Menneskelignende monstre invaderer verden fra et netværk af tunneler, de har gravet under jorden. Lyder det bekendt? For enhver, der har spillet sidste års megahit på Xbox360: Gears of War, burde klokkerne ringe. Selvfølgelig har Insomniac ikke forsøgt at kopiere andre spil, men det er svært ikke at drage denne sammenligning, når man første gang spiller Resistance: Fall of Man (RFoM).

Historien foregår i 1950'erne, men ikke de 50'ere vi kender fra historiebøgerne. Den Anden Verdenskrig som vi alle har lært om i skolen har aldrig fundet sted. I løbet af 1940'erne kommer der historer ud fra de østligste egne af Rusland om en mystisk race af monstre, der langsomt men sikkert overtager områder og udrydder byer. Der går også rygter om biologiske eksperimenter og en ny virus, som er skyld i disse monstre, der navngives "Chimera". Invasionen tager pludselig fart, og i løbet af ganske få år falder hele Asien og Europa med. I England næres en falsk følelse af sikkerhed, da landet er omgivet af vand, og Chimera'erne ikke har demonstreret nogen evne til at kunne krydse de våde masser.

Der går dog ikke længe inden samtlige større byer i England også er under angreb. Chimera'erne har gravet sig under den Engelske kanal, og gennem et netværk af tunneller har de fundet vej ind bag det Engelske forsvar. I 1951 sender USA, der endnu er uberørt af Chimera'erne, millitær støtte til England blandt andet som bytte for information om Chimera'erne. Her starter spillet, for selvom man spiller sig igennem forskellige områder og byer i England er det i skikkelse af en amerikansk soldat ved navn Nathan Hale.

Til at begynde med er Nathan en helt almindelig soldat, der kan løbe, dukke sig, skyde og tage skade som alle andre. Men tidligt i historien inficeres han selv med Chimera-virusen, og til forskel fra alle andre inficerede vågner han af sig selv fra det koma, der følger med inficeringen. Af ukendte årsager udvikler virusen sig aldrig 100% i Nathan, og han bliver ikke selv til en Chimera, men til gengæld arver han en af deres praktiske egenskaber. Hans energi regenererer nu efter kort tid, hvis han ikke tager skade. Praktisk udmønter det sig i en energibar, der er opdelt i fire dele, og hvis man er skadet og går i skjul, vil energien regenerere op til nærmeste fjerdedel. Man genvinder altså ikke al sin energi og kan sagtens komme i pressede situationer, hvor man skal passe på. Til gengæld ligger der "energipakker" rundt omkring, der kan give en fjerdedel af energibaren tilbage.

Man lærer hurtigt vigtigheden af ikke at storme for hurtigt frem men i stedet at tage det lidt afslappet og bruge dækning så godt som muligt - især i spillets første baner, hvor man endnu ikke har fået sine regenererende egenskaber. Her viser spillet for første gang, at det ikke har tænkt sig at være banebrydende for den nye konsol. Man kan sagtens gemme sig bag vægge og forskellige kasser, men der er ingen funktion til at "klæbe" til væggen, hvilket efterhånden er ved at kunne kaldes for "standard funktionalitet". Der er ikke engang mulighed for at læne sig til siden, så man kan skyde fra sit skjul. Det bedste man kan gøre, er at dukke sig bag en kasse eller lignende og så dukke op engang imellem og skyde. Selv her finder man begrænsninger, for ofte når man tror man er i skjul for fjendtlig ild, viser det sig, at ens dækning ikke er høj nok, så man alligevel bliver ramt. Jeg endte med helt at opgive lave dækninger og kun gå i dækning bag hele mure, for ellers kan man ganske enkelt ikke være sikker på, at man er beskyttet.

Guns, guns, guns

Spillet er i det hele taget meget "standard", idet der altid kun er én vej igennem en bane. Man skal aldrig træffe nogen valg om rute, og man kan bære lige så mange våben, som man kan finde. Det vil mange sikker finde praktisk, og det giver da også muligheden for altid at have et varieret arsenal ved hånden. Her kan man til gengæld tale om nytænkning. Insomniac, der nok er bedst kendt for deres Ratchet and Clank-serie, hvor man har adgang til meget varierede og opfindsomme våben, har bragt deres våbenopfindsomhed med over i RFoM. Alle våben i spillet har en primær og en sekundær funktion. Primærfunktionen er det normale skud for det våben, mens sekundærfunktionen giver flere forskellige smarte egenskaber.

Nogle er dog ret banale - så som shotgun'en, der som sekundær funktion kan affyre begge løb samtidig i stedet for kun det ene. Banalt men yderst effektivt til nogle af de mere problematiske fjender senere hen. Snigskytteriflens sekundære funktion er at tiden kortvarigt går langsomt for at illustrere at man koncentrerer sig om det forestående skud. Man kan også samle nogle af Chimeraernes våben op og især disse viser Insomniacs opfindsomhed.

Deres standardriffel skyder energikugler, der ikke er specielt præcise, men som gør god skade. Med sekundærfunktionen kan man til gengæld skyde en markør mod en fjende, og hvis den ramer, vil alle efterfølgende skud i en periode søge imod denne markør. Det vil sige, at man godt gemt bag en væg kan skyde lige ud i luften og alligevel ramme sin modstander. Auger-riflen skyder energistråler af sted, der kan gå igennem alt: vægge, biler, gulve - alt! For hver forhindring strålen skal igennem, går der omkring et sekund, men til gengæld stiger strålens styrke. Samtidig lyser sigtekornet rødt, når man sigter på en fjende - også selvom denne gemmer sig bag adskillige mure. Sekundærfunktionen skyder et lille energiskjold ud, der beskytter personen. Kun Augerens egne skud kan passere igennem.

Granater findes i tre former: den almindelige håndgranat som vi kender. En Air-Fuel grenade der først lander, dernæst sprøjter en sky af benzin (eller lignende) ud i luften omkring den og til sidst antænder den med alvorlge følger for omkringstående. Den sidste type granat er min absolutte favorit. Hvis man har set Schwarzenegger-filmen Eraser og kan huske søm-granaten, har man et ret godt billede af funktionaliteten. Man kaster granaten, der lander, hopper ca. to meter op i luften og skyder små spyd/pile i alle retninger. Det er fantastisk effektivt og meget underholdende.

Sådan fortsætter opfindsomheden med våbnene, og det giver altid sved på panden når tre-fire Chimeraer bevæbnet med Auger-rifler stormer frem, for hvor kan man gemme sig? Med så opindsomme våben er det til gengæld lidt ærgerligt, at man aldrig opfordres til at udnytte deres meget forskellige egenskaber. Det er stort set ligemeget, hvilket våben man vælger at pløje sig igennem banerne med og kun for sin egen underholdnings skyld, kan man vælge at bruge nogle af specialfunktionerne ind imellem.

Grafisk holder spillet en ganske pæn linie. Til at begynde med er stilen som i de fleste andre spil omkring Anden Verdenskrig: smadrede bygninger, murbrokker og sandsække. Farven brun er rimelig meget i spil, og umidelbart er der ikke noget i omgivelserne, der imponerer synderligt. Dette skal selvfølgelig ses i forhold til, hvad vi er vant til at se på Xbox360, og ikke hvad PS2 kunne levere. Set i lyset af at det er et "førstegenerationsspil", er grafikken ganske imponerende med gennemførte lyseffekter - især ens egen lommelygte i de mørke underjordiske huler og gange giver nogle gode effekter.

Senere møder man mere "sci-fi"-orienterede baner, som man nærmer sig Chimeraernes hovedsæde i England. Undervejs skal man dog igennem rigtig mange baner, der foregår i mørke underjordiske huler eller lidet belyste bunkere, og den lommelygte, man er udstyret med, virker hurtigt for svag. Til sidst bliver man lidt træt af at sidde og knibe øjnene sammen, for at se hvad der foregår endnu en af spillets lidt for mørke baner. Man får først en rigtig god smagsprøve på PS3'ens grafiske kunnen på nogle af de senere baner, der virkelig indeholder nogle store og komplekse designs.

Lydsiden er godt skruet sammen - især i "stemningsdelen". Her understøttes især netop de mørke baner, ikke så meget med stemningsmusik som med fraværet af den. Tilsæt en svag brummen af maskineri i det fjerne og en flaske eller dåse der væltes ind imellem, og man har en godt spændt stemning. Nogle af våbnene lyder lidt fesne efter min mening, men generelt er lydeffekterne overbevisende.

Online fun

Online med RFoM er en ret fornøjelig oplevelse. Her arbejder spillets simple og ligefremme stil til dets fordel. Jeg spiller normalt ikke meget online, men min onlineoplevelse med dette spil var en, jeg havde lyst til at vende tilbage til. Multiplayer^[*] banerne er godt og fantasifuldt designet, og et par af dem viser også PS3'ens grafiske muskler frem. Ud over standard spiltyperne Deathmatch^[*], Team Deathmatch og CTF^[*] findes et par forskellige andre, der i bund og grund er variationer over spiltyper kendt fra tidligere spil.

Setup af et onlinespil giver mulighed for at skrue på mange forskellige indstillinger, og lave lige præcis det spil man gerne vil have. Banerne findes i flere forskellige størrelser - dvs. at de er bygget til at understøtte færre eller flere spillere. Op til 40 personer kan spille sammen på de største baner, og indtil videre har jeg ikke oplevet noget lag^[*], selv på store baner med masser af modstandere og aktivitet.

Jeg har også allerede vundet mine første par medaljer - blandt andet en for at slå tre modstandere ihjel med én granat. Det var min yndlingsgranat: "sømgranaten", og den følelse det gav at placere sådan en granat så præcist og med så godt et resultat er ubeskrivelig.

Resistance: Fall of Man er et godt stykke håndværk, der gør det det skal men så heller ikke mere. Det er god underholdning for de, der bare gerne vil have en gang action uden at skulle bekymre sig om at vælge hvilken vej, de skal gå eller hvilket våben, der nu måtte være det rigtige til situationen. En solid onlinedel giver flere timers underholdning, når man er færdig med singleplayer^[*]-delen.

Selvom våbnene er opfindsomme og de endda har benyttet Sixaxis-controllerens specialfunktion (når en fjende griber fat i en, skal man ryste controlleren til han giver slip), kommer opfindsomheden aldrig helt i spil. Selvom det tekniske bestemt intet fejler, kan man ikke lade være med at sidde tilbage med en følelse af, at Insomniac godt ville have haft et par måneder mere udviklingstid til at udvikle gameplayet.