|
| ||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
Jeg bander over mit uheld, mens jeg sidder på broen og for tiende gang mister den fisk, der just har nappet på min krog. I den sagte regn sidder jeg og kontemplerer min situation. Udvidelsen af huset kostede mig næsten 400.000 klokker, og Nook er ikke typen, der kan vente på afdragene. Jeg behøvede egentlig ikke at opgradere, men min nabo har netop fået en stor kælder installeret - og betalte den kontant med et stort, selvsikkert grin. Jeg besøgte museet i går for at komme lidt væk fra mine finansielle problemer. De havde fået en herlig ny udstilling, men min entusiasme fordampede, da jeg opdagede at den var doneret af min nabo. Kostbare fisk, som jeg kunne have betalt mit hus af med, havde hun bare givet til museet. Slukøret gik jeg ind på politistationen og løj mig til et stereoanlæg, der var blevet indleveret tidligere på dagen af et venligt bysbarn. På vejen hjem fandt jeg 1.000 klokker begravet under et træ, så jeg slog lige et smut forbi posthuset og betalte et lille afdrag på mit lån. Jeg sendte også et par gamle støvler til min nabo - ikke fordi hun kan bruge dem til noget, men jeg fik det bedre. Resten af dagen blev jeg indenfor og spillede Donkey Kong. Er det her et spil?Animal Crossing er et af de særeste "spil", Nintendo endnu har lagt navn til. Man skal ikke udvide huset, man behøver ikke betale Tom tilbage, der er ingen historie, der er ingen slutning, der er ingen fjender - kort sagt, der er intet mål. Man bor bare i byen, fisker, snakker med folk, siger hej til de nye beboere, løber et par ærinder, mens spillets smukke verden langsomt folder sig ud i real-time.
Selvfølgelig kan man snyde, stille uret på sin GameCube og springe frem og tilbage i tiden. Men de største glæder kommer jo til dem, der kan vente, og man får langt mere fornøjelse ud af sin tid med Animal Crossing ved at lade tingene gå deres vante gang. Spil med dine vennerAnimal Crossing bliver rigtig underholdende, når man bor flere mennesker i samme by og kan interagere (læs: konkurrere) med hinanden. Man kan også bygge flere byer og besøge hinandens byer - man risikerer endda at nogle af beboerne permanent rykker teltpælene op og flytter til den anden by.
Animal Crossing er markedsført som et communication game, og der er forbløffende meget kommunikation med andre mennesker til trods for at spillet ikke har online-muligheder. Men man savner dog muligheden for at gå online og besøge andre spilleres byer - det står øverst på ønskelisten til Animal Crossing 2. Jeg kan holde op i morgenGuleroden er de små ting, der sker hver dag. Man finder et sjældent fossil, en ny nabo flytter ind, Tom har fået nye ting i butikken, man har endelig tjent nok til at betale sit lån af og kan nu købe næste udvidelse til huset, en møbelsælger kommer til byen, måske kan man se spøgelset i aften - og det fortsætter næsten i en uendelighed. Med over 600 ting, 200 personer og et ukendt antal events, er der så meget at opleve i Animal Crossing at hver dag er en smule anderledes end den forrige.
At spille Animal Crossing er nok det mest behagelige afstressnings-redskab, jeg endnu har prøvet. Man er helt enormt afslappet efter et par timer ("hov, er der virkelig gået to timer? Jeg er jo lige startet!"), hvor man har ligget og hørt på den rolige musik, fanget et par fisk, plantet nogle træer og luget lidt ukrudt. Måske har man købt et nyt tæppe hos Sahara, klasket det op i huset og spillet en times Donkey Kong på sin NES. Det største problem med Animal Crossing er, at det næsten er umuligt at lægge det fra sig. Dag efter dag er man nødt til at bruge lidt tid i byen, bare for lige at se, hvad der er sket. Jamen, Animal Crossing er da sådan noget piger spiller?Der er elementer af Animal Crossing der stærkt peger på, at det er designet til piger. Man kan designe sit eget tøj og tapet, man kan rykke rundt på møblerne i en uendelighed, og man kan skrive breve på en masse forskelligt brevpapir. Men alle forbehold forsvinder, når man har spillet lidt og overgivet sig til Nintendos magi. Jeg brugte meget af en aften på at sidde og designe noget cool tøj. Det er ikke noget, jeg snakker højt om.
Hvis du derimod kræver at alle dine spil skal handle om at vinde, kan du godt glemme alt om Animal Crossing. Fra Nintendo 64 til GameCubeSpillet udkom som Animal Forest til Nintendo 64 i Japan helt tilbage i april 2001. December samme år udkom så Animal Forest+ til GameCube, som i bund og grund er det samme spil, med tilføjelse af flere dyr og flere ting, samt et museum. September 2002 udkommer spillet under navnet Animal Crossing i Amerika. Nu er der blevet tilføjet muligheden for at sende ting til andre spillere via koder, og der er tilføjet link-mulighed med Gameboy Advance. Ydermere bliver der udgivet en serie kort, som man kan scanne ind i spillet via en GBA med en e-reader tilkoblet. Kortene giver nye designs, musikstykker og NES-spil, og der er allerede opstået et stort kort-bytte-samfund på nettet.Grafisk set, er der ikke sket en pind siden Nintendo 64-udgaven - de er stort set identiske. Man kan kværulere lidt over, at en GameCube ikke skal ligne Nintendo 64, men så misser man pointen: Designet var så velfungerende, at der ikke var nogen grund til at ændre det. Animal Crossing er designet så det er mildt for sjælen, og den simple grafik medvirker til det beroligende helhedsindtryk. Lydmæssigt er spillet mere interessant. Dyrene taler "Animalese" som går ud på at hvert enkelt bogstav i deres sætninger udtales i høj hastighed, hvilket får det til næsten at lyde som om de taler. Man kan genkende en del ord - jo længere tid man har spillet, jo mere kan man forstå. Til sidst kan man også høre og forstå Animalese, når man handler i Brugsen og cykler på arbejde. Spillets lydeffekter er typisk Nintendo - simple men ufatteligt velvalgte og de passer perfekt til spillets stil. En bestemt melodi bliver spillet hver gang man indleder en samtale, og den kan man lave om. Der er stor underholdning i at lave den mest irriterende melodi, så ens medspillere bliver mere eller mindre sindssyge. På et tidspunkt krævede dyrene dog, at jeg lavede musikken om, ellers ville de flytte. Der hvor lydsiden dog virkelig skinner igennem er spillets musik. Baggrundsmusikken er helt ubegribeligt velkomponeret som en slags easy-listening man ikke bliver træt af at høre på. Som en herlig lille detalje, skifter baggrundsmusikken hver time døgnet rundt. Og endelig er der K. K. Slider - en omrejsende musikhund, der gæster Katteby hver lørdag kl. 20, hvor han står ved stationen og spiller. Nintendo har lavet noget sært voice-synth-halløj, således at K. K. "synger" de her sange og det lyder helt ustyrligt skægt. FreeloaderSom det måske er læseren bekendt, er Animal Crossing ikke udgivet i Europa, og det er stadig tvivlsomt om det nogensinde bliver. Heldigvis er der en dejlig simpel metode til at forvandle sin europæiske GameCube til en maskine, der lystigt afvikler spil fra hele verden: Freeloader fra engelske Datel. I lang tid var den vapour ware[*], men pludselig var den på e-tailernes hylder. Freeloader er ganske simpel at bruge: Prop skiven i din GameCube, tænd for maskinen, vent på logoet, tag skiven ud, sæt det ønskede spil i og luk maskinens låg. Mere er der ikke i det. Der er yderligere den fordel, at japanske, amerikanske og europæiske spil kan leve i fordragelighed på samme memory kort - det er ikke muligt for chip-løsningerne.
Det lyder som en dyr affære, men ånd bare lettet op. Hos cd-wow får man Animal Crossing, et ekstra Memory Card 59 (inkluderet i spilæsken, fordi spillet bruger et helt kort) og Freeloader til en samlet pris af kr. 500 - og både Freeloader og Memory Card 59 kan man jo også bruge til en masse andre spil. Et trefoldigt Leve for Nintendo!Som det nok er læserne bekendt, er jeg en hund efter originale spil. Når jeg ser endnu en fps[*] eller endnu et racer-spil - ligemeget hvor flot, det måtte være - føler jeg at der er noget galt med en menneskerace, der bare vil have mere af det samme. I stedet for at tage chancer med det ukendte, bliver man hjemme i de trygge rammer - både udviklere og brugere.
Tak, Nintendo, fordi I tør bryde med normerne.
|
| |||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
| IBM Executive: All the money's in the hardware, anyway. |   | |
| --Pirates of Silicon Valley | ||