SpilXbox 360: Lost Planet: Extreme ConditionChristian S. Wittus1. feb 2007Tilbage til Hovedsiden

****..

Bionic Commando møder Gun Valkyrie i et typisk Capcom-univers, på både godt og ondt.

Der starter som regel med, at nogen dør. I Lost Planet: Extreme Condition er det vores hovedpersons far, og det er selvfølgelig drivkraften bag Wayne Holdens nyfundne motivation og frygtløse kamp mod Akrid-bæsterne, der - som tidens ånd dikterer det - kommer op fra undergrunden for at gøre en ende på menneskeheden. En ugæstfri, sneklædt planet danner kulissen for dette opgør mellem mennesker og monstre, samtidig med at en fordækt organisation også forsøger at sætte dagsordenen for den forvoksede snebolds fremtid. Scenen er sat.

Som et actionpræget, visuelt overdådigt TPS[*] med filmreferencer til eksempelvis Dune, Starship Troopers og Total Recall kan Lost Planet let ses som det lysende modspil til Gears of War, og dette spils referencer til film i den anden ende af farvespektret. På trods af disse og andre umiddelbare ligheder adskiller de to spil sig dog betragteligt fra hinanden, og selvom visse medier insisterer på at tale om begge spil i samme åndedrag, bør de altså betragtes som komplementære oplevelser.

Én vigtig ting har de dog til fælles, og det er de skyhøje produktionsværdier. Capcom (og nærmere bestemt Keiji Inafune, manden bag MegaMan og Onimusha) har som sædvanlig sat kryds ved alle punkter på listen over, hvordan man laver et TPS[*], og man kan ikke sætte en finger på hverken den tekniske, lydmæssige eller grafiske side af produktet. Både på overfladen af planeten og i ruinerne, der vidner om tidligere civilisationer, nede i de mange grotter eller dybt inde i de enorme, menneskeskabte komplekser, er detaljegraden uhørt høj, og prikken over i'et er en yderst vellykket HDR-lyssætning[*], der - som i Gears of War - virkelig er med til at bringe den tredje dimension frem.

Når det så er sagt, så er firmaet også notorisk for sin tilgang til plot og dialog, og selvom førstnævnte er nogenlunde acceptabelt i sit typiske, japanske mix af trekantsjalousi og søskendemisundelse, så er sidstnævnte lige så ringe som altid, både i udformning og udførelse. Heldigvis opvejer grafik og gameplay'et[*] til stor del disse mangler, og man spiller derfor oftest for adrenalinsusets skyld, og fordi man glæder sig til at se, hvad der gemmer sig bag næste hjørne.

Shoot, strafe, jump, repeat

Grundlæggende er der som sagt tale om et TPS, med mulighed for førstepersonsperspektiv når det er påkrævet, men efterhånden som spillet skrider frem, bliver behovet for brugen af mechs[*] mere udtalt, idet fjendernes størrelse og antal øges betragteligt. Hvor heftigt det end lyder, så har det desværre den hage, at man hurtigt bliver følelsesløs og blot holder skydeknappen inde, hvilket ikke efterlader meget plads til taktisk spil. En anden detalje, der understøtter denne unuancerede spilleform, er, at vores helts energi konstant drænes, hvilket forcerer spilleren fremad i et (for) højt tempo. Man får nemlig kun ny energi ved at dræbe modstandere eller ved at aktivere sparsomt placerede energiposter - så hver bane er vitterligt et kapløb mod tiden.

Før det dog går hen og bliver til dette bevægelige orgie af monstre, ild og eksplosioner, når man til alt held at blive ret forelsket i Capcoms sneunivers, hvilket også skyldes vores manøvredygtige helt. Foruden at kunne hoppe og dukke sig er han udstyret med en entrehage, der skydes ud fra bæltet og har en rækkevidde på omkring ti meter. Når den rammer noget, griber den automatisk fast og trækker Wayne til sig. Manøvren fungerer aldeles glimrende og er mange steder uundværlig, hvis man vil afsøge alle hjørner af universet og finde nye mechs, våben og hemmelige mønter (sidstnævnte dog kun for at score Achievements[*]).

Energidræningen var derfor den primære grund til, at jeg valgte at spille Lost Planet igennem på letteste sværhedsgrad, hvilket både gav mig nok energi til at udforske omgivelserne, samt minimerede tidsforbruget ved de utallige, monotone opgør med sværme af fjender. Snyd? Måske, men jeg hader spil, der blot hæver sværhedsgraden for at forlænge oplevelsen. På denne måde fik jeg fuld fornøjelse ud af at gennemføre spillet på "blot" syv timer, hvilket tæller betydeligt mere end spilletid alene. Samtidig indeholder Lost Planet en god del bossopgør, og selvom alle bosser er fantasifulde og underholdende, så indeholder disse opgør sædvanligvis en god del trial and error, hvilket ikke gøres mindre af, at ens energi drænes i samme tempo som bossens, uanset om man bliver ramt eller ej. På Easy er opgørene betydeligt mere fair, og dør man grundet energidræn, er det kun ens egen skyld.

Hang loose

Der har været en del snak om den løse styring af Wayne, og lad mig med det samme mane disse bekymringer i jorden: Der er adskillige indstillingsmuligheder til både drejehastighed, acceleration, automatisk sigte m.v. så man skal være temmelig utrænet i denne type spil for ikke at kunne indstille styringen tilfredsstillende. Derudover er controllerlayoutet glimrende, og jeg føler virkelig, at den overordnede kontrol over Wayne er lige, som den skal være.

Multiplayer er en fornøjelig affære, der ikke tager sig selv for seriøst. Der tilbydes de sædvanlige former for arenabaserede kampe, og de fleste arenaer indeholder både mechs og diverse kanonstillinger. "One-shot kills" er dominerende for de fleste modi, hvilket ikke gør fornøjelsen mindre, blot mindre dyb. Samtidig giver det nybegyndere en større chance for at føle, at vedkommende også kan være med, og det er jo en god tanke.

Som solo-oplevelse kan spillet desværre ikke trække mere end den givne karakter, hvilket da også til dels skyldes dets længde, men tager man den lettilgængelige multiplayer-del med i betragtning kan Lost Planet godt være op mod en ekstra stjerne værd. For at omskrive en gammel analogi: Det er en flot og fartfyldt rutschebanetur, som desværre er lidt for kort, med mindre man har et hold venner med.


Der er 41 kommentarer til artiklen

Send til ven Del på Facebook Del på Twitter    Læs og skriv kommentarer til denne artikel Anbefal artikel til andre læsere


 
Klik for større billede
Faktaboks
MedieXbox 360
Udgivelsesdato15. jan 2007
FormatPAL
UdviklerCapcom
UdgiverElectronic Arts
Udlånt afElectronic Arts
Websitewww.lostplanet-thega[...]
Se også:
Xbox 360: Lost Planet 2
PlayStation 3: Lost Planet 3
PC: Lost Planet: Extreme Condition
Kommentarer 41 - hop til
Spilfeatures
Antal spillere 1-16 
Anslået spilletid7 timer
ELSPA rating16+
Onlinespilja
Understøtter:
720p
1080i
Billeder
Bossopgør med store modstandere er der en del af. Dette er ikke et af dem.Energidepoterne er fjendernes Akilleshæle.
Også menneskelige fjender efterlader energi.De mange mech-designs er utroligt vellykkede.
Grafisk er der få flottere spil på markedet.Payback time.
Ikke alle fjender kan bekæmpes på planetens yderside.Den er ikke alene stor, den er også langt væk. Men den kommer desværre tættere på lige om lidt...
De andres mening
LKL  
*****.
 En teknisk milepæl og umanerligt skægt.
TW  
*****.
 Multiplayerdelen og bossopgør løfter spillet op på den femte, solide stjerne.
Brugernes karakter
 1 bruger har givet karakteren 5







Brugerkommentarer (41)



Jeannie Bueller: There is an intruder - male, Caucasian, possibly armed, certainly weird - in my kitchen.
-- Ferris Bueller's Day Off