Elektronik og legetøjDa musikken blev friLars Kim Lund1. apr 2009Tilbage til Hovedsiden


CD’er er besværlige. Altså den slags med musik på. De fylder på reolen, de bliver ridsede, der er sjældent mere end 10-15 numre på dem, og som regel er der kun få af dem, der er værd at lytte på. Ikke des mindre har jeg i mange år trofast holdt fast på mediet, fordi alternativerne ikke har været gode nok.

Nåja, måske har opgaven virket uoverskuelig, og måske er jeg lidt dovent anlagt. Men den største forhindring har været, at jeg ikke har villet gå på kompromis med lydkvaliteten.

Nu kunne det godt lyde som om, at jeg er lidt af en hifi-entusiast, og lidt afhængig af hvilken definition man anvender, er der måske også et gran af sandhed i den tanke. Jeg har formentlig hældt et beløb i hifi-grej og musik, der svarer til en god brugt familiebil, gennem årene. Det har været en stor interesse så længe jeg kan huske, så det siger jeg uden at rødme. Jeg er nok det, man bedst kan kalde semi-seriøs. Jeg kunne aldrig finde på at købe guldbelagte højttalerkabler til flere tusinde kroner meteren, men jeg har købt højttalere, der koster mere end hvad mange almindelige menneskers anlæg koster i alt. Jeg har en mellemstor Denon surround-receiver, der også fungerer som forforstærker, et par effektforstærkere fra franske Atoll, der bi-amper et sæt Helicon højttalere og en SVS subwoofer, der fylder som et hundehus og vejer et halvt ton. Så burde du have en idé om ambitionsniveauet.

Ripping

Men tilbage til CD’erne. Jeg havde ikke prøvet at rippe en CD i mere end 10 år, og jeg kunne overhovedet ikke overskue, at skulle taste alle oplysningerne om titler, kunstnere og numre ind manuelt. Jeg blev helt udmattet af blot at tænke på det, så det lod jeg som regel være med. En mere usikker person end mig ville måske være blevet pinligt berørt af det, når man tager i betragtning, at jeg tjener til dagen og vejen ved at arbejde med IT. Godt nok inden for et lidt andet område, men alligevel. Men det var faktisk først, da Geek Cultures egen Thomas Würgler AKA Trez lidt tilfældigt fortalte mig, at de moderne programmer faktisk slog den slags op i databaser på Internettet, og at ripning i princippet blot bestod af at lege discjockey, at det gik op for mig, at det måske slet ikke var så uoverskuelig en opgave, som jeg gik og troede.

Jeg skyndte mig at hente en evalueringsversion af Easy CD-DA Extractor, og før jeg havde set mig om, havde jeg købt en fuld version, og var godt i gang med at rippe hele CD-samlingen. Den omfatter godt og vel 800 skiver, så det var en større omgang. Det endte også med at tage nogle uger, og før jeg var færdig, havde jeg været nødt til at købe nye harddiske. Hvorfor det, tænker du måske? MP3, AAC og andre formater fylder jo ikke ret meget, og det kan du jo have meget ret i. Problemet med de komprimerede formater er blot, at de skræller noget af musikinformationen væk, og derfor ikke lyder ret godt på musikanlæg af den lidt bedre slags.

Før jeg var kommet for langt, begyndte jeg at læse lidt op på teorien. Jeg lærte om bitrater, der kan være variable, gennemsnitlige eller konstante, samplerate og meget andet teknisk, som egentlig ikke er så interessant i denne artikel. Det handler kort fortalt om, at finde balancen mellem kvalitet og kompression. Jeg kom til den konklusion, at kvaliteten ikke blev meget bedre end 192 kbps ved 44,1 kHz og variabel eller gennemsnitlig bitrate. Skruede man højere op, fyldte det meget mere på harddisken men uden nævneværdig forskel i lydkvaliteten. Så kan man høre forskel på en CD og en MP3 ved 192 kbps, skal man bruge et tabsfrit format. Er man lidt smart, ripper man i et tabsfrit format uanset hvad, for så kan man let konvertere det bagefter uden at skulle rippe hele samlingen igen. Det koster lidt diskplads, men når man kan købe 1 Tb for under en tusse, så synes jeg ikke det er det store problem.

Som den kvikke læser nok allerede har gættet, kunne jeg høre forskel på MP3 og CD, så jeg endte derfor med at rippe det hele i FLAC. Det er stadig komprimeret i forhold til ren PCM, men hvert nummer fylder alligevel typisk 20-30 Mb mod 4-6 Mb i MP3. Formatet er dog tabsfrit, og det er det vigtigste. Derudover er FLAC et gratis open source format og bredt understøttet, så det er hvad jeg som udgangspunkt vil anbefale andre at bruge. Hvis du er bidt af galt æble og har fanplakater af Steve Jobs på værelset, kan du overveje at bruge Apple Lossless. Det kan også være en god idé for personer, der kun bruger iTunes, for Apple har nemlig besluttet ikke at understøtte FLAC. Jeg bruger selv iTunes sammen med min iPod, men da jeg alligevel skal bruge et komprimeret format, for at kunne have et anstændigt antal numre på Pod’en, har jeg valgt at spejle musikarkivet i MP3, som jeg bruger sammen med iTunes. Det fungerer rigtig fint.

Streaming

Tilbage til historien igen. Åbenbaringen om at det måske alligevel var praktisk muligt at virtualisere hele musiksamlingen, åbnede en helt ny verden for mig. Pludselig gav det mening at ønske sig en iPod til jul, og det begyndte at blive interessant at kigge på nogle af de trådløse streamingsystemer, der var kommet på markedet de senere år. Som jeg allerede har afsløret, fik jeg den iPod Shuffle, jeg ønskede mig til jul. Jeg valgte også at købe en Squeezebox Duet fra Logitech (tidligere Slim Devices), som består af en receiver og en controller. Controlleren er en slags trådløs fjernbetjening, som man kan styre musikken med, og receiveren er en lille sort boks, man sætter på det trådløse netværk og tilslutter stereoanlægget. Musikken bliver streamet fra en pc eller en NAS, hvor man installerer et serverprogram, der hedder SqueezeCenter. Det er open source og understøttet på Windows, Linux og OSX samt et par populære NAS modeller, så det burde fungere for de fleste. Logitech har andre modeller end Duet, og der er også andre produkter på markedet fra Sonos og Philips. Jeg valgte Duetten fordi den var billig og havde fået gode anmeldelser.

Efter at Squeezeboxen var blevet bestilt i en internetbutik, gik der nogle lange dage med at vente på at den blev leveret. Jeg havde endelig fået frigjort musikken fra de snærende fysiske bånd, men kunne ikke afspille det på hovedanlægget i stuen, så jeg følte mig som et lille barn juleaftensdag og gik rundt som en tiger i et bur. Da jeg så endelig fik pakken, blev den flået op og monteret i en vældig fart. Men ak og ve, mit trådløse access punkt står 10 meter og 3 vægge væk fra stuen, og radioen i Squeezeboxen er ikke specielt god. Så da jeg først havde kæmpet mig gennem WPA-PSK opsætningen, som ikke var så begejstret for at samarbejde med mit trådløse access-punkt, og havde fået den tilsluttet, så hakkede og spruttede musikken, så det var en værre ynk. Nu var gode dyr rådne! Snarrådig som jeg var, blev der hurtigt fundet et langt PDS drop, der blev trukket fra stuen, langs entre og gangen, og ind i kontoret hvor routeren står. Jeg fik også bestilt en wireless bridge, og så skulle der ellers lyttes musik til den store guldmedalje.

Men ak igen, for det lød helt forfærdeligt. Jeg var godt nok blevet advaret om, at konverteren i Squeezeboxen ikke var verdens bedste, men jeg blev alligevel overrasket over, hvor slemt det stod til. Jeg skal måske lige nævne, at man kan vælge mellem at bruge den indbyggede digital til analog konverter (DAC) og trække lyden ud med RCA phonostik, eller man kan hente det digitale signal ud i S/PDIF med toslink eller coax. Men tilbage til konverteren, som altså ikke er ret god. Der er ingen dynamik, lyden er metallisk og skinger og med mindre du har et meget billigt plastikanlæg, bør du virkelig undgå at bruge den. Heldigvis har de fleste nyere surround-receivere en indbygget konverter og digitale indgange, og det har min også. Så ned i receiveren kom signalet, og straks blev det meget bedre. Nu kunne man lytte til musikken uden at ørene begyndte at bløde, men kvaliteten var dog et stykke fra den Atoll CD-afspiller, jeg havde brugt indtil da. Atoll’en er sådan en 9 kilokroners ting, så det er måske også rimeligt nok, at den lyder bedre. Gode konvertere koster penge, og afspillerens DAC er simpelthen bare bedre end de, der er i Squeezeboxen og Denon receiveren.

Himmelsk lyd

Så mig ud på nettet igen for at lede efter en god konverter. Jeg fandt ud af, at Benchmark DAC-1 var svaret på mine bønner, og efter at have læst lidt anmeldelser blev det hurtigt besluttet, at jeg måtte have ”so ein ding”. Jeg fik også læst noget om, at det er jitter, der er årsag til meget af den dårlige lyd, man får ud af en dårlig konverter, og at DAC-1 har noget smart clock-korrektion, så den stort set er jitterfri. Det er et professionelt produkt, som producenten også prøver at sælge til private. Det vidner designet lidt om, for selvom de godt nok har fjernet rackbeslagene og lavet en alufront, så er den ikke særlig pæn. Den har også en grim og lysstærk blå diode på fronten, som desværre ikke kan slås fra, med mindre man skiller den ad og gør vold på den. Til gengæld får man meget mere elektronik og kvalitet for pengene, end hvis man køber et mere traditionelt hifi-produkt, hvor meget af lydkvaliteten er spin, følelser og placebo. Godt så, men hvor køber man den så henne? Ikke ret mange steder, fandt jeg ud af. Og der bliver nok ikke solgt så mange af dem, for ingen havde dem på lager.

Først prøvede jeg hos PROconsult Data. Jeg kender dem, fra da de startede i en lejlighed i Odense, og jeg har altid syntes de var fornuftige nok at handle med. Jeg havde godt nok ikke handlet hos dem et stykke tid, men de solgte Benchmark’en til den rigtige pris, så ned i den virtuelle indkøbskurv kom den og hen til kassen. Der opdagede jeg, at man ikke kan betale med kort men kun ved bankoverførsel. Jeg håber ingen, ved deres fulde fornuft, handler på internettet ved bankoverførsel, så PROconsult gider åbenbart ikke handle med private. Fint nok, men hvorfor så ikke bare skrive det i stedet. De havde spildt min tid, så nu har jeg handlet hos dem for sidste gang, og jeg endte med at lægge de ni kilo hos Aage i stedet, som er en halvstor professionel musikforretning med en fin online webbutik.

Desværre var der et par ugers leveringstid. Hvis jeg syntes, det havde været slemt at vente et par dage på Squeezeboxen, så var det intet i forhold til de to uger, det tog at få leveret konverteren. I mit område uddeler Post Danmark pakkeposten om aftenen, men lige præcis denne pakke havde posten valgt at aflevere om formiddagen. Hvor jeg altså ikke er hjemme. Så da jeg kom hjem, lå der en seddel i stedet for en pakke, og så kunne jeg ellers vente nok en dag. Tak for det, dumme Post Danmark! Men okay, efter endnu en lang dags arbejde og et smut forbi posthuset havde jeg endelig fået den famøse Benchmark DAC-1 konverter.

Den blev straks tilsluttet anlægget med både toslink og coax, for at afprøve om jeg kunne høre forskel. Begge lød rigtig pænt, men jeg bildte mig ind, at coax lød en anelse bedre med en lidt fyldigere klang. Og hvilken åbenbaring det var. Benchmarken spiller så englene synger, og musikken lyder som om, der er løftet et slør af forvrængning. Det er som om, man har fået en hel ny musiksamling, og det er simpelthen en fornøjelse, at gå på opdagelse i den musik man kender og opdage nye detaljer og nuancer. Derudover får man en helt ny måde at lytte på, når hele musiksamlingen ikke er længere væk end et tastetryk.

Cover Art

Jeg var en glad mand, mit anlæg kørte i døgndrift, men som tiden gik, begyndte jeg at ærgre mig over, at jeg ikke kunne se omslagene - cover art, som de vist kalder det på udenbysk. Lidt naivt havde jeg håbet, der fandtes en smart måde at finde dem på, måske på samme måde som ripper-programmerne kan slå op i en database. Der findes såmænd databaser, men de er noget mindre komplette end dem over musik. Der findes nogle kommercielle produkter, men dem ville jeg ikke betale for. Jeg valgte til gengæld open source programmet Album Cover Art Downloader, som fungerer nogenlunde fint. Når det altså ikke går ned eller opfører sig dumt og besværligt. Hverken brugerflade eller stabilitet imponerer, men det kan lave opslag i Amazons database, og man kan let tilføje grafik, man har på computeren. Jeg endte med at finde lidt over halvdelen halvautomatisk, og resten fandt jeg på nettet med google og lagde ind manuelt. Det kostede nogle dages hårdt arbejde, men det var virkelig besværet værd. Man skal ikke undervurdere den blærede effekt af at kunne se omslagene på controlleren.

Nu hvor jeg er færdig forstår jeg ikke, at jeg ikke har gjort det for længst. Min gamle CD-afspiller er sendt på pension, og jeg hører dele af min musiksamling, som jeg ikke anede jeg havde. Næste projekt er at gøre det samme med filmsamlingen, men der går nok et par år, før jeg har samlet mod til det.


Der er 158 kommentarer til artiklen

Send til ven Del på Facebook Del på Twitter    Læs og skriv kommentarer til denne artikel Anbefal artikel til andre læsere


 
bedler/auto/123843008406.jpg
Faktaboks
Se også:
En hifinørds bekendelser
Kommentarer 158 - hop til
Billeder
SVS PB-12 Plus/2 subwoofer. To 12Subwooferen i kirsebær. Den fylder godt i stuelandskabet, men man vænner sig faktisk til den efter noget tid.
Dali Helicon 800. Billedet viser ikke hvor flot møbelfinishen med kirsebærtræ og pionolak er. Lyden er også rigtig fornem med en varm klang og blid diskant.Squeezebox Duet. Den sorte kasse er receiveren, fjernbetjeningen med LCD skærm er Controlleren. Serveren installeres på en pc eller NAS og kan både bruges trådet eller trådløst. Det er desuden muligt at installere recievere på andre pc'ere uden omkostninger, og man kan selvfølgelig tilgå SqueezeCenter med en webbrowser.
Controlleren i forhold til en hånd. Navigeringen fungerer fint og er lidt inspireret af Apple Ipod. Den mekaniske kvalitet er okay, uden at den imponerer. Indholdet af en Squeezebox Duet kasse. Lakridskablerne skal man skifte, hvis man vil bruge RCA udgangene - hvilket man typisk ikke vil. Hvis man insisterer på at bruge den indbyggede DAC, bør man skifte den dårlige strømforsyning, der følger med.
Benchmark DAC-1 i sort. Benchmark DAC-1 i sølv. Den er ikke specielt pæn, og den blå Power diode er vildt irriterende. Tilgengæld spiller den så englene synger.
Her afslører rackbeslaget, at DAC-1 mest har været rettet mod profesionnelle brugere. Indtil hifi-verdenen opdagede, hvor meget lyd man kan få for få penge (efter hifi målestok).Konverteren set bag fra. Man kan vælge variabel eller balanceret output. Hvis man vælger variabel, kan man bruge den som forforstærker, da der sidder en volumenknap på fronten. Der er både balancerede og almindelige RCA udgange, og den kan sende S/PDIF ud i både coax og toslink. De opmærksomme ser, at det er et BNC stik, men der følger en BNC/RCA konverter med i pakken







Brugerkommentarer (158)



It is the fate of all banisters worth sliding down that there is something nasty waiting at the far end.
-- Terry Pratchett (Maskerade)