Da Gojira havde haft premiere i 1954 fulgte multi-monster-filmene hurtigt i dens kølvand. Allerede i 1955 måtte superøglen kæmpe mod Anguirus, en stor, grim skildpadde og mange andre fulgte efter.

At lade to monstre kæmpe mod hinanden var ikke noget nyt - selv King Kong slåssede med andre monstre helt tilbage i 1933 - men genren havde sin storhedstid i 1950'erne og 1960'erne.

Derfor er det da også oplagt, at Incog lader deres nye monster-kampspil foregå i noget, der unægteligt minder om denne periode. Filmplakater under loading-sekvenserne, baggrundsmusikken, ja selv det faktum, at savegames ligger på filmruller vidner om inspirationen til spillet.

Incog har valgt ikke at bruge gode penge på at købe licenserne til navne som Godzilla, King Kong og så videre, men i stedet at bruge krudtet på programmør-timer. Bare rolig, du er ikke i tvivl, når du ser billederne af Togera og Congar, selvfølgelig er det Godzilla og King Kong. Mine yndlingsmonstre har bare taget navneforandring. Måske er der tale om en art vidnebeskyttelsesprogram.

Jeg startede spillet i single player mode, valgte mit monster og havnede i en klassisk en-mod-en-kamp. Da den var vundet gik jeg videre til næste en-mod-en-kamp. Nu regnede jeg med, at jeg havde gennemskuet mønsteret, men nej - ikke så snart var kampen overstået før en stor, ondskabsfuld robot styrtede ind på scenen og lammetævede mig, før jeg kunne nå at sige "RRROOOOAAARRRR".

Derefter blev jeg sendt ud i ørkenen for at kæmpe mod en horde af kæmpemyrer efterfulgt af en stor, brutal robot, der krævede en særlig taktik for at tage skade. Senere kom der kampe mod flere monstre på en gang. Der kom andre kampe, hvor jeg skulle smadre noget andet end selve monstrene. Faktisk mødte jeg endda en cyborg-udgave af et af de tidligere monstre på et tidspunkt.

Det er dejligt at se et kampspil, der indeholder lidt variation i single player mode. Og heldigvis har Incog ikke forsøgt at forpurre War of the Monsters med en eller anden halvsyret historie om, hvorfor man slås. Man slås, fordi man kan! (Der er ganske vist en intro-historie om nogle UFO'er og det ultimative våben, men den giver ingen mening og blander sig heldigvis ikke i spillet. Den er der vist mest for at sætte os i stemning.)

Multiplayer-delen er jo vigtig i kampspil og her er der flere muligheder. Man kan tage en almindelig en-mod-en-kamp og når kampen er slut, kan man vælge mellem at kæmpe igen, genopbygge banen eller gå tilbage til hovedmenuen. Man kan også tage en elimination-runde, hvor hver spiller har et antal respawns og kan vælge et nyt monster hver gang.

Nu skrev jeg "genopbygge banen" og det kan godt være nødvendigt, for man kan smadre næsten alt, og det, der ikke kan smadres kan i stedet samles op og bruges som kasteskyts. En sten slår hårdt, bevares, men et fly med fyldte brændstof-tanke eksploderer og gør endnu mere ondt og der er intet så ynkeligt som en 30 meter høj gorilla, der står og ømmer sig, fordi nogen har kastet en radiomast gennem dens mave. OK, menneskene på gaden kan desværre hverken smadres eller kastes, men alt andet...

Ud over potentielle kasteskyts, ligger der også en del power-ups og flyder. Grønne dimser giver mere liv, røde dimser indeholder special attacks og blå dimser giver energi til special moves. Alle monstrene har særlige egenskaber - nogle kan skyde med målsøgende skud, andre kan flyve, atter andre kan tage hovedet af og slå med det. Der er en masse at lære om hvert enkelt monsters stærke og svage sider.

Det er i øvrigt en god ide at spille single-player-delen. Der er nemlig en unlock-menu, hvor man kan købe et par ekstra monstre, ekstra skins til de eksisterende og mini-games. Og ekstra skins i War of the Monsters er alvor. For eksempel kan man lave kæmpe-græshoppen til en myre. Unlocks koster game tokens, og man får game tokens, når man tæver et monster i single player mode.

Grafikken er virkelig god for Playstation 2. Man kan sagtens se hvad modstanderen er i gang med og reagere på det og selv inde midt i en by er der ingen problemer med kameraet, for bygninger, der står i vejen, bliver ganske simpelt til halvgennemsigtige wireframe-modeller. Det eneste problem jeg har med kameraet er, at styringen af ens monster kan være lidt besværlig lige i skiftet mellem splitskærm og enkeltskærm i multiplayer-mode. Banerne er så store, at splitscreen er uundgåeligt, undtagen når der opstår kær nærkontakt.

Lyden er der heller ikke noget at udsætte på. Passende lydeffekter når man smadrer ting, skyder med giftgas eller bare tramper rundt og nyder livet. Og så kører der hele tiden en vidunderligt dramatisk monsterfilm-musik i baggrunden.

Alt i alt et spil Sony kan være stolte af at have udgivet. Det eneste, der trækker lidt ned i min bog er det ret begrænsede antal monstre, og det er egentlig kun begrænset i forhold til den ekstravagance de nyere almindelige kampspil stiller til rådighed. Hvis man kunne få lov til at konstruere sine egne monstre i en eventuel toer, så ville alt være godt. Jeg drømmer om at styre en gigantisk lyserød Duracell-kanin gennem New Yorks gader.