SpilNintendo DS: Super Mario 64 DSPeter Paaske Juul28. mar 2005Tilbage til Hovedsiden

*****.

Endnu engang har Bowser taget Prinsesse Peach til fange. Endnu engang er det op til Mario at få Bowser ned med nakken og prinsessen og det halve kongerige befriet. Eller det hele, hvis han gider.

Men Mario er selv blevet taget til fange sammen med Wario og Luigi denne gang, så i første omgang hviler hele ansvaret på hyggedinosauren Yoshi. Han lå ellers lige og sov så rart på slottets tag. Men pligter er pligter, og spillet starter med, at Yoshi står foran slottet, og kigger sig omkring.

Det første man får øje på, er nogle kaniner, og efter at have hygget sig med at sluge dem og spytte dem ud igen nogle gange, løber man ind på slottet. Her bliver det hurtigt tydeligt, hvor meget ravage Bowser har lavet. De fleste af slottets malerier er blevet til portaler til andre verdener, og i hver verden skal Yoshi - og efterhånden som de bliver befriet også de tre overskægs-bærere - finde et antal stjerner ved at udføre forskellige missioner. Missionerne kan være "find 100 guldmønter", "løb om kap med en skildpadde", "find den forsvundne baby-pingvin", "lammetæv et spøgelse" eller masser af andre ting. Hver mission belønnes med en stjerne, og dem er der 150 af. Hver gang man kommer ind på en bane, får man et hint til, hvad den næste ikke gennemførte mission går ud på. Man er ikke tvunget til at gennemføre dem i den rækkefølge, men det er rart, at man altid har en ide om, hvad man nu skal foretage sig.

Efterhånden som man samler stjerner, får man adgang til flere områder i slottet og dermed nye malerier og nye verdener, der skal besejres. Efter en drabelig kamp med en forvokset Goomba får man befriet Mario, og snart efter er det på tide at tæve Bowser. Han skal så tæves mange gange, før spillet er gennemført, men allerede første gang får man da adgang til slotskælderen, der gemmer på yderligere baner. Det lyder frygteligt lineært, og det er det også til en vis grad. Men man er ikke nødt til at gennemføre alle missioner på en given bane for at komme videre til den næste, så man har en vis valgfrihed. Naturligvis skal alle 150 stjerner findes, hvis man skal gennemføre spillet, men man kan sagtens tage det lidt hen ad vejen.

De forskellige personer - Yoshi, Mario, Luigi og Wario - har forskellige evner, som man kan udnytte i de forskellige typer missioner. Har man brug for en af dem, som man endnu ikke har fundet og fået frigivet, render der sikkert en Goomba omkring med hans kasket på et sted. Stjæl kasketten og du får bemeldte herres evner og udseende, indtil nogen slår kasketten af dig. Dette sænker også lineariteten i spillet, da en dedikeret Mario-mission ikke nødvendigvis skal udføres af Mario. Yoshi med Mario-kasket er alt rigeligt.

Grafikken er smukt realiseret 3D. Naturligvis er det hele i "tegneserielignende" farver - sådan er Mario-spil nu engang - men detaljegraden på personerne er enorm for en håndholdt maskine. PlayStation Portable kan med sikkerhed yde mere, men Nintendo DS er i hvert fald forbløffende langt foran sine forgængere på dette område. Et andet medlem af redaktionen har oplevet clipping[*] et par steder. Omfanget var dog langt fra kriminelt, og det var ikke noget han kunne fremtvinge igen.

Super Mario 64 DS er konverteret til Nintendo DS fra Nintendo 64. For at se lidt om, hvilke forskelle, der er, så tag et kig indenfor hos GameFAQ. Her ligger blandt andet en FAQ om forskellene på de to udgaver. Da jeg aldrig selv har spillet Nintendo 64-udgaven, vil jeg undlade at kaste mig ud detaljer om dette. Spillet er et godt spil i egen ret på Nintendo DS.

Også lyden er værd at bemærke. Den påstås at være surround, men med to højttalere vil jeg nu tillade mig at nøjes med at kalde det for flot stereolyd. Lydeffekterne er alle de klassiske Mario-lyde peppet op til moderne maskineri, og så er der føjet lidt smerte- og jubel-råb fra de forskellige personer til galleriet.

Skal jeg endelig dryppe lidt malurt i bægeret, så skal det være på grund af det begrænsede antal liv. Det virker komplet meningsløst på mig, at man skal bekymre sig om, hvor mange liv man har tilbage, når man alligevel skal starte forfra på banen, hvis man dør. Ja, dengang spil var noget man spillede i arcade-hallerne, betød det noget. Det betyder muligvis stadig noget i moderne shoot'em'ups, men i et spil som Super Marion 64 DS er det bare et irritationsmoment, at man skal spilde sin tid på at hente et tidligere gemt spil, i stedet for bare at spille videre fra hvor man er.

At styre sig

Super Mario 64 DS er altså et ganske ordinært - om end rasende godt - 3D-platformspil med lidt adventure-elementer. Det, som alle har ventet på at høre om med tilbageholdt åndedræt, er: "Hvordan styrer man det?"

Spillet er jo en konvertering af Super Mario 64 fra Nintendo 64 og, da det i sin tid udkom, betragtede mange det som en mission i sig selv at finde ud af at styre det med Nintendo 64s analoge controller. Har Nintendo svigtet, eller har de også formået at bringe denne udfordring videre til Nintendo DS?

De har formået det. Man styrer sin spilfigur omkring på touch-skærmen. Når man rører ved den med fingeren, stylus'en eller (varmt anbefalet!) thumbstrap'en, dukker der en dartskive-lignende dims op, og jo længere man bevæger sig ud mod kanterne af den, desto hurtigere løber man i den givne retning. Skærmen bruges ellers kun til at vise kortet over området, man befinder sig i, så man dækker ikke for vigtig information med denne styreform. Der er så tre forskellige styre-modes, der benytter digipad, skulderknapper og ABXY-knapperne på forskellig vis. En af dem hedder dual hand og gør det muligt for os venstrehåndede at være med uden at skulle slå knuder på os selv. Bravo, Nintendo!

I starten er det noget bøvl at styre ved hjælp af touch-skærmen, men det tog ikke lang tid før det blev helt intuitivt for mig, så jeg kan kun rose styringen. Hvis spillet dog stadig indeholder de millimeter-præcise hop, som folk klagede sig over på Nintendo 64, så kan det godt blive noget af en udfordring med denne styreform. Det skulle dog overraske mig, om ikke det kan klares ved at skifte til stylus. Det gør jeg allerede på baner, der kræver lidt mere præcision, end thumbstrap'en tilbyder.

Det er de små spil, der gør forskellen

Super Mario 64 DS er ikke bare et spil, det er et helt aktivitetscenter. Dels er der som nævnt mange forskelligartede missioner at give sig i kast med, og dels er der en stak minispil at fornøje sig med. I starten er der kun otte, men i selve hovedspillet kan man fornøje sig med at fange kaniner her og der, og de giver en nøgler, der åbner for nye minispil. Spillene er vidt forskellige. Der er spil, hvor man skal tegne engangs-trampoliner, så Mario ikke falder ned fra fjortende sal, der er memory-spil med lyde og billeder, der er forskellige puzzles, og der er et spil, hvor man skal lave en stor snebold på tid. Og så er der alle dem, jeg ikke har nævnt.

Hvor selve hovedspillet spilles bedst med thumbstrap'en, er stylus'en en fordel i minispillende. Den giver mere præcision, og det er der tit brug for. Minispillene er en dejlig bonus, og er gode, når man venter på en bus, et tog eller folk man skal i biografen med, og egentlig ikke lige har lyst til at spille selve hovedspillet. Man kan normalt altid finde et minispil, man lige gider.

Jo flere vi er sammen

Super Mario 64 DS understøtter også flere spillere. Det ville nok være noget rod, hvis de skulle spille på samme maskine, så de skal have en maskine hver. Hvis bare en af dem har spillet, kan de andre downloade multiplayer-delen ved at trykke "DS Download Play" i hovedmenuen. Efter cirka tredive sekunder står der en Yoshi per spiller, og kigger forventningsfuldt ud fra hver skærm. "Føreren" vælger en af fire multiplayer-baner, og spillet er i gang. Det gælder om at samle stjerner. Den der har flest stjerner, når tiden udløber, har vundet. Hvis man synes, at en af de andre har for mange stjerner, kan man tæve ham. Så taber han stjernerne en af gangen, og så kan man jo selv snuppe dem.

Alle starter som Yoshi, men der ligger kasketter her og der, så Mario, Luigi og Wario har det med hurtigt at dukke op. En Yoshi kan sluge en anden Yoshi. Derefter kan han spytte ham ud et eller andet sted, hvor det er upraktisk for den anden Yoshi at være. Det kan man få meget skæg ud af. Når man til gengæld har taget en kasket, så har man hele tiden skæg - overskæg - og så kan Yoshi ikke sluge en. Derfor er der efter nogle få spilrunder sjældent nogen, der render rundt som Yoshi ret lang tid af gangen. Han er en ret svag person at spille.

Multiplayer-spillet opfylder de væsentligste krav: Det er et let, hurtigt spil, som man kan more sig med, og det giver masser af praleret til den, der gentagne gange vinder over de andre. Efter ret få spil begyndte jeg dog at ønske mig, at der var lidt mere end fire baner til rådighed. Det føles hurtigt mere som en demo end som den endelige multiplayer-del.

Jeg har spillet masser af spil over netværk gennem tiderne, og slår det mig med forundring, hvor simpelt og let det fungerer på Nintendo DS. Enhver, der tænder sin maskine i rimelig afstand fra "fører-maskinen", mens "føreren" er i gang med at starte spillet, kan være med. Intet bøvl. Det virker bare.

Det eneste jeg savner, er spil over Internet.

I det hele taget synes jeg, at...

Super Mario 64 DS har alt, hvad man forventer af en launch-titel til en ny konsol. Det har et rigtig godt platformspil, det har en masse demo-spil, der demonstrerer, hvilke typer spil vi kan forvente os, at touch-skærmen kommer til at inspirere til, og det giver en fornøjelig demo af, hvad Nintendo DS' wireless kan bruges til. Jeg har ingen skrupler ved at tildele det fem stjerner for et suverænt godt produkt. Det mangler bare lige et eller andet virkelig uventet, som kan skubbe det derop hvor kæben hænger slapt ned ad brystkassen.


Der er 27 kommentarer til artiklen

Send til ven Del på Facebook Del på Twitter    Læs og skriv kommentarer til denne artikel Anbefal artikel til andre læsere


 
bedler/auto/1111788748forside.jpg
Faktaboks
MedieNintendo DS
Udgivelsesdato11. mar 2005
Produktionsår2005
FormatCART EU
UdviklerNintendo
UdgiverNintendo
Udlånt afNintendo
Se også:
Nintendo 3DS: Super Mario 3D Land
Wii Virtual Console: Super Mario 64
Kommentarer 27 - hop til
Spilfeatures
Antal spillere 1-4 
Anslået spilletid30 timer
Understøtter:
DS Download Play
DS Multi-card Play
Findes også til:
 Nintendo 64
 Wii Virtual Console
Billeder
Mario har fanget en kanin. De har nøglerne til nye minispil og vil gerne betale løsepenge.Uf. Den kaninstuvning gav luft i maven.
Der er lidt Asterix over den blikkenslager.Yay! Mario har snuppet en stjerne til samlingen.
Multiplayer. Masser af festlige væsener, der render rundt og tæver hinanden. 
De andres mening
TW  
*****.
 En herlig variation på Mario 64. Minispillene alene gør titlen til et must-have.
Brugernes karakter
 2 brugere har givet den gennemsnitlige karakter 4.5 
6:(1)
5:(0)
4:(0)
3:(1)
2:(0)
1:(0)







Brugerkommentarer (27)



Friends help you move. Real friends help you move bodies.
-- Ukendt