SpilGameBoy Advance: Pokémon Ruby & SapphireMatias Stuven3. aug 2003Tilbage til Hovedsiden

****..

Over 6,5 millioner eksemplarer solgt allerede. Er det massehysteri eller er der noget om snakken?

Det er nu tre år siden Pokémonhysteriet fik sit greb på de danske børn og deres forældre, og massehysteri kan man vel næppe påstå, der er omkring de små lommemonstre. Sidst der var et rigtigt Pokémonspil til en GameBoy, er næsten to år siden (Pokémon Crystal til GBC), og der har ikke været en Pokémonfilm i biografen siden 2001. Alligevel fortsætter salgssucceserne for Pokémonspillene ufortrødent. I Japan, hvor spillet udkom i slutningen af november sidste år, har det totale antal Ruby- og Sapphire-spil solgt lige over 4,5 millioner eksemplarer, mens det amerikanske marked kun har haft dem på hylderne siden marts, men alligevel er de allerede solgt i over to millioner eksemplarer. Pokémon er bestemt ikke et glemt begreb blandt børn og voksne, og disse to nye GBA-titler skal nok gøre deres for at vi ikke glemmer det.

Professor Birk?

Kort efter man lige er flyttet til Littleroot By på øen Hoenn, møder man Pokémon-professoren Birch. Efter at have reddet ham fra et snig-Pokémonangreb, får man sit første lommemonster. Der går ikke længe, førend man rejser ud for at blive den bedste Pokémonmester på Hoenn, og her møder man medlemmer af enten Team Magma eller Team Aqua, alt afhængig af om det er Ruby eller Sapphire-versionen man spiller. De har en ondsindet plan, der involverer lava, Pokémonavling og fjenderne som er hhv. Team Aqua eller Team Magma.

Fisk en pokémon!

Hovedhistorien er rimelig simpel og en anelse banal, men midlet helliger målet, for det kræver en del at nå frem til spillets slutning. Og det er her spillets force viser sig. Først og fremmest skal man fange en masse pokémon. Til at starte med har man ikke andre muligheder end at luske rundt i det høje græs som en anden buskmand. Her støder man ofte på modstand, og har man først skaffet sig nogle pokeballs, er det relativt nemt at fange de nemme ofre. Dem støder man dog kun på i starten, herefter kræver det som regel en del taktik, før de lader sig fange. Sjældne pokémons finder man kun specielle steder, såsom i hulerne eller når man har fået noget specielt udstyr, som f.eks. fiskestangen.

Alle pokémons starter på level 1 og efterhånden som de er med i kampene får de experience points og stiger i levels. En stigning medfører dels højere stats såsom hit points, attack, defence og speed, men en gang imellem også at de lærer et nyt slags angreb. Får man et femte angreb, skal man skaffe sig af med et andet, for hver pokémon kan kun have fire slags angreb på én gang. Der går ikke længe, før det viser sig bydende nødvendigt, at være særdeles strategisk med valget af hvilke angreb man beholder. Visse slags angreb er f.eks. ikke særligt effektive mod bestemte typer modstandere, og da man heller ikke kan have flere end seks pokémon på sig samtidigt skal man ofte tage stilling til om man ønsker dedikerede eller afbalancerede angrebsmonstre. Som altid kan ekstra pokémons opbevares på ens pc.

Den største nyskabelse i GBA-udgaverne er da også i kampene, hvor man ofte støder på en ny slags kamp - dobbeltkampe. Her skal to af ens egne små uhyrer kæmpe mod to forskellige modstandere på samme tid. Det åbner op for et væld af strategiske muligheder der gør disse kampe langt mere interessante. Det er desværre mere, end man kan sige om de almindelige kampe, selv dem mod eksperterne der holder til i de otte forskellige stadions rundt omkring på øen. Dette skyldes en ret elendig AI[*], der f.eks. aldrig rigtigt udnytter situationer, hvor man er i dyb knibe. Mange gange er jeg blevet reddet af en modstander, der forøger sin styrke i stedet for at slå til når ens hit points var på et kritisk niveau. En sjælden gang bliver man positivt overrasket, men desværre ikke ofte nok til at kampene bliver udfordrende. Og det er ærgerligt, for ejede disse sære væsener bare et gran af intelligens i stedet for muskler og sære angreb, ville det gøre hele spillet rigtigt udfordrende.

Løbesko og cykler

Der er selvfølgelig andre nyskabelser end dobbeltkampene, såsom løbeskoene man får af sin mor ved spillets start. I tidligere pokémonspil tog det rigtigt langt tid at gå fra et sted på øen til et andet (i hvert fald indtil man fik cyklen), men nu kan man løbe ved at trykke på b-knappen. Spiller man længe nok finder man desuden ud af, at der er flere forskellige slags cykler med forskellige egenskaber. At man kan vælge om man er en pige eller en dreng er ikke noget nyt, det blev introduceret i Pokémon Crystal, og det har næsten ingen effekt på spillets historie, udover at en enkelt modstander har det modsatte køn af en selv.

Menustrukturen har fået en overhaling, og er blevet langt mere intuitiv, men desværre har grafikken ikke fået helt den forventede opgradering, som man ville forvente af en GBA-titel. Farverne *er* flottere og animationerne ligeledes, men grundlæggende er det en alt for simpel opdatering af grafikken. Jeg havde forventet noget i retning af de dynamiske kameravinkler som i Golden Sun, men i stedet får man kampsekvenser, der stort set lige så godt kunne have været fra et GameBoy Color-spil. Endelig har de fjernet tids-gimmicken fra Guld og Sølv, hvor bestemte hændelser kun skete på forskellige tidspunkter af døgnet, og hvor der var mørkt om natten i spillet. Det er en smule ærgerligt.

Til gengæld er der kun ros for den fine baggrundsmusik. Der er masser af variation i temaerne, og der er nogle meget flotte og iørefaldende kompositioner iblandt. Ros er der også til den sjove dialog, der ofte løfter en noget kedelig kamp med en pokémontræner ud af ligegyldighedens mudder.

Det er også et plus, at man nu kan spille fire spillere mod hinanden på én gang. Desværre skal alle have hvert deres eget spil, men til gengæld er der åbnet op for flere slags kampe. Man er delt op i to hold, og dette burde fjerne elementet med den elendige AI og gøre kampene endnu mere interessante. Man kan selvfølgelig stadig bytte med hinanden, men kun med Ruby og Sapphire, det er ikke muligt at importere eller kæmpe mod nogen af GameBoy Color-versionerne. Endelig kan man også dyste i nogle forskellige konkurrencer mod hinanden (i spillet er dette også muligt alene), og få dommere til at bedømme ens pokémons ud fra værdier såsom hvor søde de ser ud, hvor flotte de er eller hvor seje de er. Værdierne kan forbedres hvis man giver pokeblocks til sine lommemonstre, og disse laves igen af forskellige bær i en speciel pokeblock-blender man først finder et stykke inde i spillet. Et sødt lille minispil uden den store betydning.

Game Freak Inc.

Lige meget hvilken version man vælger, er der mange timers underholdning i denne GBA-opdatering af pokémonspillene. Holder man af turbaserede rollespil med humor, er dette et spil, der ikke bør forbigås. Når det er sagt, er det en smule ærgerligt, at man har valgt ikke at udnytte GBA’ens tekniske muligheder fuldt ud.

Her kan man læse et interview med udviklerne af pokémonspillene, folkene fra den interne Nintendo udviklerafdeling Game Freak. Spillets officielle site er lidt for larmende og flash-præget til min smag, men det indeholder en del oplysninger.

Send til ven Del på Facebook Del på Twitter    Læs og skriv kommentarer til denne artikel Anbefal artikel til andre læsere


 
Klik for større billede
Faktaboks
MedieGameBoy Advance
Udgivelsesdato25. jul 2003
Produktionsår2003
UdviklerGame Freak Inc.
UdgiverNintendo
Udlånt afNintendo
Kommentarer Ingen
Spilfeatures
Antal spillere 1-4 
Linkja
Understøtter:
GBA Link Cable
Artikelserie: Pokémon
Nintendo har udgivet dusinvis af spil i Pokémon-universet. Det kan være en noget bekymrende jungle at finde rundt i, hvadenten du er på udkig efter det rigtige fix pokécrack til dig selv eller et nyt pukkelmon til ungerne.

Vi har samlet alle vores Pokémon-anmeldelser i denne artikelserie.

Billeder
Denne danseversion af kampene er jeg endnu ikke stødt på...Dobbeltkampene er den vigtigste tilføjelse til spillet.
Ikke særligt imponerende grafik. 'Nuff said.Vores heltinde har fået sin lettere overvægtige ven med på slæb.
Hey, det er jo Pikachu! En sød detalje ved spillet er, at man kan lave sin egen hemmelige hule og dekorere den med pyntegenstande.Fire spillere på en basketbane, men hvor er bolden?
Ringe i vandet og reflektioner er nogle af de grafiske forbedringer.Det er ikke pænt at grine ad pokémons bare fordi de er mænd.
Skulpturen ved siden af springvandet er noget sur og mukken over, at der ikke løber vand igennem det. 







SKRIV FØRSTE KOMMENTAR

Du skal være logget ind for at kunne sende kommentarer. Gå til login-siden og klar detaljerne dér eller login med Facebook.


[After being kicked out of a theme park on the moon]
Bender: Forget your stupid theme park! I'm gonna make my own! With hookers! And blackjack! In fact, forget the theme park!
-- Futurama