SpilXbox 360: Halo 3Thomas Würgler17. okt 2007Tilbage til Hovedsiden

******

Trilogien er fuldendt med et brag af et spil…

Tre år er gået, siden vi slap Master Chief i en cliff-hanger af de helt store. I mellemtiden har Halo 2 været det suverænt mest foretrukne multiplayerspil på Xbox live. I hvert fald indtil det fantastiske Gears of War kom på banen.

Halo 3 starter selvfølgelig, hvor Halo 2 sluttede, og uden at afsløre noget af historien (mange PC-ejere har formentlig ikke haft chancen for at spille 2eren endnu), skal Master Chief igen møde både Flood, Covenant, Guilty Spark og andre kendinge fra Halo-universet.

De to første Halo-spil fik af nogle en del kritik for ensformighed i nogle af banerne, og man må sige, at det i høj grad er noget, der er blevet rettet op på i Halo 3. Banerne varierer i både udseende, størrelse og type, så man næsten taber pusten undervejs. Uanset om det er junglebaner eller en verden i flammer ser spillet levende ud - specielt takket være det fantastiske brug af lyseffekter.

Lad det være sagt med det samme: Det er ikke fordi Halo 3 ser voldsomt meget bedre ud end alle de andre, nye Xbox 360-spil. Både Bioshock og Gears of War er godt med på det visuelle område, men samtidig kan Halo 3 sagtens spille bold med de andre, store drenge. Det utrolige er, at det bliver ved med at se flottere og flottere ud, des længere man kommer ind i det. En enkelt af banerne var da også blandt det flotteste, jeg overhovedet har set på Xbox 360 - eller i det hele taget.

Der er også god grund til at se på banerne flere gange. For det første er det muligt at spille det i co-op med op til fire spillere - denne gang også online. Det fungerer desuden glimrende. Med fuld besætning bliver spillet helt overkommeligt på legendary-sværhedsgraden, selv om der stadig vil være flere dødsfald end sædvanligt. Når man spiller i co-op, fungerer det sådan, at hvis man dør, så skal man vente på, at de andre rydder området for fjender, eller trækker lidt tilbage til et sikkert område. Det betyder, at et dødsfald trods alt får nogen indvirkning på slagets gang, da man skal tilbage til sidste checkpoint, hvis alle mand dør. Der er forøvrigt altid kun én Master Chief. De andre får lov at spille som henholdsvis The Arbiter og to Elites.

Desværre fungerer co-op ikke helt så fantastisk som i Gears of War. Alle skal være med i lobbyen, før man starter en bane, så man kan altså ikke bare droppe ind i en co-op-session, hvis man ser, at vennerne er i gang. Det er lidt synd, men formentlig prisen for at det er muligt at være op til fire spillere samtidig, og som sådan virker det som et overkommeligt offer.

Spiller man alene, får man følgeskab af The Arbiter og af og til et par soldater. Desværre følger AIen[*] på The Arbiter ikke trop med fjenderne, når man skruer sværhedsgraden op, så har man planer om at klare alt andet end normal sværhedsgrad alene, så kan man godt væbne sig med tålmodighed og solid taktik. Hærdede Halo-spillere kan dog formentlig sagtens starte på heroic-sværhedsgraden uden de store vanskeligheder.

Traditionen tro byder Halo 3 på nogle nye muligheder med hensyn til våben og køretøjer. Blandt andet er der kommet nogle motorcykel-lignende anordninger, en warthog-lignende flyder og et tomands-køretøj, der er lidt mindre end en warthog. Kendetegnende for alle tilføjelserne er, at de er tilpas forskellige og tilpas afbalancerede til, at de alle fortjener deres plads i spillet. Selv efter at have gennemført hovedspillet to gange, har jeg stadig ikke en favorit, og kaster mig straks over nye køretøjer, så snart jeg får chancen. De ser desuden alle ganske fantastiske ud, og især scorpion-tanken er utroligt detaljeret. De forskellige våben er også endnu bedre afbalanceret nu, selv om der er mange flere af dem. Selv needler har fået et stærkt comeback som et brugbart våben.

En anden detalje ved campaign-mode er, at man undervejs kan finde nogle kranier, som man kan bruge ved efterfølgende spil. De forøger sværhedsgraden på forskellig vis. Et af dem kan for eksempel gøre, at man kun kan få mistet energi tilbage ved at angribe fjender med geværkolben. De er der dog ikke for den rene masochismes skyld, men fordi man i co-op kan få en større multiplier. Det vil sige, at de points man tjener hver for sig i multiplayer bliver X antal gange højere end normalt udover de muligheder man har for almindelige bonuser. Der er selvfølgelig også nogle achievements, hvor man skal score et vist antal points på en bane, og her kan kranierne gøre noget af en forskel. Nogle kranier låser også op for andre ting som andre typer rustninger og den slags godbidder.

Både med Halo: Combat Evolved og Halo 2 har singleplayer-spillet været snacken og multiplayerdelen har været hovedmåltidet. Her skuffer Halo 3 ikke, selv om man måske godt kunne ønske sig større fleksibilitet i hvordan de forskellige multiplayer modes er sat sammen. Det er dog noget, der løbende bliver justeret af Bungie, og den første justering er da også allerede landet (hvor frekvensen af spiltypen ”Shotty Snipers” - heldigvis - blev kraftigt reduceret).

Der er egentlig ikke det helt store at sige om spiltyperne. De indbyggede er rimeligt lige ud ad landevejen. Der, hvor det bliver interessant, er Forge. Forge er et værktøj, som Bungie har lagt ind med på disken, som tillader at ommøblere de forskellige baner. Man kan ganske vist ikke ændre på selve kortet, men man kan frit placere eller fjerne ting på dem og samtidig ændre på reglerne. Dermed er der åbnet for helt nye spiltyper, som man efterfølgende kan uploade og dele med andre.

Halo 3 er velsagtens det første konsolspil, som for alvor gør noget ud af brugergenereret indhold. Ganske vist har Forza 2 bilmodificering, og skate. har videooptagelser, men det er alligevel relativt simpelt i forhold til helt nye typer af baner. Selvfølgelig risikerer man, at der kommer enorme mængder bras, når Maren-i-kæret giver sig til at strikke baner til sine katte og sig selv, og efterfølgende uploader dem. Heldigvis er der dog mulighed for at give karakterer for banerne, og Bungie udvælger da også nogle baner og sætter dem i rampelyset, når de virkelig fortjener det. Halo 3 giver dog også muligheden for at lave små filmklip - komplet med kameraskift - og uploade, så andre kan se, hvad der er sket i multiplayerspillene. For en gangs skyld, behøver man ikke længere beskrive det, og der er ingen undskyldning for ikke at gemme det til senere visning, da man kan gå ind og se replays igen mange kampe senere. Faktisk kan man også se hele sin tur i campaign-mode igennem igen. Det kan faktisk været ret skægt at slå frit kamera til og drøne i forvejen, så man ser sine mænd nærme sig fra fjendernes synspunkt, eller bare at drøne over og se, hvad de egentlig laver, når de ikke har en Master Chief at skyde efter.

Der er ikke tvivl om, at der er lagt nok brænde i ovnen til multiplayerskæg til, at Halo 3 kan holde sig på toppen af poppen, indtil der enten kommer en ny Halo-titel eller et nyt Gears of War. Onlinedelen kunne dog forbedres yderligere ved, at man kunne begrænse spilsøgningen geografisk, for selv om det er blevet en del bedre, kan man stadig risikere, at man havner i et spil med f.eks. en amerikaner som værtsmaskine, og så skal man pludselig være mere end almindeligt god for at få den sædvanlige mængde kills.

Multiplayer bliver også sjovere af, at der er uddybende statistik for næsten alt. Man kan gå ind og se diagrammer for, hvordan spillere løb rundt på banen, se hvem der dræbte flest eller blev dræbt mest, samt medaljer for forskellige mini-achievements. Man kan også se eventuelle uploadede screenshots fra spillet. For at gøre ondt værre, får man også experience points (XP) og et skill-niveau, som hjælper med at matche spillere bedre. Der er rigeligt med årsager til at blive hooked.

Det svageste punkt ved Halo 3 er lyden. Det drejer sig dog kun om selve mixet, for både lydeffekter, VA[*] og musik er i topklasse. Våben kan bare lyde utroligt tamme af og til, og talen kan næsten drukne i andre lyde. Det er både synd og skam, for de enkelte dele fortjener langt bedre, men forhåbentlig er det noget, der kan fikses med en lille opdatering af spillet senere.

Musikken har i store træk lagt det mere rockede islæt fra sig, som Halo 2 ellers blandede ind i paletten. Der er stadig numre med masser af punch, selv om der ikke er skrevet Steve Vai med store bogstaver ud over dem denne gang. Martin O’Donnell har overgået sig selv ved på samme tid at læne sig op ad soundtracket fra de første to spil, mens han formår at gøre det endnu mere storslået uden at miste de genkendelige temaer, som bærer handlingen frem på brusende vinger. Lige så snart soundtracket kommer ud, bliver det i hvert fald bestilt af undertegnede.

Selv om Halo: Combat Evolved og Halo 2 begge havde skønhedspletter, var de samlet set fænomonale spil med længere holdbarhed end de fleste andre. Med Halo 3 har trilogien fået en på alle måder værdig afslutning, som ingen Halo-fan bør snyde sig selv for. Så vi udelukkende på singleplayer-delen, ville jeg give spillet fem store stjerner, men ligesom med Halo 2 må jeg hive en stjerne mere frem takket være multiplayer-delen.

Det kan godt være, at Halo 3 er det mest hypede spil nogensinde, men for en gangs skyld blev der i store træk også levet op til hypen. Det er et herligt spil, som man både kan nyde offline og online, og takket være nogle sjove achievements, er der masser af ekstra levetid i både single- og multiplayerplayer-delen.


Der er 59 kommentarer til artiklen

Send til ven Del på Facebook Del på Twitter    Læs og skriv kommentarer til denne artikel Anbefal artikel til andre læsere


 
Klik for større billede
Faktaboks
MedieXbox 360
Udgivelsesdato2007-09-26
Produktionsår2007
FormatPAL
UdviklerBungie
UdgiverMicrosoft
Udlånt afMicrosoft Danmark
Se også:
Xbox: Halo 2
PC: Halo 2
Xbox 360: Halo 3: ODST
Xbox 360: Halo 4
Xbox: Halo: Combat Evolved
PC: Halo: Combat Evolved
Xbox 360: Halo: Combat Evolved Anniversary
Xbox 360: Halo: Reach
Kommentarer 59 - hop til
Spilfeatures
Antal spillere 1-16 
Anslået spilletid8 timer
ELSPA rating16+
Onlinespilja
Understøtter:
720p
1080i
Kun 60hz
1080p
Billeder
Det er altid godt at have en warthog i ryggen.Jeg spår ikke denne grunt mange chancer.
Disse fartøjer er overraskende vellykkede.Stemning så tyk, man kan skære i den...
Master Chief holder en kort pause, før han kaster sig ud i Hamlets enetale.Welcome to the jungle... we've got fun and games.
Bemærk lille Jacobs fantastiske skyggeteater i baggrunden.Her kan man se oversigten efter en multiplayerkamp.
De andres mening
CSW  
*****.
 Trilogiens bedste spil.
JMo  
*****.
 Flottere og mere episk Halo... til tider FOR episk dog.
MGH  
******
 Bungie leverer.
Brugernes karakter
 7 brugere har givet den gennemsnitlige karakter 3.1 
6:(0)
5:(2)
4:(1)
3:(1)
2:(2)
1:(1)







Brugerkommentarer (59)



The Donkey: Oh no! I can't feel my toes.
[Looks down and yelps] I don't have any toes!
[Sits down] I need a hug.
-- Shrek