I år 2000 dukkede der et hidtil ganske ukendt spil op ved navn Metropolis Street Racer, som på det tidspunkt var revolutionerende på næsten enhver tænkelig måde. For første gang gjaldt det ikke om at komme først i mål. Det vigtigste var, hvordan du kom først i mål. Samtidig havde udviklerne været ude i tre rigtige byer for at genskabe dem ned til mindste detalje i spillet.

Project Gotham Racing var en af de første titler til Xbox. Det var et stort skridt fremad, men ikke det kvantespring, som man kunne have forventet, at den nye maskine ville bringe. Det har man imidlertid rettet op på med Project Gotham Racing 2s ankomst. Egentlig havde jeg regnet med, at Live-supporten ville være hovedårsagen til at købe denne titel, men det skulle vise sig kun at være én ud af mange gode grunde til at flække sparegrisen med Ferrari F50-modelbilen.

Den første af mange er Geometry Wars. I din personlige garage står nemlig intet mindre end en fiktiv spillemaskine, med et sygeligt cool shoot'em up af den gamle skole. Tænk Robotron møder Asteroids og Jeff Minter på speed. Ultrasimpel, anti-aliaset vektorgrafik, men fuld skrue på gameplayet. Tempest-fans går i hvert fald ikke galt i byen.

Nå, men ungdommen nu til dags vil sikkert hellere høre om store, hurtige biler, imponerende grafikmotorer og racerløb. Meget vel. Hvad er der sket siden MSR? For at kunne svare helt uden det bløde filter og de rosafarvede briller satte jeg spillet i Dreamcasten. Jeg huskede det som værende flot. Meget flot. Det var det også, men PGR2 er flottere i en grad, så det næsten ikke tåler beskrivelse. Der var anti-aliasing i MSR, men man kan se, at teknikken er udviklet en del siden. Vejen står eksempelvis skarpere og bilerne har mere afrundede former i PGR2.

Holdet er også gået en tand videre i forhold til det første Project Gotham til Xbox. Bygningerne har ikke kun flotte teksturer^[*], men de er også modelleret ligesom den ægte vare. Ifølge en af de grafiske designere har de kastet en million polygoner^[*] efter hver by - og resultatet er blevet derefter.

Lyset i spillet er også forbedret. På Dreamcasten begyndte man så småt at se effekter med lysradius og efterglød fra lygter, men da det var en ny teknologi, var der også en tendens til at overdrive. Lyseffekterne er langt mere afdæmpede og troværdige i PGR2 og samtidig har hver enkelt by fået sin helt egen lyssætning, som er typisk for den del af kloden. Resultatet? Det ser fantastisk ud. Samtidig holder spillet 30 solide fps^[*].

En anden nyskabning ved MSR var det omfattende radiosystem i spillet. Man havde fået lavet specielle sange til spillet, hvilket man dog har undladt at gøre i denne omgang. I stedet har man licenseret over 250 sange med bands fra de pågældende byer. Dertil har man optaget speak med tre forskellige DJs for hver af de 10 forskellige byer. I alt er der over 7000 optagelser med forskellige DJs, så der går et stykke tid, før man oplever genudsendelser. Sjovt nok bliver der også lagt speak ind, når man vælger at høre sin egen musik i stedet for det indbyggede soundtrack - blot med lidt mere generiske kommentarer.

Der er ellers rig mulighed for at noget af musikken skulle falde i ens smag. Der er alt fra J-pop til metal, punk og electronica og minsandten også en portion helt almindelig popmusik. Kunstnerne er ikke alle lige kendte og kommer fra både små og store pladeselskaber. Fælles for dem alle er dog, at kvaliteten indenfor de pågældende genrer er i top. Blandt de mere kendte navne kan nævnes The Flaming Lips, Uncle Kracker, Princess Superstar og Clawfinger.

Men hvad med bilerne? Der er 102 biler, som varierer meget i kræfter og håndtering. Faktisk er der alt fra Mini Coopers til Enzo Ferraris - som i øvrigt optræder for første gang i et spil her. Desuden er der blandede japanske og amerikanske biler, men også specialbiler som den svenskbyggede superbil Koenigsegg er at finde.

Noget af det bedste ved det hele er dog, at der er et udstillingsområde i spillet, hvor man kan gå rundt i førstepersonsperspektiv og se på samtlige biler - samt den store tomme garage, hvor der er plads til biler, der senere kan frigives over Xbox Live. Når man finder en bil, man kan lide, kan man enten tage en prøvetur i den eller udveksle points for at låse op for fri brug af den.

Meget apropos points er Kudos-systemet opdateret en del. Der er noget større overbærenhed fra spillets side, hvis man kommer til at ramle let mod siden af vejbanen midt i en blærerøvsopvisning. Hvis man kun ridser lakken lidt, får man også kun trukket lidt points fra. Til gengæld mister man alt, hvis man får lavet reelle skader på bilen i stedet. Systemet er i det hele taget blevet mere avanceret og langt flere parametre er med i beregningen af points. Når man kører ræs afhænger ens kudospoints af ens placering, hvilken bil man kører, hvilke biler modstanderne kører, den relative styrke af modstanderne og antallet af dem. Samtidig kan man undervejs få bonus for at køre et løb helt uden sammenstød, at overhale modstandere via slipstream, at køre en sektion uden sammenstød, samt at udføre tricks, som udløser kudospoints så hurtigt efter hinanden, at de bliver en lang kombination. Således kan det både betale sig at tage svingene med håndbremsen og den almindelige bremse - men skal man have de helt store points, skal man sørge for, at man stadig kommer først over målstregen uden en ridse på bilen.

Motivationen til at køre perfekt mangler heller ikke, for har man Live, er det første maskinen gør nemlig at logge på. Derefter bliver ens tider sammenlignet med alle andre spillere i hele verdens bedste tider. Det kan godt være lidt deprimerende første gang man klarer sig ret godt igennem en bane, for derefter at få at vide, at man ligger på en 40213. plads. Til gengæld gør man en indsats for at komme videre i en fart - og efterhånden som man gennemfører bestemte udfordringer, får man låst op for fem biler, som man ikke kan købe med almindelige kudospoints. Dette er naturligvis nogle af de bedste, så jo før man får låst op for dem, jo bedre. Disse hjælper også med til at stige kraftigt i ranglisterne.

Hvis man gerne vil have dem til rådighed lidt tidligere i spillet, kan man starte med at køre arcade-ræs eller tidsudfordringer, før man giver sig i kast med spillets hoveddel. Når man efterhånden får trænet sig tilstrækkeligt op, kan man derefter gå på flerspillerdelen af Live og finde ud af, at man stadig behøver mere øvelse. Her har man en fordel med Live, for man kan hente ghost-optagelser af alle de andre spilleres kørsel, så man kan se, hvordan de erfarne spillere scorer de store points. I det hele taget er Live-delen højglanspoleret. Man kan følge med på en radar, hvor man kan se kørernes placeringer, mens man venter i lobbyen til, og man kan arrangere alle de sædvanlige og et par usædvanlige spiltyper og reservere plads til vennerne. Det fungerer også sådan, at man kan invitere en person, som sidder og spiller PGR2 alene, for maskinen er allerede logget på Live.

Det er meget, meget svært at sætte fingeren på noget i PGR2. Der er ramt helt rigtigt med alt. Hvis man skulle ønske sig noget mere, ville det være mulighed for at køre i flere vejrtyper som sne, hagl, isslag og lignende, men der skal jo være noget til ønskesedlen næste gang. AI'en^[*] i spillet er heller ikke vildt imponerende. Hvis ikke der kommer eksterne påvirkninger, vil kørerne køre på samme måde hver gang. Det er dog sjældent, at dette er tilfældet, og efter et stykke tid vil man alligevel søge den virkelige udfordring mod menneskelige modstandere.

Spillet er stadig ikke et pilfingerspil i modsætning til Gran Turismo, så hvis ens største nydelse er at have en gigantisk garage og toptune hver enkelt bil, så er dette ikke det rigtige spil. Til gengæld er det en noget nær perfekt afbalanceret arkaderacer, som tilmed er uhørt vanedannende og har masser at byde på. Det er det første spil, som har været tæt på at give mig en håndledsskade grundet overdrevent forbrug af spillet. Der er efter min ydmyge mening ikke et bedre arkaderacerspil på markedet i dag.