Geeks UnpluggedTokyo Game Show 2006Brian Rocatis27. sep 2006Tilbage til Hovedsiden


It's the games booth babes, stupid.

Ideen var fin. Ferien skulle indledningsvis gå til New Zealand, og som det måske vil være nogen bekendt, så ligger dette land nogenlunde præcis på den modsatte af side af jorden - tidforskellen er 10 timer, og den samlede flyvetid sniger sig over 22 timer. Det var altså nødvendigt med en mellemlanding.

En af ruterne til New Zealand går over Tokyo. Vælger man den rute, lander man i Tokyo kl. 9:30 og skal videre mod New Zealand kl. 18:15. Man har altså i praksis en hel dag i Tokyo. Min lillebror, som arbejder hos IO Interactive og er min rejsemakker, så straks en mulighed: Tokyo Game Show løb af stablen lige omkring vores mellemlandingstidspunkt, så med lidt kreativ planlægning kom planen til at se således ud:

09:30 - vi lander i Narita lufthavn, Tokyo.
10:00 - Tokyo Game Show åbner. Messehallen ligger en halv times kørsel fra lufthavnen.
17:00 - messen lukker.
18:30 - vi flyver videre mod Auckland, New Zealand.

Bortset fra, at vi var en halv time forsinket i ankomsten til Narita, gik det fint. Vores bagage var checket ind hele vejen til New Zealand, så vi skulle bare have opbevaret det meste af vores håndbagage i lufthavnen så vi ikke skulle slæbe rundt på alt for meget ude på messen, som er notorisk crowdet og varm. Vi fik den rigtige bus og kom af det rigtige sted. Det var ikke svært at finde stedet; man skulle bare følge de bissende nørder, som overraskende nok bestod af en ganske acceptabel andel hunkøn. Vel ankommen til billetsalget blev man gennet på ret vej af unge mennesker med megafoner, og inden længe befandt vi os i de hellige haller.

Hold kæft, for en larm.

Kampen for opmærksomhed er grotesk. Kæmpeskærme, scener med optræden, gameshow og pumpende techno fra alle verdenshjørner. Og booth babes. Overalt. Alle steder. I bunkevis. Nærmest stablet ovenpå hinanden. Opskriften på succes når det gælder om at fange de forbipasserende blikke er der ingen tvivl om, uanset om man hedder Microsoft, Sony eller Nintendo: søde piger i meget lidt tøj og høje hæle. Og publikum ved det. Jeg tipper således en ganske stor procentdel af publikum til at være der mindst lige så meget på grund af pigerne som på grund af spillene. Og kunne man ikke få nok inde i messehallerne, så kunne man gå ud i de udendørs områder, der forbandt hallerne. Her var der proppet med cosplayers[*]. Faktisk havde messen en sådan tiltrækningskraft på dette specielle folkefærd, at den ellers normalt så søndagstravle cosplay-bro ved Harajuku var nærmest mennesketom, da vi besøgte den om søndagen. Den opmærksomme læser vil her have bemærket, at vi ifølge tidsplanen burde befinde os i Auckland om søndagen, men mere om det senere...

I det hele taget var der nok for både øjne og ører, selv hvis man som tåberne på E3 havde forbudt booth babes (gad vide, hvorfor E3 ikke findes mere?). Nintendo var ikke selv til stede, da de satser på deres egen messe (så skal man heller ikke konkurrere så meget om opmærksomheden), men en del udviklere var repræsenteret med demoer af spil til Wii. Og lad det være sagt med det samme: den konsol kommer til at losse så meget Sony- og Microsoft-røv, at man bare ikke fatter det. Ikke alene er den lille og nuser, controller-konceptet truer med at nedsmelte samtlige hjernens synapser når man prøver at fatte dets genialitet. Som skrevet i en artikel i Eurogamer om Harvest Moon til Wii: Bokujou Monogatari - Harvest Moon - for Wii will see players use the remote control to sow seeds, plough land, cultivate crops and tend to farm animals. Frankly, other game developers, you might as well just give up now. It's over for you..

Det går op for en, når man ser controlleren i praksis. Der var desværre ikke mulighed for at prøve selv, men til gengæld havde man så sat en masse søde piger til at demonstrere - naturligvis iført bananskørter, cosplay-uniformering og så videre. Og det så bare sindssygt skægt ud! Mark my words: Wii bliver den ultimative party-maskine i universet overhovedet nogensinde. Et af spillene var en tangent på Monkey Ball serien, hvor man skulle race aber i kugler ved at ryste controlleren. Det så overdrevet sjovt ud. I andre skulle man kæmpe med sværd eller balancere med figurer med smalle afsatser. Sonys panikbeslutning om at sætte gyroskop i controlleren til PS3 er too little, too late. Nintendo overhaler simpelthen indenom i nødsporet med en løsning, som kun kan få sveden til at pible frem på panderne hos de høje herrer i glasburerne hos Sony og Microsoft.

Begge var repræsenteret med store stande på udstillingen, og paradoksalt nok var de stort set lige velbesøgt. Paradoksalt, fordi japanerne køber 3 Xboxe hver gang de køber 78.593 konsoller fra Sony eller Nintendo. På den anden side har Xbox vel nyhedens interesse hos japanerne... Vi brugte ikke særlig meget tid hos Microsoft, da de i kategorien "nyheder" naturligvis havde mere end svært ved at hamle op med Sony. Man kunne prøve en række launchtitler til PS3, men vi gad ikke stå i kø, så vi nøjedes med et trailershow. Det kan naturligvis være svært at gennemskue, hvad der prerendered (fusk) og in-game, men titler som Ninja Gaiden og Metal Gear Solid 4: Guns of the Patriots så sindssygt flotte ud, selvom de blev blæst op på et kæmpelærred; førstnævnte væltede sig i suveræne bosser og fantastiske landskaber, mens sidstnævnte havde en realisme, der helt sikkert vil kræve et underbukseskift hos vores helt egen Wittus. Det var ikke til at se en ægte PS3 på messen: alle de steder, hvor man kunne spille PS3-spil, gik kablerne ind i væggen, og noget, der vist skulle ligne en PS3 (men så absolut ikke var det) stod bag en glasplade. I modsætning hertil kunne Wii ses i al sin nuttede lidenhed (omend også bag glas).

Og så kan jeg bidrage med en bekræftelse af de mange rygter, der har cirkuleret i nørdkredse: ja, der vil være en togsimulator klar til PS3'ens launch. Det hedder RailFan, og man kommer nok til at skulle importere det selv...

Ellers er mobilspil gudhjælpemig en kæmpe forretning i Japan. Over halvdelen af de spil, der blev vist på messen, var mobilspil. Det eneste positive, der er at sige om den sag er, at man kunne få hjælp af en vaskeægte maid, hvis man ikke kunne finde ud af at spille dem.

Nåh, men tiden løb. Og selvom vi egentlig havde fastsat et afgangstidspunkt, så begyndte tingene alligevel at gå galt. Vi havde for eksempel ikke regnet med, at vi skulle gå tilbage til bussen. Vi havde heller ikke checket, hvornår bussen rent faktisk kørte, så inden længe gik det op for os, at vi måtte skaffe en taxa. Han præsterede så at køre 140 km/t hvor man måtte køre 80 (og vi havde ikke bedt ham om det), men da vi nåede frem til terminal 2 måtte vi efterhånden se i øjnene, at det her kunne blive snært. Det blev selvfølgelig ikke mindre kritisk, da det gik op for os, at vores opmagasinerede ting befandt sig i terminal 1. For slet ikke at tale om, at jeg havde husket 15 minutter galt med hensyn til afgangstidspunktet (til den forkerte side, naturligvis). Da vi endelig nåede tilbage til indcheckningen i terminal 2 var klokken 18:15, og skranken var tom. Shitshitshit.

Efter en række henvisninger og telefonopkald fik vi fat en fyr, der nøgternt kunne informere os om, at vi måtte komme igen næste dag, og at vi skulle regne med at betale 300.000+ yen (små 15.000 kroner) pr. mand for at komme til New Zealand. Lidt en bet, når vi nu havde købt billetter København-Tokyo-Auckland-Christchurch-Auckland-Tokyo-København for 10.000 kroner pr. mand... Slukørede fandt vi et lufthavnshotel, fik os et bad og lidt roomservice og begyndte at surfe på alternativer. Der var ingen. Bortset fra måske nogle rabatbilletter hos Air New Zealand, som vi ikke kunne se, fordi de ikke kunne bestilles på nettet mindre end 4 dage i forvejen. Telefonopkald til diverse udsalgssteder gav ingen resultater fordi det var lørdag, og de havde lukket. Vi fik endda vores stakkels mor til at efterlade just ankomne gæster på residensen i Herlev for at tage ind til Jysk Rejsebureau, hvor vi havde købt billetterne, for at høre, om de kunne hjælpe (de har telefontid om lørdagen, så vi kunne ikke ringe til dem).

Jysk kunne ikke hjælpe, og hver eneste gang, vi fandt en pris på nettet, lød den på 300.000+ yen. Fuck.

Næste morgen iførte vi os vores klamme rejsetøj (vores kufferter var stadig i transit, så dem havde vi ikke) og fik en solid morgenmad. Herefter havde vi ca. 6 timer at skulle slå ihjel, før check-in til New Zealand åbnede, og vores skæbne skulle besegles. Så vi tog til Tokyo. Nærmere bestemt Harajuku, som altså var fuldstændig affolket fordi alle befandt sig på Tokyo Game Show. Men vejret var fint, så vi besøgte et uhyre flot tempel lige ved siden af. På vejen blev vi shanghajet af to grupper studerende, som ville øve deres engelsk på os, hvilket var ganske morsomt. Vi mødte blandt andet en Thomas Graversen-fan (fodboldspiller, red.) og en gruppe, som var overbevist om, at jeg var far til min lillebror (som er 3 år yngre end mig).

Belært af erfaringen tog vi tilbage til lufthavnen i god tid, og henvendte os hos Air New Zealand. Efter lidt snak frem og tilbage skete det, vi end ikke i vores vildeste fantasi havde drømt om (men dog bedt for i templet): vi fik lov til at flyve med gratis, selvom vores billetter egentlig ikke berettigede os til det! Spørg lige, om vi var taknemmelige! Cirka lige så taknemmelige som da vi så vores kufferter på bagagebåndet i Auckland og dermed kunne få rent tøj på.

Vi har nu brugt 2 dage i Auckland, og kører videre ud i landet i morgen. Måske der kommer flere artikler om vores tur?


Der er 41 kommentarer til artiklen

Send til ven Del på Facebook Del på Twitter    Læs og skriv kommentarer til denne artikel Anbefal artikel til andre læsere


 
bedler/auto/1159150514img_4067.jpg
Faktaboks
Kommentarer 41 - hop til
Artikelserie: Brians tildragelser
Fortællinger, ramblings, gør-det-selv katastrofer og andre sider af livet.
Billeder
De fleste af pigerne huskede at holde standens materiale op, når de blev fotograferet. Og det blev de. Hele tiden. Konstant. Og uden ophold.
Her har vi kommentatorerne til et multiplayerspil Bomberman. Deltagerne var naturligvis også udstyret med mikrofoner, og sammen med spillets lydside og ekstra musik var det med til at gøre det hele øresønderdøvende.En af deltagerne i Super Bomberman konkurrencen. Hun så sjovt nok sød ud.
Cosplayer. En af hundreder.
De her var suverænt flotte, og vistnok fra Final Fantasy. Som er populært i Japan. Med streg under
Nååårh!
Pigebandet AKB48 (hvor AKB står for Akihabara optrådte 4 gange på den 3 dage lange messe. Rendyrket jpop.
Microsofts booth babes. Fyren til venstre er vist tilfreds.
Okay, hende her skulle optræde i toppen af en transformer-robotbil. Som med så meget andet i Japan skal man bare ikke spørge hvorfor.
Jeg ville også spille mobilspil hvis jeg kunne få dem demonstreret af en maid.
Mor holder sønnike afkølet.
Det her ville aldrig fungere i Bella Center. Stregerne på gulvet markerer, hvor køen til afprøvning af spillene er.
Vi var ikke de eneste, der fotograferede. Nogen gik rundt med udstyr svarende til en gennemsnitlig fotobutik på Strøget.Man skal forstå, at det her er en Dead or Alive-musemåtte med håndledsstøttende bryster.
Og det her vil jeg slet ikke kommentere (også Dead or Alive).Golfspil til Wii. Det blev godt nok ikke demoet, men det ser bare for sjovt ud.
Bomberman scorer. Fyren indeni får forhåbentlig ulempetillæg, da der må være ca. 70 grader i den dragt.
Vores Final Fantasy venner igen. Total klasse.Ja, okay, så vi har en del billeder af dem, men de var sgu' for seje.
Også for cool en udklædning.
Disciplinen er uovertruffen. Man står faktisk pænt i kø for at fotografere cosplayerne!
Det her er en præsentation af Final Fantasy XI. Samtlige på billedet kigger på den. Samtlige.
KawaiiiIIII!!
Sega demonstrerer launchspil til Wii: Sonic, Bleach (kampspil) og et lorteskægt Monkey Ball partygame.
Sonys stand. Rækken til højre er demomaskiner.Bemani var der i alle afskygninger.
PS3-demoer. Bemærk maskinerne, der glimrer ved deres fravær.Køerne til demomaskinerne.
De her piger demonstrerede Monkey Ball spillet til Wii. Jeg ved snart ikke, hvem der skal løbe med førstepræmien i nuttethed, men Wii har det svært i det her felt.
Hende her demonstrerede Sonic til Wii, men hun var ikke helt så sød som de fire på Monkey Ball, så sidstnævnte er nok det bedste spil.Mere Wii-demo, men ikke længere på Segas stand.
Don't ask. Just don't ask. Senere spillede de to piger jyanken (jyan, ken, pon eller sten, saks, papir), hvilket forekom en anelse unfair, taget i betragtning at dyrepigen med de kæmpe kløer kun kunne lave papir.
Japanerne med farvede kontaktlinser er t3h b0mB!
Waaay too cool.Genki-des!
Det her outfit sparkede også massiv røv.Coolness defined.
Det her er området imellem hallerne - Cosplay Kingdom. Der var mindst lige så mange mennesker som indenfor.Flere absurde frisurer. En eller anden scorer kassen på styling mousse.
Ham her styrede altså også for hårdt.Svigermors drøm?
Ham her var bare for mystisk. På jorden ved siden af ham står en Family Computer på et lille præsentationsbord. Hvordan det lige hænger sammen med hans udklædning aner jeg ikke, men måske en læser kan supplere?
Man bliver træt. Rigtig træt.
Rigtige otakus sørger for at skaffe så mange messeposer som overhovedet muligt. Disse havde i øvrigt en fuldstændig åndssvag størrelse, som på ingen måder var forenelig med den enorme mængde besøgende.
Det her er PaperMan. Jeg fatter ikke helt konceptet, men det er noget med små børn og store våben. Måske fatter jeg det alligevel.
Bister Kid.
En titel, der med garanti kun udkommer i Japan.
Det her billede er taget i Japan.
 







Brugerkommentarer (41)



Somebody catch that super-deformed general!
-- Katou palace guard (Fushigi Yuugi)