Haruki Murakami bør ikke være helt ukendt blandt vor trofaste læserskare. Han har sin helt egen stil, men alligevel kan nogle bøger skille sig så voldsomt ud, som hvis en helt anden forfatter stod bag. I forhold til hans andre titler, jeg har læst, gør det sig netop gældende med After Dark.

Murakamis historier svæver gerne mellem det fantastiske og det absurde med en afslappet selvfølgelighed. Det samme gør sig, ikke overraskende, gældende i After Dark, som dog har en langt dystrere tone end gennemsnittet. Uden vi egentlig er ovre i gyserformatet, formår Murakami at levere Hitchcocksk kameraføring på bogform. Mørket slutter sig langsomt og kvælende ind om hovedpersonerne og læseren, mens jazz spiller sagte i baggrunden.

I historien følger vi hovedsageligt pigen Mari, som er omkring gymasiealderen, og en af hendes gamle bekendte, Takahashi, som hun støder ind i på en Dennys lidt i midnat i et af de knap så sikre områder af byen. Takahashi er musiker og øver et sted i nærheden. Mari vil helst bare ikke hjem. Vi bliver også introduceret for Maris søster Eri Asai, der er model, men som har sovet en dyb Tornerosesøvn i flere måneder. Lidt senere på aftenen, bliver vi introduceret til flere personer.

I nærheden ligger love-hotellet Alphaville, som bliver kørt af en kraftig kvinde ved navn Karou, som er tidligere fribryder. Karou får brug for Maris hjælp, da Karou ikke forstår, hvad en kinesisk prostitueret siger, og Takahashi har fortalt Karou, at Mari forstår og taler kinesisk.

Mari, Takahashi, Karou og mange flere mødes som skibe i natten. Nogle fortsætter på den samme kurs, som de havde, mens andre kaster anker ved hinanden i korte perioder.

I løbet af hele historien, som løber over knap syv timer, bliver historiens tynde tråde langsomt vævet sammen, og et truende mørke sænker sig over over vore hovedpersoner. Det bliver dog aldrig mørkere, end at man trækker på smilebåndet med et par siders mellemrum, når der lander en tør bemærkning, eller omstændighederne ligger tæt op ad det komiske, uden de involverede nødvendigvis er klar over det.

Oversættelsen er foretaget af Jay Rubin, og mit indtryk er, at det er gjort med kompetent hånd. Fra første side er After Dark et fængende bekendtskab, og selv om historien ikke er helt på niveau med A Wild Sheep Chase eller Dance Dance Dance, så er det stadig historiefortælling på et højt og eksperimenterende niveau, som kun få forfattere ville kunne slippe afsted med.