Film og TVDVD: Scary Movie 3Jens Fallesen5. jul 2004Tilbage til Hovedsiden

**....

Den første Scary Movies forsøg på at kombinere gysergenren med Naked Gun lykkedes ikke. Til 3'eren har man forsøgt at hyre selveste David Zucker som instruktør, men lige lidt har det hjulpet…

Måske er jeg i virkeligheden en smule naiv, men jeg havde et lille håb på, at en af de originale Naked Gun-instruktører måske kunne få Scary Movie-ideen til at lykkedes. Det var derfor også med en vis antydning af håb, jeg satte mig til at se filmen. Det skulle dog hurtigt blive slukket.

For lidt over tre år siden anmeldte jeg Scary Movie, hvor min største anke var, at filmen simpelt hen ikke havde det drive og den timing, der kendetegnede film som Naked Gun og Hot Shots! – i stedet blev alt det "sjove" skåret ud i pap, så alle kunne være med, sådan at man som ædru seer af filmen simpelt hen sidder og skiftevis keder sig og krummer tæer.

Hvis formålet med en efterfølger er at levere mere af samme skuffe, kan Scary Movie 3 vel nok betegnes som vellykket. Også her bliver tingene skåret for meget ud i pap, og det sker utrolig sjældent, at man rent faktisk bliver overrasket undervejs. Grin er der ikke meget af – det blev vist kun til 3-4 gange undervejs for mit vedkommende, og så vil jeg altså hellere bruge tiden på noget andet.

I denne film har vi fået hovedrolleindehaverne fra netop Naked Gun og Hot Shots! med: Charlie Sheen spiller bondeknolden Tom, mens Leslie Nielsen spiller præsident Harris. Disse herrer hjælper lidt på filmen, idet deres erfaring med crazy comedy tydeligt ses på deres perfekte timing og mimik i forhold til deres respektive roller.

Den kvindelige hovedrolle, Cindy, spilles af Anna Faris, som er smaddersød og passer godt ind i rollen som den måske ikke lynende intelligente tv-journalist. Hun klarer det udmærket, og det gør enkelte andre skuespillere også, men så er det vist også sagt.

I andre roller ser vi kendinge som Pamela Anderson, Jenny McCarthy og Denise Richards. Fra musikbranchen møder vi bl.a. Queen Latifah som filmens spoof på Oraklet fra The Matrix og en række rappere i roller som sig selv, men ingen af disse gør nogen reel forskel.

Filmen starter med en introsekvens, hvor verden bliver en storbarmet blondine mindre, hvorefter vi kommer ind i selve filmen. Her møder vi dels den hvide rapper-wannabe George (Simon Rex) og hans storebror Tom, der finder mærkelige korncirkler i deres mark, dels tv-journalisten Cindy, der gennem veninden Brenda (Regina Hall) kommer på sporet af en underlig videofilm, der slår folk ihjel – når man ser den, ringer telefonen, hvorefter man får at vide, at man har syv dage tilbage.

Cindy får hurtigt koblet de to ting sammen og prøver at advare verden gennem sit job, hvilket dog ender med at få hende fyret, fordi tv-stationens koncept handler om det, folk vil se, altså sex, vold og vejret. Hun må altså herefter sammen med barndomsvennen George selv prøve at redde verden.

Plottet er naturligvis søgt, til tider noget usammenhængende og på ingen måde troværdigt, men det er selvfølgelig uden betydning. Man ser ikke en film som denne med forventning om at skulle have noget at tænke over.

I tråd med genren er der naturligvis referencer og henvisninger til tonsvis af film, og jeg kan da i hvert fald se på IMDb, at jeg ikke selv har fanget dem alle. De mest åbenlyse er helt klart Ringen/Ringu, The Matrix-serien og Signs. Kan man ikke finde anden underholdning, kan man jo altid prøve at finde referencerne til andre film.

Teknisk set er filmen vellykket. De få anvendte special effects og brug af CGI[*] er udmærkede, omend de deltagende aliens ikke ser specielt naturtro ud – jeg vil dog næsten tro, at det er med vilje.

Dvd'ens kvalitet er også i orden. Filmen er anamorph[*], og jeg bemærkede i hvert fald ikke lagskiftet. Ekstramaterialet består af en række slettede scener (der ikke var dårligere end filmen i øvrigt), tre forskellige "making of"-features, nogle bøffer og en mulighed for at se filmen med instruktørens kommentar. Ingen af disse features er specielt interessante i sig selv, og jeg må blankt indrømme, at jeg ikke følte mig motiveret til at lytte kommentarsporet igennem ud over de første 5-10 minutter.

En irriterende "feature" ved dvd'en er i øvrigt, at man først bliver bedt om at vælge et sprog, hvorefter der starter et antal trailere for andre film. Man kan dog heldigvis trykke på menu-knappen og komme væk fra disse, men jeg foretrækker nu altså, at man skal gå ind i menuen for at se trailerne i stedet for omvendt.

Var man vild med Scary Movie, kan man roligt fare ud og anskaffe sig 3'eren. Jeg vil i så fald anbefale, at man ser den mere end en gang, da den trods alt har en masse af de skøre detaljer, man netop først opdager anden gang, man ser den slags film. Var man til gengæld ikke begejstret for 1'eren, bør man nok springe 3'eren over.

Send til ven Del på Facebook Del på Twitter Læs og skriv kommentarer til denne artikel Anbefal artikel til andre læsere


 
Klik for større billede
Faktaboks
MedieDVD
Udgivelsesdato6. jul 2004
Produktionsår2003
InstruktørDavid Zucker
UdgiverMiramax International
Udlånt afSF Film & Video
Websitewww.scarymovie.com
Se også:
DVD: Scary Movie
Kommentarer 2 
DVD Features
Karakter
***...
Region2 (Europa, Japan, Mellemøsten, Sydafrika)
VideoformatPAL
Billedformat1.85:1 WS
AnamorphicJa
FormatDVD-9
Længde81 min.
Kommentarspor1
Antal discs1
DVD-ROMNej
Audio
Dolby Digital 2.0 (Engelsk)
Dolby Digital 5.1 (Engelsk)
Undertekster
Dansk, Finsk, Norsk,
Svensk

Billeder
Storbarmede blondiner hører til genren!George – den seje rapper. Eller noget.
Gæt, hvem der nu skal dø…Vores heltinde ser den farlige film.
Og her bruger hendes kollega Mozilla. Det burde næsten give en ekstra stjerne til filmen…Topper Harley er tilbage. Charlie Sheen viser, at han stadig kan sit kram fra Hot Shots!-tiden.
Gæt en filmreference…Ingen gyserfilm uden monstre…
…flyvende tallerkener……aliens…
…eller motorsave.Præsident Frank Drebin, Agent Smith og et par aliens.





FAQ | Forside | IRC-Chat | Kontakt | Login | Links | Mobilt | RSS | Søgning