HjernenColumbia - en drøms bratte afslutningPeter Paaske Juul2. feb 2003Tilbage til Hovedsiden


Denne artikel fra arkivet er tilfældigt valgt til genudgivelse d. 19. maj 2012 af jfallesen

Jeg loggede ind ved halvfire-tiden og læste min mail. Min verden gik i stå et øjeblik. Columbia var væk.

I 1981 sad jeg som limet til TV-skærmen i timevis, mens NASA igen og igen udsatte Columbias jomfrurejse. For mig var dette af lige så stor betydning som det må have været for mine forældre at følge den første månelanding. Pludselig var rumfart ikke længere så fjern en drøm. Tanken om rumfærger, der bragte hvem som helst ud i rummet, var pludselig blevet realistisk.

Som jeg blev ældre, blev jeg klogere. At rejse i rummet var stadig kun noget, som var muligt for de bedste af de bedste. Rummet er stadig så uendeligt tomt og uendeligt fjernt og de, der tør sætte en fod udenfor atmosfæren kan stadig med stolthed i stemmen sige "jeg har været der". Min egen drøm om at komme derud engang er falmet med årene.

Syv af de mennesker, der sikkert også sad og så opsendelsen dengang for 22 år siden, bevarede drømmen og lod den vokse. De gjorde alt hvad de kunne for at være de bedste af de bedste, så de en dag kunne nå deres drømmes mål. Og de formåede det. De kom derud. Og det endda i den selvsamme rumfærge, som de så lette for første gang dengang.

Jeg er glad på deres vegne.

Det er naturligvis forfærdeligt, at deres drømmerejse skulle få en så brat og definitiv slutning.

Men alligevel er jeg glad på deres vegne.

De formåede noget, som kun de færreste af os formår: De satte sig et mål om at opfylde en drøm og de kæmpede til drømmen blev til virkelighed.

Når skibene sejlede ud fra Europa for 500 år siden for at kortlægge endnu en del af kloden, var alle ombord klar over, at det måske var sidste gang de så land. Hvis ikke skibet gik tabt i en storm, var der stor risiko for at dø af skørbug eller andre sygdomme. Alligevel sejlede de ud. Nogle af dem var tvunget af omstændighederne, javel, men andre gjorde det, fordi de ikke kunne forestille sig at leve et liv, hvor de ikke i det mindste havde prøvet.

Således også de syv, der i dag døde, da Columbia eksploderede. De vidste, da missionen startede, at der var en risiko. De vidste også, at det var en risiko de var villige til at løbe for at nå derud, hvor der intet er mellem os og stjernerne.

Mine tanker går til de efterladte, der skal leve med tabet af en de havde kær.

Mit håb går til menneskeheden. At der altid vil være drømmere. At der altid vil være folk, der tør satse alt, for at gøre noget, der gør verden større og rigere.

Må vi alle lære af deres eksempel.


Der er 24 kommentarer til artiklen

Send til ven Del på Facebook Del på Twitter    Læs og skriv kommentarer til denne artikel Anbefal artikel til andre læsere


 
bedler/auto/1044140310spacepixnet_97ec0963.jpg
Faktaboks
Kommentarer 24 - hop til






Brugerkommentarer (24)



JFK: I'm thinking with sand here!
-- Bubba Ho-Tep