En flok aktivister bryder ind på et forskningscenter for at sætte en flok chimpanser fri. Aberne bliver brugt som testdyr og står i små bure, og det er naturligvis ikke i orden. Lige inden aktivisterne får åbnet for burene, kommer en læge ind og prøver at stoppe dem. Chimpanserne er testet med en kombination af vrede og galskab, fortæller han, og er ekstremt smittefarlige, men lige meget hjælper det, og der bliver åbnet for det første bur…

28 dage senere vågner Jim op på et øde hospital. Han er helt alene. Der er ingen andre patienter - hverken levende eller døde - sygeplejersker og læger er der heller ingen af, og gangene på hospitalet ser ud, som om der har været besøg af orkanen Irene. Jim vælter ud i Londons gader, som er lige så øde som hospitalets indre. Han ser avisoverskrifter om en epidemi, som har bredt sig, men som ikke helt forklarer tingenes tilstand.

Jim støder dog på nogle andre mennesker, men han finder lynhurtigt ud af, at disse medborgere ikke er helt på toppen – mennesker som bærer smitten – og som meget gerne vil have Jim med ind i deres lille samfund. Han flygter og bliver reddet af et par raske overlevende, som har fundet ud af, hvordan man undgår at blive smittet.
Sammen møder denne lille enklave to overlevende mere. En far og hans datter som har barrikaderet sig fra omverdenen, og som har en fungerende radio. På radioen hører vores lille flok en meddelelse fra Manchester, som får vores venner til at drage fra London.

Danny Boyle har tidligere lavet rigtig gode film. De bedste har helt uden diskussion været hans tre første - Shallow Grave, Trainspotting og A Life Less Ordinary - der cementerede Boyle og hans kumpaner som et vindende hold. Desværre gik det med den efterfølgende store Hollywood-satsning galt. Boyle besluttede sig for at filmatisere Alex Garlands roman The Beach. Romanen var en Robinsonade blandet med Fluernes Herre, og selvom den var ca. 80 sider for lang, følte man sig godt underholdt under læsningen. Dét kunne man næppe sige om filmen, som havde Leonardi DiCaprio i hovedrollen. Den var langtrukken, kedelig og forudsigelig og som Boyle-fan måtte man krumme tæer over den måde, han havde solgt ud på.

Med 28 Dage Senere er Danny Boyle endnu engang sammen med Garland, men denne gang er det med et originalt manuskript. Historien er tankevækkende men er ligesom The Beach ikke særlig original, og man føler, at man har set det hele før.
Især kunne jeg ikke få tankerne væk fra den snart 25 år gamle tv-serie Day of the Triffids, men også vores egen Palle alene i verden listede rundt i min hjerne under afspilningen.

28 Dage Senere starter rigtig godt og den første halvdel af filmen giver tilskueren svedige håndflader og tørre øjne. Desværre falder filmen lidt fra hinanden halvvejs igennem og bliver lidt for forudsigelig og kedelig.
Det er en dyster sag uden så meget humor som i Boyles tidligere film, og den indeholder nogle utroligt flotte scener, som virkelig sætter sig fast i ens indre øje. Scenerne, hvor Jim går rundt i Londons centrum er bemærkelsesværdigt flotte, og man kan blot tænke, at det nok har været ret svært at få tømt den engelske metropol – men det ser ud til at være lykkedes.

Det ekstra som filmen indeholder på DVD er ganske interessant. Foruden kommentarspor fra Danny Boyle og Alex Garland, er der otte fraklippede scener som bibringer historien en god baggrund. Der er en alternativ slutning, teasertrailer fra både bio og hjemmeside, og sidst men ikke mindst programmet Pure Rage: The making of 28 Days Later.
Dette 25 minutter program er heldigvis ikke et af de sædvanlige "instruktør/skuespiller/producent-sidder-foran-filmplakat-og-fortæller-hvor- sjovt-det-har-været", men derimod et program der bl.a. inholder interviews med forskere der fortæller om epidemier, og med SARS og HIV i baghovedet er dette ret interessant. Naturligvis bliver der også fortalt om hvor svært det er at få folk ud af London når man skal optage en hel tom gade, men der er intet opstyltet Hollywood-gøjl over det.

28 Dage Senere er ikke en epokegørende film, der kommer til at gå over i historien. Til det er den alt for traditionel både i fortællestil og i plot, men den er på trods af sin forudsigelighed stadig værd at bruge et par timer på.

Der er 10 kommentarer til artiklen