Geeks UnpluggedKhet - et brætspil med lasereThomas Jakobsen4. aug 2007Tilbage til Hovedsiden

*****.

Forestil dig den optimale blanding af skak og laserlysshow, så har du Khet, et batteridrevet brætspil. Enten det, eller Kasparov til en Jean-Michel Jarre koncert.

Vi fandt Khet ved et tilfælde i Seattle i forbindelse med vores sommerferie ned langs USA's vestkyst og Highway 1 (kan anbefales!). Da jeg opdagede spillet måtte jeg simpelthen have fingre i det. Vi købte det i en fantastisk butik, som jeg faldt over, Math'n'Stuff. Forretningen er et kapitel for sig selv og jeg var i drømmeland i lang tid, faktisk gik jeg først da forretningen lukkede. Det var dimseland++, fyldt med lækre 3D puzzles, sjove spil og underlige geometriske dippedutter. Men nok om det, jeg kommer væk fra det egentlige emne: Khet. I Danmark forhandles spillet blandt andet af spillehulen.dk, hvor det kan fås for kr. 399, og det passer ifølge anbefalingen til aldersgruppen 9+ år. Spillet er også set hos ThinkGeek.

En lysende god ide

Spillet foregår på en slags skakbræt med 10×8 felter, som er befolket af brikker i to farver; en farve til hver spiller. Der er fire forskellige briktyper: Faraoen (en slags konge) og pyramider (en slags bønder) samt obelisker og djed'er, som begge indeholder spejle. Herudover er der to ægte klasse-2 lasere indbygget i spillebrættet, én til hver spiller. Laserne affyres efter hver spillerunde, når man har flyttet en brik.

Vinderen er den spiller, som først med sin laser foretager en synskorrigerende øjenoperation på modstanderen. Eller vent! Det var vist den udgave af reglerne, som blev forkastet af sundhedsmyndighederne sammen med ideen om hjemmekits til fedtsugning.

Spøg til side. Spillets mål er at ramme modstanderens farao, som har cirka samme rolle som kongen i skak. Når lysstrålen illuminerer en brik - og det gælder både egne og modstanderens brikker - så elimineres den pågældende brik og skal pilles af brættet. Strålerne skydes ind i henholdsvis øverste venstre og nederste højre hjørne ved tryk på en knap. Man kan ikke ændre på lysets udgangsvinkel, men man kan manipulere med strålen ved at placere obelisker og djed'er strategisk - spejlene, de indeholder, kan nemlig dreje strålen 90 grader! Som i skak stilles brikkerne i en bestemt udgangskonfiguration (af hvilke der faktisk er flere mulige), hvorefter spillerne skiftes til at trække og spillet tager form.

Jeg lagde ud med en mængde partier med min søn Lukas, som også spiller skak. Da vi i sin tid spillede et andet velkendt brætspil, RoboRally, for første gang, var Lukas en anelse skuffet over, at det ikke var rigtige lasere, der skød robotterne. Så da han konstaterede, at laserne denne gang var ægte, var glæden stor. I første omgang virkede det lidt uoverskueligt at udvikle en strategi på grund af de mange muligheder, men vi kastede os ud i det og fik snart afprøvet forskellige detaljer. Lysstrålen og spejlenes natur gør, at en enkelt ændring et sted på spillepladen kan have indflydelse et helt andet sted, og det gør spillet ret interessant. Man kan også nemt risikere at ramme sine egne brikker, hvis man ikke lige får tænkt sig godt nok om inden man flytter. Det gjorde jeg et par gange, hvor jeg måtte se mig (ned)slået.

Spillet anbefales i øvrigt af Mensa, men ifølge fabrikantens hjemmeside er det et spil, som alle vil have glæde af, "not only geeks, nerds, and dweebs". Helt ærligt, så stå dog ved det: Hvornår har man sidst hørt fodbold beskrevet som "ikke kun et spil for sportspsykopater"? Nå, jeg er vist atter på vej ud på et sidespor.

Gameplay

Spillets regler er så tilpas simple, at man hurtigt lærer dem - de fylder blot tre letlæste sider. Spillet er velbalanceret og selv om jeg ikke har spillet nok til at få afprøvet de finere detaljer, så er det helt klart et spil, som man kan bruge lang tid på at fordybe sig i. Det er en af den slags spil, som jeg elsker; simple regler, men alligevel komplekst gameplay, der virkelig kan fange én. Af og til bliver man så fordybet i sin egen strategi og spejlenes potentielle fremtidige placeringer, at man glemmer, at modstanderen også er ude efter ens egen farao - eller hvordan de to strategier kan have indvirkning på hinanden.

En vis æstetik er der også blevet plads til, og selv om spillet er støbt i plastic, så er det rimelig pænt fremstillet. En trævariant findes desværre ikke, men passer måske heller ikke helt til det højteknologiske indhold.

Et spil varer forholdsvis kort tid, så man kan sagtens nå at spille flere spil i en session.

Udvidelse

Det er muligt at købe en udvidelse af spillet i form af to ekstra brikker, der hver indeholder en ægte strålesplitter som set i fysiklaboratoriet. Den deler laserstrålen i to lige stærke stråler. Den købte vi naturligvis også. Det betyder, at det er muligt at ramme op til tre brikker ad gangen med en enkelt laser, hvis strålen bliver splittet to gange! Mulighederne for spillets forløb er mange og udvidelsen kan klart anbefales.

Som et kuriosum kan nævnes, at en laser og en strålesplitter er de to hovedingredienser i holografisk optageudstyr. Så med lidt snilde kan den ivrige (og nok temmelig tålmodige og innovative) hobbyfotograf måske få mere ud af spillet end fabrikanten oprindeligt havde forestillet sig. Kvantekryptografi og -teleportation er også en oplagt mulighed for den glade amatør.

Og pas nu på med at sætte den rigtige batteristørrelse i!

Ugelektier

Ugelektie #1: Omdan spillebrættet til en fuldt fungerende kvantecomputer.

Ugelektie #2: Stil brikkerne og strålesplitterne således, at spillepladen omdannes til et fuldskala fysikeksperiment, som kan åbne Stargate-porte til et andet univers uden Pia Kjærsgård og ansjoser.

Send til ven Del på Facebook Del på Twitter Læs og skriv kommentarer til denne artikel Anbefal artikel til andre læsere


 
bedler/auto/1185897667khet.jpg
Faktaboks
MedieBrætspil
Produktionsår2006
UdgiverInnovention Toys LLC
Websitewww.khet.com
Kommentarer 16 
Billeder
Djed.Farao.
Obelisk.Pyramide.
Vindende brikkonfiguration med tilhørende laserrute. 





FAQ | Forside | IRC-Chat | Kontakt | Login | Links | Mobilt | RSS | Søgning