Den store dag var endelig oprunden, hvor jeg og min elskede MC skulle til Knutstorp motorring i Sverige og lære hinanden bedre at kende på Mestersvingerkurset. Dagen forinden var jeg taget på besøg hos Christian for at overnatte der, da jeg kunne spare 30-40 minutters køretid om morgenen. Samtidig fik vi lejlighed til at lege lidt med War of the Monsters og en importeret Midnight Club II. Spillene var begge fænomenale i multiplayer^[*] og det havde den uheldige effekt, at vi først kom i seng ved midnatstid. Da var jeg også blevet godt træt, da jeg tidligere på dagen havde været på Roskilde Racing Center og køre gokart med et par venner.

Mandag d. 5. maj kl. 05.00 ringer mit vækkeur, og jeg lister ned og begynder at spænde mit MC-tøj på. Der er en lang dag forude, jeg har ikke fået meget søvn, men jeg er frisk og veloplagt alligevel. Forventningens glæde har nok noget at sige, for ellers ville jeg ikke være så vågen på det tidspunkt. Turen til Helsingør færgeleje er hurtigt overstået (kun ca. 3,5 km) og jeg kan køre direkte ombord på færgen, der sejler umiddelbart efter. Der er ikke ret mange med færgen på dette tidspunkt, så alt ombord virker temmelig dødt. Jeg benytter overfarten til at gennemgå ruten fra Helsingborg til Knutstorp og spise lidt - men dyr - morgenmad. Turen fra færgen til banen er dejlig - der er næsten ingen trafik og landskabet er badet i en gylden solopgang. I Kagaröd lige inden Knutstorp benytter jeg lejligheden til at tanke op, så jeg er klar til kurset.

Klargøring

Jeg ankommer til banen kl. 7.00, hvor der skulle være maskineeftersyn. Jeg er imidlertid en af de første kursister, der ankommer, og da flere af instruktørerne stadig sover - og de der skulle efterse maskiner, ikke er ankommet endnu - er der tid til lige at strække benene og hilse på de få, der er til stede. Kort tid efter begynder det at strømme ind med motorcykler, og da næsten alle er ankommet, bliver hver maskine kontrolleret. Der kontrolleres om maskinen lækker olie, bremsevæske eller andet, om bremserne er i orden osv. Til dette kursus kræves en lovlig, indregistreret maskine, og der er også grænser for, hvor meget den må larme. Derfor havde jeg hjemmefra sat den originale potte på for en sikkerheds skyld. Hvis maskinen ikke klarer kontrollen, får man simpelthen ikke lov at køre - og man får ikke pengene igen. Alt er umiddelbart i orden med min VFR bortset fra, at potten sidder lidt for løst efter instruktørernes smag. Jeg låner hurtigt et par skruenøgler og spænder den fast, som den aldrig har været spændt før.

Herefter er der en kort introduktion ved Klavs Lyngfeldt, hvor vi får en gennemgang af dagens program og en introduktion af instruktører, svingere (observatører placeret omkring på banen), og pit-general. Efter introduktionen gennemgår pit-generalen banereglerne således at der ikke er nogen, der opfører sig utérligt på banen. Der anvendes tre flag: gult flag betyder fare - nedsat hastighed, rødt flag betyder også nedsat hastighed og man skal i pit hurtigst muligt.Det ternede flag kender de fleste: rundt en sidste omgang og så i pit.

Lige børn leger bedst

Da alle regler er på plads, bliver der lavet to hold; "hurtigt tempo" og "moderat tempo" hvor vi bliver bedt om at vælge det hold, vi selv mener, vi passer bedst på. Da det er mit første Mestersvinger-kursus, og man jo ikke skal slå for store brød op, vælger jeg det moderate hold. Der er dog mulighed for at skifte hold i løbet af dagen, hvis man selv og/eller instruktøren mener, at det er passende. Dernæst bliver hvert hold underinddelt i tre grupper; hurtig, middel og langsom, og vi bliver igen bedt om at finde den gruppe, vi selv finder passende. Denne gang er jeg mere modig og vælger det "hurtige" hold dvs. det "moderat hurtige".

Vi kører alle ind i pit'en og placerer os i kolonner i vores respektive hold. Der skal være en ambulance til stede ved banen, før man må køre sådanne kurser, og da denne er ankommet, sendes første hold af sted. Vi bliver sendt af sted alle tre grupper pr. hold med passende afstand, således at hele holdet er på banen på een gang. Der køres kolonnekørsel med instruktøren forrest og kursisterne i linie efter ham. Instruktøren kører banen rundt i ideallinien og kursisterne forsøger at følge ham i samme linie. Hver gang vi kommer op ad langsiden skifter kursisterne plads ved at den forreste trækker ud til højre og sænker farten. De resterende kursister trækker op til instruktøren samtidig med at den kursist, der tidligere var forrest, finder sin plads bagest i rækken.

Hvert hold kører i ca. 20 minutter på banen (kaldet et "set"), hvorefter pit-generalen flager med det ternede flag. Der køres en sidste omgang, og mens det ene hold kører i pit, sendes det næste hold på banen. Dermed benyttes banen optimalt. Der køres konstant, men hvert hold kører kun 20 minutter efterfulgt af 20 minutters pause, hvilket er meget passende. En sjælden gang imellem oplevede vi, at vi indhentede en af de andre grupper på banen, men det er der råd for: Pit-generalen "fanger" den langsommere gruppe på langsiden, vinker dem ind til siden indtil den bagvedliggende og hurtigere gruppe har passeret.

Forløbet

Vi startede kurset kl. 9.00 og kørte skiftevis 20 minutter til kl. 12.00, hvor der var frokostpause. De, der har medbragt mad, sætter sig ved bordene og begynder frokosten. Vi andre kører ind til Kagaröd for at finde noget spiseligt og for manges vedkommende for at tanke. Jeg har stadig masser af benzin, så jeg smutter i den lokale konsum, hvor jeg provianterer. Under frokosten bliver der udvekslet oplevelser, erfaringer og røverhistorier fra formiddagen. Der er også tid til at se til de motorcykler, der desværre måtte en tur i asfalten - men mere om det senere.

Efter frokost bliver der rokeret lidt om i holdene. Næsten hele vores hold bliver rykket op til de hurtige og bliver de "hurtige langsomme". Et nyt "moderat hurtig" hold bliver dannet af de få fra vort hold, der ikke ønsker at rykke med op og de fra det tidligere "hurtig langsom" hold, der ønsker at rykke ned. Kl. 13.20 går det løs igen, men nu i en ny formation: en kursist kører forrest med instruktøren lige efter og resten af holdet efter ham. Nu er det kursistens tur til at vise at han har lært noget i løbet af formiddagen. Han skal nu selv finde den ideallinie gennem svingene som er trænet med instruktøren og hastigheden bestemmer kursisten selv. Nu er der pludselig synlig forskel i hastigheden. Selvom de forreste kører hurtigt er der intet pres på de resterende kursister - ingen tvinges til at køre hurtigere end de selv har lyst til. Det betyder at når der er en hurtig kursist forrest kan gruppen blive delt op hvis der ligger en langsommere midt i gruppen. På langsiden, hvor den forreste kursist rykker ned bagest i rækken, samles gruppen igen til næste omgang.

Gennem hele kurset er der kyndig vejledning. Når ikke man er på banen bruges pausen til at gennemgå køre- og svingteknik, og instruktøren kommenterer den enkelte kursists kørsel på banen. Ideallinier for hele banen bliver minutiøst gennemgået på en tegning, og instruktøren kommer med små hints til, hvordan man skal placere sig på banen i de enkelte sving: "Lige før hårnålesvinget kan man se ude i højre side, at der er to tykke sorte streger på tværs under kantlinien. Når du når dem, skal du begynde dit højresving og kigge ind i svinget. Lige midt i svinget mangler et stykke af curb'en, hvor der er en rist, og umiddelbart efter skal du tangere curb'en for det bedste apexpunkt." Det er mange små detaljer at holde styr på ved hvert sving, men de kommer ret hurtigt ind på rygraden, og så er det ingen sag.

Mellem hvert "set" bliver teknikken og hvert sving gennemgået i detaljer: hvor skal svinget påbegyndes, hvad er ideallinien ved hver sving, hvor er bedste apexpunkt, kørestilling, acceleration under sving og kommentarer til hver enkelt kursist. En af kommentarerne til mig sidst på dagen lød noget i retning af: "Du må godt sætte farten lidt ned igen - der er jo ingen grund til at slibe fodhvilerne helt væk!" Til at starte med kørte vi banen rundt med kun ca. 60km/t og det er rigeligt hurtigt for mig. Jeg kender jo hverken banen eller svingene på det tidspunkt, og jeg har heller ikke lyst til at lægge maskinen så meget ned. Det bliver der dog hurtigt lavet om på, for vi kommer snart op på nogle højere hastigheder. Instruktørernes undervisning er kompetent og indgyder nok sikkerhedsfølelse til at vi efter få "set" kører de samme sving med 110km/t og med så kraftig nedlægning, at fodhvilerne skraber på i hvert sving - i hvert fald mine, men de rager også godt ud.

Hvis man leger med ild...

Inden kurset startede, sad vi som sagt og snakkede lidt, og i den forbindelse nævnte en af instruktørerne, at "statistikken nu var på 1,6". Jeg spurgte til det, og han forklarede, at der var tale om antal styrt pr. kursus. Dagen forinden havde der været afholdt et andet Mestersvinger-kursus uden et eneste styrt, og det havde bragt statistikken ned fra 1,8 til 1,6. Det skulle der imidlertid hurtigt blive lavet om på! På dette kursus var der intet mindre end fire styrt og to afkørsler. På en afkørsel ryger kursisten af banen, men holder maskinen oprejst uden at styrte - et noget billigere alternativ.

Første styrt var selveste kassereren i SVSK (Små Veje og Store Kager er den klub der arrangerer Mestersvingerkurserne) - Ingelise. Hun kørte en Honda CB500 og havde en anelse for meget fart på i et sving. Det resulterede i en lidt for stor svingbue, hvorefter hun kørte ud i noget perlegrus, det er ekstremt svært at finde balance i, og videre ud på græsset. Jeg lå umiddelbart bag hende på det tidspunkt, og det så ud til, at det skulle lykkes hende at redde den, men så mistede hun desværre balancen. Hun og MC'en rutschede hen ad græsset, og det hele så meget dramatisk ud. Hun slap heldigvis uskadt fra styrtet, men maskinen mistede et blinklys, en forlygte og blev godt ridset og fyldt med jord og græs på den ene side. Den kunne dog stadig køre efter uheldet, men Ingelise var færdig med kurset for den dag.

Andet styrt så jeg ikke og kendte ikke noget til, før jeg på et tidspunkt holdt og ventede i pit'en. I rækken ved siden af holdt en Yamaha, der var godt ridset ned ad højre side og adspurgt indrømmede føreren med et drenget grin, at "han da lige havde haft den nede at ligge i stenene". Den kørte dog uden problemer og kursisten havde masser af mod på at fortsætte kurset. Sådan skal det være!

Tredje og fjerde styrt var en ret uheldig kombination. På de hurtige hold presser man virkelig sig selv og sin maskine til grænsen og i enkelte tilfælde også lidt over. Det var efter frokost, og vi kørte nu i kolonnekørsel med kursisten forrest efterfulgt af instruktøren. På vej op mod hårnålesvinget, blev der flaget med gult flag (fare - nedsat hastighed), og da vi kom over bakken og rundt i hårnålesvinget lå to MC'er ved siden af hinanden. På jorden lå også en af instruktørerne - Dres - og skar ansigt, mens kursisten tilså ham. Senere blev han kørt væk i ambulance og vi hørte, at han havde brækket kravebenet - tilsyneladende uden andre alvorlige skader. Kursisten slap uskadt fra uheldet, men begge MC'er (Dres: Ducati Monster - kursisten: Yamaha Thundercat) blev selvfølgelig godt ridset. Kursisten var kommet ud af hårnålesvinget og på udgangen af svinget, havde han givet lidt for meget gas. Baghjulet gik derfor i spin og skred ud. Dres, der kom kørende umiddelbart efter, forsøgte selvfølgelig at undvige, men en MC der ligger på tværs fylder lidt mere. Dres ramte den faldne MC og gudskelov ikke kursisten, men han måtte selv en tur i asfalten og senere på hospitalet.

Der var som nævnt også to afkørsler, der kunne have forværret statistikken yderligere, men de to kursister slap heldigvis med skrækken. Første afkørsel var såmænd undertegnede. Det var sidst på dagen, og jeg var blevet meget fortrolig med min maskine og banens forløb. På det tidspunkt kunne jeg drøne rundt i nogle af de mindre skarpe sving med 120km/t og fuld nedlægning. Fodhvilerne skrabede højlydt mod asfalten i næsten hvert eneste sving og er efter kurset blevet ca. en halv centimeter kortere. Inden vi påbegyndte det "set", havde jeg netop fået ros af instruktøren for at ligge helt korrekt i alle sving, men også en formaning om at sætte farten en smule ned. Han mente, at jeg var blevet lidt for sikker, og "når fodhvileren er slidt af, er det bare noget andet, der tager fat. Og det er ikke sikkert, at det giver sig lige så let!". Jeg blev alligevel lidt for overmodig og ville presse grænsen i selv samme sving, hvor jeg bevidnede Ingelises styrt først på dagen, og så kørte jeg selv af.

Jeg skulle til at svinge, men kunne snart mærke, at farten var for høj. Et urealistisk forsøg på at bremse blev hurtigt afløst af meget høj puls, et panisk ansigtsudtryk og en serie billeder af min smadrede MC, der tordnede hen over nethinden. Det var ekstremt svært at holde balancen i det dybe perlegrus, men på en eller anden måde lykkedes det mig at holde den oprejst. Ord bliver fattige i forsøget på at beskrive, hvor lettet jeg var, da den endelig holdt stille efter en balancekamp, der syntes at vare for evigt. Den var dog ikke til at rokke en centimeter, da begge hjul var begravet i det dybe grus. Jeg måtte pænt vente på sidelinien indtil vores "set" var færdigt, og der blev sendt to instruktører ud for at hjælpe mig fri. På trods af den intensive oplevelse kørte jeg med på sidste "set" - man havde jo betalt. Denne gang kørte jeg stadig hurtigt, men med en anelse mere respekt - især i det "farlige" sving.

Anden afkørsel skete kort efter min egen, mens jeg stod og ventede på, at nogen kom og hjalp mig fri. I svinget umiddelbart efter det, hvor jeg var kørt af, måtte en anden kursist (på en GSXR600 tror jeg) ud over kanten. Han fik sig en lang trilletur op ad græsvolden og ned igen, og det lykkedes ham at standse MC'en forsigtigt uden at smide den. Han standsede kun ganske få meter fra en lille å, der hurtigt kunne have været et større problem. Hvis han var røget i åen, var han nok ikke sluppet fra oplevelsen uden skrammer, og MC'en havde været svær at få op igen.

Erfaring tæller

Efter kurset kørte jeg stille og roligt tilbage til Danmark og (mester)svingede ind forbi Christian for at aflevere kameraet. Jeg havde dog en tidligere aftale om at skulle prøvekøre en PocketBike i Albertslund samme aften kl. 19.00, men havde egentlig ikke regnet med at kunne nå tilbage i tide. Sidst vi skulle prøvekøre PocketBikes regnede det, og vi måtte aflyse, men når nu vejret var til det, tog jeg chancen. Jeg var godt nok en anelse træt i armene og resten af kroppen og havde egentlig fået kørt så meget MC, jeg havde brug for den dag. Jeg og min ven Mads, der skulle med, aftalte dog at prøve alligevel og jeg racede hurtigt hjemad for at hente ham og nå ud til Albertslund, inden det hele var overstået. Men det er en anden historie, som jeg vil fortælle en anden gang.

Men hvad med kurset? Havde det givet mig det forventede udbytte og var det pengene værd? Svaret er enkelt og kan siges med tre enkelte ord: Ja, for fanden! Jeg har i dagene efter kurset klart mærket en større sikkerhed i svingene, og jeg er heller ikke bange for at lægge cyklen længere ned, nu hvor jeg ved, hvor grænsen går. Det er også rart at tænke på, at når jeg skal skifte dæk engang, er de formentlig slidt godt og grundigt - ikke kun midt på men hele vejen ud til kanten.

Det var også en stor oplevelse at komme på en rigtig racerbane med sin cykel og få "trykket den af". Man tør give den lidt ekstra på sådan en bane. Her er der ingen farlig trafik og skulle uheldet være ude, og man vælter, er der sjældent noget at ramle ind i. Man kurrer bare hen ad asfalten, gruset eller græsset, indtil man ligger stille. Alt i alt en god oplevelse, som jeg håber at kunne gentage d. 21. og 22. maj hvor jeg igen skal op på Ring Knutstorp og køre rigtig racing med min CBR600.