsel: musik og java på sidstnævnte side..)
|
| ||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
| FAQ | Forside | IRC-Chat | Kontakt | Login | Links | Mobilt | RSS | Søgning |