SpilPlayStation 2: Shinobido: Way of the NinjaThomas Würgler15. jul 2006Tilbage til Hovedsiden

*****.

Selv om det ikke har skortet på ninjaspil, har der været langt imellem egentlige ninja-simulatorer. Shinobido: Way of the Ninja går efter den nøje simulation og gør det, med ganske få undtagelser, til UG med kryds og slange.

Man kan godt mærke, at drengene i Acquire ikke er uerfarne indenfor ninja-genren, for de har taget alle de bedste elementer fra Tenchu-serien, som de skabte i sin tid, og forbedret dem til noget nær perfektion.

Præsentationen er rigtig lækker, og lige fra første øjeblik bliver man suget ind i stemningen og der er næsten uendelige muligheder for at udøve ninjaens underspillede magt i det feudale Japan.

Samtidig får man langsomt løst mysteriet om, hvorfor man vågner op uden at være klar over, hvem man er, hvorfor man ligger dybt såret og hvad man egentlig kan. Heldigvis dukker der løbende spor op - både fra en anonym person, som holder sig til skyggerne, men også fra bestyrerne af de tre huse, som er involveret i en magtkamp om lokalområdet.

Undervejs skal man finde sin sjæl, som er blevet spredt rundt i fragmenter, og hver gang man finder et stykke, vælter minderne tilbage, og flere og flere brikker begynder at falde på plads.

Spillet virker på flere forskellige niveauer, og der er også nogle sjove variationer i spillet. De tre lensherrer tilbyder en række jobs af forskellige typer og sværhedsgrader, og siden man er uafhængig, kan man frit vælge og vrage mellem opgaverne og hvordan man vil løse dem. Selv om et af husene ønsker, at du skal stjæle nogle papirer fra et af de andre huse, kan du, efter at have fuldført opgaven, vælge at sende dokumenterne til et helt tredje hus, hvis du føler, at det kan skubbe balancen til din egen fordel. Du kan også vælge at købe gaver for at hjælpe favøren lidt, når forholdet er anstrengt.

Alt efter hvem, man vælger at støtte, bliver husene med tiden stærkere eller svagere. Det er der både fordele og ulemper ved, for siden man ikke kender hele historien, kan man heller ikke være sikker på, at man ikke er ved at skyde sig selv i foden, når man hjælper det ene hus fremfor det andet. Man har hele tiden en oversigt over, hvor stærke husene er i forhold til hinanden, og hvad de synes om en. Eftersom opgaverne gerne går ud over et af husene, kræver det en hårfin balance for, at man ikke bliver alvorlige uvenner, og potentielt får andre ninjaer på nakken på grund af det.

Uanset hvad skal man dog nok få andre ninjaer efter sig, efterhånden som man får mere og mere success. Misundelse er en grim ting, men det lader til at være ganske almindeligt blandt ninjaklaner. Man kan derfor risikere at løbe ind i endog alvorligt farlige modstandere, hvor man skal bruge alle tricks i bogen, for at slippe ud af mødet i live.

Til daglig bliver man også angrebet, for den lille hytte, man bor i, som ligger ude i skoven, bliver angrebet af barbarer med jævne mellemrum. Man bliver derfor nødt til at forsvare den ved henholdsvis at sætte fælder op og selv at løbe rundt for at dele øretæver ud med sværdet og kastestjernerne.

Men der, hvor spillet virkelig rykker, er i missionerne. Uanset om man skal dræbe en købmand, samle bestemte ting, stjæle noget, transportere noget eller helt andre ting, er friheden utroligt stor. Sammenligningen med Splinter Cell eller Hitman er oplagt, men er alligevel ikke helt retfærdig. Der er nemlig meget mere gang i Shinobido, og hvis man ikke er så meget til stealth-elementer, så kan man også gå mere direkte til værks. Det vigtigste er som regel, at ingen, der ser dig, får lov at overleve. Det kan man jo klare på mange måder - om det så er via mord, snigeri eller stoffer, som påvirker hukommelsen.

Når man endelig bliver opdaget, er man typisk heller ikke i lige så store problemer, som i de to andre spil. Tænk på alle de vilde ting, som ninjaer kan gøre, og der er en meget stor sandsynlighed for, at du kan gøre dem i spillet - og lidt til. Der er et kæmpe arsenal af "legetøj" og våben, som er yderst effektive i kampens hede, og samtidig er du lynende hurtig og kan hurtigt forcere et par vægge, for så at forsvinde i mørket på tagryggene. Når gemytterne falder til ro, kan man så snige sig tilbage og prøve igen, selv om vagterne typisk vil være mere på vagt.

Blandt de værktøjer, man har til rådighed, kan man blandt andet finde bomber, fælder, motoriseret legetøj, farvet ris (til at markere forskellige stier med), kastestjerner, klatrekroge og meget andet godt. Derudover kan man samle alt det op, som fjenderne taber - og et ekstra sværd kan gøre underværker i kampen.

Med stor frihed kommer der desværre gerne tekniske problemer, og i dette spils tilfælde er det i kameraafdelingen. Det er dog hovedsageligt i starten, at man vil have problemer, for med tiden lærer man at korrigere for det eller at løse opgaverne en smule anderledes. Noget af det vanskeligste er, når man vil angribe nogen, som står umiddelbart under et tag, fordi man ikke kan lægge sig ned og kigge ud over, men enten må dreje tredjepersonskameraet rundt eller skifte over til første person. Ingen af delene giver perfekt udsyn, så det kræver lidt øvelse at få styr på det.

Til gengæld er der ikke meget, der er mere tilfredsstillende, end at lave et lynhurtigt stealth-drab og skaffe sig af med liget, før andre opdager det. Under visse omstændigheder får man det endda i voldsomt detaljeret slow motion - med rigeligt blodkrydderi.

Det eneste udover kameraet, som kan trække lidt ned, er, at selv om missionerne varierer en del, så er det op til spilleren selv at lave variation. Man kan vælge, om man vil prøve at udrydde alle modstandere, om man vil undgå konfrontationer eller om man bare vil spæne hurtigt ind og ud og håbe på, at det går. Men spiller man altid missionerne på samme måde, kan det godt blive en smule ensformigt - men det er naturligvis ulempen ved at gøre spillet så åbent, som det er, og jeg foretrækker personligt friheden frem for den mere lineære indgangsvinkel, som f.eks. Splinter Cell og Metal Gear Solid lægger for dagen.

Rent teknisk er der ikke meget at sætte fingre på. Mellemsekvenser bliver lavet i spillets egen grafikmotor og de er godt skruet sammen med fantastisk animation og god synkronisering med stemmerne - som man desuden selv kan vælge, om man vil have på engelsk eller japansk. Spillet understøtter også både 4:3 og 16:9 og kører generelt flydende, selv om der kan forekomme enkelte fald i opdateringshastigheden, hvis der skal beregnes alt for meget fysik ad gangen.

Spillet går en fin balancegang mellem simulation og action, og fanger både alt det, jeg kunne lide ved ældre titler som Shinobi og Ninja Cop samt de bedste elementer fra stealth-genren - specielt at det i store træk er muligt helt at undgå snigeriet, hvis man vil. Og skulle det endelig ske, at man vil have flere udfordringer, så er der skam en fuld bane-editor med, hvor man kan lave sine helt egne missioner og landskaber.

Det hele er pakket rigtigt flot ind. Lydsiden er en lækker blanding af klassisk japansk musik samt mere baggrundsvenlige film-lignende kompositioner, og den bagvedliggende historie gør spillet interessant nok til, at man kan spille det igennem flere gange. Det er et af de mest veludførte spil, jeg har set i længere tid, for der er så mange ting, der kunne gå galt, men de formår alle at virke rigigt godt. Fem store kastestjerner herfra.


Der er en kommentar til artiklen

Send til ven Del på Facebook Del på Twitter    Læs og skriv kommentarer til denne artikel Anbefal artikel til andre læsere


 
bedler/auto/1152121840shinobido.jpg
Faktaboks
MediePlayStation 2
Udgivelsesdato5. jul 2006
Produktionsår2006
FormatPAL
UdviklerAcquire
UdgiverSCEE (Sony Computer Entertainment Europe)
Udlånt afNordisk Film Interactive
Kommentarer 1 - hop til
Spilfeatures
Antal spillere 1 
ELSPA rating16+
16:9 Widescreenja
Billeder
Nogle gange må man bare tage benene på nakken...Et hurtigt blodbad, før vi rykker videre...
En samvittighedsfuld ninja sørger for at rydde op efter sig selv.Læg mærke til det stemningsfulde lysbrug.
Brugernes karakter
 1 bruger har givet karakteren 6







Brugerkommentarer (1)



Austin: There you are!
Man: Do I know you?
Austin: No, but that's where you are!
-- Austin Powers