SpilPlayStation 2: Jak 3Morten Petersen3. dec 2004Tilbage til Hovedsiden

****..

Naughty Dog sender deres tredie spil i sagaen om den hårdføre Jak og hans komiske makker Daxter på gaden.

Efter at have reddet Haven City fra de onde Metal Heads, ved at besejre Kor og diktatoren Praxis selv i Jak II, bliver Jak og Daxter hyldet som helte. Jak 3 starter dog i en helt anden tone. Det viser sig, at der stadig var nogle overlevende Metal Heads, og disse har startet et storstilet, ødelæggende angreb på Haven City, hvilket har spredt rædsel over hele byen. Byens indbyggere er ikke sene til at give Jak og Daxter skylden, og de dømmes til at leve i eksil i ørkenen udenfor byen.

Uden vand og mad vandrer Jak, Daxter og deres nye "ven", en slags abe-papegøje de mødte i Jak II, gennem ørkenen, til de falder om af udmattelse. De bliver dog fundet af nogle tilsyneladende venligtsindede mennesker og taget til en by midt i ørkenen. Her skal de imidlertid først bevise deres værd ved at overleve tre forskellige udfordringer i byens arena. Det er selvfølgelig med livet som indsats. Derefter tager historien igen fat på Jak og Daxters tilsyneladende endeløse kamp mod Metal Heads. Eller måske ikke, for Jak 3 er nemlig det sidste spil i serien, så denne gang afsluttes historien.


Stort

Spillet er så direkte en fortsættelse af forgængeren, som det er muligt. Både gameplay[*] og den grafiske stil er videreført. Og det er godt. Jak 3 er, ganske som toeren, et imponerende stykke arbejde. Det er stort, flot og poleret, og der er mange små grafiske finesser så som dynamisk belysning og subtile reflektioner. Desværre har spillet stadig de små fald i frame rate[*] og konstante problemer i den vertikale synkronisering, hvilket godt kan blive en anelse anstrengende for øjnene efter et stykke tid.

Ellers er der absolut intet at udsætte på det grafiske. Der er uendelig draw distance[*], ingen synlig pop-up[*] og ingen problemer eller load-tider ved skift mellem eksterne og interne baner. De få og ekstremt korte load-tider er maskeret med en elevator eller en stor dør. Spillets grafiske motor hentes ind, mens animationen af elevatoren eller døren afspilles. Alt foregår i spillets egen motor - også alle mellemsekvenser, der er ekstremt velanimerede.

Lydsiden er ganske udemærket. VA[*]'en er over middel, og den sparsomme musik understøtter spillet uden at forstyrre. Musikken er dog på ingen måde bemærkelsesværdig. Lydeffekterne til de forskellige våben og køretøjer passer fint til spillet, og størstedelen af disse lydeffekter er også videreført fra Jak II.


Diversitet

En af de detaljer, der gik mig på ved Jak II, var de mange soldater, der patruljerede Haven City. Hvis man bare rørte dem, brød helvede løs, og man måtte flygte og gemme sig til faren drev over, eller kæmpe til man døde. Disse soldater er heldigvis en saga blot. Ikke mindst fordi man starter spillet i den lille ørkenby, men selv senere når man kommer tilbage til Haven City, er man fri for dem. Der er stadig soldater i gaderne, men de er langt mere afslappede og kan tåle nogle flere knubs, før de hidser sig op. Det er en rar forbedring.

Der er grundlæggende fire forskellige våben, men hvert af disse kan udstyres med to yderligere opgraderinger, der ændrer våbnets egenskaber radikalt. Herudover har Jak sin sædvanlige samling af forskellige angreb, og han har også stadig muligheden for at "transmogriffe" om til Dark Jak. Som Dark Jak gør hans angreb langt mere skade, og han kan også fyre forskellige superangreb af. Som noget nyt kan Jak nu også blive til Light Jak, der også er udstyret med forskellige kræfter. Hvor Dark Jak er udstyret med offensive evner, har Light Jak i stedet evnen til at helbrede sig, standse tiden næsten helt (for alle andre end Jak), danne et skjold omkring sig og endda blive udstyret med et sæt englelignende vinger. Disse evner skal bruges på forskellige steder for at kunne klare udfordringerne.

En anden ny tilføjelse er Dune Buggy'er. Den store ørken kan udforskes til fods eller på Jaks hoverboard, men Jak har også adgang til et voksende lager af forskellige Dune Buggy'er, der alle har forskellige køreegenskaber og våben. Desværre er det fælles for alle buggy'ernes køreegenskaber, at de skrider meget nemt ud - alt for nemt. Umiddelbart er det nemt at blive begejstret for måden, de føles på, men efter noget tid bliver det en reel plage. Især når man skal gennemføre forskellige løb på tid. En yderligere gene er, at der er et uudtømmeligt lager af "Marauders", der er en slags ørkenrøvere, som også kører rundt i Dune Buggy'er og skyder løs på dig. De kører altid - altid - ind foran dig eller ind i siden på dig, hvilket gør det til at plage bare at skulle køre tværs over ørkenen for at nå den næste mission. Jeg hader efterhånden hvert sekund, jeg tilbringer i den forbandede ørken.

Det samme gør sig gældende for mange af de områder, der ligger i Metal Head-territorier. Der er en evigt uudtømmelig kilde af fjender, der godt nok ikke kræver mange skud at nedlægge men som er en konstant kilde til irritation, når man samtidig prøver at udføre en opgave. Det er dog samtidig den primære måde at samle "Metal Head Gems" på. Disse bruges overalt i spillet til at "købe" en minimission ved en af de mange Precursor-hoveder, eller holo-stande i Haven City, der er spredt overalt på alle baner. Disse bliver tilgængelige, efterhånden som handlingen skrider frem, og belønningen for at klare disse missioner er Precursor Orbs.

Ganske som i forgængeren skal man i Jak 3 samle Precursor Orbs, og denne gang er der hele 600 styk at samle. De vindes som sagt ved minimissioner, på hovedmissionerne, og de ligger også gemt i banernes mange kroge. Disse orbs kan så bruges til at købe opgraderinger til våben, nye Dune Buggy'er, samt forskellige mere eller mindre ligegyldige hemmeligheder. Nogle af de brugbare ting, der kan købes, er større ammunitionslagre til de forskellige våben, men der er også knapt så brugbare hemmeligheder så som Big head mode og Small head mode, og mange af de øvrige hemmeligheder er lige så ubrugelige.


For... stort?

Naughty Dog favner bredt med Jak 3. Der er nu kommet endnu flere forskellige spiltyper med, og banerne og områderne er blevet endnu større. Et eller andet sted sidder jeg tilbage med en fornemmelse af, at der mangler lidt fokus. Der er kommet så mange forskellige ting med i spillet, at de enkelte dele begynder at virke en smule ukomplette. Som sagt er det svært at sætte en finger på spillets grafiske og lydmæssige side, men det kræver en del tålmodighed og selvkontrol (så ikke man smadrer sin konsol i frustration) at spille flere af missionerne.

Jak 3 kaldes vist stadig for et "3D platformsspil", men der er langt fra den rene "3D platformer", der for alvor blev startet med spil som Crash Bandicoot på PlayStation, til den avancerede simulering af en levende verden, der opleves i Jak 3. Jeg er bestemt ikke imod evolution, og alle tre spil i Jak & Daxter-serien er solide og underholdende. Jak 3 giver mig nogle gange bare en følelse af, at der er proppet lidt for meget ind i spillet "fordi vi kan", og at der så ikke er brugt nok tid på at få det til at hænge sammen 100%. Og det er synd, for jeg er ikke i tvivl om, at Naughty Dog har evnerne.


Der er 20 kommentarer til artiklen

Send til ven Del på Facebook Del på Twitter    Læs og skriv kommentarer til denne artikel Anbefal artikel til andre læsere


 
Klik for større billede
Faktaboks
MediePlayStation 2
Udgivelsesdato1. dec 2004
FormatPAL
UdviklerNaughty Dog
UdgiverSCEI (Sony Computer Entertainment Inc.)
Udlånt afNordisk Film Interactive
Websitewww.us.playstation.c[...]
Se også:
PlayStation Portable: Daxter
PlayStation 2: Jak & Daxter: The Precursor Legacy
PlayStation 2: Jak II: Renegade
PlayStation 3: Jak and Daxter: The Trilogy
Kommentarer 20 - hop til
Spilfeatures
Antal spillere 1 
ELSPA rating12+
Onlinespilnej
Linknej
Valg af 50/60 Hzja
16:9 Widescreenja
Billeder
Ude i ørkenen findes huler, hvor Metal Head'erne bor og yngler. Der skal ryddes ud i bestanden.Hver buggy har sine egne køreegenskaber og våben. En buggy kan desuden hoppe ekstra højt, og det skal man bruge for at nå særlige områder og missioner.
Der er Dark Eco og Light Eco, og Jak kan styre begge sider.I et par af missionerne skal man som Daxter styre et missil i høj fart gennem byens gader og gennem forskellige punkter.
En tur i en hang glider bliver det også til. Igen skal man ramme nogle punkter og bruge opdrift forskellige steder.Hover bikes'ene fra Jak II er her stadig, og de håndterer stadig lige ringe. Man er dog ikke helt så afhængig af dem i dette spil.
Hele Haven City og mange af områderne fra det foregående spil er med igen, så der er mange legenkendelige områder.Light Jak. Modsat Dark Jak har Light Jak defensive kræfter.
Et af de mange små spil i spillet. Vi kan vist allesammen godt se hvliket spil der er parodieret her.Et andet mini-spil. Det er en slags PaRappa-efterligning. Men I stedet for at ramme hhv. X, O, trekant og firkant i takt til en rytme, skal de rammes, når de er over de fire
En af flere Precursor-robotter man skal kæmpe imod gennem spillet. På trods af at man er Precursor'enes udvalgte til at redde verden, har en af spillets onde hovedpersoner overtaget kontrollen med disse robotter og tvinger dem i kamp mod dig.Første gang man rejser fra de udstødtes by til Haven City, sker det gennem denne rør-lignende struktur. Igen et nik til de klassiske spil. Heldigvis er det en engangsforestilling.
I de udstødtes by er teknologiniveauet ikke så højt som i Haven City så i stedet for hover bikes, rider man på disse store øgler.I denne misison skal man nå rundt og skyde på disse målskiver for at sænke broerne ,så den kørende bombe kan nå hele vejen frem til sit mål. Ligesom stort set alle de andre misisoner i spillet kommer man langsomt igennem ved trial-and-error.
Man får også mulighed for at fjernstyre de fjendtlige robotter og sprede død og ødelæggelse bag fjendens linier.Skydebanen fra Jak II er tilbage igen, og den er stadig uinteressant.
De andres mening
LKL  
****..
 Et fremskridt i forhold til Jak II, men styringen er stadig en torn i øjet.
Brugernes karakter
 4 brugere har givet den gennemsnitlige karakter 5.0 
6:(1)
5:(2)
4:(1)
3:(0)
2:(0)
1:(0)







Brugerkommentarer (20)



Joe Friday: I don't care what undercover rock you crawled out from, there's a dress code for detectives in Robbery-Homicide. Section 3-605.10.20.22.24.26.50.70.80. It specifies: clean shirt, short hair, tie, pressed trousers, sports jacket or suit, and leather shoes, preferrably with a high shine on them.
-- Dragnet