 | Xbox: Halo 2 | Jens Mogensen | 27. nov 2004 |  |
|
Bungies Hype 2 har været ude i nogle uger, og nu er det Geek Cultures tur til at kigge på det.
Mesterkokken er tilbage
Lad os få det åbenlyse spørgsmål af vejen med det samme. Er Halo 2 bedre end etteren? Svaret er "både og". Halo 2 er i det store og hele et lige så godt spil som Halo var. Historien er ubestrideligt langt bedre.
Allerede fra introen, der demonstrerer, at grafikkens kvalitet er let øget, gøres det klart, at der denne gang er lagt langt mere arbejde i plottet. I en lille genistreg fra Bungies side krydsklippes der mellem henholdsvis den hjemvendte helt, Master Chief, og de overvundne covenant-tropper. Det løfter virkelig spillet, at man får set historien fra fjendens synspunkt, plus at persongalleriet vokser med flere interessante tilføjelser. Stemmearbejdet er heldigvis dybt professionelt, så indlevelsen bliver på intet tidspunkt brudt på grund af en dårlig skuespiller.
Jeg ved, at jeg vil møde en snarlig netkorsfæstelse, hvis jeg spoiler noget af historien, så lad mig bare nævne det generelle, som de fleste alligevel ved. Master Chief og AI'en Cortana er på vej mod Jorden. Da de når frem, er et par covenantskibe allerede kommet dem i forkøbet. Mesterkokken har den perfekte opskrift på det problem, og den involverer heftig dosering af våben.
Spillet byder på mange vidt forskellige scenarier, men bybanerne på Jorden henrykker straks. Man kommer til at kæmpe sig vej ad små, smalle gader, hvor fjender lurer om hvert hjørne (civile er dog sært fraværende). Store, brede motorveje er der også, som man triller ned ad i tanks, warthogs eller ghosts. Alt sammen tilsat musik i samme fede stil, som vi husker fra det første spil. Timingen af de enkelte musikstykker er perfekt og forstår virkelig at løfte stemningen. Man får den samme filmfornemmelse som i det første spil.
"I need a weapon"
Gameplaymæssigt er spillet yderst velkendt, men der er dog foretaget små justeringer her og der, når det gælder våben og køretøjer. En af grundene til den succes Halo havde var, hvor afbalancerede våbnene var. Alle våben, uden undtagelse, var brugbare helt frem til sidste bane. Selv plasmapistolen og needler'en, der gik for at være spillets mest vattede våben, kunne i den rette situation udrette stor skade. Det er til en vis grad stadig tilfældet, selv om flere våben er gjort svagere, mens andre er gjort stærkere.
Det våben, man umiddelbart lægger mest mærke til grundet dets anderledes opførsel, er shotgun'en, som nu har fået endnu kortere rækkevidde. Man kan stadig dræbe med ét skud, men man skal så tæt på, at man næsten kan lugte fjendens ånde.
Plasmariflen skyder nu en smule hurtigere, men til gengæld hæmmer skuddene ikke længere mobiliteten hos dem, man rammer. I singleplayer[*] er en endnu kraftigere udgave i rød også tilgængelig.
Needler'en ser også ud til at skyde hurtigere dog med en lavere skade.
Rocket launcher'en er som den plejer, bortset fra muligheden for at låse fast på køretøjer og lave målsøgende skud.
Den kære assault rifle fra det første spil, som nok var spillets bedste allround våben, er helt røget ud. Som erstatning er der kommet en SMG maskinpistol, som skyder hurtigt og kun er præcis på ret kort afstand. Til større afstande er der en battle rifle, som skyder salver à tre skud ad gangen og har en medium zoom-funktion. Det viser sig hurtigt at være meget brugbart, da en enkelt velrettet salve kan dræbe de mindre fjender uden skjolde.
Pistolen, som faktisk var et af etterens mest effektive våben, har nu mistet sin zoom-funktion. Det har resulteret i, at folk meget sjældent bruger den i multiplayer, og jeg gennemførte faktisk kampagnen uden at have brugt den ene eneste gang.
Som noget nyt er der nu mulighed for at bruge to våben af gangen - kaldet "dual wielding". Det gælder alle ethåndsvåben, så battle rifle, shotgun og rocket launcher kan ikke dual wieldes. Mens X stadig bruges til at udskifte ens nuværende våben med det, man står på, bruges Y til at dual wielde det.
Det kan være to ens våben, f.eks. et par SMG'er eller en kombination, så man i den ene hånd har plasmapistolen og i den anden needler'en. Venstre trigger bruges så til det andet våben, hvorfor granater ikke kan kastes, så længe man dual wielder. Et åbenlyst minus, der afholder folk fra at dual wielde konstant i multiplayer.
Apropos granater, så er der af uransagelige årsager blevet ændret på, hvor langt man kaster, når man ser ligeud. Det er betydeligt kortere, så man skal vænne sig til at sigte højere, end man gjorde i Halo for at lave et langt kast. Det faktum, at to våben på skærmen samtidig fylder så meget, at ens udsyn er hæmmet, gør også, at man begrænser brugen af det.
Af nye covenantvåben kan nævnes et par rifler. Den ene, carbine, skyder enkeltskud så hurtigt som man kan trykke triggeren og kan zoomes på medium afstand. Den anden, beam rifle, er kraftigere med ekstrem zoom, men overopheder, hvis man skyder for hurtigt. Et headshot med den er faktisk dødeligt mod fjender med skjold.
Et par eksplosive våben, der fungerer som modstykke til rocket launcheren, er det også blevet til.
Som noget helt nyt i FPS-sammenhæng er det muligt at bytte våben med ens allierede. Står man tæt nok på en venligtsindet enhed, holder man X inde, og det våben, man har fremme, byttes med hans.
Sværdt sjovt spil
Det mest interessante nye covenantvåben er dog et energy sword, som vi så allerede i etteren, dog uden mulighed for selv at bruge det. Det er i bund og grund bare et flot sværd (online kalder folk det tit "the light saber"), men kommer man indenfor et par meters afstand af en fjende, bliver ens sigtekorn rødt. Skynder man sig at slå til, vil man automatisk lave et hurtigt stød fremad, der næsten altid er dræbende - også for fjender med skjolde. Det er hurtigt blevet favoritvåbenet i multiplayer[*]. I kampagnen er sværdets energi begrænset, i modsætning til i multiplayer hvor man kan svinge det så meget, man har lyst.
Multiplayerkampene er i øvrigt blevet en del mere intense, da man ikke længere har nogen healthbar, kun skjold. Skjoldet er en smule kraftigere og genlader også hurtigere, men der skal ikke nær så meget til, før man dør. Til gengæld kan man ved at gå i dækning lade skjoldet genlade og forholdsvist hurtigt være i tiptop stand igen uden at skulle finde health packs.
Jeg synes, det er lidt synd, da jeg i multiplayer i etteren tit har haft nervepirrende øjeblikke, hvor jeg, hårdt såret med en modstander i hælene, er spænet efter den livgivende, hvide pakke på slagmarken.
Radaren har også fået kortere rækkevidde, så det er blevet sværere at danne sig et overblik over, hvor folk er på slagmarken. Til gengæld har ens hjelm nu indbygget zoom mode, så man hurtigt kan se langt, selvom man ikke har et våben med sniperfunktion.
The Fast and The Furious
Warthog og Ghost er tilbage, og de er begge blevet nemmere at styre. Warthog fås nu også i en variant med raketstyr istedet for gaus cannon bagpå, og Ghostens skud virker også, som om de er hurtigere. Den har også mulighed for at fyre en booster af, så man kan køre ligeud med ekstrem fart. Meget brugbart, hvis man pønser på at køre folk ned.
For at det ikke skal være alt for nemt, kan personer nu hoppe næsten dobbelt så højt som i etteren.
Alle de andre fartøjer fra etteren, plus et par nye, er med her, og de kan spilles både i single- og multiplayer (og ødelægges endda). Banshee-flyet gør sig især bemærket ved, at man nu kan lave loops og siderulninger for at undgå fjendtlige skud. Er en raket låst fast på én, skal man dog være mere end almindeligt dygtig for at undgå at blive sprængt i småstykker. Af balancegrunde er det stadig ikke muligt at bruge dens kraftigere kanon i multiplayer.
Den store, brutale tank, som Jordens militær gør brug af, har også fået et par opgraderinger. Den genlader nu hurtigere mellem sine skud, og kanonen og køredelen er nu uafhængige, så det er muligt at strafe med tanken. Det bliver man meget hurtig glad for, da det ikke længere er nødvendigt at køre direkte mod det mål, man beskyder. Tankens hastighed virker dog som om, den er sat ned.
Så entrer vi manne!
En kærkommen tilføjelse til køretøjernes egenskaber er muligheden for at erobre dem fra de fjender, der styrer dem. Jeg kom på et tidspunkt til et cirkulært område, hvor to Wraith-tanks ventede på mig (dem med blå mortérskud).
Jeg fræsede mod dem, under deres skud, i min Ghost og parkerede lige op ad en af dem. Inden de kunne nå at sigte på mig, hoppede jeg op på toppen af den ene (X-knappen), hvorefter jeg begyndte at hamre på dens plader (B-knappen). På et tidspunkt gik der hul, hvorefter jeg kunne have kastet en granat ned i hullet. Jeg var desværre løbet tør, så ved at blive ved med at hamre, forlod de tidligere ejere fartøjet i frygt. Det tog jeg straks i besiddelse og brugte til at smadre den anden tank.
Det giver kampene en dejlig variation, da det er op til den enkelte spiller, hvordan han vil klare en kamp. Jeg kunne have prøvet heldet til fods med granater og rocket launcher. Jeg kunne også have strafet rundt om dem i min ghost og brugt dens plasmaskud til at smadre dem, eller jeg kunne bare være stukket af.
Det mest dumdristige (og derfor sjoveste) er selvfølgelig at hugge deres egne tanks og bruge dem mod dem. Vær dog opmærksom på, at modstanderne kan finde på at gøre præcis det samme, hvis man lader dem komme for tæt på.
Den kunstige intelligens i spillet er, som den plejer - det vil sige god. Fjender kaster sig i dækning for granater, sørger for at sprede sig, så de kan omringe en, og bliver man i dækning, kan man regne med snarligt at få en granat i hovedet. Sværhedsgraden er på nogenlunde samme niveau som i etteren, hvilket passede mig fint. Skulle man være masochist er der hele to højere sværhedsgrader at muntre sig med.
Live
Live-delen af Halo 2 er på én gang praktisk, lettilgængelig og ganske tumpet. Det er et mindre paradoks, at det er af de samme grunde. Lad os se på, hvad vi har med at gøre. Efter at have logget på Live, får man valget mellem quickmatch, optimatch og create party.
Quickmatch er lige ud af landevejen: Man bliver så hurtigt som muligt sat sammen med syv andre spillere i en tilfældig spiltype på en tilfældig bane. Der er dog en tydelig tendens til, at Bungies servere vælger slayer (deathmatch).
Optimatch giver nogle flere muligheder:
"Niveau" er nøgleordet her, for Live tildeler alle spillere en rang (et tal), som de kan øge i takt med at de vinder kampe eller blot klarer sig godt i en kamp med et vist antal kills. Med undtagelse af Training Ground, vil man ved et valg af et af de andre punkter ryge ind i Bungies "matchmaking" system.
Det fungerer på den måde, at spillet straks søger efter spillere med en rang, der ikke ligger mere end fem fra ens egen. Så snart det fornødne antal spillere er fundet, vælger spillet en bane og definerer kortvarigt reglerne (tidsbegrænsning, antal kills for at vinde etc.) inden kampen starter.
Det gode ved dette er, at efterhånden som folk kommer op i graderne, så kan man faktisk mærke, at man er nogenlunde jævnbyrdig med ens med- og modspillere. Det er også rart, at spillet ordner det meste for en.
Ikke noget med kampe der starter med ulige antal spillere. Er det et otte-spillers modus, man har valgt, ja så starter spillet ikke, før der er otte. Man kommer heller ikke ud for at blive kastet ind i en lobby med fem franskmænd, der ikke gider starte kampen, før de har diskuteret lørdagens fodboldkamp i TV. Matchmaking-systemets automatisering sørger for, at man kommer igang med at spille så hurtigt som muligt, hvilket er en god ting.
Der hvor problemet opstår, er ved systemets alt for generelle spiltyper. Vil du gerne spille din yndlingsbane? Bare ærgerligt, for man kan ikke søge på specifikke baner. Vil du udelukkende spille CTF? Prøv Team Skirmish, men du risikerer at ryge ind i et spil Teamball, King of The Hill eller noget helt tredje.
Bungies officielle forklaring på, at folk ikke kan spille, hvad de har lyst til er, at tilfældige baner og spiltyper forhindrer folk i udelukkende at spille det, de er gode til. Derved skulle ens rang blive ved med at være en brugbar målestok for ens evner.
Det er ikke forkert, men heller ikke specielt sjovt i længden. Spillet er jo købt for at have det sjovt, og bryder man sig kun om Team Slayer, mens man ikke kan døje CTF, så vil spillet hurtigt irritere én.
Løsningen er så simpel, at det kan undre, at Bungie ikke implementerede den fra starten af: Mulighed for at spille specifikke spiltyper, uden at spillet ser på ens rang. Bungie har nævnt noget om, at de måske vil tilføje ekstra spiltyper, så det kan være det bliver ordnet. Indtil da er der et glimrende alternativ i party-systemet.
At feste med scifi-våben
Hvis man selv opretter et spil, kan folk på ens friend-list joine det, sammen med hvem man nu har sendt en invitation til. Her kan man så konfigurere kampen, præcis som man har lyst til, og mulighederne er mange. Man kan tage en hvilken som helst af de prædefinerede spiltyper og ændre på dem, som man har lyst til.
Tidsbegrænsningen er nok det første, man vil fifle med, da den som regel er alt for lav i optimatch. Startvåben, mål i holdkampe, flere end to hold, køretøjer og meget andet kan ændres. Skal det f.eks. være en kamp, hvor alle bærer kamouflage og er bevæbnet med sværdet? Det kan man. CTF med ét flag? Den tid bomber tager om at armere i assault? Skal alle bære kamouflage? Alt er muligt.
Morskaben bliver også hevet kraftigt i vejret, når det er folk, man kender, der er i den anden ende af kikkertsigtet. Skulle man være et par venner, der godt kunne tænke sig en større kamp, kan lederen af ens party sætte det ud i optimatch, præcis som hvis man havde været en enkelt spiller. Det gør, at man automatisk kommer på hold sammen.
Fire spillere kan i øvrigt også spille over Live via splitscreen på én Xbox/Live-konto. Et godt tiltag, der er perfekt, hvis man har nogle kammerater forbi og godt vil spille mere end blot fire personer.
Har man flair for farver, kan man selv designe ens karakters udseende. Det er dog sjældent, at man har lejlighed til at beundre et logo, hvor farverne er specielt udvalgt, når det sidder på en spillers skulder.
De stats, man ophober gennem diverse kampe, bliver registeret hos Bungie og kan ses i latterligt detaljerede opstillinger på deres site. Lidt synd er det dog, at man ikke bare kan få statistikkerne gennem selve spillet. For folk der ikke har koblet Xbox og PC på nettet samtidig, må dette være irriterende.
Af banen!
Designet af de 12 multiplayerbaner skal Bungie have ros for. Man kan virkelig mærke, at der er blevet gået meget op i, at de skulle give spillere mulighed for forskellige taktikker, foruden forskellige holdstørrelser.
I Halo var der et par baner (Sidewinder f.eks.), der var så store, at det tog en evighed at finde de andre spillere. Det er der ikke noget af her, da selv de største baner passer fint til otte spillere.
Et par af favoritterne fra Halo er også kommet med til talrige fans fornøjelse. Blood Gulch, en bane der skreg på CTF med mange spillere, er her i opdateret udgave under navnet Coagulation. Det samme gælder Battle Creek, som nu hedder Beaver Creek (jeg stødte dog ikke på nogen bævere).
En af mine favoritter, Hang 'em High, var desværre fraværende. Bungie har annonceret, at vi kan forvente flere baner som downloadable content i fremtiden, så jeg håber på, at den vil være iblandt dem.
Grundstenen i ethvert forhold er stabilitet
De første par dage efter der blev lukket op for Live-sluserne, kørte matchmaking ret trægt, så man kunne opleve, at man skulle vente flere minutter på at starte et spil.
Bungie lavede hurtigt en patch, der rodede bod på det. Ventetiderne er nu absolut acceptable og overstiger sjældent et minut.
Hastighedsmæssigt kører spillet også forrygende over Live. Man oplever meget sjældent lag - uanset hvor mange spillere der er. Bungie har virkelig forstået at få spillet til at køre stabilt.
Det er også så smart indrettet, at det automatisk udnævner den i partyet med bedst forbindelse til at hoste spillet, hvis hosten dropper ud midt i en kamp. Spillet fryser måske et par sekunder, og så fortsætter morskaben. Jeg har spillet en masse kampe, og de er alle blevet spillet til ende. Det betyder utroligt meget, at der er et konstant flow i ens spiloplevelse. Dropper host ud, mens man er i lobbyen, kan han udnævne en af de andre til partyleder, så det ikke går i opløsning.
Smukt
Teknisk er det svært at finde noget at klage over. Det er ikke et gigantisk hop, der er sket rent grafisk fra det første spil, men det var også meget flot til at begynde med. Nye designs og større omgivelser er det, man primært lægger mærke til. Det er nu skønt at kunne se en base fylde hele baggrunden langt, langt væk for så at finde ud af, at det ikke blot er en 2D-tegning, men faktisk en bygning, man kommer til.
Man møder også kæmpemæssige krigsmaskiner, der er så enorme, at man ikke kan smadre dem udefra, men må gå ind i dem og udrydde piloterne. Der er mange imponerende ting at se i Halo 2, og følelsen af, at man spiller med i en stor scifi-actionfilm, er bibeholdt.
Spillets grafikmotor har også fået følgeskab af fysikmotoren Havok. Det har resulteret i endnu mere kaos, da ligene nærmest flyver én om ørerne, når en granat går af. Ser man en fjende løbe efter sværdet, kan et godt kast, udover skade på fjenden, nu også have den praktiske bieffekt, at våbenet blæses langt pokker i vold.
I modsætning til det første spil er 60hz nu ordentligt implementeret, så man kan få glatte panoreringer, når PAL60[*] er enabled i dashboardet.
Widescreen understøttes også nu for dem, der har sådan et display. Desværre har Bungie været lidt for smarte, når det kommer til implementeringen af splitscreen. Når dashboardet er sat til 4:3, deles skærmen horisontalt, ligesom i etteren. Er dashet sat til widescreen deles skærmen vertikalt.
Det er mildest talt tåbeligt, for hvis der er noget, der er vigtigt i et FPS - især i multiplayer, hvor folk strafer konstant - så er det at have et godt udsyn til siderne, ikke opad. Resultatet er et billede med dårligere udsyn end 4:3 singleplayer.
Hvorfor Bungie ikke bare kunne have gjort det muligt at vælge begge, forstår jeg ikke. Som det står nu, er widescreen-ejere, der vil have ordentligt udsyn, nødt til at køre spillet i 4:3 mode, når de spiller split-screen.
Lyden er der imidlertid ikke noget at udsætte på, for surroundanlægget får virkelig noget at bestille fra start til slut. Eksplosioner, kugler, motordrøn og vind og vejr - det hele er fremragende i realtime DD5.1[*]. Man føler virkelig, at man er der. Musikken er holdt i samme stil som det første spil, og den er stadig fremragende. Nogle enkelte stilskift, især i spillets sidste del, er også lige i øjet og passer godt til de enkelte situationer.
Som en del andre Xbox-spil udgivet af Microsoft, er Halo 2 regionsfrit og kan derfor spilles på både NTSC[*] og PAL[*]-maskiner. Danskere med NTSC-maskiner kan derfor roligt købe spillet her i landet, og endda outputte PAL-udgaven i 480p progressive scan[*].
"It's not very original, but we know it will work"
Hvorfor spillet ikke får seks stjerner, er der flere grunde til. Der er forbedringer i forhold til etteren - ingen tvivl om det - men efterfølgeren kan ikke slippe udenom, at den er netop det, en efterfølger. Den kan aldrig opnå den samme wow-effekt, derfor er helhedsindtrykket det samme som i etteren.
Selvom mængden af baner med repetitivt design er tonet en smule ned, så er de der også stadig. Det er også en anelse irriterende, at spillets autosave-system ikke er blevet mere fleksibelt. Det er for eksempel umuligt at genspille en tidligere bane uden at overskrive det sted, man er kommet til i en senere bane.
Spillet bliver dog aldrig kedeligt og formår at underholde fra den hæsblæsende start til den provokerende cliffhanger, der mere end antyder, at der kommer et Halo 3. Jeg ser frem til det.
Der er 30 kommentarer til artiklen
 |  |  |
|
 |  |
 | |||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
| |||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
