Den 34-årige hovedperson, som i vanlig Murakami-stil er uden navn, tror han blot har mistet sin kæreste. Pigen med ørerne, som forsvandt i en afsidesliggende bjerghytte i Hokkaido i bogen A Wild Sheep Chase. Men i virkeligheden har han mistet alt.

I et kapitalistisk samfund, hvor alt drejer sig om penge, har han alt, hvad man burde have brug for: Penge nok. Han har en hyggelig lejlighed, en Subaru med sjæl og mere freelance-arbejde end han kan overskue. Men han mangler de essentielle værdier: Han har ingen venner og han har ingen kærlighed. Han lever et følelsesforladt liv, hvor han hver dag bliver mere og mere kold og ensom, mens han desperat forsøger at finde ud af, hvad han skal gøre.

Han føler sig draget til Sapporo, til The Dolphin Hotel, som han besøgte sammen med sin kæreste i A Wild Sheep Chase. På det luksuriøse hotel stiger han ind i elevatoren og træder ud i en kold, tom og mørk paralleldimension på 16. etage, hvor han møder Fåremanden. Her får han at vide, at alle hans forbindelser er sammenfiltrede og at han skal danse for at filtre dem ud. "Dans, dans, dans", siger Fåremanden, "det er ikke for sent", og vor stakkels hovedperson ser sig nu hvirvlet ud i en makaber historie, hvor han gør alt, hvad han kan for at holde sig i bevægelse og danse.

I sin søgen efter sig selv kommer han ud for de særeste oplevelser - han møder en gammel klassekammerat, der er blevet B-films-skuespiller og lever det vildeste luksusliv (bogen foregår i 1988, hvor den japanske boble endnu ikke var sprunget og folk væltede rundt i penge) med kæmpelejlighed i Tokyos centrum, Maserati og call girls - alt på firmaets regning. Den fallerede (og muligvis homoseksuelle) forfatter Hiraku Makimura (en tyk joke på Murakami selv), hans supertalentfulde og ultradistræte fotograf-kone Ame ("regn") og deres synske datter Yuki ("sne"), som han tager sig af, fordi forældrene åbenlyst ikke magter det. Den enarmede poet Dick North, luderne Mei og June og en nuttet receptionist med briller på The Dolphin Hotel gør også deres til at holde vor stakkels mand på fødderne i takt til musikken.

Som altid er Murakamis personer så ægte som dig og mig, og det uden at han behøver at beskrive dem med mere end blot et par udvalgte sætninger. De lever igennem deres handlinger, og deres handlinger er så ægte, unikke og personlige, at man aldrig et sekund er i tvivl om, at de her mennesker eksisterer, og man har et brændende ønske om at kunne møde dem og snakke med dem. Især er det kvinderne, Murakami elsker. De er stærke som bare fanden, og samtlige af hans bøger har en eller flere stærke kvinder i centrum, som hele handlingen kredser omkring som planeter om en sol. Murakamis kvinder er ikke sex-bomber med store bryster i stramme t-shirts. Det er ganske almindelige kvinder med almindeligt tøj og en helt igennem ualmindelig sjæl. Man kan ikke undgå at blive forelsket i hver eneste af dem - selv, eller skal jeg sige især, den irriterende og forkælede 13-årige Yuki.

Og så er der den gamle kæreste, Kiki, som muligvis er myrdet, muligvis aldrig har eksisteret. Hun optræder i små glimt til stor effekt for både læseren og hovedpersonen, der rystes grundigt i deres respektive grundvolde ved hvert møde med hende. For som i enhver sjælesøgende Murakami-roman, bliver der rejst meget både i vor verden - her kommer vi både rundt i Japan og til Hawaii - og i andre, mere svært håndgribelige verdener. Efterhånden som livets mening forsvinder som sand mellem fingrene på hovedpersonen, trævles virkeligheden op og han, ligesom læseren, får sværere og sværere ved at kende forskel på denne verden og .. det andet sted.

Ud over at tackle tomheden i sit eget liv, bliver vor hovedperson også belemret af politiet den dag en call girl er død med hans visitkort i tasken. Og hun er ikke den eneste, der omkommer i løbet af fortællingen, der på et tidspunkt er ved at udarte sig til et regulært mordmysterie af den mere absurde slags.

Men Murakami holder handlingen i stramme tøjler, han ved præcis hvad han vil, og hvornår han vil det. Læseren er henvist til blot at spænde sikkerhedsselen stramt til og holde armene inde i kabinen mens Murakami med sømmet presset helt i bund ræser igennem det hæsblæsende eventyr, der ultimativt handler om at finde sig selv. Hver gang vi har fundet os til rette på en lige strækning med jævn fart og begynder at slappe af og beundre sceneriet, flår Murakami vognen næsten vinkelret til højre og fortsætter lige lukt ind i spøgelseshuset, hvor alle kneb gælder.

Jeg har tit og forgæves forsøgt at definere, hvor stort et litterært geni Murakami er. Men mine forsøg bliver netop ved det, for hvordan kan en bakterie udtale sig om en engel, en organisme som er så meget større og mere kompleks end den selv? Jeg har ikke engang ordforråd til at stykke sætninger sammen, der overhovedet kan begynde at give læseren et indtryk af, hvor genial Murakami er.

Hans sætningskonstruktion er simpel, han anvender kun få metaforer, bruger ikke malende beskrivelser, bruger kun få personer og har masser af dvælende pauser. Men det er bare mursten, man betragter som læser. Når man lukker bogen efter at have læst den sidste side, er det som at træde tilbage og se at alle de små og simple mursten til sammen er Taj Mahal. Murakami kan ganske enkelt noget, som jeg ikke har oplevet en eneste anden forfatter være i stand til.

Dance Dance Dance er en ubetinget anbefaling. Man behøver ikke at have læst A Wild Sheep Chase først, men det hjælper. Til gengæld kan jeg med sindsro garantere at du aldrig kommer til at læse en mere hæsblæsende og medrivende bog om at finde sig selv i et kapitalistisk samfund. Denne bog er, sammen med The Wind-Up Bird Chronicle, det bedste Murakami hidtil har skrevet, og det siger absolut ikke så lidt. Det er den slags historie, hvor man virkelig græder når den er færdig. Fordi man sjældent har oplevet noget så stort og smukt, og fordi man må sige farvel til det hele.