MusikRammstein: RosenrotJens Mogensen10. nov 2005Tilbage til Hovedsiden

****..

Reise Reises B-side?

Mit kendskab til Rammstein startede med det superbe Sehnsucht-album. Tung, sort metal af bedste skuffe med en stribe af velkomponerede og varierede numre var den oplevelse, jeg fik. Da jeg senere fik lejlighed til at høre 2004s Reise Reise, var det svært at få armene ned. Hvert eneste nummer var gennemarbejdet, musikalsk og poleret ned til mindste detalje. Nu er spørgsmålet, om den tyske goth-metalgruppe kun et år senere kan holde standarden med Rosenrot.

Aber nein

Det starter ellers lovende med nummeret Benzin, der i stil og tempo nemt ville have passet ind på Reise Reise-albummet. Det er professionelt skruet sammen og adrenalinfyldt fra start til slut. Blandingen af hårde såvel som blide lyde og endda et par samples fra Prodigy-nummeret Firestarter sætter straks stemningen. Den holder dog ikke albummet igennem, da det går nedad bakke med flere numre af vekslende kvalitet.

Mann Gegen Mann er på trods af sit interessante indhold langtfra gangbar nok rent musikalsk. Beatet og rytmen er generisk og formår ikke at skjule den åbenlyse mangel på melodi. Titelnummeret Rosenrot klarer sig noget bedre med en stilfærdig stil, hvor den eventyrinspirerede tekst får lov at stå i forgrunden. Till Lindemann viser her sine evner udi at synge stille og intenst på én gang. Rent melodisk er det dog ikke den store ørehænger.

Neues Fokus

Det virker som om Rammstein med Rosenrot primært har fokuseret på sange af den mere fredelige slags, og et par af dem er bestemt ikke dårlige. Mens Rosenrot var en udmærket sang, skubbes den noget i baggrunden af Wo Bist Du og Stirb Nicht Vor Mir. Førstnævnte er på én gang langsom og stadig tung i sin lyd, hvilket kombineret med den ret melankolske tekst fungerer fint. Sammen med Stirb er det en af pladens bedre sange.

Med sin akustiske intro og gennemgående melodiske stil er Stirb Nicht Vor Mir nok pladens smukkeste sang. Tilføjelsen af en kvindelig sanger som modspil til Till Lindemanns grove vokal har tidligere fungeret fint (Engel), og det er heller ingen undtagelse her. Denne gang er det dog ikke kontrasten mellem growl og englesang, men to elskende overfor hinanden. At de synger på hvert sit sprog (tysk/engelsk) er, udover at det lyder godt, en lille genistreg udi symbolik.

På trods af overvægten af melankolske tekster på et højt artistisk niveau, så lades man ikke et sekund i tvivl om, at Rammstein stadig besidder selvironi, når Te Quiero Puta starter. Skæg og ballade er nok den bedste beskrivelse af denne hybrid mellem mexicanske trompeter og en spansk-syngende Till Lindemann med heavy-metal akkompagnement. Det er svært ikke at trække på smilebåndet, når et kor af Mexicos faldne kvinder synger "Mas, mas, mas - por favor. Mas, mas, mas - si, si, señor".

Reise Reise Light?

Helhedsindtrykket efter at have hørt Rosenrot er lidt skuffende. Det skyldes primært, at samtlige numre på Reise Reise efter min mening var fremragende. Her mangler nogen sidestykker til den vidunderligt gotiske Mein Teil eller de lettere fascistoide rytmer fra Dalai Lama. Ikke engang noget semi-mainstream a la Moskau finder vi her. Det nærmeste er nok Te Quiero Puta, som, selvom den er underholdende, ikke når Moskau til dens russiske sokkeholdere i rent hitpotentiale. Kort sagt, der mangler sange, der gør sig bemærket. Der er for mange numre, der virker som fyld og hurtigt går i glemmebogen. De eneste numre, der reelt når samme niveau som nogen af Reise Reises er Benzin, Stirb Nicht Vor Mir og muligvis Wo Bist Du.

Når det er sagt, så er Rosenrot ikke en dårlig plade i sig selv. Jeg har snart hørt den ti gange, og jeg er stadig glad for den. Min skuffelse bunder primært i, at den er en opfølger til et mesterværk uden selv at være det. Rosenrot er med andre ord Reise Reises lillebror, men hører dog stadig til familien.


Der er 20 kommentarer til artiklen

Send til ven Del på Facebook Del på Twitter    Læs og skriv kommentarer til denne artikel Anbefal artikel til andre læsere


 
bedler/auto/1131597917rosenrot.jpg
Faktaboks
MedieCD
Produktionsår2005
BandRammstein
UdgiverUniversal Music
Udlånt afUniversal Music - UK og verden
Websitewww.rammstein.com
Kommentarer 20 - hop til
De andres mening
TvL  
****..
 Solidt album der af gode grunde smager af Reise, Reise. Men et stykke fra deres topformåen.
Brugernes karakter
 7 brugere har givet den gennemsnitlige karakter 4.9 
6:(1)
5:(4)
4:(2)
3:(0)
2:(0)
1:(0)







Brugerkommentarer (20)



People don't fail any more. They experience negative success. We are building a culture of gutless, spineless, self-righteous, whining cry-babies who have an excuse for everything and take responsibility for nothing...
-- Bruce Delamitri (Ben Elton's Popcorn)