Der er sket meget for Nintendo på blot få år. Fra de genoplivede den afdøde videospilindustri efter det store krak, har de i over femogtyve år været synonyme med børneværelser og blikkenslagere i en branche, som stort set har talt til det samme publikum i al den tid. Med et lynnedslag er Nintendo imidlertid pludselig blevet allemands eje og spilindustriens svar på Apple. Fra en skrantende forretning, der nærmest kørte på dampene fra deres PokéMon-franchise i GameCubens sidste dage, til en mastodont med en dollar-årsindtjening i den tocifrede millardklasse, er der grangiveligt stadig nogle hoveder, der ikke er færdige med at rotere.

Nintendo har måske tabt nogle medlemmer af hardcore-segmentet under omvæltningen, men fraværet bliver næppe registreret. De har nu fat i unge og gamle, husmødre og fædre med deres hvide, simple, pladsøkonomiske stykker hardware og et softwarebibliotek, som ikke længere kun drejer sig om spil i den klassiske forstand. Med Wii Sports, Brain-, Sight- og Face Training, sprogundervisning, kogebøger og guderne må vide hvad ellers, har Nintendo etableret sig som en organisation, der har en holdning til mennesker og bryder gængs demografi med et smil. Fra en drakonsk og omklamrende Yamauchi til en smilende og imødekommende Iwata har Nintendo virkelig fået vendt op og ned på både deres image, industrien og publikum. Og de er tilsyneladende først lige kommet igang. Som det næste led i planen om komplet herredømme over vores hverdag, har feltmarskal Miyamoto blæst forårsoffensiven igang med Wii Fit.

Hvad er det så for noget?

Boardet er bygget til personer på op til 150 kilo, og som resultat er det ganske tungt og solidt bygget. Nintendo anbefaler, at man bruger det på en plan flade, men for læsere med gulvtæppe i stuen, kan jeg fortælle, at det virker fint på sådan et også. Så længe det ikke er alt for tykt, er der ingen problemer. Ligesom Wii-remoten er Balance Boardet trådløst - en feature jeg faktisk ikke havde forventet, men som jeg er fantastisk glad for, da det betyder, at man nemt kan flytte sig rundt i stuen mens man træner, og snildt kan skubbe det ind under sofaen, når man er færdig. I sig selv er det dog stadig bare en controller, og fitness-delen kommer først til udtryk, så snart man kombinerer det med Nintendos Wii Fit software, som Miyamoto har gået og puslet om det sidste halvandet års tid.

Hele pakken koster herhjemme et sted mellem 699 og 799. I sig selv er det ikke er nogen helt urimelig pris, da det ligger godt i tråd med, hvad vi betaler for en Guitar Hero-pakke med guitar. Til gengæld er der en verden til forskel på nørdens velvillighed til at trække pengene op af lommen for at skabe sig åndssvagt til Dio og Van Halen derhjemme med forstærkeren skruet op på 11, i forhold til at okse løs foran en virtuel træner med en hvilepuls på det samme. Derfor har jeg, jeres ærede og blegfede skribent, valgt at stille hjemmesutterne for at træde op på skamlen og finde ud af, om det virkelig kan bruges til noget, det der kondition.

I samarbejde med konen lavede jeg et tre uger langt eksperiment, hvor vi ville bruge Wii Fit hver dag på faste tidspunkter for at finde ud af, hvad det kunne bidrage med. For det renest mulige resultat, ville vi ikke ændre på vores kostvaner eller andre variable som kunne påvirke oplevelsen betydeligt i den ene eller anden retning. Hver dag ville vi aflæse vores data for at følge nøje med i, hvilke frem- eller tilbageskridt der måtte være. Det var i hvert fald planen. Visse problemer som dels kan tilskrives softwaren og dels utilregneligheder i vores hverdag gjorde dog datasættet en kende mangelfuldt, og det er grunden til, at artiklen ikke er endt som den dagbog, den var tiltænkt som. Mere herom senere.

Hvad kan Wii Fit gøre for mig?

Først og fremmest er Wii Fit ikke nogen "magic bullet". Det psykologiske gærde man skal over for at komme op af sofaen er stadig lige højt. Det kan godt være det lyder åndssvagt, men det er i virkeligheden den største hindring for at dyrke motion - ikke selve akten. Så snart man er igang, klarer endorfinerne resten. Det eneste Nintendo gør, er at lindre eventuel kedsomhed, mens man træner.

Wii Fit giver ikke en noget. Man bliver ikke pludselig syv kilo lettere og får en fladere mave af at købe det. Det burde ikke være nødvendigt at sige, men jeg støder desværre alt for tit på den besynderlige misforståelse af, at god form er noget, man køber sig til. Enten i form af et medlemsskab i et fitness-center, helseprodukter eller masser af aerobics-DVD'er. Det handler om hvad man selv putter ind. Hvad Wii Fit tilgengæld er rigtig god til, er at snyde en til at give mere end man ellers ville have gjort. Den gør det på snedigste vis ved at lave et spil ud af alting og servere ens bedrifter i form af letforståelige point.

I den virkelige verden har den finte været praktiseret i tusinder af år og kaldes "sport", men ordet har for mange mennesker en negativ konnotation og giver associationer om konkurrence, forventninger og alt for megen råben og løben. I mit tilfælde en far, der slæbte mig skrigende med til svømning og fodbold, så der kunne blive en rigtig dreng ud af mig, i stedet for den småpinlige, sent udviklede blegfis, der hver dag kom hjem til sin Commodore 64 med uglet hår, pjaskvåde bukser og striber på armene fra de franske manchetter. For sådan en dreng kunne man jo ikke være bekendt at vise frem til de andre fædre i kvarteret.

Jeg har grangiveligt ikke været alene om de oplevelser, for ikke et eneste sted nævnes ordet "sport". Til gengæld bliver "activity" og "game" nævnt masser af gange.

For at dække røven, forsøger Nintendo meget bevidst heller ikke at love noget med Wii Fit. Der bliver hele tiden fokuseret på ens kropsholdning og hvordan træning kan forbedre den, så man ikke ender med ryg- eller ledproblemer. I det hele taget bliver ordet "posture" nævnt en milliard gange. Der bliver til gengæld aldrig lovet massivt vægttab og store muskler. Man kan sagtens opnå det med Wii Fit, men som sagt handler det om, hvor meget man selv putter i det.

Opbygning

De aktiviteter som er låste fra begyndelsen fungerer som en af flere motivationsfaktorer for at holde spilleren til ilden. De minutter man er aktiv bliver nemlig udbetalt i form af Fit Cash credits som bliver puttet i en Wii Fit-sparegris. Hver gang der så er nok minutter i sparegrisen for en given disciplin eller kategori, bliver der lukket op for nye aktiviteter eller nye varianter af eksisterende, og det virker faktisk ret godt for en person som mig, der bare skal prøve det hele. Som i Brain Training og lignende DS-titler, gør man også klogt i, hver dag at tage en daglig test, for at få et progress-stempel i kalenderen og blive præsenteret for ens Wii Fit Age, som er målestokken for ens form. I kalenderen kan man for øvrigt også registrere andre fysiske aktiviteter udenfor Wii Fit, så i praksis kan softwaren altså fungere som en generel træningsplan - også hvis ens aktivitet bare består i at slå græs.

Man kan for øvrigt også oprette Wii Fit som en kanal i Wii'ens hovedmenu, hvorfra man har adgang til både statistik, kalenderen og de daglige balancetests. En rigtig smart idé fra Nintendos side, da man ellers er tvunget til altid at have skiven lige nærheden i de perioder, hvor man spiller andre ting.

Som nævnt, forsøger Wii Fit at gøre et spil ud af de fleste af øvelserne, men mange af dem er faktisk drønskægge i sig selv. Aerobics-kategoriens hulahop-øvelser havde jeg ikke ventet at skulle bruge så meget tid på, som jeg endte med. Én ting er at holde en virtuel hulahopring roterende på hofterne. En helt anden er at blive bedt om at fange flere hulahopringe som bliver kastet i ens retning med overkroppen mens man holder de andre gående på hoften. Hvis man synes, man ligner en knold, mens man gør det, tager man ikke fejl. Det gør det især ikke mindre bizart, at ringene bliver kastet af ens Miis, som i mit tilfælde på et tidspunkt var henholdsvis redaktionens Christian Wittus og Henrik Schmidt.

Ens bibliotek af Mii-avatarer gør generelt indtog overalt i spillet, og det bidrager virkelig til at gøre det hele til en underholdende oplevelse. Repetitive øvelser, der normalt er dødsyge, bliver lige pludselig nemmere, når man har noget skægt at kigge på, og har et sekundært mål at fokusere på undervejs. Det er netop her, Wii Fit excellerer. Det er supergodt til at tage ens opmærksomhed væk fra det man laver og fodre en med sjove oplevelser, til man helt glemmer, at man har stået og øvet vold på sine hofter, lår og andre større muskler og muskelgrupper i adskillige minutter.

En anden øvelse, som jeg heller aldrig ville have forestillet mig, at bruge så meget tid på, som jeg endte med, er jogging. Jogging er simpelthen en fornøjelse i Wii Fit. Personligt har jeg langt til naturskønne områder, der ikke er forstyrret af andet end fuglesang, pangfarver og inspirerende landemærker. De fleste stier omkring hvor jeg bor er cykelstier, hvor jeg konstant skal bekymre mig om ikke at blive pandet ned af uopmærksomme teenagere på knallerter, og ellers have skruet godt op for musikafspilleren for at overdøve motortrafikvejen, som løber parallelt med stien. Og så er der jo vejret. Til trods for at solen skinner fra en skyfri himmel, mens jeg skriver dette, er jeg også dansk nok til ikke at stole det over en dørtærskel. Wii Fit kan jeg til gengæld altid stole på. Her skinner solen hele året, fuglene kvidrer, og jeg møder venner overalt på min vej. Der er da heller ikke noget mere hyggeligt end at blive løbet op af en kernesund og rødkindet Lars Jørgensen i svedbånd, der lige sender mig et stort smil og et venskabeligt vink med på vejen, før han lunter videre. Det sker bare ikke i virkeligheden.

Jogging er også et eksempel på en af flere øvelser i Wii Fit, som rent faktisk ikke bruger Balance Boardet overhovedet. For at registrere ens rytme og størrelsen af udsvingene, placerer man simpelthen en Wii-remote i bukselommen eller et andet sted, hvor den nemt kan følge ens bevægelse. Derpå jogger man bare derudaf. Simpelt, men fantastisk effektivt. Der findes også øvelser som bruger Wii-remotens højttaler som metronom og tælleapparat, så man kan lave step-øvelser, mens man ser TV. Igen rigtig godt tænkt.

Det med det sekundære mål bliver også dyrket rigtig meget, og næsten alle øvelser har en eller anden form for balance- eller præcisionsfaktor indbygget, som man hele tiden forsøger at klare sig godt i. Ofte er alt hvad der skal til, at vise en lille rød prik på skærmen, som repræsenterer ens balancepunkt og udstyre prikken med nogle smalle rammer, som man skal holde sig indenfor. Pludselig begynder man at gå langt mere op i en ordentlig vejrtrækning og afslapning af musklerne for at opnå en perfekt score. Alle spil har en hiscore-liste som både man selv og spillets andre brugere bliver placeret på, og man kommer tit til at tage øvelserne flere gange i træk til for liiige at se, om man ikke kunne gøre det en smule bedre.

Lige i nærheden

"Men hvorfor så ikke købe en bog eller en DVD om det, Anders? Du behøver jo ikke betale et årskontingent og trække i et par lycra-gamacher hver onsdag aften." Jamen selv dét er for angstfremkaldende for mig. Jeg har en indgroet skræk for at mine nosser simpelthen forstøver, det øjeblik jeg trykker på bestil-knappen. Jeg burde være både så voksen og afklaret omkring min seksualitet, at det simpelthen ikke burde være et problem, men det er det åbenbart. Til gengæld er det et problem som Wii Fit langsomt er ved at bearbejde for mig, og jeg kan nu blandt nære venner (og det indbefatter naturligvis jer, kære læsere) proklamere med oprejst nakke, at, ja - jeg dyrker yoga regelmæssigt, og ja, jeg er afklaret med det.

Wii Fits Yoga-øvelser er dog ikke helt uden problemer. Visse øvelser kræver, at man kigger ned i gulvet eller i en anden retning end skærmen, og det gør dem problematiske at følge. Heldigvis er der ingen af disse som kræver, at man holder et fast balancepunkt, som kun kan aflæses på skærmen, men desværre er der et par af øvelserne, hvor træneren er lige langsom nok til at give én stikordet for den næste del af øvelsen. Så når man endelig hører, at man skal rejse sig, når man kun lige akkurat at komme på fødderne og se, at træneren har stået der et stykke tid og allerede er halvt færdig med det næste.

De fleste af øvelserne i Wii Fits fire kategorier har dog ingen problemer, og størstedelen er - i hvert fald i deres første niveau - konstruerede til at være rimeligt tilgivende. Sjovt nok fandt jeg mig mest interesseret i dem, som krævede mest af min præcision. Især balancespil-sektionen byder på øvelser, der henvender sig til et publikum med smag for konkurrence. Skisports-spillene er simpelthen perfekte partnere til Balance Boardet, og jeg glæder mig som et lille barn, til der dukker et ordentligt ski- eller snowboard-spil op, som udnytter det. Namco Bandai er allerede på vej med det første, der dog er ret casual og familieorienteret, og som meget passende hedder We Ski. Indlevelsen i Nintendos variant er dog helt i top. Balancepunktet man skal ramme i Wii Fit slalom for at få fart på kræver simpelthen, at man holder balancen med bøjede knæ i den rigtige, foroverbøjede slalom-stilling, og min evne til at stå på den måde og spille de samme to minutter slalom igen og igen og igen er en testamentering af, hvor meget jeg behøver sådan et spil. Skihop-spillet er ligeledes fantastisk og gør stor brug af ens præcision, samt evnen til at stå stille omkring et balancepunkt, som er fordrende for aerodynamikken.

Endnu et spil som er værd at fremhæve er Table Tilt, som er en variant af 60'ernes marble maze-spil, eller for de historieløse unge idag: Super Monkey Ball. I spillet styrer man brættet med fødderne ved at flytte sit balancepunkt i forskellige retninger, for at få et antal kugler til at rulle gennem nogle huller. Nu venter jeg bare på at SEGA tager imod et vink med en vognstang og slipper et nyt Super Monkey Ball-spil med support for Balance Boardet. Styringen er som skabt til formålet og ekstremt udfordrende, og man får meget hurtigt det der halvdumme "jeg koncentrerer mig"-udtryk i ansigtet, som alle har deres egen variant af. Jeg har fået fortalt, at mit består i at knibe det ene øje sammen, rotere min tunge halvfems grader og bide sammen om den. Under længere seancer er der mundvand involveret. Forum er åbent for deling og uddybende beskrivelser af jeres egne åndssvage grimasser.

Enkelte delopgaver og tests udfordrer også interaktionen mellem øjne, hjerne og krop på en måde, jeg aldrig har prøvet før. Rigtig skægt bliver det i enkelte øvelser, hvor man tvinges til at undertrykke naturlige instinkter. Nej, det er ikke kyskhedsøvelser eller tantra-sex, men andre helt almindelige kropsreaktioner afledt af bevægelige detaljer i synsfeltet. For eksempel kan man blive udsat for at skulle stå helt stille på boardet, mens en plet på skærmen illustrerer ens tyngdepunkt indenfor en ramme. Det øjeblik rammen begynder at bevæge sig, vil man være tilbøjelig til at bevæge sig med den, selvom opgaven ikke har ændret sig og stadig går ud på at stå helt stille.

Irritationen sætter ind

En af de første ting man grangiveligt vil begynde at irriteres over, er hvor lidt effektiv træningstid man får ud af den tid, man reelt bruger på Wii Fit. Meget af tiden foregår nemlig med at vente eller trykke sig igennem de samme instruktioner, tillykke-du-har-vundet-skærme, hiscore-lister og load-skærme for hver enkelt 2-3-minutters øvelse. Efterhånden som irritationen over det steg, begyndte jeg at tage tid på min reelle træning fra jeg startede Wii Fit til jeg stoppede igen, og resultatet viste klart og tydeligt, at min irritation i hvert fald ikke udelukkende skyldtes min dårlige tålmodighed. For hver times planlagte træning havde jeg typisk brugt 20 minutter af tiden på at futte rundt i menuer, og det er simpelthen for meget. Man savner også virkelig en mulighed for at kunne fortsætte med en given øvelse indenfor et selvvalgt tidsrum, i stedet for at blive afbrudt hvert andet minut. Det er muligt i Jogging, men tilsyneladende ingen andre discipliner.

En anden ting som irriterer mig ved programmet er, hvor meget ens resultater hænges op på grovkornet populærvidenskab og tilfældigheder. Ved vejning bliver man for eksempel klassificeret ved det primitive og i årevis udskældte BMI-indeks, og jeg stiller et stort suk op hver gang spillet placerer mig på randen til fedme, da det ord nok er det som ligger fjernest fra en beskrivelse af min krop.

Hvad jeg imidlertid nok må anse som Wii Fits største mangel er, at den ikke er i stand til at strikke et træningsprogram sammen til en. Det kan dog være både godt og skidt, afhængigt af hvordan man ser på det. Dels kræver et specialsyet træningsprogram langt større viden om det enkelte individs disposition og dels forsøger Wii Fit generelt at sætte så lav en tærskel for personlig fitness, at alle kan være med. Et personligt træningsprogram kræver et niveau af dedikation og fokus på resultater, som ikke harmonerer med Wii Fits forsøg på at sælge sig selv som et sjovt redskab, der gør det nemt at komme igang. Det er det evige problem med det casual-segment, som Nintendo har placeret sig så godt og solidt på: En flad indlæringskurve og næsten ingen dybde. Det var tilfældet med Wii Sports og det er altså også tilfældet med Wii Fit: Det er nemt at blive hooked, men der går sjældent ret lang tid, før man ønsker sig noget mere.

Det er ellers ikke fordi spillet ikke lægger op til at man sætter ambitioner. Efter den indledende introduktion og registrering af ens fysiske attributter (vægt, højde, balancepunkt), bliver man bedt om at sætte et mål for ens træning. Desværre er dette mål baseret på vægt, og efter man har opgivet en destinationsvægt, bliver man overladt til sin egen fantasi for at finde ud af, hvordan man skal opnå den. Selvfølgelig er det meget rart med al den frihed, og det er uden tvivl et meget bevidst designvalg, men selv om jeg godt ved, hvilke øvelser der har indvirkning på de muskelgrupper jeg gerne vil træne, er det helt sikkert ikke tilfældet for alle. Et generelt fingerpeg om, hvad man bør koncentrere sig om i den bugnende buffet af aktiviteter havde været på sin plads.

At ens mål for træningen partout skal kunne angives i vægt er generelt også fjollet. Der er sikkert masser som vil anvende Wii Fit som led i et vægttabsprogram, men dårlig form er altså ikke et problem som udelukkende berører overvægtige. Man kan være i mindst ligeså dårlig form som under- eller normalvægtig. I mit tilfælde var jeg for eksempel udelukkende interesseret i at komme i form. Jeg havde ingen ambitioner om at tabe mig så meget som et gram. At kæmpe mig op på mine nuværende knap 90 kilo har været en årelang og sej kamp mod et hidsigt stofskifte. Heldigvis har Nintendo ikke gjort ens nuværende vægt til den øvre grænse for det vægtbaserede mål, man kan sætte i spillet. Det står en frit for at lade målet være ens nuværende vægt eller sågar sætte et mål, der ligger adskillige kilo over.

Endnu en kilde til irritation er organiseringen af øvelserne. Hver øvelse bliver ganske vist indledt med en introduktion til hvilke muskelgrupper som bliver styrket, men når nu Wii Fit ligger inde med den information, kunne det jo være nærliggende at lave en menu, der lod brugeren vælge kategorier af øvelser baseret på de muskelgrupper vedkommende ønsker at træne. Som det er nu, er øvelserne spredt for alle vinde, man skal selv huske på hvad de hver især gør godt for, og har man glemt det, skal man loade hver enkelt øvelse for at få det at vide.

Normalt er jeg heller ikke nogen fan af Nintendos insistering på at lade alle deres titler gennemgå 6-12 måneder lange lokaliseringsprocesser, men i Wii Fits tilfælde kunne jeg virkelig godt ønske mig en dansk udgave, der ville gøre det lidt nemmere for den ældre generation og de engelskudfordrede. Jeg kunne nemlig vildt godt tænke mig at købe det til min mor, der i årevis ikke har haft tid til at dyrke motion i den lokale idrætsklub på faste aftener hver uge. Men selv om sproget er holdt forholdsvis let og luftigt og der er mange billeder, er der stadig en del faglige og anatomiske udtryk på engelsk, som min mor nok umiddelbart ville have svært ved at forstå. Hun ville f.eks. ikke ane hvad hun skulle gøre, når hun bliver bedt om at skubbe sit "sternum" frem.

Som en sidste kindhest til softwaren, må jeg også lige fremhæve den irriterende måde hvorpå ens Wii Fit-alder bliver udregnet. Man kunne have ønsket sig en akkumuleret score baseret på de mange målinger og resultateer som bliver registreret når man træner, men sådan foregår det desværre ikke. Nøjagtigt som i Brain Training beror resultatet udelukkende på et par tilfældigt udvalgte tests, og afhængigt af, om man tager testen før eller efter træning, kan ens Wii Fit-alder gynge op og ned som en yoyo. Problemet er ikke så meget at man bliver testet, men at de tests der bliver valgt typisk er balancetests og ens balance meget vel kan være forstyrret af, at man lige har taget en hård muskeløvelse eller løbetur, som får musklerne til at sitre. Når man er træt, er balancen virkelig dårlig, og det ender med at gøre ens Wii Fit Age til et både useriøst og ubrugeligt tal, når det den ene dag er 42, den næste 21 og dagen efter igen er røget op på 33. Hurtigt føler man ikke længere, at man gør noget fremskridt, men at man har betalt penge for en tombola. Generelt er det også uheldigt, at man på intet tidspunkt bliver mindet om, at man skal huske at tage testen. Uden målingen bliver dagens resultater nemlig ikke registreret, man får ikke noget stempel og den resulterende resultatkurve bliver en flad streg. Det var især denne forglemmelse, der forplumrede resultaterne for konen til et punkt, hvor det nærmest kunne være ligegyldigt at følge med i dem.

Det allersidste ankepunkt vil jeg rette mod selve hardwaren. Det handler ikke om præcisionen af den, for den er ganske enkelt fremragende. Det handler derimod om dimensionerne. Normalt ville jeg aldrig beskylde Miyamoto for at gå i for små sko (i hvert fald ikke til hans ansigt, skulle jeg få muligheden), men det er desværre ganske tydeligt, at Wii Fit er fremstillet til japanske fusser. Mine størrelse 43 konvolutter er ganske typiske for en vesteuropæisk mand, og det er lige før de stikker ud over kanten på Balance Boardet. Selvfølgelig er det ikke hele foden der har berøring med boardet, men kun trædepuderne og den centrale del af hælen, så i praksis mærker jeg ikke noget til problemet. Jeg kan dog nemt forestille mig, at man ikke skal mange størrelser op, før bevægelsesfriheden bliver snævret så meget ind, at det kan gå hen og blive ubehageligt.

Hvor meget de forskellige problemer betyder i ens daglige brug af Wii Fit vil grangiveligt variere enormt fra person til person. Både jeg og konen var imidlertid meget enige om, at det er de mange bække små som placerer Wii Fit et godt stykke under perfektion. Til syvende og sidst bliver de fleste irritationsmomenter dog overskygget af de forbløffende varierede positive aspekter ved Wii Fit.

Har I så fået noget ud af det?

Vil vi fortsætte med at bruge det? Ja, men det bliver nok ikke hver dag, og med tiden vil jeg tro, at den manglende dybde sørger for at interessen for lige netop den softwarepakke dør ud. Heldigvis er der allerede flere trediepartsudviklere som lurer i skyggen med nye oplevelser til Balance Boardet. Det allermest spændende ved Wii Fit er nemlig potentialet. Hvis jeg kan komme op med de første 117 ideer til spil, der udnytter funktionen, når jeg står og sveder på Balance Boardet, så er jeg ret sikker på, at der står spildesignere rundt om i verden med hovederne fulde.

Ved projektets begyndelse nærede jeg således et stort håb om, at Nintendo med Wii Fit blot har vist vejen, ligesom det var tilfældet med Wii Sports. Men her, allerede tre uger senere, er det tydeligt, at jeg ikke længere behøver at håbe: Produktet har for længst oversteget den kritiske masse, der skal til for at trediepartsudviklere finder det rentabelt at udvikle til den. Ubisofts seneste Rabbids trailer tyder i hvert fald kraftigt på, at de er ved at tage det til sig allerede. Wii Fits succes er heller ikke gået ex-Xbox head honcho Peter Moore over hovedet, og sidste uges offentliggørelse af EA Sports' nye casual brands, All-Play og Freestyle tegner et billede af en industri, der nu danser synkronkt efter Nintendos pibe.

Så skal du danse med? Det kommer helt an på dit ambitionsniveau og din disciplin. Er du allerede i god form og dyrker du forskellige former for sport og styrketræning, kender din fedtprocent og følger en kostplan, så er Wii Fit ikke for dig. Softwaren vil højst sandsynligt ikke kunne holde trit med dine ambitioner, og du vil hurtigt bare blive irriteret over begrænsningerne. Er du i den anden grøft, der har problemer med disciplinen og allerede har en kondicykel, håndvægte og løbesko stående fra dengang, du i et øjebliks forårs-kådhed mente, at NU skulle det være, men sidenhen ikke har rørt noget af det, er Wii Fit heller ikke svaret. Det ender med al sandsynlighed blandt de andre brevvægte. Som jeg lagde ud med at sige, er den største hurdle i virkeligheden det korte skridt fra sofaen til skamlen. Er du imidlertid i samme situation som jeg - med en travl hverdag, for lidt fritid til en sportsgren med faste træningstider, har du ikke lige et fitness-center i nærheden, eller er du for nærig til at betale kontingent for noget, du burde kunne opnå ved egen kraft, er Wii Fit et rigtig godt produkt, som du ikke vil fortryde at slæbe med hjem. Særligt hvis du har en familie du kan få lokket med på det, for der findes virkelig få træningsmotivatorer så effektive som gruppepres.