SpilNintendo DS: Pokémon Mystery Dungeon: Explorers of Darkness / TimeHenrik Schmidt26. sep 2008Tilbage til Hovedsiden

****..

Pokémon! Du skal ikke fange deeeeem, men det kræver stadig mod og heeeeeeld!

Pokémon må efterhånden kunne gøre Mario-serien rangen stridig med hensyn til, hvor mange spil der er blevet udgivet. De fleste har drejet sig om det, som er hele seriens centrale punkt, nemlig at fange og træne pokémon'er. Men Pokémon Mystery Dungeon handler om noget helt andet.

Flashbacks, Pokémon style

Som bekendt har Pokémon-spil det med at komme i par. Mystery Dungeon handler altså ikke om at samle små monstre og arrangere glorificerede hanekampe med dem, men man kan alligevel købe det samme spil i to næsten ens forklædninger. Faktisk kan jeg konstatere, efter at jeg selv har spillet Time og min søn Darkness, at forskellene mellem de to spil begrænser sig til titlen og coveret. Historie, figurer, missioner og hvad vi har fundet af items, er præcist de samme. Og begge udgaverne er til Nintendo DS, i modsætning til forgængeren, som også kunne fås til Gameboy Advance. At udgive to fuldstændig ens spil til den samme platform giver derfor ikke rigtig nogen mening længere, men det er måske bare et spørgsmål om at opretholde traditionen.

Som titlen antyder, tilhører Pokémon Mystery Dungeon-spillene den hæderkronede Roguelike-genre. Disse spil, hvoraf Nethack* nok er det mest kendte, går ud på at bevæge sig dybere og dybere ned i en serie tilfældigt genererede dungeons, mens man kæmper mod monstre, samler våben og magiske genstande op, og generelt dør en horribel død inden man er nået særligt mange levels ned. Og selv om man kan gemme sit spil, betaler man alligevel en høj pris for at dø.

Explorers of Darkness / Time er som sagt ikke de første spil i Pokémon Mystery Dungeon-serien. Ved første øjekast ligger de nye spil utrolig tæt op af forgængeren: Man spiller en dreng, der er blevet forvandlet til en pokémon, man skal danne team med en anden pokémon og så videre. Den eneste nuanceforskel, jeg lige kan se, er at man ikke danner et redningshold, men et udforskningshold, og at det ikke er alle missionerne, der lige går ud på at redde en pokémon. Lige som tidligere er pokémonverdenen i stor fare - hele områder står frosne i tiden, fordi nogen har stjålet de tidstandhjul, der holder den i gang (det er i øvrigt også historien i Darkness, ingen forskel der). Efterhånden som nye pokémon'er bliver medlem af ens hold, kan man sammenstykke et team på op til fire medlemmer, der passer til de enkelte missioner. Pokémon'er er ikke skabt ens, de har meget forskellige egenskaber, og helt i tråd med genren kan de også stige i level, efterhånden som de får banket nogle fjender ned.

Spillet understøtter Nintendo WiFi Connection, men desværre ikke sådan at man kan spille samtidig - det kunne ellers være rigtig sjovt med en co-op[*] mode. Næ, det betyder bare, at hvis du dør (eller rettere "besvimer", børn skal jo kunne spille med) kan du via WFC sende et nødkald til en ven, der så kan kæmpe sig ned til dig og redde dig. Jeg har svært ved at se ret mange tilfælde, hvor lige den feature er nyttig.

Same-o, same-o

Indholdsmæssigt minder Pokémon Mystery Dungeon: Explorers of Darkness / Time altså utroligt meget om forgængeren. Grafikken har dog fået en lille oppolering, men det er mest i cut-scenes og layoutet på topskærmen. Den nederste skærm, hvor hele spillet foregår, er ikke ændret det mindste. Lyden har min søn og jeg helt forskellige meninger om - han vil gerne have de små Casiomelodier kørende hele tiden, mig går de på nerverne efter tre minutter.

Men alt det er jo egentlig ligegyldigt. Hvis man kender Nethack ved man, at der sagtens kan laves et komplekst og underholdende spil helt uden grafik og lyd, og som sådan lykkes dette spil også. Det er hamrende uoriginalt, det virker fjollet at udgive det samme spil under to næsten ens navne og grafikken syner lidt gammeldags. Men man opnår den helt rigtige lige-en-dungeon-til stemning, der er et væld af items, skills og monstre at udforske, og den gennemgående historie er heller ikke fuldstændigt tåbelig. Hvis man allerede ejer forgængeren er det måske svært at retfærdiggøre et køb, men hvis man er nybegynder i genren, eller hvis man husker sine Nethack-dage med glæde, er der mange timers udforskning at gå i gang med.

--

*Nethack udvikles stadig (lidt), tro det eller ej, og kan downloades her (officiel Vanilla Nethack) eller her (lidt mere up-to-date, endda med grafik!).


Der er fem kommentarer til artiklen

Send til ven Del på Facebook Del på Twitter    Læs og skriv kommentarer til denne artikel Anbefal artikel til andre læsere


 
bedler/auto/122210541355149-forside.jpg







Brugerkommentarer (5)



Discworld is based on a slew of old myths, which reach their most 'refined' form in Hindu mythology, which in turn of course derived from the original Star Trek episode 'Planet of Wobbly Rocks where the Security Guard Got Shot'.
-- Terry Pratchett