Jeg havde egentlig godt set dem før. For flere år siden så jeg nogle videoklip på internettet og læste lidt om dem på nogle amerikanske hjemmesider. De så sjove ud og det var meget skægt at se det, men derefter tænkte jeg ikke nærmere over det. Lige indtil min ven Mads en dag nævner PocketBikes for mig. Han har hørt noget om at der vist nok er en klub her i Danmark hvor de kører på disse små vidundere. Med min forholdsvis nyfundne interesse for motorcykler og alt hvad der har med racing at gøre, bliver jeg helt elektrisk, da jeg genkalder mindet om filmklippene med de små racere. DET må jeg prøve!

Jeg går straks igang med at undersøge hvor klubben hører hjemme og hvor de træner og sammen med Mads lykkes det at opspore dem. De kalder sig "PoliniKlubben" og på deres hjemmeside kan vi se at de træner hver mandag (helligdage eksklusive) på en udendørs gokartbane i Albertslund. Jeg kontakter klubbens formand Martin Friis, for at høre nærmere om klubben, cyklerne og hvordan det hele foregår. Efter en kort snak i telefonen foreslår han, at vi kigger ud forbi banen den følgende mandag, hvor vi kan følge træningen og få alle detaljerne på plads.

De kære små

Mandag d. 14 april møder Mads og jeg op på banen i Albertslund for at møde klubbens medlemmer og se de små cykler. Da vi kommer er der ingen på banen endnu da de fleste er igang med at checke cyklen efter inden de skal ud at køre. Vi går lidt rundt, får os en snak med nogle af medlemmerne og kigger nærmere på de små racere. Der køres udelukkende på DreamBikes af mærket Polini, men denne findes også i mange varianter. Den kan fås i alt lige fra 4,2hk til 15hk eller mere hvis man tuner den videre, men som de fleste af medlemmerne siger: "6,5hk er RIGELIGT - både som begyndercykel og til de øvede. Desuden er der noget mere vedligeholdelse ved en cykel med højere hk, og flere hk giver jo ikke højere svinghastighed."

Ganske langsomt bliver cyklerne startet en efter en og kommer på banen. Starteren er den klassiske pull-starter ligesom på en græsslåmaskine og umiddelbart lyder de lidt som en tunet knallert. Der kommer dog nogle flere decibel på, da først de begynder at suse ned ad langsiden. I PoliniKlubben kører man ikke egentlige racerløb - man kører for at have det sjovt. Der er derfor som regel ikke nogen "start" hvor alle er linet op - man kører bare ud fra pit, når der er frit, og så ligger man ellers og leger med sin cykel sammen med de andre. Det handler om sjov og hyggeligt samvær, så er man meget konkurrencemindet skal man finde en anden klub. Hasarderet og tankeløs kørsel bliver ikke tolereret og kan ende med bortvisning fra klubben. Det hænder dog i ny og næ, at der arrangeres løb mellem de forskellige regioner i klubben, og her køres der selvfølgelig for at vinde, men man kører stadig som en gentleman.

Vi snakker med "Hammer" der har ansvaret for "prøveture". Han fortæller os, ganske som vi havde regnet med, at der er en stor interesse for de kære små og at køen er lang. Køen er dog også fyldt med en masse "useriøse" mennesker der enten hverken har tiden eller pengene til det. De bliver gerne "sorteret fra" til fordel for andre, der udviser en større entusiasme og egentlig købelyst. Meget forståeligt da klubben i højere grad ønsker nye medlemmer end at drive en forlystelsespark. Heldigvis lykkes det Mads og jeg at fedte os til en prøvetur ved førstkommende mandag. Den følgende mandag d. 21. april er desværre en helligdag (2. påskedag) så der træner klubben ikke og vi må vente helt til d. 28. april.

Den 28. april oprinder og hele dagen går jeg spændt og venter på at komme ud at prøve PocketBikes'ene. Desværre begynder det at regne, da vi nærmer os tidspunktet for træningen og meget mod min vilje aflyser vi. Prøveturen flyttes til den kommende mandag d. 5. maj, men der skulle jeg til Sverige og køre Mestersvinger hele dagen og havde egentlig ikke regnet med at nå det. Jeg kommer dog tidligere hjem fra Sverige end ventet og jeg aftaler med Mads at skynde mig hjem så vi kan prøve at nå ud til Albertslund.

Den store dag

Vi ankommer ved halv otte-tiden og der er der allerede godt gang i de små cykler. "Hammer" er desværre ikke til træning denne gang men han har videredelegeret ansvaret for prøveturen til Alexander. Vi får en hurtig introduktion til cyklen om hvordan den virker, hvordan man starter den og hvordan man sidder på den. Netop siddepositionen er lidt problematisk da cyklen jo ikke er specielt stor. Det er lidt af et kunststykke for en voksen mand (og de findes jo i flere størrelser) at folde sin krop så meget sammen at man kan sidde på en DreamBike og man bliver også godt træt i benene efter 10-15 minutters kørsel. Det er dog også noget der bliver bedre med tiden, men til at begynde med må Mads og jeg have hjælp til at komme op på cyklen. Som sagt skal man ikke lade sig narre af størrelsen af disse små cykler - de kan nemlig køre rigtig stærkt (80-90km/t) og accellerere kraftigere end man umiddelbart regner med. Lige inden jeg skal køre er der et af klubbens medlemmer, der starter sin egen maskine og skal til at køre ud af pitten. Han får drejet lige en anelse for meget på gashåndtaget og vupti! Så stikker cyklen af under ham på baghjul og han ligger på knæ efter den, mens han febrilsk forsøger at holde fast på den. De er hidsige i optrækket og man skal læne sig godt forover og give gas varsomt når man accellererer.

Af skade bliver man klog og i dette tilfælde bliver jeg lidt klogere af en andens "skade". Jeg tager ved lære og giver forsigtigt gas ud af pitten, da der er frit. Næste problem man møder er styringen af disse maskiner, da de håndterer meget andeledes end man forventer. Allerede første sving jeg kommer ind i går det galt! Tyngdepunktet er helt ved siden af hvad jeg er vant til og maskinen skøjter rundt under en når man svinger. Jeg kommer kun halvt rundt i svinget, da jeg kan mærke at jeg ikke vil nå hele vejen rundt, så jeg fortsætter ind mellem nogle af de dæk der står i kanten og videre ud på et andet stykke af banen. Det er en ekstremt mærkelig fornemmelse at svinge på sådan en lille maskine de første par gange og man kan lægge den meget mere ned end man først tror. Jeg får dog rimelig hurtigt styr på det og efter et par omgange kan jeg lægge den helt ned og komme ganske hurtigt rundt i de fleste sving - jeg er dog ingen match for de garvede klubracere. Støvlerne og bukserne bliver noget ridset da de skraber på i de fleste sving, men der er jo heller ikke så meget plads at give af.

Når man har vænnet sig til accellerationen og styringen, skal man til at øve sig i at bremse. På trods af at maskinen kan lægges meget ned, kan den ikke rives rundt i alle sving i topfart - langt fra. På en DreamBike er der ikke plads til en fodbremse som på en rigtig motorcykel - eller rettere en fodbremse det er muligt at betjene - og der er heller ikke noget koblingsgreb, da der kun er et enkelt gear og en slyngkobling. Derfor er bagbremsen placeret på styret som en håndbremse der hvor koblingsgrebet normalt er. Bremserne er nok det sværeste at vænne sig til for mig. Måske er det fordi jeg er vant til at køre motorcykel og ved at man skal være lidt gelinde med nedbremsningen, for at undgå at styrte pga. at for- eller baghjulet blokerer. Det er ikke tilfældet her! Efterhånden som jeg får erfaring med den lille cykel, finder jeg ud af, at man kan bremse ekstremt kraftigt med både for- og bagbremse, uden at den blokerer. Det hjælper en del på kørslen, for nu kan jeg holde topfarten helt hen til svinget og bremse kraftigt ned lige inden. Det er endda muligt at bremse relativt kraftigt under selve svinget, hvilket normalt ikke er noget man skal forsøge på en motorcykel.

Prøveturen koster 200kr. og man lægger et yderligere depositum på 100kr., som man får igen hvis man ikke vælter under kørslen. Netop hjemkommet fra banekørsel i Sverige er jeg godt tændt på noget racing og efterhånden som jeg får godt styr på DreamBike'en, kommer der også mere fart på. Jeg begynder at kunne følge med nogle at klubbens medlemmer på banen - nok ikke klubbens hurtigste, men alligevel bliver jeg lidt stolt af mig selv. "Men mon ikke man kan gøre det endnu bedre? Hvis man nu lige lægger den en anelse mere ned og giver den lidt mere gas en smule tidligere i udgangen af svinget!" Så sker der det at baghjulet skrider ud og man vælter. Der sker dog ikke noget på disse små cykler, da farten altid er godt nede i svingene, men jeg må alligevel ned et par gange. Da først jeg er væltet een gang er de 100kr. jo brugt og så kan man jo ligeså godt presse den til grænsen... og måske lidt over. Mads får derimod sit depositum igen, da han ikke vælter. Han holder også et stabilt morfar-tempo under hele træningen - det fortæller jeg ham i hvert fald da vi er færdige.

Hvor begynder man?

Har du ligesom jeg fået lyst til at prøve DreamBikes, er der nogle ting der skal på plads: Først og fremmest skal man jo have en DreamBike og i PoliniKlubben køres der kun DreamBikes af mærket Polini. Disse DreamBikes kan købes gennem Polini Motori, der er eneste officielle danske importør af Polinicykler. Købes den her, følger der et såkaldt VIP-kort med, der svarer til et registreringsbevis. For at køre i Poliniklubben kræves et VIP-kort for at sikre at der ikke køres på stjålne cykler, da der har været nogle problemer med tyveri. Derudover er det nødvendigt med godt sikkerhedsudstyr - de kan køre ret hurtigt og det er ikke svært at komme til skade, hvis man ikke passer på. En styrthjelm og CE-godkendt rygbeskytter samt en læderdragt og MC-støvler eller lignende er påkrævet udstyr, men så har man også hvad man skal bruge. Det kan være dyrt at komme igang, men DreamBike racing er uden tvivl den billigste form for racing man kan dyrke, da udgifterne til vedligehold og klubmedlemsskab er minimale.

Den største udgift er selve cyklen. På prislisten ses det at en spritny Polini med 6,2hk og vandkølet motor koster ca. 16.000kr. De vandkølede motorer holder lidt længere end de luftkølede - både i levetid, men også i køretid på banen. En vandkølet motor på en standardmodel kan køre uden at skulle køle af, hvorimod en luftkølet motor skal have pause ca. hvert kvarter for ikke at brænde af. Det er en stor udgift, men der er intet galt i at være to og måske endda tre om en cykel, da ingen kan holde til at køre konstant alligevel. Dertil kommer et medlemsskab af PoliniKlubben der koster hele 25kr. årligt. En banelicens er også påkrævet, og den koster 350kr. og opnås gennem en simpel prøve med afkrydsningsspørgsmål. Sidst men ikke mindst kommer banelejen på 600kr. pr halvår. Denne har tidligere ligget højere, men pga. øget medlemstal og klubbens grundtanke om at det skal være så billigt som muligt, er denne udgift faldet til glæde for medlemmerne.

Det er mange penge at skulle af med til at starte med, men sammenlignet med enhver anden motorsport er det ingenting. Samtidig er vedligeholdelsesudgifterne på sådanne cykler minimale. De dele der slides mest er dæk og kobling og priserne på disse er til at bære. En kobling holder minimum et halvt år og gerne et år med mindre man kører den hårdt. En ny kobling koster ca. 400kr. Dæk slides ned på ca. et år, men holder også gerne lidt længere. Når de skal skiftes, skal man af med 600-800 pr. dæk. Udgiftsniveauet er selvfølgelig meget afhængig af hvordan man sætter sin cykel op, hvor hårdt man kører den og hvor ofte. Med en hård opsætning slider man koblingen ned hurtigere og kører man hurtigt i svingene bliver dækkene selvfølgelig ædt hurtigere. Man kan dog regne med et vedligeholdelsesbudget på kun 2.000-2.500kr pr. år hvis man kører til alle træninger hele året og det må siges at være billigt.

Jeg har prøvet det nu, og jeg er ikke i tvivl: Jeg må bare eje en DreamBike. Jeg kunne godt bruge en ny og hurtigere PC eller måske nogle nye møbler, men jeg er bange for, at det må vente lidt. Det er så ubeskriveligt morsomt at køre DreamBike og næsten lige så morsomt at se på. Jeg kan kun anbefale alle interesserede at kontakte deres lokale afdeling af PoliniKlubben og arrangere en prøvetur. Men pas på! Har man først prøvet det, er det svært at overtale sig selv til ikke at købe en DreamBike... men hvorfor skulle man dog også det?

Her til sidst to filmklips jeg optog på banen:

• Film 1
• Film 2