Pet Shop Boys udgav efter deres første plade, Please, Disco tilbage i 1986. Denne indeholdt gode, interessante og loyale remixes fra debuten og efterfulgtes i 1994 af Disco 2, som var noget værre skidt. Den var fyldt til randen af dårlige DJ-mix af numrene fra 1993's Very. Numrene var mixet til et langt 48-minutters mix, hvor det var svært at genkende de originale sange, og mest af alt lød, som om Neil Tennant og Chris Lowe slet ikke havde været involveret i udgivelsen.

Disco 3 er anderledes end begge sine forgængere. Den indeholder blot fire numre fra sidste års meget skuffende Release - hvoraf to er de samme - bare i forskellige versioner. Der er fire helt nye numre, en enkelt B-side og et nummer fra duoens musical, Closer to Heaven.

Der lægges ud med Time on my hands hvor det til en afveksling er Chris Lowe, der synger/taler versene, og Neil Tennant som holder sig til omkvædet. Det er et skønt, hårdtpumpet nummer, med klare referencer til firserne og med skønne Kraftwerk-lyde og robot-stemmer over det hele.

Det følges op af Positive role model, som tidligere har været at finde på Closer to Heaven-musicalens soundtrack, men her er det første gang man officielt kan høre, hvordan Neil mener, at den skal synges. Positive role model er et super disco-nummer og kan man undgå at få disco-kugler i øjnene, når man lytter, danser og skråler omkvædet ”I want a positive role model”, må man være døv. Det er i familie med tidligere PSB-sværvægtere, som eksempelvis Always on my mind, I don’t know what you want… og It’s a sin.

Try it (I’m in love with a married man) skruer noget ned for tempoet. Det er et cover-nummer skrevet af drengenes allerførste producer Bobby O’. De ting, de lavede sammen med ham, blev aldrig særligt sælgende, og først efter samarbejdets ophør begyndte duoen at vise sig på alverdens hitlister. Try it... er et formiddabelt nummer, hvor Neil i omkvædet synger duet med gruppens store maskinpark.

Først som fjerde nummer kommer en sang, man kender fra Release, og som samtidig er et af den plades bedste numre, nemlig London. London er det nummer, som figurerer to gange på Disco 3 - men i to vidt forskellige udgaver. Den første udgave er remixet som et nærmest instrumental firserhit, med klassiske Tommy Seebach-trommer og hvad dertil hører, og den anden er remixet som en pianodrevet akustisk version. Begge udgaver ligger stemningsmæssigt langt fra hinanden, og de er langt at foretrække frem for originalen.

Senere på pladen kommer Release's, Here, i en ekstraordinært farverig udgave og det samme gælder for Blank & Jones-remixet af Home and Dry. Problemet med de originale versioner fra Release er, at de simpelthen er for farveløse og for kedelige. De har ingen kant eller glæde, og de minder allermest om noget Toto kunne finde på at byde os. Dette ændrer udgaverne på Disco 3 så absolut på, og det gør fans, som havde afskrevet drengene, til skamme.

Det er to grunde til, at denne plade ikke når seks stjerner. Den ene er udgaven af B-siden Sexy Northerner. Sangen, som i sin originale udgave er at finde på Home and Dry-singlen, var originalt en hårdpumpet, fodboldsagtig slagsang, der med sit omkvæd ”It’s not all football and fags” fik én op på barrikaderne med næverne i vejret. Den er her desværre blevet gjort til en alt for lang semi-instrumental monoton bas og stortrommehyldest, som umiddelbart vil gøre sig bedst på en af byens danse-apoteker.
Den anden grund er, at Pet Shop Boys' flirt med Cher-filteret desværre ikke er forsvundet fra deres sfære. Alle der kender duoen ved, at Neil Tennant ikke har verdens største stemme - selvom den med årene er blevet noget bedre – men det er stadig ingen undskyldning for at bruge dette filter.

Det er så også min eneste anker over denne udgivelse, som tydeligt viser, at Pet Shop Boys er kommet væk fra deres langhårede periode i øveren, og nu er tilbage på diskoteket igen.

Sluttelig kan det til samlerne oplyses, at Disco 3 også udsendes i en lækker 3x12" boks som indeholder to numre ekstra.