Filmens miljø defineres skarpt fra begyndelsen, hvor vi dumper ned i 1. klasse på en flyvning fra Japan til Paris. Ud over at spise god mad og snakke om den nyindkøbte Audi TT ("jet black"), som rige mennesker åbenbart gør, så bliver der også bedrevet power games af den mere beskidte slags, nemlig i form af målrettet forgiftning af en specifik persons drikkevand.

Den ufine dåd, som udføres af den danskfødte skuespillerinde Connie Nielsen i skikkelse af Diane, sætter en af konkurrenterne midlertidigt ud af spillet, og giver hende dermed mulighed for at manøvrere sig tættere ind til magtens centrum i det verdensomspændende konglomerat, hun arbejder for.

I midten befinder sig Hervé, en kortbarberet manipulator som er lige så røget, som Diane er speget. Og hvad der gør filmen moderat interessant er det magtspil, der foregår mellem dem.

Det, der fik mig til at gå ind og se filmen, var Natfilm-programmets beskrivelse af den som "en mysteriefyldt fremtids-thriller om to multinationale selskabers voldelige kamp for rettighederne til den samme pornografiske tredimensionelle manga-grafik". Skal filmen bedømmes ud fra de kriterier, så må jeg tilslutte mig mine medskribenters lidet imponerede karaktergivning. Jeg gør mig muligvis skyldig i overfortolkning, men jeg synes, at filmen har nogle valide (utilsigtede?) pointer omkring begrebet kontrol.

Blot ved at lade Diane være hovedperson og den ene af hele tre magtbegærlige og handlekraftige kvinder omkring Hervé har Assayas lavet et statement, som de færreste instruktører har nosser til. Det nærmeste man kommer er vel Demi Moore i Disclosure, og selvom sex er en ingrediens i begge film, så er sidstnævnte hundrede gange mere lummer end Demonlover. Det er simpelthen godt at se kvinder være nogle magtbegærlige svin! At Diane så viser sig at være fuldstændig grænseløs, og gør hvad som helst for at bevare kontrollen, inklusive den ultimative magtdemonstration i form af mord, er i virkeligheden at svigte figuren, og en af filmens mange svage sider.

Undervejs i historien når vi også til Japan, et traditionelt partriakalsk samfund med en speciel tradition/forkærlighed for kvindenedgørelse. At der også her er kvinder, der meler deres egen kage i forhold til Hervé uden at føle sig forpligtede til noget som helst, er en pointe i sig selv.

Cirka herfra degenererer historien imidlertid til noget, som med lidt (well, meget..) god vilje kan tolkes som Dianes ultimative fratagelse af kontrol, og alle de potentielt gode takter løber ud i sandet. Men indtil da er man rimelig godt underholdt.

Der er to kommentarer til artiklen