SpilXbox 360: Mass EffectThomas Würgler10. dec 2007Tilbage til Hovedsiden

******

Af og til kommer der et spil, som ikke har nogen lige. Mass Effect er et af dem.

Når Bioware laver et spil, er det en begivenhed. Til dato har de ikke lavet et dårligt spil, og det er ikke Mass Effect, der er undtagelsen. Men på mange andre områder er det anderledes end deres tidligere spil.

Dets tætteste slægtning er det ligeledes fantastiske Star Wars: Knights of the Old Republic. Men ser man de to spil side om side, så virker Knights of the Old Republic mere som en tidlig prototype på Mass Effect.

Selv om udtrykket ”interaktiv film” er både slidt og fortærsket, så er Mass Effect et af de spil, som, sammen med ganske andre spil, lever ret godt op til udtrykket. Mass Effect er episk i enhver mulig forstand af ordet. Historien er storslået og universet er gigantisk.

En gang for længe siden... i fremtiden

Historien er fundamentalt set det samme som før: Verden er i overhalingssporet på motorvejen mod helvede, og du er det eneste håb. Nærmere specificeret er uhyggelige robotter ved at gøre klar til at overtage verdensherredømmet. Det gør de vel at mærke ved at udrydde alle andre arter. Det interessante er bare, at du selv bestemmer, hvordan du vil tackle opgaven. Lige fra det øjeblik, du vælger din hovedperson (eller skaber ham/hende fra bunden), vælger du selv din baggrundshistorie, og siden spillet tilpasser sig baggrundshistorien, får den en mere eller mindre direkte indflydelse på dine valg. Sjældent har jeg været så involveret i et spil før, og aldrig før er jeg gået så meget op i, hvad der sker med både min egen person på skærmen og de, der omgiver den.

Universet er din legeplads, lige så snart du har været de indledende runder igennem, hvor du allerede får mulighed for at tage nogle små ekstramissioner, som du kan kaste dig ud i, lige så snart du får dit eget rumskib. Der er bestemt frynsegoder ved at være universets eneste håb. Der følger blandt andet det mest avancerede krigsskib i det kendte univers med, en loyal besætning og carte blanche til at gøre lige præcis, hvad man finder nødvendigt - om det så er den totale udryddelse eller redning af hele arter, at vælge den lette vej eller den rigtigt hårde, eller om du i det hele taget gider høre efter, hvad folk siger. Uanset hvad kommer man hovedhistorien igennem, men der er store forskelle på, hvad man oplever undervejs.

Hvis man skal se hvert eneste hjørne af spillet, kan man godt sætte rigtigt, rigtigt, mange timer af til projektet. Til gengæld kan man også spurte igennem hovedhistorien på under 20 timer, hvis man vil snyde sig selv for en masse oplevelser. Da jeg gennemførte spillet, var det med et par ekstramissioner, som endnu ikke var blevet løst, og med mange områder, som jeg ikke havde opsøgt. Det var 32 timer inde (og ja, jeg sørgede selvfølgelig for at gemme, så jeg kan vende tilbage til dem).

En ny legende

Som så ofte før i Bioware-spil, er det historien, der er ganske fantastisk. Mass Effect er ikke nogen undtagelse, og både plottet og dialogen er i top. Det er også det første spil, jeg har set, hvor man så småt kan begynde at tale om digitalt skuespil. Stemmeskuespillet bliver heller ikke leveret af helt tilfældige folk. Der er, meget passende, også besøg fra Star Treklisten over skuespillere. Ligesom i Crysis er de fleste af personerne enormt detaljerede, og der er lavet utrolige mængder af dem. Selv rumvæsener har små variationer, så man kan kende dem fra hinanden. Men det er først og fremmest i deres udtryksfuldhed, at Mass Effect giver baghjul til andre spil på markedet i dag. Mimikken passer til de linjer, der bliver leveret, og der er en utrolig detaljegrad, når man taler med folk. Det kan være et let flakkende blik, når folk er nervøse, eller en let rynket pande, når der er lidt mistro med i spillet. På intet tidspunkt ser personerne ulivagtige ud, og det er i sig selv lidt af et kvantespring. De lander aldrig i den sædvanlige idle-animation, hvor der bare bliver trukket vejret, og de samme tre bevægelser bliver gentaget om og om igen.

Som regel bliver linjerne også leveret med overbevisning, og kvaliteten på stemmeskuespillet er imponerende - især taget i betragtning af hvor enorme mængder af dialog, der er i spillet. Man vælger dialogen ud nogle stikord, men de stikord er ikke det samme, som man rent faktisk siger. De sætninger, man vælger, repræsenterer den holdning, man formidler, når den rigtige sætning rent faktisk kommer. Det virker overraskende godt, og gør det mere interessant rent faktisk at følge ordudvekslingen, fremfor hvis man bare valgte præcist, hvad der skulle siges.

En genial detalje ved Mass Effect er, at man selv sammensætter sin person. Det gælder både det visuelle, og hvad personen har oplevet. Jeg endte med at tage mine valg baseret på de oplevelser, og det gjorde vitterligt noget for indlevelsen. Slutresultatet var en langt mere nuanceret oplevelse. Jeg tænkte ikke i sort/hvidt, som i Knights of the Old Republic, eller endsige i en håndfuld gråtoner som i Jade Empire. Uanset hvilken diskussion man er i, kan man dreje samtalen i mange forskellige retninger i løbet af deres forgreninger.

Ligesom samtalerne kan spillet gå i massevis af retninger. Missionerne og samtalerne er godbidderne i spillet. Heldigvis er det godbidder i store portioner. I RPG[*]er er kampsystemet ellers nogle gange det, der redder spillet, og det vil det formentlig også være i Mass Effect. I hvert fald for nogle. Holder man af turbaserede kampe, er der ikke så meget at komme efter, som i Biowares foregående sublime hybridsystemer mellem realtime og turbaseret. Når der er action i Mass Effect, er det i form af et taktisk skydespil. Man kan stadig ane rødderne, for man kan på et hvilket som helst tidspunkt pause kampen for at skifte våben, eller for at bruge nogle af personernes særlige evner, og man kan da også bruge denne pause til rent faktisk at sigte, så selv hvis shooter-evnerne ikke er helt i top, så har man stadig en chance, hvis man bare sørger for at spille taktisk og at pause på de rette tidspunkter. Der er også en sværhedsgrad, som man kan sætte specifikt for kampene, så er man ikke så hård i filten til skyderiet, så kan man altid sætte sværhedsgraden til casual, uden det påvirker resten af spillet.

Glimrende ildudvekslinger

Selve kampdelen er forøvrigt overraskende vellykket. Overgangen mellem opdagelse og kamp går gnidningsløst, og våbnene bliver automatisk trukket. Med d-pad’en kan man sende sine ledsagere bestemte steder hen, eller give dem ordre til at holde sig i nærheden, eller bare at blive i baggrunden. Det virker generelt fint, selv om de godt kan vælge at stoppe op for at afslutte en ildkamp, før de fortsætter. Der er et fint dækningssystem i spillet, hvor man kan gå i skjul bag bygninger, kasser og lignende i bedste Gears of War-stil. Det er strengt taget ikke nødvendigt at bruge omgivelserne - i hvert fald ikke i samme grad som i Gears of War. Hvis man ellers kan overskue det, kan man lige så godt springe rundt på slagmarken, bare man sørger for ikke at stå stille. Det eneste reelle problem, jeg er stødt ind i, er, at ens følgesvende af og til kan finde på at stille sig, så man ikke kan skyde fra sit skjul. Heldigvis kan man så bare sende dem afsted med d-pad’en igen.

Når som helst under kampene kan du få de førnævnte menuer frem, hvor man kan vælge våben og særlige evner for de tre personer i selskabet. Det kan være ganske relevant hvilke våben, der er udstyret, for de kan hver især udstyres med forskelligt grej, som giver dem forskellige evner (kraftigere mod maskiner, bedre scanner og lignende). Generelt er følgesvendene dog gode til selv at bruge deres evner fornuftigt, så som regel behøver man ikke blande sig så meget i deres gøren og laden.

Selv om der er action på banen, kan man stadig mærke rollespilsrødderne. Der er klasser, der er de førnævnte opgraderinger, der er spandevis af våben og evner. De overrasker bare ved kun at dukke op, når man bevæger sig ind i menuerne. Selve spillets interface er renset for overflødig information. Kun når en kamp går i gang, kan man se hvordan det står til med helbredet. Ellers er der kun en lille radar at se, og personer og objekter, man kan interagere med, bliver vist med navn, når man peger på dem. Det hjælper med til at give et mere filmisk indtryk end normalt i spil.

Ensartet univers

Faktisk er det ret unikt for Mass Effect: Hele spillet føles enormt homogent. Om det så er load-screens, overgange mellem vandren rundt og kampe, eller bare det at møde nye folk og indlede en dialog med dem, så er alle overgange generelt ganske blide, hvilket hjælper med til, at man aldrig bliver hevet ud af spillets univers. Selve universet design gør også sit for, at man får et fantastisk helhedsindtryk. Der er ikke rigtigt stjålet fra andet, men samtidig ligner det et sci-fi-univers, vi kender. Det er strengt taget lidt som Star Wars med alt det nuttede fjernet. Selvfølgelig kan man finde enkelte ting, der går igen fra andre sci-fi-spil (og -film), men det er de helt basale ting, som vi mere eller mindre forventer. De forskellige rumracer er også ganske fantastiske, og især to af de knap så fremtrædende racer vakte stor begejstring hos undertegnede. Den ene race er små, tykke væsener med masker, som er yderst pessimistisk indstillet. Den anden er næsten elefantlignende væsener, som ikke er i stand til at formidle følelser med stemmen (de lyder faktisk lidt som Æsel fra Peter Plys), og derfor indsætter en beskrivelse af deres tilsigtede stemmeføring før hver sætning.

En ganske bemærkelsesværdig ting ved Mass Effect er, at alle mellemsekvenser er af den kvalitet, som vi er vant til at se i andre spil, der bruger renderede scener. Derfor var det lidt en øjenåbner, da jeg, efter at have skabt min nye hovedperson fra bunden, pludselig så selvsamme ansigt i den første filmsekvens, som Mass Effect kastede på bordet. Med andre ord er spillet generelt lige så flot som renderede filmsekvenser, men af gode årsager er det ikke lige cinematisk hele vejen igennem, for kameraet sidder stadig over skulderen, og skifter kun til mere dramatiske vinkler på nøgletidspunkter.

Spillet bruger også som standard to grafiske effekter, som begge virker glimrende. Den ene er en diskret motion blur, og den anden er film grain - dvs. den type lette forvrængninger vi er vant til at se i filmbilleder. Selv om det ikke er en perfekt efterligning af film grain-effekten, betyder blandingen af de to, at det ved et hurtigt øjekast ser mere overbevisende ud. Netop fordi motion blur er diskret, virker det ret godt.

I det hele taget er detaljegraden høj - ikke mindst taget i betragtning hvor gigantisk stort spillet er, og hvor mange områder der er. Grafikken har dog sin pris, og det resulterer i de to negative ting, jeg kan nævne ved Mass Effect. Den ene er, at alt bliver streamet fra dvd-drevet. Det virker fint for det meste, men af og til bliver teksturer[*] læst ind lidt for sent, og man kan også komme ud for, at spillet lige holder en kort pause, mens det indlæser, hvis man løber meget hurtigt igennem et område. Det skæmmer lidt, men det er til at leve med. Man kan dog godt ærgre sig over det, for - så vidt vides - bruger Mass Effect slet ikke harddisken som mellemlager. Det er selvfølgelig forståeligt, at det skal kunne køre uden en harddisk, men der er ikke rigtig nogen undskyldning for ikke at bruge den, når den er til stede. Det gør mange andre titler på Xbox 360, og det virker jo upåklageligt. Nogle af loadtiderne er dog også camoufleret som elevatorture. De kan vare mellem 20 og 60 sekunder, men heldigvis er man typisk underholdt undervejs - enten via små radioklip eller via personernes samtale.

Musikken er ganske fremragende. Den blander elektronisk og klassisk musik i skøn samhørighed. Den er dejligt underspillet, og selv om man ikke går og nynner nogle af temaerne, efter spillet er slut, så passer de alle ganske glimrende til de forskellige situationer i spillet. Surroundeffekten i spillet virker også glimrende, og der er adskillige behagelige overraskelser undervejs. Våben og eksplosioner har også nogle tilfredsstillende, dybe brag, så spillets slag virkelig lyder af noget.

Igen og igen og igen...

Takket være universets størrelse og de mange achievements er der masser af grunde til at spille igennem spillet en (eller flere) gang til. Især fordi nogle achievements har en direkte indvirkning på spillet. For eksempel giver 150 drab med et våben mulighed for at træne efterfølgende, nyoprettede personer op i brug af dem, selv om deres klasse normalt ville forhindre det.

Man har også mulighed for at fortsætte med samme person, selv om man har gennemført spillet. Når man starter forfra, er alt andet dog nulstillet, så man skal igennem alle de samme ting, som dog ikke tager så lang tid i denne omgang, før man kan lette og frit tage på eventyr. Men man kan selvfølgelig altid gemme spillet, før man går i gang med sidste mission, hvis man har nogle opgaver, man gerne vil vende tilbage til.

Universet er, som jeg har været inde på, ganske stort. Der er spandevis af galakser at besøge, og selv om man ikke kan besøge hver eneste planet, kan man undersøge, om der skulle være værdifulde ressourcer på dem, eller læse data om planeten - ofte med lidt historie koblet ind. Man skal bare vælge hvilken planet, man gerne vil besøge, og så flyver piloten automatisk derhen. Der er dog stadig rigtigt mange planeter, som man kan besøge, og her får man et køretøj at køre rundt i, der er som taget ud af det gamle arcadespil Moon Buggy. Der er seks hjul, mulighed for at hoppe og et gevær på. Så kan man ellers udforske planeterne, og selv om der er markeret nogle interessante punkter på kortet fra starten, så skal man selv lede rundt på planeten for at finde alle de skjulte ting.

Efterhånden som man opdager mere og mere af universet, bliver der automatisk føjet til en virtuel logbog. Der kan man finde opgaver delt op i hovedhistorien og ekstramissioner, samt læse biografier af og historier om de personer og steder, man møder i universet. Interfacet fungerer lidt anderledes end i Knights of the Old Republic, men man vænner sig hurtigt til det. Der er flere skønhedsfejl, som f.eks. manglende mulighed for at sortere våben efter effektivitet, men i sidste ende er det noget, man vænner sig til, at arbejde sig udenom, og det er en lille pris at betale for at få en oplevelse af denne kaliber.

Der er ingen tvivl for mit vedkommende: Mass Effect er det bedste RPG, det bedste rumspil og et af de bedre actionspil, jeg har spillet. Det er et af den slags spil, jeg ville købe en konsol for, hvis jeg ikke havde den i forvejen, og der er meget få af den slags spil. Det er stort, smukt, medrivende og da spillet var slut, sad jeg med en klump i halsen. Det får de varmeste anbefalinger med herfra, og nu vil jeg skynde mig hen for at fortsætte med gennemspilning nummer to.


Der er 128 kommentarer til artiklen

Send til ven Del på Facebook Del på Twitter    Læs og skriv kommentarer til denne artikel Anbefal artikel til andre læsere


 
bedler/auto/1197235136masseffect_x360_eu.jpg
Faktaboks
MedieXbox 360
Udgivelsesdato23. nov 2007
Produktionsår2007
FormatPAL
UdviklerBioware Corp.
UdgiverMicrosoft
Udlånt afMicrosoft Danmark
Websitemasseffect.bioware.com
Se også:
Xbox: Jade Empire
PC: Star Wars: Knights of the Old Republic
Xbox: Star Wars: Knights of the Old Republic
Xbox: Star Wars: Knights of the Old Republic II - The Sith Lords
Kommentarer 128 - hop til
Spilfeatures
Antal spillere 1 
Anslået spilletid30 timer
ELSPA rating18+
Onlinespilnej
Understøtter:
720p
Artikelserie: RPGer på Xbox 360
Geek Culture ser på rollespil til Microsofts Xbox 360.
Billeder
Her ser vi den trofaste ganger...Normandy - universets hårdeste lille rumskib.
Her ses piloten - ledsaget af en af de mange mulige valg til hovedpersonen.Her ses en af de mest imponerende planeter rent grafisk. Desværre ødelægger billedkompressionen her helhedsindtrykket en del.
Her et billede fra en af mine absolutte yndlingsplaneter, hvor jeg lige gemte et save game fra...Saren møder du tids nok - og skal også nok blive træt af ham.
Asarierne ser alle lidt forskellige ud - jeg foretrækker den grønne klonvariant.
Sex spiller en større rolle i universet, end jeg er kommet ind på i anmeldelsen...Lidt flotte lyseffekter er der også blevet råd til.
På trods af JPEG-kompressionen, kan man stadig se den høje detaljegrad på nært hold.Her er en af de første planeter, du lander på.
De andres mening
MS  
******
 En fantastisk fortælling med masser af action, som man har lyst til at spille igen.
PK  
******
 Præsentation, gameplayelementer og historie er på højeste niveau. Sjældent set bedre.
TvL  
******
 Når man efter gennemførsel ikke kan vente med at starte nummer 2 er der tale om et helt særligt spil
Brugernes karakter
 5 brugere har givet den gennemsnitlige karakter 5.2 
6:(3)
5:(1)
4:(0)
3:(1)
2:(0)
1:(0)








Brugerkommentarer (128)



Dick Solomon: Nina, take my car to the garage and rotate my tires.
Nina Campbell: That's not in my job description.
Dick Solomon: What is in your job description?
Nina Campbell: Typing.
Dick Solomon: Ok, well, type it into your job description and get my tires rotated.
-- 3rd Rock from the Sun