SpilGameCube: Tales of SymphoniaLars Jørgensen23. dec 2004Tilbage til Hovedsiden

*****.

Denne artikel fra arkivet er tilfældigt valgt til genudgivelse d. 29. feb 2012 af Atriedi

Med en episk historie og vidunderligt realiserede karakterer bryder Namco Square-Enix's monopol på guldrandede RPG'er

Som Dreamcastens åndelige arvtager har GameCuben ligeledes været stærkt understimuleret på RPG[*]-fronten. Det så næsten ud til at vende med Final Fantasy Crystal Chronicles, men Square-Enix havde åbenbart lyst til at prøve noget andet.

Men nu sker der noget. Luften er blevet tung og klam, farverne uvirkeligt stærke. I horisonten ruller en sort og tung tordensky ind med et løfte om regn, torden og fornyelse.

Skyen hedder Namco, og de har ikke bare et, men hele to mastodont-rollespil klar til at blive sluppet løs på et uforberedt publikum. Det første, Tales of Symphonia, kigger vi på her men kan allerede nu roligt afsløre, at enhver rollespilsfanatiker så sikkert som amen i kirken kommer til at pantsætte liv og fritid til både dette spil og det kommende Baten Kaitos.

Tales of Symphonia, som er det fjerde spil i Namcos ti år lange Tales-serie (og det eneste udgivet på europæisk jord), er på overfladen et historiemæssigt traditionelt RPG med få overraskelser, men allerede kort tid inde i spillet står man med fornemmelsen af at være vidne til noget helt nyt.

It's Party Time!

Man bliver kastet ned lige midt i historien, der fra første færd virker lovlig generisk men langsomt udvikler sig til en enorm og smukt spundet sag, med læssevis af dystre scener og plot-twists perfekt afbalanceret af solide personskildringer og masser af humor. Helt unikt for spillet er fortælleformen primært båret af de meget stærke karakterer i hovedpersonen Lloyds gruppe. Der er ikke så mange, som man støder på i de fleste andre RPG'er, så de får alle den skærmtid, der er nødvendig for at deres personlighed og historie kan fortælles uden at nogen træder i baggrunden som bifigurer.

Normalt vælger man tre-fire faste medlemmer til sin kampenhed, og resten af gruppen træder i baggrunden med hensyn til både historie og færdigheder. Men i Tales of Symphonia har alle noget at skulle have sagt hele tiden, og ingen af karaktererne får mere fokus end andre. Hvor karakterudvikling normalt kun sker ved nøglescener i spillets historie, foregår det løbende i Tales of Symphonia. Der er utallige (over 300, vil jeg skyde på) såkaldte skits, hvor karaktererne går i dialog med hinanden om alle mulige emner. Der ligger et genialt manuskript bag disse mange scener, der virkelig giver personerne kød på.

Som en sjov detalje har personerne forskellige forhold til Lloyd, og det kan man påvirke med sine handlinger overfor dem. Alt efter personlige forhold kommer man ud for forskellige scener med forskellig dialog rundt omkring i spillet. Der er lagt et ufatteligt stort arbejde i karakterudvikling og personskildring i Tales of Symphonia, og en overordentlig generøs portion humor gør, at det aldrig bliver kedeligt at høre dem snakke med hinanden.

Det er også dejligt befriende at bænkevarmerne, der ikke deltager i hovedparten af kampene, stadig stiger i levels i takt med de kæmpende karakterer. Er man tvunget til at anvende en karakter, der sjældent har været med i kampens hede, bliver man altså ikke nødt til først at bruge timer på at opgradere vedkommende til den kommende kamp.

Sonic Sword Rain! Dual Punishment!

Og så er der kampsystemet, der intet mindre end revolutionerer hele genren.

Væk er de turbaserede dyster, og i stedet finder man et real-time kampsystem, der mest af alt minder om Super Smash Bros Melee på crack. Selv styrer man Lloyd, der manisk drøner rundt og hakker på alt med flere tentakler end ham selv, og computeren (eller tre af dine venner) styrer de andre spillere i truppen ud fra en valgt taktik (aggressiv eller defensiv, smadre eller helbrede). Det er ren kaos, når en magiker står og skaber vulkaner og flodbølger, mens man selv og en anden fighter hvirvler rundt med sværd, mens en fjerde spiller sender sygeplejersker ind i slagsmålet for at hjælpe kammerater i nød.

Efterhånden som man kæmper sig igennem horder af fjender, får man adgang til en række special moves og spells, der vitterlig sætter skub i kombinationsangreb og gør kampene til en flydende dans af stål og magi. Senere føjes Unison Attacks til festen, hvor man kan koordinere hele gruppen i angreb mod den samme fjende. På toppen af kransekagen finder vi EX Spheres, der fungerer lidt som Materia fra Final Fantasy VII og - udover at udgøre en central del af historien - tilføjer karaktererne et væld af tilpasningsmuligheder.

Kampenes tumulter kan til enhver tid afbrydes, så man kan udstede ordrer til de enkelte deltagere. Hardcore-spillere kan lægge disse ordrer ind på knap-kombinationer på controlleren, så de aldrig behøver at pause en kamp. Det kræver dog mere behændighed på fingrene end denne anmelder besidder.

Der er ingen random encounters i spillet - alle fjender kan ses tydeligt, og man kan enten vælge at tæve alt inden for rækkevidde eller liste sig udenom dem, hvis man har travlt med at løse en opgave. For det meste vælger man dog at slås, fordi kampsystemets rene vanvid er så underholdende, og fordi kampene som regel er overstået på under 20 sekunder.

Kampene er heldigvis lettere, end de lyder til her, og der går ikke længe, før man nyder de hektiske kampe i fulde drag. Kampsystemet er ikke bare en febrilsk trykken på Action-knappen, der er læssevis af detaljer, der først viser sig efter mange timers spil. Namco har taget en chance og ændret på en af RPG-spillenes basale præmisser - og de er sluppet mere end godt fra det. Tales of Symphonia bringer ikke blot et frisk pust til genren, det formår sandsynligvis også at tiltrække en helt ny gruppe actionhungrende spillere.

Selvom man er en garvet RPG-fanboy, der efterhånden har tygget sig igennem de fleste spil i genren, bliver man fra første færd dybt forvirret over Tales of Symphonias spil-begreber, der kræver nogen tilvænning. De første timer prøver man blot at holde hovedet oven vande og finde rundt i spillets menu- og kampsystem. Manualen er ikke meget bevendt, men undervejs bliver de fleste ting forklaret, og når man begynder at føle sig hjemme, begynder man også at elske spillet.

Som ethvert RPG med respekt for sig selv, byder Tales of Symphonia også på et væld af dungeons, fyldt med monstre og gåder og afsluttet af en kæmpe kamp med den sidste boss. Dungeons er ikke specielt store, så man mister aldrig overblikket - til gengæld er de spækket med gåder, der kræver mere end almindelig tankevirksomhed at løse, hvilket gør det langt mere underholdende end normalt at kæmpe og pusle sig igennem til den endelige boss.

Anime og spil smelter sammen

Tales of Symphonia lægger sig så tæt op ad anime-mediet, at det nogle gange minder mere om en tegnefilm end et spil. På den fede måde, forstås. Lige fra den fantastiske flotte åbning, der kunne være taget direkte fra OP[*]'en fra en anime-serie, til de flot designede karakterer, deres personligheder, historier og forhold til hinanden.

Men den engelsksprogede udgave har det helt enorme problem, at den prøver at distancere sig så langt fra anime, som det kan lade sig gøre. Man har simpelthen besluttet, at spilleren ikke må udsættes for ét eneste japansk ord i løbet af spillet, og det har naturligvis medført nogle alvorlige konsekvenser. Sangen fra åbningssekvensen (af bandet Day After Tomorrow) er blevet erstattet af noget generisk, klassisk musik, der nok er flot, men også totalt ligegyldigt og til fulde formår at fjerne både charmen og varmen fra originalen.

De japanske stemmer er ligeledes blevet flået ud af spillet med mere eller mindre katastrofale følger. De amerikanske skuespillere gør et acceptabelt arbejde, men de kan overhovedt ikke hamle op med det originale talent, der blandt andet omfatter top-professionelle folk som Ai Orikasa (Ryoko fra Tenchi Muyo!), Yumi Touma (Kobayashi Ring fra Please Save my Earth), Akemi Okamura (Belldandy fra Oh! My Goddess), Masaya Onosaka (Vash The Stampede fra Trigun), Minami Takayama (Kiki fra Kiki's Delivery Service) og Fumihiko Tachiki (Gendo fra Neon Genesis Evangelion). Det er en imponerende talentmasse, og deres arbejde i den japanske originalversion er intet mindre end lamslående. Der er timevis af top-klasse voice acting, som tilføjer spillet en så skærefast stemning, at man bliver suget direkte ind i handlingen.

Men at de har fjernet åbningssangen og ødelagt stemmerne er ikke det værste. Langt fra.

Spillet indeholder som sagt hundredevis af såkaldte skits, hvor karakterne i spiller-truppen går i dialog med hinanden og skiftevis fremmer historien eller bare giver os noget at grine af. Det vises med animerede ansigter ledsaget af tale. I den japanske version, altså. I de vestlige udgaver (og det gælder både for den amerikanske og den europæiske) har man åbenbart fundet byrden med at indtale alle replikkerne for stor. Så alt lyd er simpelthen bare fjernet fra disse scener, der er reduceret til ansigter, der bevæger munden i total stilhed ledsaget af undertekster. Ydermere er der i underteksterne ingen angivelse af, hvem der taler (for det kan man jo høre i originalversionen), så man sidder tit med et stort spørgsmålstegn i panden, fordi man ikke aner hvem, der siger hvad. "Oversættelsen" af Tales of Symphonia er ganske enkelt en af de største skamferinger af et kunstværk i nyere tid.

...men det ser godt ud

Grafikken har de heldigvis ikke formået at ødelægge (selvom den her anmeldte PAL-udgave kun understøtter 50Hz og dermed virker lidt gumpetung), og den er bare ufatteligt lækker. Alting er i cel-shaded 3D, og det ser uforskammet flot ud bare at gå rundt i en by. Man kan næsten gætte sig til, at kampsekvenserne er rent guf for øjnene, især når man begynder at få adgang til de mere destruktive spells og special moves. Alle monstrene er også utroligt smukt skabt i 3D - så smukke, at jeg brugte timer på bare at sidde og beundre dem i spillets Monster Guide. Tales of Symphonia er uden tvivl det flotteste RPG, jeg har spillet til dato. Min eneste anke er, at karakterernes ansigter til tider kan virke lidt døde, og at fysikkens love åbenbart ikke gælder her. Ser man stillbilleder fra spillet, tror man næsten ikke sine egne øjne. Men når tingene begynder at bevæge sig, bliver der kastet lidt grus i maskineriet. Det er dog virkelig petitesser, jeg hænger mig i her - det her spil er flot.

Tales of Symphonia er et massivt rollespil med en klassisk historie pakket ind i et helt nyt spildesign. Karaktererne er blandt de bedst realiserede, man kommer til at opleve, og der bruges god og nødvendig tid på at udbygge dem, krydret med masser af humor. Kampsystemet er intet mindre end en revolution, der løfter spillet op på et helt nyt plan i genren. Er man til japanske rollespil, er der ingen grund til ikke at eje det her. Er man nysgerrig overfor genren men mangler tålmodigheden til turbaserede kampe, er Tales of Symphonia et perfekt sted at starte. Oversættelsen er en skamplet, men har man aldrig hørt originalen, vil man nok ikke savne noget.


Der er 16 kommentarer til artiklen

Send til ven Del på Facebook Del på Twitter    Læs og skriv kommentarer til denne artikel Anbefal artikel til andre læsere


 
Klik for større billede
Faktaboks
MedieGameCube
Udgivelsesdato19. nov 2004
UdviklerNamco
UdgiverNintendo
Udlånt afNintendo
Websitetales.namco.com
Se også:
GameCube: Baten Kaitos
PlayStation Portable: Tales of Eternia
GameBoy Advance: Tales of Phantasia
PlayStation 3: Tales of Xillia
Kommentarer 16 - hop til
Spilfeatures
Antal spillere 1-4 
Anslået spilletid80 timer
Valg af 50/60 Hznej
Findes også til:
 PlayStation 2
Billeder
Sproget er frit og flydende, og der er masser af underholdning til at holde dampen oppe.Spillet er proppet til randen med mini quests og andre småspil - her skal man bringe de rigtige retter til de rigtige kunder. Colette kan opnå den tvivlsomme ære at blive
Der er knald på kampene.Rigtig knald på.
Rigtig, rigtig knald på.Spillet bruger en
Områderne er flot designet og det computerstyrede kamera bevirker både at det ser godt ud, og at man sjældent mister overblikket.En af de hundredevis af små scener, hvor den engelske oversættelse viser sig fra sin værste side: Samtlige stemmer er simpelthen fjernet. Hvem taler her? Det må man gætte sig til.
Cel-shadede karakterer har sjældent set så godt ud. Karaktererne er designet af Kousuke Fujishima, der også har lagt pen til anime-serierne Oh! My Goddess og You're Under Arrest.De animerede mellemsekvenser er også af absolut spitzenklasse. Det kan jo heller ikke overraske nogen, når Production I.G. står bag.
Der er masser af herlig pusleri i spillets dungeons. Det er sjældent kedeligt, og man bliver ved indtil man har fundet vej den skattekiste, man har gået og gloet på den sidste halve time.Menusystemet er ikke just brugervenligt og kræver tilvænning. Til gengæld skal Namco ha' et stort smækkys for Synopsis-funktionen (øverst til højre), som genfortæller hele historien hidtil og viser, hvilke quests man har gang i. Det er guld værd, når man lige har haft en travl uge og ikke har haft tid til at spille.
Hver karakter har naturligvis sin egen status-side, og her kommer titlerne ind. Man kan frit vælge blandt de opnåede titler, og de har så indflydelse på hvilke stats, der påvirkes ved level-up. 
Brugernes karakter
 2 brugere har givet den gennemsnitlige karakter 4.0 
6:(0)
5:(1)
4:(0)
3:(1)
2:(0)
1:(0)







Brugerkommentarer (16)



The Donkey: Oh no! I can't feel my toes.
[Looks down and yelps] I don't have any toes!
[Sits down] I need a hug.
-- Shrek