SpilXbox 360: CrackdownAnders Petersen11. mar 2007Tilbage til Hovedsiden

*****.

Grand Theft Auto this is not.

Crackdown er et af de spil, der bare er kommet snigende bag på mig. Jeg havde nærmest ikke bemærket dets tilstedeværelse, til en kammerat kom forbi og tvang mig til at downloade demoen, blot få uger før dets udgivelse. Jeg tror den primære grund til, at spillet i første gang fik lov at flyve meget langt under min radar, var min antagelse af, at det bare var endnu en gemen omgang thugsploitation som de sidste andre fyrre Grand Theft Auto-kloner. Konceptet hang, og hænger mig stadig, langt ud ad halsen, og selv under den første times spilletid havde min holdning ikke ændret sig synderligt.

Realtime Worlds havde skabt, hvad der for mig at se, bare var præcis det samme fortærskede koncept, blot sat i en nær fremtid, hvor kriminaliteten var lidt hårdere, bilerne lidt hurtigere, og våbnene lidt mere avancerede. Spillets præmisser minder i og for sig meget om Robocop, hvor ordensmagten er i hænderne på en megacorporation, men ulig Verhoevens univers, er der ikke en dominerende magtfaktor i denne by. Byen er hårdt plaget af bandeaktivitet, som i denne fremtid er så organiseret, at der kun er plads til meget få fraktioner. I alt tre stridende parter hersker i Pacific City, og de er hver især afgrænset til hver deres broforbundne ø, mens en central ø udgør politiets fæstning, hvor røde søgelys kastes ud i natten fra deres tårn, der våger over de tre områder som Saurons øje.

På den ene side står Los Muertos - byens sydamerikanske mafia, der specialiserer sig i især biler, narkotika og de hurtige penge. Los Muertos er klart de nemmeste modstandere, og nok det bedste sted at starte for en nybagt agent. Måske især én som mangler et par hurtige hjul. På den anden side har vi The Volk, der umiddelbart kunne tyde på at være en tysk mafiafraktion, men som faktisk er mere østeuropæisk end som så. Volk betyder nemlig ulv på russisk, og det er også en meget slavisk-inspireret accent, man vil høre medlemmerne bruge. The Volk specialiserer sig mest i våbenhandel, men med en meget stor spændvidde. De kontrollerer alt fra handel med håndvåben på gadeplan til missiler og affyringsramper til højstbydende bananrepublikker. Et opgør med The Volk resulterer stort set altid i et inferno af eksplosioner og udbrændt materiel.

Det er dog intet imod, hvad man kan forvente sig af klammeri med medlemmer af byens sidste og mest benhårde gruppe; asiatisk topstyrede Shai-Gen, der nærmest opererer mere som en hårdt styret legitim korporation end en mafia. De råder over den nyeste teknologi, har selv laboratorier og handler på et plan, som de to andre fraktioner ikke kan røre. Det er også videreudvikling af Shai-Gens beslaglagte teknologi, som politiet har brugt til at skabe det nye kuld af superagenter. Genetisk og kybernetisk forbedrede menneskekroppe med et stort potentiale, givet den rette træning.

Og det er her, man selv kommer ind i billedet og thugsploitation-spillene falder i baggrunden. For ganske vist er den første times spil en frustrerende og småkedelig oplevelse, mens man render rundt og laver nøjagtigt det samme, som man gjorde i snesevis af tidligere Grand Theft Auto-kloner, men efter at have "lånt" nogle håndfulde biler og skudt en masse banditter på gadeplan, bemærker man sin første orb. Pludselig hæver spillet sig (bogstaveligt talt) over sammenligning med førnævnte spil og kaster et helt andet lys af sig.

Narkotikum for sjælen

Jeg er normalt en afholdenhedens mand, men orbs er simpelthen den rene opium, og det er dem som har fået mig til at vende tilbage til spillet aften efter aften to uger i træk. Ikke siden de funklende shines fra Mario Sunshine har jeg været så optaget af et misbrug. Orbs sørger for at gøre en stærkere, hurtigere og bedre til alting. De kommer i varianter, men dem man med al sandsynlighed vil opdage først, er agility orbs. I begyndelsen af spillet er man ganske vist stærkere end de fleste modstandere og kan lange øretæver ud på gadeplan, men efter opdagelsen af den første, funklende grønne orb på kanten af et hustag, får det en til at søge opad. Der er 500 af dem, og jo højere oppe og mere ufremkommeligt disse orbs befinder sig, des mere udvikler de ens karakter. Også 300 skjulte orbs er at finde i spillet, og ulig de almindelige agility orbs, bliver disse ikke omrokeret ved hvert dødsfald for at bringe dem frem i lyset, så de kræver en del mere ihærdighed at finde.

I begyndelsen famler man rundt på vindueskarme og fremspring for at nå dem, men efterhånden som man samler flere og flere, bliver man i stand til at hoppe højere og højere, og det er denne følelse af, at udvikle en superhelt fra krybbe til fuldvoksen, nærmest usårlig beskytter, der er helt unik. Crackdown er lige præcis alt det, som forrige års Superman-titel til Xbox 360 skulle have været, og sågar helt støvsuget for de moralske skrupler. Efter få timer kaster man sig rundt på hustagene med et kæmpemæssigt grin på, mens man indsamler orb efter orb som en tosse på påskejagt i Hareskoven. Man har fuldkommen glemt alt om kriminalitet, pligter og farer. Følelsen af at kaste sig ud fra et hustag i en halv kilometers højde, for at lande med at hult drøn på taget af en nærliggende bygning, med en stor afmærkning i betonen under sig, er så berusende, at det er svært at beskrive.

Men det er ikke kun ens adræthed, man kan arbejde på. Også ens råstyrke, ens evne til at køre bil, eller håndtering af våben og sprængstof kan man udvikle. Og det smukke er, at det er noget, man naturligt udvikler, jo mere man bruger tingene. Benytter man sig af næverne mere end skydevåben og løfter man på tunge ting, vil man hurtigt blive stærkere, og hvor man i begyndelsen af spillet knapt kan kaste en skraldespand mere end et par meter, ender man efter et halvt dusin timer at tæve folk med elmaster og kyle rundt med lastbiler som var det legetøj. Den prisbelønnede Havok-engine sørger for fysikken, så der er lagt i ovnen til mange, mange timers ureglementeret leg.

Især de eksplosive våben i spillet skal have et par ord med på vejen, for de er usigeligt underholdende og potente. Der er både missiler af den almindelige og den varmesøgende slags, og flere forskellige typer granater. Meget af tiden i spillet går simpelthen med at samle ting i store bunker og sprænge dem i luften, for at se det hele flyve rundt i et brændende inferno af vragstumper. Siden byen i spillet på alle tidspunkter er fuldt populeret med biler og menneskemasser, sættes der nærmest ingen grænser for den ballede, man kan lave, og inden man får set sig om, føles Grand Theft Auto som en meget to-dimensionel oplevelse. Den magt man ender med at besidde i Crackdown bliver meget, meget svær at ryste af sig, og jeg har allerede taget mig selv i at blive irriteret på andre spil over, at jeg pludselig ikke er i stand til at springe et halvt hundrede meter op i luften og kaste rundt med mine omgivelser.

Selv på vej til arbejde om morgenen har jeg ikke kunnet se mig helt fri for at stirre på bygningerne på min vej og overveje, hvordan man nemmest kunne klatre derop, indtil det går op for mig, at det selvfølgelig kan være lige meget, da en anden jo øjensynligt allerede har samlet alle orbs på Vesterbrogade.

Nåh-ja, der er forresten også et spil

Spillet har selvfølgelig også nogle missioner at byde på, og disse er helt og aldeles forankrede i de kriminelle syndikaters rangorden. Hvert syndikat har en håndfuld bandeledere, seks generaler og en "kingpin". De seks generaler og bandens kingpin skal nedlægges for at rydde en bydel helt for bandeaktivitet. Målet helliger altid midlet, og lokationerne kan ofte være ret fornøjelige kampzoner. For selv om mange har taget residens i høje bygninger, har flere af dem været mere originale og f.eks. valgt at forskanse sig på henholdsvis en boreplatform ude på havet, en luksusvilla i skovene, en missilbase i bjergene, et fodboldstadion og et observatorium.

Generalerne har hver deres baggrundshistorie, som man bliver briefet om, første gang man bevæger sig ind i deres respektive territorier, og det er sådan set den eneste historie spillet har at byde på overhovedet. De nøje udtænkte plotforløb, pertentlige fokus på drama og alsidige missionsstruktur der findes i Rockstars spil, finder man ikke her. Bandernes generaler og kingpins adskiller sig heller ikke det fjerneste fra hinanden, bortset fra accenten og flosklerne i deres tilråb. De er allesammen forbløffende nemme, og sværhedsgraden bliver kun dikteret af mængden af håndlangere omkring dem. På de præmisser kunne man godt forestille sig, at det hele var endt som en ret triviel affære, og det var det grangiveligt også, havde gameplayet ikke været så forbandet underholdende.

Spillet er velafbalanceret med hensyn til udfordring, men er generelt ikke svært, hvis man bare tager den med ro. Ens agent regenerer ikke bare sit skjold som i Halo, men også sin energi over tid, og skulle man gå hen og dø (det kan hænde spontant, når der er sprængstof involveret), står politiets agentur klar med en ny klon, som straks kan blive deponeret ved en af de supply points, man har indtaget i fjendens territorium. Disse supply points gemmer også på et hvert våben man samler op i løbet af spillet og deponerer der, så er man lidt flittig med at indtage dem, bliver ens utidige død meget hurtigt et non-event, der kun redder fjenden et halvt minuts fred og ro, før deres egen død atter kommer fra oven.

Styringen i spillet vil forekomme en smule irriterende den første halve times tid, men når først man opdager finesserne i den, kommer man til at elske den næsten ubetinget. Det belønner sig dog at tage sig tid til at udforske den, og mange opdager f.eks. ikke før meget sent, at højre analoge stick kan bruges til at vælge præcis hvilken kropsdel eller komponent på et køretøj, man vil sigte på i den ellers fuldkommen automatiserede sigtefunktion.

Men alt det andet er jo alt, alt for sjovt

Følger man udelukkende spillets missioner, bliver man nok skuffet over længden på spillet, for det er nemlig både ret kort og ret hurtigt gennemført. Men det er netop også det sjove ved spillet: Efter blot et par timer føler man absolut ingen trang til at gennemføre det. Tværtimod. I stedet tager man imod alle de andre udfordringer, spillet har at byde på. Både dem spillet rent faktisk stiller rådighed og alle dem, man selv finder på.

Blandt spillets egne udfordringer findes der i Pacific City en række løb. Både til fods og på fire hjul. Løbene til fods hedder "rooftop races", og gør opmærksom på sig selv i form af høje, grønne søjler af lys, som strækker sig mod himmelen, for at man altid kan se dem, hvad enten man befinder sig på gadeplan eller højt over byens tage. Vælger man at tage imod sådan en udfordring, sættes et stopur igang, og checkpoints leder en fra hustag til hustag i en hæsblæsende fart, der ved succesfuld eksekvering ender i en klækkelig sum agility orbs. Her kan især fremhæves et aldeles fornøjeligt løb på byens pariserhjul.

"Road races" fungerer på samme måde, men på gadeplan og i biler. Her kan man med fordel besøge politiets parkeringskælder, eller snuse lidt rundt i Los Muertos' bydel for at finde de hurtigste køretøjer, og efterhånden som man bliver en bedre billist, får man også mulighed for, at tage imod stunt-udfordringer, der belønner en med en bedre evne til at kontrollere køretøjerne i luften. Disse kan i særdeleshed blive sjove senere hen, når man finder ud af at bugsere biler op på hustagene. Byen er for øvrigt rigeligt stor nok til, at man kan ræse rundt i lang tid og blive ved med at finde nye afkroge, man ikke har besøgt. Alligevel føles den lille nok til, at man, efter et stykke tid, begynder at få en fornemmelse af, at kende den rigtig godt, og det er en rigtig god balance at ramme.

Achievements

Udover de ekstremt vanedannende orbs, må jeg også tilskrive Crackdown den bedste brug af Achievement Points i noget spil, jeg har oplevet på Xbox 360 til dato. Udover de achievements der er at hente på missionerne, løbene og level-ups, findes der en achievement til stort set hver eneste vanvittige ting, man kunne finde på at lave i byen. En af de første ting, jeg begav mig ud i, var at bestige byens højeste bygning: Polititårnet i Pacific Citys centrum, og hvor var det dog en vidunderlig følelse af anerkendelse, da jeg efter en halv times infernalsk klatren nåede toppen, og blev præmieret med en achievement for min dumdristige opførsel. Det efterfølgende spring fra toppen af bygningen ned i en lille balje vand for foden af bygningen indkasserede mig endnu en. Mit forsøg på at holde en modstander flyvende adskillige kilometer oppe i luften med varmesøgende missiler? Achievement. Min ansamling af 30 biler i et lille bjerg midt i Volk-territorie og den efterfølgende detonation af bunken? Achievement.

Det kan næsten ikke fremhæves nok, hvor smukt det er, at se en spiludvikler præmiere spillerens kreativitet på den måde, og kaster man efterfølgende et blik ned over achievements-listen, indser man, at der går meget lang tid, før man er færdig med, at forfølge åndssvage påhit i byen. Jeg mangler for eksempel stadigvæk at bowle en snes bandemedlemmer ihjel med kuplen fra byens observatorie, men for de som har svært ved at opnå disse achievements, kan Crackdown samtidig bryste sig af at være et af de mest YouTube-profilerede spil overhovedet. Der er bogstaveligt talt tusindvis af klip allerede, og samtlige achievements er repræsenteret. De mange klip, som udelukkende viser folks gale påfund, testamenterer samtidig hvor megen morskab der er at finde i det spil.

Multiplayer (sådan, lidt i hvertfald)

Co-op gør bestemt heller ikke Crackdown mindre sjovt, og Realtime Worlds skal have et gedigent klap på skulderen for at gøre det til en fuldkommen smertefri proces at springe ind og ud af hinandens spil. Man kan være midt i et singleplayerspil, når en ven banker på, og med et enkelt tryk kan man trække ham ind i missionen. Alle ens evner og færdigheder kan man fortsat udvikle videre på i en andens spil, og alt hvad man opnår, kan man tage med tilbage til sin egen by, dog uden at ødelægge morskaben i at få lov at tæve ens egne bosser i singleplayer.

Desværre har Realtime Worlds forspildt nogle helt åbenlyse chancer i multiplayerdelen, såsom muligheden for at spille mere end to spillere. Selv med to spillere er der ting som virker lidt uigennemtænkte. For eksempel er der ikke megen morskab ved at sidde på passagersædet i en bil, mens den anden kører, for man kan ikke andet end at se på. Man kan ikke skyde ud af bilens vinduer, og det er en skam, da en af mine personlige yndlingstidsfordriv i spillet netop involverer at skyde dækkene op på forbipasserende syndikatbiler og se dem skøjte rundt, flyve ud over autoværnet eller generere voldsomme harmonikasammenstød. Det kan stadig lade sig gøre, men så foregår det fra taget af en varevogn. Hvilket godt kan ende galt ved lave broer.

Multiplayerdelen er desværre en af de skæmmende ting ved Crackdown, som afholder spillet fra at modtage sin sidste stjerne. Den føles som en forhastet tilføjelse, og selvom den er sjov, kunne den have været så meget mere. Ingen capture the flag, team deathmatch eller andet, der kunne have taget det actionpumpede gameplay til helt nye højder. Ydermere lider co-op af en fejl, hvor fjender dukker op og forsvinder tilfældigt, hvis man befinder sig langt fra hinanden på den vertikale akse. Det er et problem, der primært opstår, hvis man bliver separeret i en skyskraber, men ikke desto mindre irriterende. Man kunne måske også ønske sig en mere involverende og gennemgående historie, et lidt længere hovedspil og en opstramning af enkelte af våbnene, deriblandt snigskytteriflerne.

Jeg har hørt på en del brok om bilerne i spillet, som folk åbenbart har fundet for kedelige. Det kan jeg ikke selv nikke genkendende til, for jeg har vitterligt haft timevis af sjov i de firhjulede, men jeg vil tro, at kritikken i virkeligheden har mere at gøre med ens superkræfter end med bilerne, for det bliver trods alt en kende trivielt at tage bilen, når ens fødder bærer en hurtigere og højere.

Mam for øjne og ører

Grafikken i spillet kan man bestemt ikke rynke på næsen af. Det er et af de mest detaljerede af sin slags, og fra byens tage kan man se så langt ud i horisonten, at man bliver helt stakåndet. Alting i spillet er celshadet[*], men det er de færreste, som opdager det, fordi afstanden til objekterne som regel er for stor til, at man bemærker det. Desuden er teksturerne så detaljerede, at man knapt lægger mærke til den sorte outline. Det bidrager dog til at holde den outrerede vold på et mere munteret og useriøst plan, og det er nok meget godt for spillets rating, der ellers ville være røget gennem loftet.

Lydeffekterne i Crackdown er ligeså potente, som den action, de skal understøtte, og eksplosionerne på et ordentligt 5.1-setup lader absolut intet tilbage at ønske. Soundtracket er også virkelig godt, med over 100 numre med masser af bemærkelsesværdige indslag, såsom Amon Tobin, Curve, DJ Krush, Hybrid, Molotov og Stromkern.

Selv om der stadig er plads til forbedring i historie- og multiplayerafdelingen, er Crackdown et fantastisk spil, der fortjener at stå i enhver samling, og jeg håber bestemt ikke, at det er det sidste, vi ser til det.


Der er 46 kommentarer til artiklen

Send til ven Del på Facebook Del på Twitter    Læs og skriv kommentarer til denne artikel Anbefal artikel til andre læsere


 
bedler/auto/1173661430crackdowncoverpal.jpg
Faktaboks
MedieXbox 360
Udgivelsesdato23. feb 2007
Produktionsår2007
FormatPAL
UdviklerRealtime Worlds
UdgiverMicrosoft
Udlånt afMicrosoft Danmark
Websitewww.crackdownoncrime.com
Se også:
Xbox 360: Crackdown 2
Kommentarer 46 - hop til
Spilfeatures
Antal spillere 1-2 
ELSPA rating15+
Onlinespilja
16:9 Widescreenja
Progressive Scanja
Understøtter:
720p
Kun 60hz
Billeder
De andres mening
CSW  
*****.
 Byens bedste hoppeborg.
LKL  
*****.
 En af de bedste sandkasser.
TW  
******
 Digitalt crack. Velkommen til den første revolution siden det første sandkassespil.
Brugernes karakter
 4 brugere har givet den gennemsnitlige karakter 4.8 
6:(1)
5:(1)
4:(2)
3:(0)
2:(0)
1:(0)







Brugerkommentarer (46)



[Bender is watching a cooking show, when Fry and Leela come in, and Bender turns off the tv]
Leela: What were you watching Bender?
Bender: It was... ah porno, that's right, porno.
[Fry turns the tv back on]
Leela: Ah Bender, I didn't know you liked cooking, that's sweet.
Bender: Well I--
Fry: I like cooking too.
Bender: Pansy.
-- Futurama