Film og TVBiograf: Natfilm: NarcJens Mogensen31. mar 2003Tilbage til Hovedsiden

***...

En mørk og dyster amerikansk politithriller gæster festivalen. Læs hvilken velkomst vi giver den.

Nick Tellis (Jason Patrick) er undercoverbetjent i Detroits hårde narkomiljø. Efter en sag, der får en tragisk udgang, er Tellis imidlertid så hårdt psykisk mærket at aktiv tjeneste ikke længere har den store tiltrækningskraft. På hjemmefronten presses han også hårdt af sin bekymrede kone, der lever i frygt for at det farlige arbejde en dag vil kræve hans liv.

I want a desk, fortæller han sin chef. Chefen ved imidlertid godt, at den slags ikke hjælper på en films underholdningsværdi, så Tellis får til opgave at afslutte en sag der er gået i stå.

Michael Calvess, en anden undercoverbetjent, er blevet myrdet af ukendte gerningsmænd. Calvess bedste ven, Henry Oak (en overbevisende Ray Liotta), er den der kender mest til sagen, men han er lidt for nidkær til at ledelsen vil lade ham have ansvaret for efterforskningen. Tellis bliver selvfølgelig hans makker og sammen må den ikke særligt dynamiske duo forsøge at løse mysteriet.

Det lyder som noget der er set en million gange før, hvilket bestemt ikke er forkert. Der kompenseres med en mørk visuel stil, der faktisk virker ret godt. Kriminalitet og korruption er noget beskidt noget, der ikke skal akkompagneres af pastelfarver, så det grumsede billede instruktør Joe Carnahan leverer passer mig fint.
Bortset fra et enkelt plottvist i slutningen af filmen er historien dog ligeså lineær som flertallet af politifilm på markedet.

I en efterhånden fortærsket genre sidder jeg på spring for den første film med decideret nytænkning. Der er ikke nok i Narc og derfor ender filmen på tre stjerner. En skam, for det havde kun krævet en lille smule ekstra at nå de fire.


Der er to kommentarer til artiklen

Send til ven Del på Facebook Del på Twitter    Læs og skriv kommentarer til denne artikel Anbefal artikel til andre læsere


 
bedler/auto/1049042132narc_komplet.jpg





Brugerkommentarer (2)



No enemies had ever taken Ankh-Morpock. Well technically they had, quite often; the city welcomed free-spending barbarian invaders, but somehow the puzzled raiders found, after a few days, that they didn't own their horses any more, and within a couple of months they were just another minority group with its own graffiti and food shops.
-- Terry Pratchett (Eric)