Mor Jenn, som er gammel balletdanser, har indkaldt til familiemiddag for at fejre, at far (Phil) har vundet nobelprisen. Indbydelsen omfatter datteren Lucy og sønnen Stan, som begge er professorer, samt onkel Stanley (60+) og hans kæreste Candy (22).

Sidstnævnte tropper op i skolepigeuniform, komplet med rottehaler, skrigfarvet rygsæk og grænseoverskridende personlighed. Inden hun overhovedet har fået hilst på resten af familien er det således lykkedes hende at give Phil et blowjob - naturligvis begrundet i hendes fascination af kloge mennesker ("smart people can teach us so much"). Da hun endelig får præsenteret sig for Lucy, foregår det således:

"Hi, I'm Lucy, the daughter"
"Hi, I'm Candy, the candy"

Ironisk nok viser det sig snart, at Candy faktisk er den mest normale i selskabet, og det endda med en rimelig vid margin. Ret hurtigt står det imidlertid klart, at forholdet mellem forældre og børn er noget aparte. Faderen taler således helst ikke med sønnen, som han finder aldeles uduelig (ikke helt urimeligt, taget i betragtning, at han kun er i stand til at fremstille sorte gin-tonics), mens moderen totalt ignorerer datteren. Til gengæld har mor og søn en noget foruroligende vane med konstante knus og kys - på munden! Og så er der onkel Stanley, som er erklæret pædofil (og stolt af det), og som ikke har ladet familiære forhold komme i vejen i den forbindelse.

Undervejs afsløres den ene artige hemmelighed efter den anden (præcist hvorfor var det nu lige, at Jenn opgav balletten?), ikke helt ulig Festen, men dog med et mere udpræget sort-humoristisk udgangspunkt, uden at det egentlig bliver decideret plat eller uvedkommende på noget tidspunkt. Sørg for at få den set!

Der er fem kommentarer til artiklen