SpilNintendo DS: Bomberman Story DSJens Mogensen21. dec 2007Tilbage til Hovedsiden

****..

Denne artikel fra arkivet er tilfældigt valgt til genudgivelse d. 8. aug 2009 af Infophreak

Bomberman... Story? Uha, det lyder moderne.

Mit første møde med Bomberman-serien var i form af Dynablaster (Bomberman II), som det så smukt hed, på min salig Amiga 600 tilbage i 1991. Spillets historie var absurd simpel og helt igennem charmerende. Vor helt Cheerful White kommer gående henad gaden i sin moderigtige, hvide rumdragt. Da han passerer en bank, kommer hans sorte modstykke vandrende ud med et par pengesække. Før White opfatter, hvad der sker, har han foretaget en ganske ufrivillig øgning af sine monetære besiddelser… foruden at være ganske bevidstløs. Politiet er ikke forstående, og så er der ikke andet at gøre for White end at forsøge at finde sin nemesis og bombe sig vej frem i dennes base.

Det var alt hvad der skulle til for at sætte scenen for et af halvfemsernes mest vanedannende spil – og det endda uden så meget som en linie dialog. Det går selvfølgelig ikke i vore dage, hvilket egentlig er det største problem med Bomberman Story til Nintendo DS, men det kommer vi til senere. Lad os først se, hvad spillet kan byde på.

Eksplosiv action

Bomberman Story DS er delt op i to dele: Battle Mode og Story Mode. Battle Mode er Bomberman, som vor mor lavede det. Op til otte spillere render rundt i forskellige arenaer (spredt ud over begge DS'ens skærme) og sætter bomber, mens de sprænger sig vej frem til hinanden, samtidigt med at de i de itusprængte brokker finder bonusser, der øger deres hastighed, antallet af bomber der kan sættes, størrelsen på eksplosionerne og andet godt. Det er hektisk, simpelt og lige så sjovt som i de gode gamle dage på trods af, at stort set intet er gjort for at opdatere opskriften. Grafikken er selvfølgelig lidt mere poleret, men ikke på nogen måde, der står i vejen for funktionaliteten. Det er med andre ord 2D.

Jeg må indrømme, at da jeg startede spillet første gang, havde jeg mine tvivl om, hvorvidt min barndoms klassiker (i nye klæder dog) stadig ville være sjov. Nostalgiens tåger har det jo med at få ting til at fremstå bedre end de reelt var, og med tiden er man jo blevet vant til mere og mere avancerede spiltyper. Mine bekymringer blev dog hurtigt gjort til skamme, efterhånden som den velkendte glæde ved at sprænge ting i stykker bredte sig. Adrenalinen satte ind efterhånden som både jeg og mine modstandere blev i stand til at sætte massevis af bomber med absurd sprængrækkevidde. Og den for spiludviklere så værdifulde ”liiiiige én gang til”-følelse udeblev da heller ikke.

Med 20 forskellige arenaer og op til 8 spillere på én gang med ét cartridge (hvis man lige kan samle 7 DS'er), så er der mange timers underholdning i Battle Mode. En kamp tager typisk kun et par minutter, så det er ualmindeligt velegnet til det håndholdte format, hvis man lige sidder i bussen og keder sig. Frustrationsniveuet styrer man selv da man kan sætte sværhedsgraden for hver computermodstander individuelt.

Sexede planeter

Tilbage til Story Mode, som burde være spillets egentlige trækplaster. En ond videnskabsmand i det interplanetariske organ justitsministeriet er stukket af med formlerne til noget tys-tys research, som selvsagt er både farligt og forbudt. Ministeriets bedste hold af agenter, inklusiv Cheerful White, bliver sat på opgaven at udforske forskellige planeter for at finde skurken og sætte en stopper for hans planer. Whites følgesvende ligner mest af alt et overskudslager af figurer fra Star Fox, som ikke var helt gode nok til at få en rolle i spillet, og den obligatoriske muntre kvindelige karakter Ashel LeBlanc lever op til sit navn, da hun ganske rigtigt virker ret blank.

På planeterne er gameplayet en hybrid mellem et meget simplificeret adventurespil og gængs bomberman elementer. Arenaerne er erstattet af store områder, hvor kæmpestore insekter eller (på den vidunderligt navngivne planet Zex Marine) havdyr er den naturlige føde for ens bomber. De ikke-særligt-selvstændige lokale kan man rende rundt og snakke med, få opgaver der skal løses for at komme videre og købe powerups af for ting, man finder i fjendernes lig.

Det første man lægger mærke til, når man kommer i kamp i Story Mode er ens bomber, som pludselig eksploderer på en ubehageligt realistisk måde. Eksplosionerner er... cirkulære. Når den første forbløffelse over dette brud med traditionerne har lagt sig, vil man indse, at det giver ganske god mening, da man færdes i åbne områder og ikke smalle gange. Diverse nye former for bomber, som man finder og køber undervejs sørger også for, at der er rig mulighed for at variere ens måde at gøre det af med fjenderne på. Den nederste skærm bruges til at vise ens eskapader med White mens den øverste er helliget kortet over området.

Alt for ”easy”

Så langt så godt. Der hvor filmen knækker er i sværhedsgraden. Det er simpelthen for nemt.

Fjenderne og de ”quests” man får undervejs er for simple for garvede spillere. Hent x, dræb y – det bliver hurtigt langtrukkent. Lidt variation i form af minispil, hvor stylus bruges, hjælper, men heller ikke her er udfordringen stor. Man får udpræget indtryk af, at det er et spil, der er lavet til den yngre årgang, og her kan jeg sagtens se det være et stort hit... hvis man kan forstå engelsk. Det er ikke ligefrem Zelda det her, men engelskkundskaber er nødvendige for at løse en del af spillets quests. Det udelukker effektivt en del danske børn, som kunne tænkes at finde underholdning i spillet, hvilket er en skam, da det ville være solid underholdning for dem, hvis blot de forstod, hvad de personer, de møder, vil have dem til at gøre.

Uanset om man er en gammel støder eller en ung purk, så er der dog ingen tvivl om, at Battle Mode er glimrende underholdning – lige meget om man spiller mod ens venner eller computerstyrede modstandere. Om man synes, det alene er prisen for spillet værd, må være op til den enkelte, og det er lidt ærgerligt, at den eneste brug af stylus, man kunne finde på, var nogen simple minispil.

Spillet får lige akkurat fire stjerner, da Battle Mode hiver gevaldigt op. Har man ikke mulighed for at spille mod andre mennesker, vil det dog blive en smule kedeligt i længden. Er bombeglade venner lettilgængelige er det et langt mere solidt firtal.


Der er 14 kommentarer til artiklen

Send til ven Del på Facebook Del på Twitter    Læs og skriv kommentarer til denne artikel Anbefal artikel til andre læsere


 
Klik for større billede
Faktaboks
MedieNintendo DS
Udgivelsesdato23. nov 2007
Produktionsår2007
FormatCART EU
UdviklerHudson Soft
UdgiverNintendo
Udlånt afNintendo
Websitewww.hudsonentertainm[...]
Se også:
Nintendo DS: Bomberman Land 2 Touch!
PlayStation: Bomberman World
Kommentarer 14 - hop til
Spilfeatures
Antal spillere 1-8 
ELSPA rating3+
Understøtter:
DS Download Play
DS Multi-card Play
Billeder
Cheerful White er ude i det grønne, men han er ikke meget for områdets insekter. Insektmiddel? Nonsens, hvorfor spraye når man kan SPRÆNGE I SMÅSTYKKER!Den øverste skærm viser kortet, Whites energi og den bombetype der er valgt pt. Den klassiske bombe har man et uendeligt antal af mens andre, såsom den gule lokkebombe, kun findes i begrænsede mængder.
Ahhh, sådan skal Bomberman være. Der er ikke det argument, der ikke kan løses med en velplaceret bombe.At lade kampene i Battle mode strække sig over to skærme er en glimrende idé. Man ved aldrig hvornår nogen finder på at losse en bombe igennem en af portene, så den pludselig havner foran uforvarende modstandere.







Brugerkommentarer (14)



Niles: Oh, come now, Frasier. You can't deny a certain measure of guilt living as you do in your exclusive lily-white world.
Frasier: Niles, owning the CD of "Ella Sings Gershwin" does not qualify you as a soul brother.
-- Frasier