SpilNintendo DS: Pokémon RangerLars Jørgensen6. maj 2007Tilbage til Hovedsiden

***...

I år er det 10 år siden Pokémon for første gang så dagens lys på den hedengangne Gameboy. Det er blevet til et hav af spil, hvor man skal fange Pokémon og få dem til at kæmpe med hinanden for selv at blive udnævnt til den bedste Pokémon-træner.

Men måske er det ikke det bedste signal, at sende til en hel generation af unger: Fang dyr i naturen, spær dem inde i små kugler, fjern dem fra deres naturlige levesteder og få dem til at slås med hinanden til de besvimer, så du kan hævde dig over dine venner.

I disse økologiske tider har Nintendo også set skriften på væggen, og konceptet er radikalt anderledes i Pokémon Ranger, der er et slags optakt-spil til den store Pokémon Diamond/Pearl-udgivelse senere på året.

Som Ranger er det dit job at passe på miljøet og Pokémon i Fiore-regionen. Hvis du støder på en sur og utilpasset Pokémon er det din opgave at køle den ned og gøre den harmonisk. Pokéballs er lagt på hylden og i stedet er man udstyret med en Capture Styler; et apparat, der er i stand til at kommunikere dine følelser til en Pokémon og derved få den til at slappe af. Lykkes det at berolige en Pokémon havner dens data straks i det velkendte Pokédex og det nu medgørlige kræ vil følge dig rundt som en hund og hjælpe dig på din vej.

Capture Styleren er naturligvis spillets centrale element, og som navnet mere end antyder, er stylusen dybt involveret. Møder man en vild Pokémon, skal man ganske enkelt tegne ringe omkring den. Langsomme Pokémons er intet problem, men de hurtigere typer kræver både snilde og hastighed. Man skal naturligvis ikke bare tegne én ring, men flere, afhængigt af styrken på den Pokémon, man arbejder med. Men det er ikke bare at tegne cirkler: Der er ballede, hvis Pokémonen ramler ind i din streg. Nogle af dem er så forbitrede, at de ligefrem angiber stregen. Her kan man så bruge de Pokémons, man har med på slæb. Nogle kan passificere bulderbassen med et godt skud elektricitet, andre kan hæmme dens bevægelser eller endda indkapsle den i en boble.

På turen igennem spillets eventyr, støder man konstant på forhindringer, som man skal have ryddet af vejen. En stor træstamme blokerer vejen? Ikke noget problem, denne Ranger har en Combusken med i følget. Go, Combusken! For normale, voksne mennesker bør man lige indskyde, at Combusken er en høne med ild i (som lille er den en kylling med ild i ved navn Torchic - Pokémon-navne får mig altid til at smile).

I det sekund Combusken har brændt træstammerne af, er den dog ude af festen. Skal man bruge Combusken-evner igen, må man partout gå ud og charmere en ny. Da Pokémon'erne ikke længere er indkapslet i trange Pokéballs, gider de heller ikke følge dig overalt - forlader du deres lokalområde, følger de ikke med. Set i det perspektiv er der mange fornuftige læresætninger om miljø og dyr for børnene.

Spillet giver sig god tid til at fortælle om alle sine facetter i en lang, indledende tutorial. Den er dog ikke kedelig, og spillets egentlige historie starter allerede her. Spillet er meget linært, så man vandrer aldrig rundt uden at vide, hvad man skal foretage sig.

Man kan godt bruge D-pad'en til at bevæge sin karakter rundt på skærmen, men det er langt nemmere med stylus. Man behøver ikke længere stille sig helt hen til andre karakterer for at snakke med dem - bare rør ved dem med stylusen, og samtalen begynder straks. Menuerne er overskuelige og veldesignede, og det er nemt at navigere rundt i dem. Et kæmpe opslagsværk svarer på samtlige spørgsmål, man kunne forestille sig at have og Pokédex'et holder som altid styr på Gotta Catch'em All-fremgangen. Her er problemet så, at man ikke rigtig gider fange Pokémon til samlingen, da man ikke får lov at beholde dem.

Pokémon Ranger føles forbavsende meget som et rigtigt Pokémon-spil grundet det lækre design, og har man spillet nogle af de tidligere inkarnationer, vil man straks føle sig hjemme. Men alt ændrer sig ved første "kamp", hvor hele det turbaserede, strategiske system er revet ud og erstattet af cirkel-tegninger. Det viser sig at være underholdende, men helt uden den dybde, der er i RPG'ernes kampsystem. Det meget linære spil får spilleren til at savne et mere åbent eventyr, som vi er vant til - men det kommer senere på året i form af Diamond/Pearl. Og det er sådan set humlen i Pokémon Ranger: Let underholdning mens vi venter på det rigtige spil.


Der er en kommentar til artiklen

Send til ven Del på Facebook Del på Twitter    Læs og skriv kommentarer til denne artikel Anbefal artikel til andre læsere


 
Klik for større billede
Faktaboks
MedieNintendo DS
Udgivelsesdato13. apr 2007
Produktionsår2006
FormatCART EU
UdviklerHAL Laboratory
UdgiverNintendo
Udlånt afNintendo
Kommentarer 1 - hop til
Spilfeatures
Antal spillere 1 
ELSPA rating3+
Artikelserie: Pokémon
Nintendo har udgivet dusinvis af spil i Pokémon-universet. Det kan være en noget bekymrende jungle at finde rundt i, hvadenten du er på udkig efter det rigtige fix pokécrack til dig selv eller et nyt pukkelmon til ungerne.

Vi har samlet alle vores Pokémon-anmeldelser i denne artikelserie.

Billeder
Vi er igang med at cirkle. Gæt selv, hvor man ikke skal tegne.En Pokémon giver en hjælpende hånd ved at sløve de irritable bæster i højt græs, så de er lettere at slå cirkler om.
Grafikken er ikke banebrydende set i lyset af f.eks. Spectrobes. Men den gamle 2D-stil har nu meget godt gående for sig, og denne aldrende anmelder foretrækker den.Pas på!
Alt efter om man spiller pige eller dreng får man enten Plusle eller Minun til at hjælpe sig. Her er Minun igang med at elektrificere en hysterisk Pokémon.Spillet er endog meget behageligt at kigge på.
Brugernes karakter
 1 bruger har givet karakteren 2







Brugerkommentarer (1)



The gods of the Disc have never bothered much about judging the souls of the dead, and so people only go to hell if that's where they believe, in their deepest heart, that they deserve to go. Which they won't do if they don't know about it. This explains why it is so important to shoot missionaries on sight.
-- Terry Pratchett (Eric)