Og velkommen til den sidste artikel i denne serie af motorcykelartikler. Hvilken slutning kunne være bedre end at køre rigtig motorcykelræs på en rigtig racerbane uden den besværlige færdselslov og fartbegrænsninger. Her er fysikkens love de eneste der skal overholdes, og gør man ikke det straffes man prompte, hvilket flere måtte sande. For overskuelighedens skyld er denne artikel er delt i to dele: Den første del omhandler selve turen og forløbet mens den anden beskæftiger sig med de økonomiske detaljer og hvorledes man kan anskaffe det nødvendige udstyr. Nederst på denne side er et link til del to: "Anskaffelse af udstyr".

Jeg var meget spændt på dette arrangement. Nu havde jeg været oppe på Knutstorp med min VFR til Mestersvinger og stifte bekendtskab med banen, men havde endnu ikke kørt rigtig til. Nu skulle det være og det var også på høje tid efter at have gået og nusset om min nyindkøbte CBR600-racer. Jeg havde pakket bilen med motorcykel, MC-tøj, benzindunke, sovepose, mad og drikke dagen før og var klar til at tage af sted så snart solen kiggede frem næste morgen. Kl. 05.00 da uret ringede fløj jeg ud af sengen, og tog de sidste tasker jeg havde pakket dagen før med ned til bilen. Trafik var der ikke meget af på dette tidspunkt om morgenen så jeg kunne bare fyre den af ud ad motorvejen mod Helsingør. Bilens topfart lå dog på ca. 110km/t så mere end det blev den ikke fyret af.

Ved Helsingør færgeleje fandt jeg HH-ferries, der gav 10% rabat på billetten mod forevisning af Racing4Fun indbydelsen, og kørte om bord. Morgenmaden havde jeg selv medbragt og den blev indtaget i bilens førerhus - ikke det bedste sted at spise, men jeg er ikke så sart. På færgen stødte jeg på Jakob Evers, der var med som fotograf på Mestersvingerkurset d. 5. maj. Denne gang skulle han ikke fotografere men selv køre med på banen.

Første dag

Vel ankommet til Knutstorp ringen parkerede jeg og begyndte at pakke ud. Motorcyklen skulle trilles ud og kigges igennem inden den skulle til teknisk syn. Jeg havde forsøgt at starte den hjemme uden held så jeg var lidt nervøs for om det overhovedet skulle lykkes. Det viste sig dog ikke at volde nogen problemer og den kunne også snige sig gennem det tekniske syn. Jeg blev registreret og tildelt nummer 41 der skulle klistres på cyklen inden starten og så var jeg klar. Først skulle vi dog have den obligatoriske morgenbriefing med præsentationer af instruktører, baneregler og flag. Det var også første gang der blev afholdt Racing4Fun-arrangement og de to "bagmænd", Rikke Christiansen og Klavs Lyngfeldt havde lagt mange timer og kræfter i at give alle så god en oplevelse som muligt.

For at alle kunne føle sig nogenlunde til rette var der oprettet fire hold: "Minimum" til de der ønskede at køre i moderat tempo og ville lære noget teknik. Dette hold kørte med instruktør ligesom på Mestersvinger-kurset. "Medium-guide" holdet kørte almindelig racing, men med en eller flere af Racing4Fun's mesterkørere på banen. Disse kunne man så trække på efter behov, men ellers var overhalinger tilladt både udenom og indenom. Overhalinger skulle dog dette foregå med fuld hensyntagen til andre kørere og kun hvor det var sikkert. De sidste to hold, "medium" og "maximum" blev slået sammen og her blev der kørt racing for fuld skrue uden nogen mesterkører på banen. Jeg kendte allerede banen fra Mestersvinger kurset og havde styr på svingene og ideallinierne. Alligevel ville jeg starte lidt forsigtigt op så jeg valgte at hoppe på "medium-guide" holdet.

Så var vi klar! Hele første pass blev for alle hold kørt som ved Mestersvinger-kurset: En instruktør i front og i moderat tempo. Det gav de kørere der ikke kendte banen en chance for at familiarisere sig med den og fungerede samtidig som en opvarmning af os alle. På andet pass og de efterfølgende lå instruktøren stadig forrest, men kun første omgang og på langsiden blev vi sluppet fri. Jeg lå umiddelbart efter instruktøren og da han trak ud til siden og gav tegn til at vi kunne køre fyrede jeg til den. Nu kunne vi endelig få lov til at race og i ren og skær glæde over dette rev jeg håndtaget i bund og tordnede ned ad langsiden.

Kun et spørgsmål om tid

Normalt når jeg er nr. 1 til noget er jeg ikke sen til at fortælle om det, men det er ikke altid noget man kan være stolt af og det er det bestemt heller ikke i dette tilfælde. Jeg var den første til at køre af banen og det mest pinlige var at det skete i svinget for enden af langsiden umiddelbart efter vi var blevet sluppet løs. Jeg var blevet lidt for kåd, havde givet lidt for meget gas og kunne ikke nå at bremse nok ned inden svinget. Kun 5-8 sekunder efter vi er sluppet løs på banen kørte jeg altså af, men holdt maskinen oprejst. Jeg kunne sagtens have styret maskinen rundt i svinget med den hastighed jeg havde på, men det var jeg ikke klar til på det tidspunkt. Et par omgange senere kørte jeg igen af banen uden at styrte i samme sving, men først ved udgangen af svinget.

Jeg kørte i det hele taget som død og helvede på dette første pass. Jeg overhalede alle på mit hold og lagde mig efterhånden en halv banelængde foran de andre. Jeg havde godt lagt mærke til at maskinen slog lidt med enden i nogle af svingene som om dækkene ikke havde helt fat i banen, men jeg blev ved med at presse den. Til sidst gik det galt: i et af svingene hvor man kommer rundt med stor nedlægning fik jeg givet lidt for meget gas ud af svinget. Baghjulet gik i spin og skred ud, men instinktivt lukkede jeg ned for gassen igen med det samme. Baghjulet fik fat i banen og maskinen rettede sig hurtigt op igen, men da baghjulet var skredet ud pegede maskinen ikke længere i banens retning men i stedet mod kanten af banen og ud i græsset. Jeg bremsede så hårdt jeg kunne og fik den ned på ca. 20-30km/t (et gæt da der kun er omdrejningstæller men intet speedometer) inden jeg kom ud i græsset. Græs er meget glat for et par slicks og man skal holde sig fra at bremse alt for meget hvis man ender der så jeg lod den "løbe farten af". Desværre nåede den slet ikke at standse inden jeg nåede ud i gruset hvor jeg hurtigt mistede balancen og væltede.

Jeg havde godt nok forberedt mig selv på hjemmefra at jeg nok ville komme til at styrte. Jeg kender jo mig selv og ved at jeg skal presse den til grænsen - og så er jeg en elendig taber, så jeg vil altid prøve at "vinde". Desuden var det jo en billig motorcykel så jeg turde godt køre lidt mere aggressivt på den end hvis det havde været en noget dyrere maskine. Alligevel var det lidt ærgerligt at styrte, men sådan som jeg kørte på første pass måtte det ske. Således blev jeg den ultimative nr. 1: Jeg var den første til at køre af banen og minsandten også den første til at styrte. En stor men noget tvivlsom ære, og jeg kom da også til at høre en del for det.

Selvom styrtet skete ved ret lav hastighed blev maskinen alligevel en smule medtaget. Gearpedalen var bukket helt ind og kåben var blevet mast noget foran. Det var dog ikke noget man ikke kunne rette ud med en hammer, et par skruenøgler og en passende mængde vold og efter ca. 30-35 minutter var den klar til at køre igen. Den skulle dog gennem et nyt teknisk syn for at blive godkendt til banen igen. Det "kostede" mig to pass mens jeg rettede den ud og fik den synet igen, men dagen var kun lige begyndt. Jeg var dog blevet noget mere forsigtig efter styrtet og i stedet for at køre som en af de hurtigste var det nu mig der blev overhalet af alt og alle.

Masser af problemer

Hele den første dag var jeg plaget af problemer. På næste pass gik det igen galt. Efter et par omgange på banen kom jeg buldrende ned ad langsiden med små 200km/t og skulle skifte gear. Til min overraskelse kunne jeg ikke finde gearpedalen med foden og da jeg kiggede ned kunne jeg se at den hang og "slaskede" langs asfalten. Lettere chokeret bremsede jeg straks ned og kørte i pit umiddelbart efter langsiden. Den skrue der holder gearpedalen på plads var gået løs under styrtet tidligere på dagen og under kørslen har den langsomt skruet sig selv ud. Den sad stadig i gearpedalen og der manglede heldigvis ingen dele så jeg kunne skrue den på igen og køre ud på banen med det samme.

Senere på dagen begyndte min maskine pludselig at opføre sig mærkeligt. Da jeg gav fuld gas ned ad langsiden var det som om den ikke rigtigt trak og det samme fænomen gentog sig hele omgangen rundt. Jeg kørte i pit for at checkede om der var benzin på og om der skulle være nogle synlige skader der kunne ligge til grund for problemet. Benzin manglede den ikke og da jeg startede den igen var der tilsyneladende ingen problemer så jeg kørte ud på banen igen. Efter blot 2 omgange vendte problemet dog tilbage og denne gang gik maskinen helt i stå lige før hårnålesvinget. Jeg trak den af banen sammen med en af hjælperne og forsøgte at lokalisere kilden til problemet. Vi fandt igen ingen årsag men efter 5 minutter startede den fint igen og jeg kørte videre. Det var det sidste jeg så til det problem og resten af dagen kørte maskinen også fint.

Syv pass nåede vi at køre i løbet af dagen og kl. 16.00 var det slut. Det var hårdt at køre race en hel dag og jeg var godt træt i arme, ben og nakke og læderdragten var nærmest umulig at få af da jeg havde svedt godt igennem. Næste morgen kl. 7.00 skulle maskinerne igennem et nyt teknisk syn, men man kunne sove en time ekstra ved at få den synet om aftenen inden så det gjorde jeg naturligvis. Det gik godt, men Klavs mente at jeg skulle vaske fælgene inden den kom på banen igen. Hvide fælge bliver hurtigt beskidte og det tog mig også en god times tid at få olie, jord og bremsestøv af så de så hvide ud igen.

Efter et hårdt tiltrængt bad skulle vi have noget at spise. Jeg havde medbragt en engangsgrill og nogle døde dyr jeg kunne stege for nemhedens skyld. Jeg slog mig sammen med mine glade værktøjsvenner - et sæt jyder jeg havde parkeret ved siden af og som dagen igennem havde været så flinke at låne mig alt deres værktøj når jeg manglede - og sammen skabte vi et sandt festmåltid som vi hurtigt satte til livs. Herefter gik aftenen med hyggesnak og røverhistorier. Der gik heller ikke mange millisekunder før Klavs begyndte at køre ret hårdt på mig angående den lille ubetydelige episode med mit styrt først på dagen. Snart blev jeg "hånet" af alle de omkringsiddende og det hjalp ikke meget at jeg gjorde opmærksom på at der var tre andre styrt og utallige afkørsler samme dag.

Anden dag

Næste morgen, efter en af de koldeste nætter jeg har oplevet længe (jeg endte med at ligge med alt mit tøj på plus en ekstra sweater OG min MC-jakke i min sovepose og stadig frøs jeg), blev vi vækket af lyden af de nyankomne. De der kun skulle køre med på anden dag ankom tidligt om morgenen for at få synet maskinerne inden dagens kørsel skulle begynde. Da jeg stod op kunne jeg godt mærke at jeg havde fået brugt kroppen dagen før, men det var ikke før jeg skulle til at presse mig ned i læderdragten at det rigtig gik op for mig hvor alvorligt det var. Jeg kunne knapt bevæge benene eller armene og nakken var øm og stiv - jeg begyndte at føle mig rigtig gammel. Det værste var dog mine knæ: efter en hel dag med intensiv kørsel på rigtig racermanér - dvs. hvor man hænger ude på siden af motorcyklen i svingene - var mine knæ så medtaget at jeg ikke kunne køre på samme måde på dag to. Jeg måtte pænt sidde lige op og ned (som det også kan ses på videoklippet) på cyklen, men det viste sig dog ikke at være noget problem.

Lige bort set fra at min gamle krop var gennemtæsket og smadret gik alt som smurt på dag to. Maskinen kørte uden problemer og det gjorde jeg såmænd også: ingen afkørsler eller styrt. Der var dog tre andre der styrtede og der var også en hel del afkørsler. En enkelt uheldig deltager måtte en tur på hospitalet med et brækket kraveben. Jeg var til gengæld kommet mig over "forskrækkelsen" over mit styrt på dag et og kørte nu igen som en af de hurtigste på holdet. Faktisk var jeg den eneste der kunne følge med en Hayabusa, som jeg lå og kæmpede med. Jeg havde slet ikke nogen mulighed for at følge med ham på langsiden hvor han blæste forbi mig med 280km/t på sit 1300cc monster. Til gengæld havde jeg indhentet ham igen allerede i første sving efter langsiden og kunne smutte forbi ham i et af de efterfølgende sving. Hver gang jeg var fræk nok til det overhalede han mig bare igen på langsiden så til sidst blev jeg bare bag ham for at undgå unødige farlige situationer.

På næst sidste pass kunne jeg pludselig høre en svag mislyd fra forhjulet og da vores pass alligevel var slut kørte jeg i pit for at inspicere problemet. Det viste sig at være bremseklodserne der var slidt fuldstændig ned. en kvart millimeter på den ene klods mens den anden klods var færdig for længe siden. Der var slebet en halv millimeter dyb fure ind i metallet på klodsen så de skulle nok have været skiftet inden det seneste pass. Nedslidte bremseklodser kan være meget farlige at køre med da de pludselig kan låse hjulet ved de høje temperaturer og hvis forhjulet blokerer på en motorcykel er der ikke meget at gøre. På trods af at klodserne var helt nye blev de slidt ned på blot de to dage.

Da jeg ikke havde ekstra bremseklodser med måtte jeg opgiv at køre mere den dag, men da der kun var et enkelt pass tilbage og jeg var ved at være godt udmattet passede det mig fint. Jeg begyndte i stedet at pakke mine ting sammen og gå rundt og sige pænt farvel til de mange mennesker der havde været med til at stable arrangementet på benene samt de jeg havde kørt med. Racing4fun var overstået for denne gang.

Det er ubeskriveligt fedt at køre race på motorcykel, men også en del hårdere end jeg havde forestillet mig. Det kræver en del arbejde med at holde maskinen klar og i forsvarlig stand og der kan også hurtigt gå nogle penge til på reservedele og andre relaterede omkostninger. Selv er jeg blevet fanget 100% og jeg går kun og venter på at de reservedele jeg har bestilt (bremseklodser især) dukker op så jeg kan komme ud at køre igen snart. Har du selv muligheden for at prøve det og kan du finde en billig maskine eller tør du bruge din gademaskine kan jeg kun anbefale at prøve det. Men pas på - det er dyrt og meget let at blive afhængig.