SpilNintendo DS: New Super Mario Bros.Christian S. Wittus31. jul 2006Tilbage til Hovedsiden

*****.

Endnu en klassiker genfødes til DS af dets skabere, der derfor ikke tør ændre alt for meget ved den vindende formel.

Super Mario Bros. fra 1985 er af mange stadig anset for at være et af de - hvis ikke dét - bedste platform-spil nogensinde. Det kommer derfor ikke som nogen overraskelse, at en "New" udgave af spillet ville dukke op på et tidspunkt, og det har Nintendo altså ment skulle være nu og til DS. At det skulle vare så længe er dog lidt overraskende, da spillet overhovedet ikke benytter DS'ens features og derfor sagtens kunne være blevet realiseret til GBA - eller GC for den sags skyld. Ikke at det gør spillet dårligere, men det er stadig vigtigt, rent indledningsvis, at slå fast, at der altså ikke er tale om en revolution men blot en poleret, omend remixet, udgave af det kendte spil.

Som nogle måske husker, er Princess Peach blevet bortført (som jo altid er tilfældet), og det er Marios opgave at redde hende. Otte verdener med cirka otte baner i hver udgør Mario-universet i dette spil, men man kan faktisk nøjes med at gennemføre 3-4 af disse ved at finde de nødvendige genveje, hvorved man altså kan springe hele verdener over. Det gør dog ikke så meget, da det aldrig blot har drejet sig om at gennemføre spillet; det drejer sig i lige så høj grad om at finde de tre hemmelige mønter på hver bane samt få afdækket alle genveje, så man i sandhed kan sige, at man har besejret spillet.

Jump, they say

Har man blot prøvet ét 2D-platformspil før, så kender man grundreglerne, som det oprindelige spil i høj grad var med til at pionere. Der skal hoppes på platforme, trampes på fjender og samles power-ups[*], der gør Mario i stand til at tilgå områder, hvor han ellers er for stor, for lille, for langsom eller blot for sårbar til at kunne få adgang til. Man bevæger sig hovedsagligt fra venstre mod højre, og selvom banelayoutet er intelligent med hensyn til de mange hemmelige genveje og rum, så er det simpelt til sammenligning med klassiske spil som Metroid og Castlevania. De enkelte baner er ligeledes ganske korte i længde, og ønsker man ikke at finde mønter, der kan benyttes til at købe nye liv og power-ups, kan man løbe og hoppe igennem de fleste af dem på under et minut.

Fokus i New Super Mario Bros. (NSMB) er således på god, gammeldags underholdning, hvor alle kan være med - Nintendos vartegn. At sværhedsgraden ikke er vildt høj, gør ikke noget, for selve gameplay'et[*] er så fornøjeligt, at man altid liiige har lyst til at tage en bane mere, når man har gennemført den forrige. Det er også ganske nødvendigt, at man føler således, da man kun får lov til at gemme sit spil efter boss-opgør eller ved køb af power-ups på bestemte steder i hver verden. Da spillet dog sagtens kan bringes i dvale, gør det lidt Nintendos anstrengelser for at forlænge spilletiden - ved at tvinge folk til at gennemspille gamle baner for at indsamle mønter - lettere overflødige.

Traditionen tro kan man også gennemføre NSMB på kort tid (2-3 timer, hvis man undlader at nyde turen), men den kunstige forlængelse, der kun går ud over normale spillere, kunne jeg nu godt have været foruden. Jeg kan med sikkerhed konkludere, at dette er Nintendos bagtanke, men jeg kan ikke fortælle hvorledes - det finder I selv ud af. Vil man have det bedste af alle verdener med, kan jeg dog let garantere langt over ti timers fornøjelse, så Nintendo har bestemt ikke snydt sine fans i den henseende.

Get real

Jeg nævnte muligheden for at realisere spillet på andre Nintendo-platforme, og det er til dels sandt - med mindre man tager de grafiske detaljer med i betragtning. Mario, alle fjender og størstedelen af de animerede omgivelser er nemlig nu blevet skabt af polygoner[*] i stedet for sprites[*], og selvom gameplay'et selvfølgelig er 2D til fingerspidserne, så gør det oplevelsen en god del mere poleret - for ikke at sige yderst passende til platformens 3D-kapabiliteter. Det er tillige udført elegant og diskret, så det er på ingen måde forstyrrende for helheden.

Musikken er remixede udgaver af de kendte temaer fra tidligere spil, og sammen med et sammensurium af lige så velkendte lydeffekter er den audiovisuelle side bestemt i top og med til at bevise, at 2D ikke er død, hvis man blot anstrenger sig for at gøre det nutidigt. Mario-spil sælger muligvis sig selv, men det bør stadig applauderes, at Nintendo har gjort så meget for at forny oplevelsen uden at røre synderligt ved gameplay'et. Det er efter min mening også nødvendigt, for at et spil som dette kan få velfortjent succes, nu hvor DS'ens øvrige features slet ikke benyttes andre steder end i de inkluderede minispil.

Der er "desværre" blot tale om minispillene fra Super Mario 64 DS, så selvom ejere af dét spil muligvis vil føle sig lidt snydt, så kan alle andre blot glæde sig over muligheden for at puste og prikke til maskinen, når de ønsker en pause fra al hopperiet. Alle minispillene er denne gang tilgængelige fra starten, men det ville dog også være rart, om man kunne få lov til at sætte sit navn på highscore-listen, da flere mennesker jo i teorien kan finde på at prøve minispillene på samme DS.

Vil man dyste lidt mod en anden DS-ejer, kan det gøres i "Luigi vs Mario"; et hektisk, lille spil, hvor det drejer sig om at samle stjerner hurtigere end den anden spiller. Det er heller ingen revolution, men det er et muntert afbræk fra hovedspillet, og så kræver det for en gangs skyld ikke et ekstra eksemplar af spillet, hvilket desværre alt for ofte er et krav.

"New" is the new... Classic!

Der er ikke meget mere at sige om New Super Mario Bros., da jeg ikke ønsker at gå i unødige detaljer om Marios nye egenskaber og manøvrer, der er blevet løftet mere eller mindre direkte fra Super Mario 64. Det er et spil for gamle og unge platform-fans, og det er ikke nødvendigt at holde af Mario for at værdsætte spillet for, hvad det er; bundsolid underholdning og klassisk gameplay i nye klæder.


Der er 8 kommentarer til artiklen

Send til ven Del på Facebook Del på Twitter    Læs og skriv kommentarer til denne artikel Anbefal artikel til andre læsere


 
Klik for større billede
Faktaboks
MedieNintendo DS
Udgivelsesdato1. jul 2006
FormatCART EU
UdviklerNintendo
UdgiverNintendo
Udlånt afNintendo
Websitemario.nintendo.com
Se også:
Wii U: New SUPER LUIGI U
Nintendo 3DS: New Super Mario Bros. 2
Wii U: New Super Mario Bros. U
Wii U: Super Mario 3D World
Wii: Super Mario Galaxy
Kommentarer 8 - hop til
Spilfeatures
Antal spillere 1-2 
ELSPA rating3+
Onlinespilnej
Linkja
Understøtter:
DS Download Play
DS Multi-card Play
Billeder
Oversigtskortet afslører delvist, på hvilke baner man finder genveje til andre verdener.Super-size Mario. Her kan man rigtig nyde, at han nu er konstrueret i 3D, vel vidende at spilmekanikken aldrig bevæger sig ind i den tredje dimension.
Mario er ikke stor længe, så det gælder om at udnytte tiden.Lava, bro, Bowser, knap - kan du regne den ud? Det klassiske gameplay er tilbage.
Mario er en dygtig dykker, og han kan heldigvis holde vejret lige så længe, det er nødvendigt.Boo... At alle animerede objekter nu er polygoner giver spillet uanede muligheder for at lege med størrelsen på dem.
Mini-Mario kan skøjte på vandoverfladen og hoppe langt, da han falder langsomt. Bemærk mønternes placering - ja, Mario kan nu tage afsæt på væggene.Luigi vs Mario. Da man også kan skyde ildkugler efter hinanden, bliver det aldrig kun et spørgsmål om at være hurtigst.
Brugernes karakter
 4 brugere har givet den gennemsnitlige karakter 5.3 
6:(2)
5:(1)
4:(1)
3:(0)
2:(0)
1:(0)







Brugerkommentarer (8)



I don't have to take this abuse from you, I've got hundreds of people dying to abuse me.
-- Peter Venkman (Ghostbusters)