For folk som primært lytter til hitlistemusik kan genrebetegnelsen muligvis virke afskrækkende, men måske man har nogle enkelte Cure-albums stående... og hvis det er Cure's Pornography eller Disintegration er springet til Diary of Dreams (DoD) univers nærliggende.

Jeg håber med denne artikel at kunne afmystificere en del af goth/industrial-musikuniverset, så man også får lyst til at gå på opdagelse her. Samtidig skal det dog siges at der også indenfor goth/industrial udgives meget skrammel, så læs denne anmeldelse som en intro til en af de virkelig betydningsfulde grupper indenfor denne genre.

Darkwave:
Darkwave er, som navnet antyder, en udpræget mol-præget musikgenre hvor mørk, storladen symfonisk og melankolsk tung musik hersker (typisk med "store" keyboardflader).

Diary of Dreams første plader:
Manden bag DoD, tyske Adrian Hates med en stemme som en subwoofer (og her menes ikke growling, men præcis sang), skabte albummet Cholymelan alene (med lidt elektrisk guitarassistance af Adrian Kane), og pladen er et lille mesterværk i klaustrofobiske efterårslandskaber med mørke keyboardlydflader og dystre rytmer, enkelte gange blot et piano, der indhyller lytteren i et stearinlyspræget landskab, som kunne passe fint i en bog af Lovecraft.
Pladen kræver at man giver sig tid til at lade den komme ind under huden og bør som alle DoD's plader helst spilles på et godt stereoanlæg med streng kontrol over bassen: ellers misser man en del af storheden i projekterne. Her må gerne spilles højt, men det er langt vigtigere at lyden er præcis!
Cholymelan er således en fremragende skive til efterårets silende regn og dystre skygger... eller hvis kæresten er gået, og man sidder og kigger ud i luften med en kop varm te.
Cholymelan er stilmæssigt den mest homogene af DoD's udgivelser, og man kan tydeligt høre inspirationen fra klassiske komponister (f.eks Beethoven, Mozart, Bach og Buxtehude).

Efter Cholymelan kom End Of Flowers og Bird Without Wings hvor Cholymelan's efterårsstemning med monumentale klangflader var skiftet over mod et mere rendyrket darkwave-udtryk (det vil sige flere rytmer og mere guitar, skønt pianosekvenserne stadig er talrige), givetvis under indflydelse af at DoD nu var mere end et enmandsprojekt, skønt Adrian Hates stadig stod for al sangskrivning.
CD'erne er udmærkede, men mangler den samme storhed som hørtes på Cholymelan.

På det fjerde album Psychoma? er DoD blevet til et egentligt band og er mit DoD-yndlingsalbum på grund af den store spændvidde i det musikalske udtryk kombineret med Adrians fænomenale vokal, som virkelig udfolder sig her i skræmmende storhed i kombination med stor musikalitet og tunge rytmer.
Startteksterne er næsten psykotiske, men efterhånden glider albummet gnidningsløst over i en næsten melankolsk stemning, skønt galskaben stadig lurer 1 bit under overfladen af CD'en.
En uhyggelig gennemarbejdet produktion, som kun kan anbefales!

I 1999 kom compilationen Moments Of Bloom med 4 unreleased tracks og de øvrige 8 numre i re-edits. Nogle af numrene vinder ved de nye udgaver, men pladen fungerer ikke optimalt. Grunden er at hver af de tidligere plader har haft sit eget specielle musikalske univers, som skifter for hver udgivelse, og så bliver det overmåde svært at lave en compilation, da musikken nu tages ud af et albums helhed.

Gennembrud:
Indtil år 2000 var DoD kun kendt i kredse indenfor industrial/goth, men ved udgivelsen af One Of 18 Angels blev der lagt mere vægt på dansable rytmer, hvilket resulterede i 2 clubhits, som jeg har endog har hørt på DR-P3 om eftermiddagen/aftenen uden at det var i specialprogrammer! De 2 hits er Butterfly:dance! og specielt Chemicals.
Pladen er klart mere dynamisk end hørt tidligere og er en oplagt startplade for personer, som vil introduceres for DoD's vidtfavnende musik, eller bare have en plade som er for darkwave, hvad First And Last And Always var for goth.
Pladen indledes i øvrigt med en sekvens fra Dark City; en film hvor DoD fint kunne have leveret musikken til.

Efterfølgeren Freak Perfume går i de samme fodspor rent musikalsk som One Of 18 Angels, men når ikke de samme højder. Måske er jeg blot blevet forvænt til de storladne lydflader, og her er der et mere rocket udtryk, som jeg ikke synes klæder DoD, med der er kommet mere klaustrofobi i lydudtrykket (ment positivt!). Pladen virker lidt rodet på grund af stilskiftene, hvor de øvrige plader har fungeret som en helhed.
Første nummer Traum:A scorer dog et klingende krystalklart 13-tal her i hytten: her er så stor størrelse på lyden at kun en gotisk katedral er det værdigt,og tekstmæssigt er det i samme sublime klasse. Her er en mand som virkelig giver smerte en ny dimension og kombineret med den teatralske produktion er her født et klassisk nummer.
Freak Perfume findes også som specialalbum med 3 bonustracks.

Tekster hos Diary of Dreams:
Tekstmæssigt skriver Adrian på både engelsk (primært) og tysk på alle udgivelserne, og på begge sprog formår han at skrive intelligente tekster som ligger på højere plan end "normal" goth-type musik, hvor teksterne ofte er grænsende til det tåkrummende i manglen på indhold og kompleksitet. Teksterne er kærlighedsdigte, nogle gange smertelige oplevelser, andre gange rene landskabsdigte, betragtninger over menneskets gerninger, enkelte gange rene hymner, men altid fremført med et strejf af forførende og hypnotisk melankoli... og naturligvis i præcis harmoni med musikken.

Covers på plader:
Som det er antydet ovenfor er lydmæssig perfektionisme et gennemgående træk i produktionen af DoD's albums: dette gælder i høj grad også indpakningen. En del af mine DoD CD'er er i det sædvanlige gængse plastichylster, men altid følger der en booklet med som fotografisk er enormt flot og naturligvis med tekster og diverse information.
De øvrige CD'er er i robuste paphylstre med glittet forsidebillede i høj kunstnerisk kvalitet (og den uundgåelige booklet indlagt), og i flere tilfælde er fans via DoD's website blevet bedt om at udvælge hvilket coverbillede de ønskede på den kommende udgivelse.
Alle pladecovers til og med One Of 18 Angels benytter i øvrigt fuldstændig samme tekstfont og coverlayout, så man har et stærkt kontinuert indtryk. På Freak Perfume og MCD'erne er serifferne i fonten skåret lidt til, måske for at symbolisere det mindre musikalske stilskifte?
Som ingeniør er kunst ikke min stærke side, men her kan selv jeg se at det emmer af gennemførthed.

Forventninger til Nigredo:
Alle DoD's gamle udgivelser har været regulære CD'er (nogle numre er tillige udkommet på diverse compilations), men op til udgivelsen af Freak Perfume udkom nogle enkelte maxier, som ved nærmere eftersyn blot var præ-udgivelser af numre som ville komme på Freak Perfume, så de er ikke blevet indkøbt (endnu).
Imidlertid udkom MCD'en Panik Manifesto inden Freak Perfume, og denne indeholder et stilskifte i forhold til tidligere udgivelser: her er vi ovre i en mere electro-goth orienteret stil, som dog stadig har et umiskendeligt darkwave-præg. Stor var overraskelsen derfor ved udgivelsen af Freak Perfume, da den var en klar efterfølger til One of 18 Angels i stil. Næsten intet electro-goth her!
For 2 måneder siden udkom så Giftraum maxien, som indeholder 3 nye numre og skulle være single-udspillet til Nigredo, og igen skiftede genren: denne gang til ren melankoli blandet med synth-goth... hvad ville Nigredo så resultere i?

Nigredo, cover:
Nigredo er 10-års jubilæumspladen fra DoD, og Adrian besluttede derfor at den skulle være noget specielt: Nigredo udkommer i 2 udgaver: den normale og en special limited edition. Musikken er identisk på de 2 udgivelser.
Lad det være sagt med det samme: Limited-edition'en er et klassisk lærestykke i hvordan CD-udgivelser indpakningsmæssigt bør være! Jeg har set lignende udgivelser (f.eks Future Sound Of London: Dead Cities), men her er lige det der ekstra touch! F.eks er selve CD'en glittet sort på begge sider (hvilket man naturligvis må forvente af en plade med titlen Nigredo). Hvordan laseren så kan aflæse CD'en kan jeg ikke gennemskue, men synsindtrykket af pladen er lækkert.
Coveret er formet i tyk, stabil åbne-op pap med det sædvanlige glittede billede på for- og bagside og indlagt er en 64 siders booklet og en 8 siders fold-ud booklet med landskabsbilleder. Stilen for fotografierne er rendyrket gennemført, mere er der simpelthen ikke at sige! Ideen bag booklet'en er at man skal kunne supplere lytteindtrykket med et visuelt. Billederne er optaget på Island med gletsjer- og klippebaggrunde.
Coverfonten er lettere udgnedet, hvilket ikke kan overraske med den pladetitel.

Nigredo, musik:
Jeg har nu haft fornøjelsen af Nigredo i en uges tid, og ved den første lytning var jeg ikke helt tilfreds, da jeg foretrækker at DoD-albums er homogene i deres musikalske udtryk, og Nigredo er netop meget vidtfavnende i sit musikalske udtryk. Men som ved alle DoD-albums skal man ikke lade sig distrahere af det første lytteindtryk, men blot langsomt absorbere albummets diversitet og kompleksitet. Dette tager længere end en uge (Cholymelan tog en måneds tid), men jeg mener allerede at kunne sige at dette album er guf!
Det som gør albummet til en lille perle er den omhu som numrene er mixet sammen på, hvilket gør at man konstant finder nye finurligheder og detaljer ved produktionen. Dette er kærkomment, da netop Freak Perfume led under ikke at være tilstrækkeligt "skåret til", men strittede for meget i alle retninger.
På Freak Perfume var der for skarpe skel musikalsk set mellem numrene, men på Nigredo har Adrian formået at smelte sine mange udtryksformer sammen til en rigtig fødselsdagslagkage. Hvis ikke nummeret er i den klassiske, homogene DoD-stil, så lægger man da bare forskellige DoD-stilarter sammen i samme nummer i overlegen produktion!
Albummet indeholder således de klassiske pianonumre, som kan få tapetet til at falde af væggene i melankoli - og ellers så skal den afgrundsdybe bas nok hjælpe til. Ligeledes er der numre med tunge rytmer, som nok skal kunne gøre sig på dansegulvet til en sen nattetime.
Et enkelt af de 13 sange på albummet er desværre ikke fuldt tilfredsstillende, men de øvrige 12 nyder jeg i fulde drag. Hvor mange albums kan egentlig præstere en tilfredshed på over 92%?
Tekstuniverset er blevet endnu mere drømmende end på de øvrige DoD-udgivelser, og er forsøgt dokumenteret i en lille historie på de bageste sider i booklet'en, så man får en slags baggrund for albummets tekster.
Albummet er igen skrevet og fremført af primært Adrian, med lidt hjælp fra Gaun:A.
Musikalsk er dette et af de bedste DoD albums, så det skal blive en stor fornøjelse at opleve dem live om 3 måneder.

Koncerter:
Industrialklubben Club Metropolis fik i foråret 2001 endelig DoD til Danmark, og de leverede en eksemplarisk koncert i Eigens Ballroom, hvor hovedvægten naturligvis var lagt på hitpladen One Of 18 Angels.
I 2003 holdt Metropolis 10 års jubilæum med DoD som delt topnavn og DoD havde netop udgivet Freak Perfume, og her fik vi serveret hittene fra FP, men ellers var det en utrolig bred koncert, hvor alle aspekter af DoD's produktion blev præsenteret. Klart den bedste af de 2 koncerter, da der her ikke blot var gang-i-den numre, men også at de klassiske, melankolske, lydfladeprægede numre blev præsenteret.
Metropolis har nu formået at få DoD til Danmark for tredie gang, og denne gang sker det 25. februar 2005 på Forbrændingen i Albertslund, med opvarming af Psyche. Billetter er ikke til salg endnu.

Pladebutikker:
Jeg har købt en stor del af min DoD-samling i den hedengangne Baden-Baden i København (i øvrigt stor tak til Hansen fra Baden-Baden for at introducere mig til DoD), men Baden-Baden er lukket nu til fordel for The Other Music, som dog ikke har en dedikeret goth-samling.
I København vil jeg foreslå SexBeat, og han har nok ikke alt DoD på lager, men vil utvivlsomt kunne skaffe det hjem.
For netkøbere vil jeg anbefale Music Non Stop i England: det er et fremragende industrial/goth-pladesite!

Accession Records:
Endeligt bør det bemærkes at Adrian Hates har eget pladeselskab, hvor der er masser af andre spændende bands udover alle DoD-albummene.
Så kig forbi Accession Records.