Geeks UnpluggedRejsebrev fra Japan: KyotoLars Jørgensen24. nov 2003Tilbage til Hovedsiden


Turen går til Kyoto, hvor jeg opdager at Japan også kan være lige så smukt som i guidebøgerne og tager et seriøst varmt bad.

Familien råder over en minivan med 8 siddepladser, så turen til Kyoto ville med garanti blive komfortabel. Jeg undrede mig kortvarigt over, hvordan de havde tænkt sig at finde seværdigheder, de aldrig har set i en by, de sjældent besøger. "Hvad er telefonnummeret til det første tempel?", spurgte chaufføren og efter at have indtastet det i GPS'en, som hedder "Navi" her, informerede en venlig kvindestemme os om, at turen ville strække sig over 160 km og tage ca. 2 timer.

På motorvejen viste den et kort over ruten, og når man kørte ind i byen skiftede den til et 3D-display, hvor man kunne se kendemærker såsom benzintanke, butikker og andre bygninger. Det var imponerende så tæt på virkeligheden det computergenererede billede var. Men Kyoto er en gammel by med forvirrende og smalle veje, så det lykkedes os alligevel at køre forkert og mens vi sad og blev stressede, spurgte Navi'en om det ikke snart var på tide med en pause.

Vel ankomne til dagens første tempel, Kyomizudera - ét af de mest berømte templer i Japan - oplever vi igen den eminente japanske service, der eksisterer alle steder her i landet, lige fra den mindste, snuskede ramen -shop til det største luksushotel. Vi skulle parkere bilen, og blev vinket ind på en parkeringsplads. En mand styrter ud fra det diminutive kontor og guider os hele vejen hen til den plads, han har udset til os, informerer os om prisen og giver os en parkeringsbillet. Andre steder skulle vi bare køre ind på pladsen og forlade bilen med nøglerne i tændingen, hvorefter vi kunne spankulere ud og nyde omgivelserne mens personalet parkerede bilen.

Alle har sikkert set billeder fra guidebøger med smukke gamle bygninger og tænkt at Japan må være et meget smukt land at besøge. De billeder er dog langt fra den virkelighed, der møder øjet her: Folk gider ikke at bo i gamle huse, så de fleste huse er ikke mere end 15-20 år gamle og ligner noget, der er bygget af rester fra det sidste jordskælv. Byplanlægning lader slet ikke til at eksistere, folk knalder bare huse op efter forgodtbefindende, og udformningen svarer stort set til det, de kunne finde på lossepladsen, den dag de byggede huset.

Men denne dag opdagede jeg, hvordan Japan også kan være forstummende smukt.

Kyomizudera er et ret så stort tempelkompleks bygget i mange niveauer op ad en bjergside. Templet er over 1200 år gammelt, men der eksisterer ikke meget af den originale struktur i dag. Japanerne har bygget deres helligdomme af træ, og den slags har det med at brænde ned med jævne mellemrum igennem århundrederne. Kyomizudera er således blevet udraderet og genopbygget mange gange de sidste tusind år, men har stadig sin oprindelige form.

Med sine mange templer er Kyoto en af de smukkeste byer i Japan, og amerikanerne undlod da også at bombe den under 2. verdenskrig af netop samme grund. De mange seværdigheder resulterer også i mange besøg fra gaijin - udlændige. Turister er en knap ressource i Japan, så når chancen byder sig er det om at slå til: Jeg blev overfaldet mange gange af små klynger af skoleelever, der havde fået til opgave at trænge en udlænding op i et hjørne og true vedkommende med gebrokkent engelsk. De spurgte, hvor jeg kom fra, hvad jeg syntes om Kyoto og om de måtte tage et billede sammen med mig. Det var tydeligt at de havde lært spørgsmålene udenad, og det var lige så tydeligt, at de ikke fattede en brik af mine svar, selvom de var meget simple. Engelsk er ikke vigtigt her, hvor alt foregår på japansk, og hvor alle de bedste produkter, det være sig biler, elektriske apparater, mad eller underholdning, bliver fremstillet lokalt. Udlandet er et eksotisk sted, som er sjovt at høre om, men ikke nødvendigt at beskæftige sig med.

Tempelbesøgene i Kyoto var en vidunderlig oplevelse, jeg ikke kan beskrive med ord. Jeg vil lade de mange billeder tale for sig selv.

Ryokan

Efter tempelbesøgene begyndte mørket at sænke sig og sulten at melde sig. Vores Navi, som huskede os på at tænde lygterne, guidede os hen til den Ryokan, vi havde reserveret værelser i.

En ryokan er en traditionel japansk kro, som regel drevet af en familie. Ryokan er anderledes end hoteller, og det er her japanerne kommer for at koble af fra hverdagens stress ved at søge ind i fortidens sindsro og sjælefred. Når man ankommer, bliver man budt velkommen af personalet, og man deponerer sine sko ved indgangen. Dem ser man først igen, når man forlader stedet.

Herefter går man op på værelset, som bare er et rum med tatami-måtter på gulvet og et lille bord i midten. Der er hverken sofa, seng eller andre moderne bekvemmeligheder. Mens vi drak en kop varm ocha (grøn te), prøvede jeg fordækt at udfritte folk for nogle oplysninger om den forestående badeseance, som en ryokan også byder på. Jeg havde jo set billeder, så jeg spurgte om man havde håndklæde om livet, når man gik i bad.

Nej, det er kun på billederne.

Jamen, bader mænd og kvinder så nøgne sammen?

Nej, der er adskildte badeområder.

Selvom jeg efterhånden forstår en del japansk, er min evne til at tale sproget stadig meget begrænset, og med et indre billede af mig og svigerfar alene, nøgne og uden tolk, styrede jeg direkte mod den nærmeste automat og købte et par iskolde Malt's (min foretrukne øl efter at have smagt mig igennem det lokale udbud) til at løsne talebåndet med.

I omklædningsrummet smider man sine klude - og det er i øvrigt sidste gang man får brug for dem, før man forlader stedet - og går ind i vaskerummet med sin vaskeklud. Her vasker mig sig grundigt, for man skal jo være ren, når man går i bad i japan. Når sæben er skyllet af, kan man stige ned i et bassin, som indeholder ca. 42 grader varmt vand. For min danske viking-krop var det pænt varmt, men det viste sig kun at være den indledende manøvre til det rigtige bad.

Fra bassinet kunne man åbne en dør og komme udenfor i den kolde efterårsluft. Vores ryokan lå på en bjergside, så man kom ud i et lille lukket område, hvor der på den ene side blot var bjerg og træer og den anden side var afskærmet af bygningen. Her stod Goemon no ofuro - Goemons bad. Goemon var en berygtet tyv fra gamle tider, som voldte store kvaler for den lokale Shogun. Da han endelig blev fanget, blev han placeret i et stort kar og kogt levende. Goemon no ofuro er et stort, cirkelrundt kar på ca. 180 cm i diameter og omkring 70 cm dybt, og efter at have siddet i det, har jeg stor forståelse for Goemons grufulde skæbne. Det vand var varmt. Efter blot ti minutter begyndte jeg at se sorte pletter danse for øjnene af mig, og da jeg rejste mig for at gå, var jeg nær dejset omkuld.

Efter badet ifører man sig en simpel kimono, der minder om en tynd badekåbe. De fandtes kun i én størrelse, så man kan let regne ud, at jeg så rimelig latterlig ud i den. Men jeg insisterede alligevel på at gå med den, fordi samtlige andre gæster gjorde det og fordi jeg kun kender omkring 10 mennesker i det her land. De 7 af dem er jeg i familie med - de har sgu bare at acceptere mig som jeg er - og de resterende tre var sandsynligvis ikke i bygningen. Under middagen dragede jeg en del stjålne blikke, men det er jeg efterhånden vant til her.

Da middagen var overstået, blev jeg enig med mig selv om, at Goemon var en tøsedreng, så jeg tog turen ud i badet igen. I mellemtiden var det begyndt at regne, og at sidde i den iskolde regn med kroppen nedsænket i skoldhedt vand er en oplevelse, der næsten ikke kan beskrives. Enhver form for stress og anspændthed siver stille og roligt ud af kroppen, mens man bare bliver ét med lyden af den plaskende regn og rislen fra det varme vand, der konstant løber ned i karret fra et bambusrør. Der måtte tre forsøg til, før det lykkedes mig at forlade Goemons kar. De første to gange vendte jeg om på halvvejen og kravlede ned i det igen.

Således opblødt, med rosinfingre og kogt hummerfarve, vaklede jeg tilbage til vores værelse. Her havde pigerne lagt madresser (stenhårde og gode for ryggen) og dyner på gulvet. Vi rådede over to rum, og det var meningen at mænd og kvinder skulle sove hver for sig, men da ungerne ville sove hos mændene, besluttede vi at alle skulle sove i samme rum. Så lå vi på madresserne og småsludrede indtil vi stille og roligt drattede i søvn, én efter en.

Om morgenen satte jeg mig hen til det åbne vindue, drak en dåse varm kaffe, røg en cigaret og så morgendisen langsomt og majestætisk rulle sig op ad en bjergside, som brændte med alle efterårets farver. Om efteråret valfarter japanerne til Kyoto, og det er der en rigtig god grund til. Her er smukt som bare pokker.


Der er 41 kommentarer til artiklen

Send til ven Del på Facebook Del på Twitter    Læs og skriv kommentarer til denne artikel Anbefal artikel til andre læsere


 
bedler/auto/1069490450135_3544.jpg







Brugerkommentarer (41)



Well my friend Sweet Jay took me to that video arcade in town, right, and they don't speak English there, so Jay got into a fight and he's all, "Hey quit hasslin' me cuz' I don't speak French" or whatever! And then the guy said something in Paris talk, and I'm like, "Just back off!" And they're all, "Get out!" And we're like, "Make me!" It was cool.
-- Scott Evil (Austin Powers, International Man of Mystery)