Elektronik og legetøjEn hifinørds bekendelser Lars Kim Lund10. apr 2009Tilbage til Hovedsiden


Siden jeg som lille knægt fik mit første stereoanlæg, har jeg været mere end almindeligt interesseret i hifi, musik og sidenhen surround. Det har medført ikke så få investeringer, nogle heldigere end andre, og en naturlig udvikling i præferencer og smag.

Min søgen efter den rigtige lyd har bragt mig vidt omkring og medført både glæder og frustrationer. Jeg har længe gerne villet dele historien med Geek Cultures læsere, selvom den falder lidt uden for det normale emnefelt, så jeg håber du trods alt synes den er interessant. Her kommer den i hvert fald.

Historien starter med, at jeg fik en Pioneer receiver, en kassettebåndoptager og et par højttalere af mine forældre. Vi var lige flyttet til en ny by, og jeg gik og ventede på at starte i første klasse. De skulle have et nyt anlæg, og så kunne det gamle jo passende blive stillet ind på mit værelse. Det blev starten på en stor interesse, der har fulgt mig lige siden. Som barn er man jo dybt afhængig af sine forældres pengepung og vilje til at tage den op af lommen. Men de anerkendte heldigvis hurtigt interessen og var flinke til at støtte mig, for de kunne godt se, at jeg mente det alvorligt. Jeg fik hurtigt overbevist dem om, at jeg havde brug for en pladespiller, så de købte en Technics SL-BL3 til mig i Tyskland, der var en smart lille sag med tangentialarm. Den var jeg rigtig glad for, og den tjente mig godt i mange år. Faktisk er det den eneste pladespiller jeg har haft, hvis man ser bort fra det kombianlæg, jeg kommer ind på om lidt. Den virker stadig, men desværre har jeg ikke plads til den, så den står og keder sig i et skab.

De tidlige år

Jeg fandt hurtigt ud af, at mere vil have mere, og blev fanget i det uendelige opgraderingsræs. Jeg begyndte at spare lommepengene op, og efter noget tid kunne jeg købe en ny båndoptager. Det blev en Sharp, med plads til to bånd og auto reverse. Den var meget fiks og kunne for eksempel kopiere bånd ved dobbelt hastighed. Auto reverse gjorde, at den kunne afspille begge sider af båndene, uden at de skulle vendes. Det fungerede ved, at tonehovedet blev drejet brutalt af nogle magneter. Det lød temmelig voldsomt, og hurtigt gik det også ud over kalibreringen, så man kunne høre forskel på, hvilken retning båndet blev afspillet. Jeg blev aldrig rigtig glad for den, og det blev samtidig starten på en lang række impulsive og uovervejede køb.

Det næste der skete var, at jeg fik et kombianlæg fra Schneider med både pladespiller, båndoptager og radio. Det hele var samlet i eet stort kabinet og kunne nok bedst betegnes som et konfirmandanlæg; selvom jeg på det tidspunkt var et stykke fra at skulle konfirmeres. Jeg nåede at have anlægget et par år. Alder og økonomi satte sine naturlige begrænsninger i udskiftningstakten, og jeg var også begyndt at interessere mig for computere. Således stjal en Commodore 64 en del tid fra min musikinteresse. Da jeg blev 13 år, fik jeg mit første fritidsjob, og selvom det kun gav 15 kroner i timen, var der noget særligt ved at tjene sine egne penge.

En af mine klassekammerater havde købt en stor Technics forstærker på 120 Watt, som kunne spille ret højt. Øresønderrivende højt, når man placerede den i et lille drengeværelse sammen med et sæt Dantax højttalere. Vi var et par knægte, der af og til var på besøg for at få voksen blæst godt og grundigt ud af ørerne. Man er noget påvirkelig i den alder, så jeg skulle selvfølgelig også have en Technics forstærker. Jeg havde imidlertid ikke råd til den store model, så det blev kun til en 70 Watt'er, som jeg købte ved den lokale radioforhandler. Jeg købte også et sæt trevejs Jamo højttalere, med dome-diskant og lukket kabinet, som blev hængt op på væggen. Alle klassekammeraterne havde Dantax, så jeg ville have noget andet. Det nåede jeg dog at fortryde mange gange, for Jamo'erne led hårdt under det lukkede kabinet og magtede overhovedet ikke at spille bas.

Åbenbaringen

Så skete der noget, der forandrede mit verdensbillede radikalt. Min onkel Alfred introducerede mig for Hifiklubben. Det var den gang, de sendte aviser ud til medlemmerne, og jeg kunne bruge timer på at læse om alt det spændende grej, jeg kunne tænke mig. Jeg læste om NAD, Denon, Dali, JBL og Cerwin Vega, om og om igen. En kammerat købte en Denon forstærker, og selvom den kun var 68 Watt, så spillede den røven ud af bukserne på min Technics. En anden kammerat havde en Denon båndoptager, der sammen med Nakamichi blev regnet for verdens bedste. De brugte en motor i stedet for magneter til at flytte tonehovedet, og den udsendte en blid snurrelyd i stedet for et hårdt klonk, når man startede og stoppede afspilleren. Jeg købte en Denon DRM-800, som var topmodellen med Dolby B, C og HX Pro. Den var fremragende, og jeg kunne sidde i timevis og starte og stoppe båndoptageren i ren og skær fascination. Jeg fik også købt en Denon tuner og brugte meget tid på at optage musik fra radioen - jeg har stadig rigtig mange af Kim Schumachers udsendelser, med maxi-mega-monster-mix og elegant ordtrylleri, som jeg ikke nænner at smide ud. En dag jeg får taget mig sammen, skal jeg have dem digitaliseret - sammen med min pladesamling. Men det er en historie, vi må gemme til en anden god gang.

Midten af firserne var også tiden med 12" maxisingler og udvidede versioner, og jeg begyndte at udvikle en forkærlighed for overdreven bas. Selvom det var metervarepop, var der tit nogle tunge basrytmer i Stock, Aitken and Watermans maxisingler, som jeg var rigtig begejstret for. Det er en fase, mange teenagedrenge skal over, og jeg hørte musik med loudness slået til og med bas og diskant skruet godt op, så man rigtig kunne mærke stortrommen hamre i mellemgulvet. Jeg købte et sæt Cerwin Vega DC-12 med det karakteristiske lyserøde basophæng og horndiskant. Bassen i den ene højttaler var desværre defekt fra fabrikken, og jeg begik den fejltagelse at bytte højttalerne med en anden model, som både var grimmere og som ikke lød nær så godt. Jeg boede på det tidspunkt i et 10 m2 rum i mine forældres kælder, og Vega'erne kunne uden problemer fylde rummet med bulder og brag og ryste huset, så kaffekopperne klirrede i stuen, med sine 12" basser. Jeg syntes højttalerne lød mudrede og upræcise, når de stod på gulvet, så jeg satte dem på et par højttalerfødder med spikes, så basenhederne nærmest var i ørehøjde, når man sad på sengen. Det så ikke ret elegant ud, men jeg syntes det lød bedre, end når de stod på gulvet. Jeg spillede som sagt med loudness og bassen skruet godt op, så sammen med en lille forstærker har det ikke været sundt for de stakkels højttalere. Det endte da også med at koste en basenhed, som Hifiklubben dog skiftede uden beregning med en bemærkning om, at jeg nok havde spillet for højt med en for lille forstærker. Det var god service.

Jeg købte nogle signal- og højttalerkabler med oxygenfrit kobber i den absolut billige ende. Men i forhold til elektrikerkabel og de lakridsbånd, der havde fulgt med udstyret, gjorde det alligevel en stor forskel. Jeg er senere blevet overrasket flere gange, hvor meget højttalerkablerne kan påvirke lyden. Til gengæld synes jeg ikke, at signalkablerne gør den store forskel, når først man har fået nogle fornuftige sæt. Jeg købte også en Denon DE-70 12 bånds stereoequalizer for bedre at kunne farve lyden til mine præferencer for fremhævet bas og diskant og ingen mellemtone. Det gav mere kontrol end de to drejeknapper på forstærkeren, og så var det jo ikke så lidt blæret at have 2x12 bånd, når kammeraternes plastikanlæg kun havde seks - i alt.

Grøn af misundelse

En af mine kammerater delte min interesse for hifi. Han var et par år ældre, og han gik direkte fra folkeskolen til en læreplads som grafiker. Det betød, at han rimeligt hurtigt begyndte at tjene penge, og dem brugte han på at købe et rigtigt fedt anlæg. Det bestod af en NAD forforstærker og et NAD 2200 Power Envelope effekttrin, en rigtig god Denon CD-afspiller og et sæt JBL 240 Ti højttalere. Hold da lige helt ferie, hvor det spillede godt! Det var på det tidspunkt, jeg opdagede, at et godt anlæg skal spilles med neutrale tonekontroller, og jeg blev forelsket i den varme West Coast lyd. Af grunde jeg ikke længere kan huske, byttede kammeraten højttalerne til den lidt billigere T-serie, men de spillede nu også ganske fremragende. Jeg købte hans gamle Denon forstærker og sendte min Technics på pension. Jeg var grøn af misundelse, og det var altid en traumatisk oplevelse at være på besøg hos ham - eller rettere, det var traumatisk at komme hjem til sit eget anlæg igen, for det lød simpelthen helt forfærdeligt, når man havde hans anlæg i frisk erindring.

Jeg havde lidt forskelligt fritidsarbejde, men der skulle gå mange år, før jeg rigtig begyndte at tjene penge. Jeg var dog blevet træt af Vega'erne og købte et sæt JBL LX-55, der var en trevejs konstruktion med en 10" bas. Med vinylfinish virkede de lidt discountagtige, og jeg burde nok i bagklogskabens lys have lyttet lidt mere til dem før købet. Men jeg troede, at JBL kun lavede gode højttalere. Det gjorde de så ikke, fandt jeg ud af, og selvom jeg nåede at have dem en del år, så var det mere af nød end af lyst. Selvom kabinetterne var med basrefleks, kunne de ikke producere særlig god bas, og titanium-diskanten var hård og skinger, og i skarp kontrast til hvad jeg kendte fra kammeratens dyrere JBL. Da jeg endelig begyndte at få råd, var det blevet svært at købe seriøs JBL i Danmark. Hifiklubben forhandlede det ikke længere, og udvalget var ikke så stort hos de andre. Derudover kunne man bekymret se på JBL's hjemmesider, at de slet ikke lavede high end højttalere længere. De lavede åbenbart kun professionelle PA højttalere og billigt plastikskrammel.

Pengene var knappe mens jeg læste på først gymnasiet og sidenhen Ingeniørhøjskolen i Odense. Interessen for hifi var der stadig, men det var økonomien ikke. Jeg fik dog alligevel købt en billig Sony CD-afspiller, som hurtigt blev skiftet til en lidt bedre Denon. Jeg fik desuden købt en Denon tuner, men det var også det for mange år. Jeg kom lidt tilfældigt til at lytte til Dali højttalere, og kunne egentlig godt lide den lidt varme klang, selvom de ikke havde samme charme, som jeg huskede JBL for. Jeg slæbte rundt på et gammelt 20" Goldstar TV, der havde fulgt mig fra jeg var barn. Det blev udskiftet med et næsten lige så gammelt Philips, som jeg arvede fra mine bedsteforældre. Det var ikke ret godt, men til gengæld var det lidt større. Det var derfor helt naturligt, at noget af det første jeg købte, efter jeg havde fået arbejde, var et nyt TV. Jeg var kort forbi et Nokia, men det blev hurtigt byttet til et Loewe. Det var den gang, Loewe var kendt som Tysklands svar på Bang & Olufsen og ikke var blevet så åndssvagt dyrt endnu. Det blev købt ved Fleggaard (dem lige over grænsen) og fragtet hjem på bagsædet af mine forældres bil. Jeg nåede selvfølgelig at få ødelagt den flotte blanke sorte overflade på fronten, fordi jeg ville fjerne noget snavs med isopropylalkohol, men det ændrede ikke ved at det var et genialt TV. Det var også Loewe-logoet, der prydede min første stereovideo, men lige så flot og elegant TV'et var, lige så grim og klodset var den.

Interessen genfødt

Mit job ved intern IT i en større kommune i Trekantområdet blev startskuddet til, at interessen for hifi blussede op igen. Der gik et halvt års tid, hvor jeg boede i mine forældres kælder, inden jeg havde fundet og købt en ejerlejlighed. Da jeg var flyttet ind for mig selv, startede jeg med at købe en Denon AVR-2400 surround-receiver, en Denon DCD-1550AR CD-afspiller og en Denon DVD-3000 DVD-afspiller. Med sædvanlig sans for timing fik jeg købt receiveren, lige præcis inden Dolby Digital blev udbredt, så den understøttede kun Dolby Surround. DVD'en var kodefri og kostede en formue. Det var en 2. generationsafspiller og en OEM af Panasonics A350 model. Den var fyldt med børnesygdomme og var notorisk hysterisk og nægtede at spille plader, der blot havde antydningen af den mindste fedtplet eller rids. Efter et par år nægtede den at genkende halvdelen af skiverne, og så blev den skiftet med en brugt Panasonic A360. Den var lidt bedre, men den blev også mærkelig efter kort tid, og det var først da jeg købte en Denon DVD-2910, at jeg fik en afspiller jeg blev rigtig glad for. I mange år var jeg nødt til at bruge DVD'ens dekoder og sende lyden ind i 5.1 indgangene på receiveren. Det var først da jeg fik en Xbox 360, at jeg skiftede til en Denon AVR-2807 receiver med både Dolby Digital og DTS dekoder.

Jeg købte også et sæt Dali 909 højttalere, som var de største kasser fra blå serie med to 10" basser. De spillede udmærket bas men havde en noget hård og skarp diskant. De var lidt mere civiliserede end Cerwin Vega, men egentlig ikke ret meget når det kom til stykket. De spillede hård rock og funk med en skøn snert i lyden, og det er nok det højttalersæt, jeg har ejet, hvor Zapp Zapps "What Does Fish Is?"-album har lydt bedst. Jeg spikede dem med Dali Cones og det strammede bassen op, men jeg manglede stadig kraft og pondus. Jeg købte derfor en NAD 218THX effektforstærker for at råde bod på det. Det var en stor og voldsom 200 Watts ting med køleribber og rackbeslag. Den havde imidlertid en mørk og mudret klang, så jeg skiftede hurtigt til at bi-ampe højttalerne med Denon receiveren, så NAD'en kun trak basserne. De to forstærkere havde cirka samme gain, så det virkede fint, selvom de var fra to producenter og med forskellig effekt. Jeg fik også købt en Dali SC-7 center, som jeg blev rigtig glad for. I starten af mit surround-eventyr købte jeg nogle billige baghøjttalere, men jeg opdagede hurtigt betydningen af at have den samme klangfarve fra alle højttalerne, så de blev hurtigt skiftet til Dali 202. Så var der Dali blå hele vejen rundt, og det lød rimelig godt. Centeren manglede styrke i bunden, så jeg forsøgte at koble en passiv Dali SW-8 subwoofer på centeren. Det var dog ingen succes, det lød ikke ret godt, ikke mindst fordi man ikke kunne indstille delefrekvensen.

Hvor der handles, der spildes

Der gik kun et års tid eller to, så var jeg blevet træt af den skarpe lyd fra Dali 909. Jeg lyttede til lidt B&W i klubben, men brød mig ikke om den noget reserverede og kolde klang i de billigere modeller. Jeg hørte et par Nautilus-modeller sammen med noget seriøst Holfi-grej, og det lød til gengæld utroligt levende og varmt - nok noget af det bedste jeg nogensinde har hørt. De var dog et stykke uden for min økonomiske rækkevidde, så jeg endte med at købe et sæt Dali Evidence 870 i stedet, der var den naturlige afløser og opgradering til Dali rød serie. Dem blev jeg desværre heller aldrig rigtig glade for, men jeg havde dem et stykke tid, da næste skridt på højttalerstigen ville blive rigtig dyrt. Jeg nåede at skifte centerhøjttaleren ud til Dali Evidence C70 og baghøjttalerne til Dali Evidence 470, før de til sidst blev skiftet. Problemet med Evidence var, at lyden virkede indeklemt, og diskanten var for hård og skarp. Anmeldelser på nettet afslørede, at det nok ikke var Dalis bedste model, så jeg måtte erkende, at jeg nok endnu en gang havde været lidt for hurtig på aftrækkeren uden at gøre forarbejdet godt nok. Jeg havde godt nok haft et sæt med hjem på prøve i et par dage, men jeg havde ikke det store sammenligningsgrundlag, for jeg havde ikke hørt så mange andre. Man skulle tro, at jeg med min interesse ville synes det var skægt at rende forretninger tyndt og prøve forskelligt grej af, men det er ikke tilfældet. Når jeg så også bliver ekstremt utålmodig, når først jeg har besluttet mig for at skifte, og det hele kun kan gå for langsomt, så ender det uundgåeligt med et par fejlkøb af og til.

Efterhånden havde jeg fået samlet en del fjernbetjeninger sammen, og det var ved at blive noget besværligt at betjene anlægget. Så jeg købte en Marantz universalfjernbetjening, som var stor og klodset som en mursten og grim som arvesynden. Den var til gengæld rigtig god, og jeg var glad for den indtil knapperne var slidt op efter nogle år. Marantz kunne man ikke købe længere, de hed nu Philips og kostede det blå ned fra himlen. Jeg kiggede på Sunwave og Logitech, men syntes begge virkede for plastikagtige. Jeg endte med at købe en Sony RV-AM3000, som havde et smart aluminiumsudtryk. Den var omstændig at bruge, og det var upraktisk at man ikke kunne ændre navnene på trykknapperne. Der gik kun et års tid, så var knapperne gået i stykker, men jeg orkede ikke at sende den ind. Jeg har svært ved at overbevise mig selv om, at en Philips Pronto er alle pengene værd, så det ender nok med, at jeg bliver så træt af at jonglere med fjernbetjeningerne, at jeg bider i det rådne æble og køber en Logitech. Jeg synes ikke de ser ret pæne ud, men de har trods alt fået positiv omtale et par gange på Geek Culture, så helt elendige kan de vel ikke være.

Min Loewe video var på dette tidspunkt gået i stykker og blevet erstattet af en Sony. Stik mod hvad jeg er blevet vant til at forvente af Sony, virkede den faktisk ganske udmærket - indtil den også gik i stykker. Så købte jeg en Medion harddiskoptager, men den blev ikke brugt ret meget, og nu står den i et skab. Jeg er nok blevet for gammel og magelig, for jeg foretrækker at købe de film og serier jeg interesserer mig for. Så får jeg dem i god kvalitet, og jeg kan selv styre hvornår og hvor hurtigt jeg vil se dem.

Earthquake in a box

Mange år var nu gået, men jeg havde stadig ikke fundet den West Coast lyd, jeg kunne huske fra min kammerats JBL'er, og jeg besluttede, at jeg skulle have en subwoofer. Dels for at få noget mere fylde på bassen i musik men også for at få noget mere saft og kraft i surround. Jeg var blevet træt af at bo i lejlighed og være afhængig af andre, mere eller mindre tiltalende, personligheder. Det var også dårlige forhold at dyrke sin interesse for musik og surround under, så mine naboer har formentlig været mindst lige så trætte af mig, som jeg var af dem. Jeg var nået til den konklusion at jeg måtte have et hus, selvom jeg ikke rigtig gad arbejdet, der fulgte med. Men det var den eneste måde at få frihed på, og mulighed for at kunne dyrke interessen uden konstant at skulle tage hensyn til andre. Haven kan man jo købe en havemand til at passe, det er faktisk ikke så dyrt, hvis man selv kan klippe græs og hæk.

Som noget af det første, efter jeg var færdig med at flytte ind i huset og havde fået leveret møblerne, købte jeg en B&W ASW 750, som var en kompakt 12" subwoofer med en 1000 Watt digital forstærker og lukket kabinet. Teorien er, at en lukket subwoofer giver en mere præcis bas, men at man er nødt til at fremhæve signalet med en equalizer, og det koster rigtig meget effekt - derfor den store forstærker. Der fulgte spikes med, men den stod ikke rigtig fast på cementgulvet under gulvtæppet, fordi kabinettet vibrerede så voldsomt. Det tog en rum tid at konstatere, at det var derfra raslen kom. Jeg havde næsten nået at skille subwooferen ad inden da. Jeg løste det til sidst ved at sætte den på nogle Valhalla Spike Feet. Derudover kæmpede jeg en lang og fortvivlet kamp, for at få den indstillet korrekt, men fasen kunne ikke indstilles trinløst, og jeg kunne hele tiden retningsbestemme bassen, selvom den kun stod lidt til højre for centeren. Jeg tror det var en kombination af fase og forvrængning, for det menneskelige øre kan normalt ikke retningsbestemme lyd under 80 Hz. Subwooferen nåede aldrig at give mig andet end frustrationer, og efter et års tid blev den solgt igen.

Jeg havde i mellemtiden opdaget amerikanske SVS, som har specialiseret sig i at lave store og brutale subwoofere. Deres filosofi er, at fysikkens love dikterer, at kabinettet skal være af en vis volumen, og at man er nødt til at bruge basrefleks for at opnå den nødvendige effektivitet. De udvikler og producerer selv deres enheder, og kan man acceptere deres noget dominerende kabinetter, så kan deres subwoofere konkurrere med Sunfire, Velodyne og andre førende producenter, der koster både det dobbelte og tredobbelte. Der er ingen danske forhandlere, men de kan købes i Norge hos L-sound. De er rigtig flinke, og jeg købte en SVS PB-12 Plus/2, som blev leveret i løbet af et par uger. Subwooferen er et stort monster, der fylder som et hundehus og vejer tæt på 100 kg. Den består af en bundplade med en stor kasse ovenpå og to voldsomme 12" basenheder, der fyrer ned i bundpladen. På bagsiden er der tre refleksporte og en 900 Watt digital forstærker. Den kan tunes i fire indstillinger ved at indstille refleksfrekvensen til 25 Hz, 20 Hz, 16 Hz eller bypass og tilstoppe en eller flere af portene. Når den står på 25 Hz er den vild og voldsom, men lyder ikke så godt til musik, fordi bassen er upræcis og buldrende. Skruer man ned på frekvensen, ofrer man noget af effektiviteten og det maksimale lydtryk, men opnår til gengæld en endnu dybere og mere præcis bas. I bypass indstillingen fungerer den stort set som en lukket subwoofer.

Subwooferens fase kan justeres trinløst, men jeg opdagede dog snart at den mest effektive måde at indstille den på var at bruge receiverens autoindstilling med mikrofon. Man sætter subwooferens fase til 0 grader og lader receiveren finde ud af, hvor stor forsinkelse signalet skal have for at stemme overens med de andre højttalere. Jeg har brugt meget tid på at afprøve alle kombinationer af delefrekvens og tuning. I perioder har jeg haft anlægget indstillet til at spille en meget markeret og dominerende bas. Det lyder godt i de mere dynamiske musikgenrer og i surround, men det klæder ikke den lidt mere stille musik. Det havde været rart, hvis mit anlæg havde presets, hvor jeg med et tastetryk kunne skifte tuning, volumen og delefrekvens. Så kunne jeg få masseret mellemgulvet, når musikgenren lagde op til det, jeg kunne få bulder og brag i film og nyde den bløde diskrete og kælderdybe bas i de lidt mere stille ballader uden at skulle skrue på drejeknapper og ændre indstillinger på receiveren. Men det kan anlægget ikke, og jeg ender altid med at blive træt af den ujævne frekvensgang, når jeg deler for højt og fremhæver bassen. Så nu er filteret sat til bypass, og subwooferen spiller i den mest musikalske indstilling. Samtidig overtager den først lyden fra fronthøjttalerne ved 40 Hz. Musik har sjældent meget energi i det område, så den bliver ikke overbelastet, men den lægger en diskret fylde når det er nødvendigt, uden at den gør opmærksom på sig selv; et kendetegn for en god og korrekt indstillet subwoofer. I surround støtter den fronthøjttalerne under 80 Hz sammen med LFE kanalen.

Grønne spøgelser og neurotiske tvangstanker

Jeg brugte også flytningen til hus som undskyldning for at købe det bredskærms-TV, jeg længe havde ønsket mig. Atter en gang var min timing uheldig, og jeg fik købt et stort Sony KV-32FQ85 32" CRT, cirka et halvt år før fladskærmsmarkedet eksploderede. Det havde ikke gjort så meget, hvis nu TV'et havde været godt. Men det var det ikke, og det står stadig indprentet i min hukommelse som en af de dårligste investeringer nogen sinde. Det nåede at blive sendt ind to gange, før Merlins værksted havde opdateret firmwaren, så Advanced Digital Motion Plus, eller hvad pokker den teknologi nu hed, ikke smadrede billedet, og havde rettet nogle grimme geometrifejl. Det vil sige rette og rette, for billedet var stadig vind og skævt, og den nye firmware havde kun gjort billedkorrektionen til en marginalt mindre katastrofe end før. Men efter det andet besøg på værkstedet, havde de lagt en besked, at fejlene var inden for tolerancen og (underforstået), at jeg var en brokkerøv og skulle tage og holde min mund. Det havde taget nogle måneder at nå dertil, et par fridage så fragtmanden kunne hente og bringe TV'et og ikke så få telefonopkald. Så jeg gav op og prøvede at leve med TV'ets særheder, men det var ikke let. For ud over de nævnte problemer, var det langsomt at betjene, knapperne på fjernbetjeningen blev hurtigt slidte og efter et par år, begyndte det spontant at slukke for sig selv, indtil det en sen lørdag eftermiddag besluttede sig for give op og dø med et fornærmet fnys. Før det skete, var mit gamle Loewe dog gået bort, så Sony'en tilbragte sine sidste dage på kontoret, mens jeg købte et Panasonic TH-42PV60 42" plasma til stuen.

Det var jeg glad for - i hvert fald i et par uger. Lige indtil jeg opdagede den gulgrønne efterglød, som kaldes Green Ghosting og som er et kendt problem ved plasmateknologien. Bevægelser i billedet, og især panoreringer, klarede TV'et heller ikke alt for godt. Når jeg først får øje på den slags, udvikler jeg neurotiske tvangstanker og kan slet ikke lade være med at fokusere på det, i en grad så det ødelægger oplevelsen af en god film. Det led også af det andet kendte plasmaproblem, at statiske billeder brænder sig fast i skærmen. Det er en ret uheldig egenskab, når man som jeg ser TV serier med undertekster (placeret samme sted på skærmen, afsnit efter afsnit) og spiller computerspil (med statisk grafik. Ja, Lost Planet, det er dig jeg kigger på!). Det ærgrer mig også, at jeg skal bruge de hæslige sidegardiner, men jeg har set effekten af ikke at gøre det. Jeg brugte ikke funktionen de første par år, og nu kan jeg ane en nuanceforskel i kanterne, fordi jeg har set en del i 4:3 med dertilhørende sorte kanter i siderne.

Jeg nåede også til den erkendelse, at lyden aldrig kan blive bedre end kilden. Så jeg gik på jagt efter en bedre CD-afspiller og endte med at falde pladask for franske Atoll Electronique. Hifiklubben virkede som om de havde droppet stereo, for de havde kun et par billige CD-afspillere i sortimentet - og et par ekstremt dyre. Jeg havde egentlig besluttet mig for, at jeg ikke ville give mere end fem tusinde kroner, og at det skulle være en Marantz. Men efter et besøg i Tapeconnection i Århus, hvor jeg oplevede Marantz blive udspillet af Roksan og Atoll, endte jeg med at købe en CD-100 - til næsten det dobbelte af budgettet. Kort tid efter havde jeg udskiftet min NAD 218THX med to Atoll effekttrin på henholdsvis 50 og 100 Watt. De bi-ampede højttalerne, hvor den lille klarerede diskanten og den store resten. Lyden blev markant forbedret af CD-afspilleren, hvorimod forstærkerne ikke gjorde helt den forskel, jeg havde håbet. Men de så pæne ud sammen med CD-afspilleren, og det er også noget værd. Jeg havde nu skiftet stort set alt undtagen højttalerne, men jeg var stadig ikke tilfreds med lyden. Jeg indså, at jeg ikke slap for at skifte Dali Evidence højttalerne og besluttede mig for at købe Dali Helicon 400. Det endte dog med at blive storebroderen Helicon 800, da den mindre model ikke var på lager, og fordi jeg kunne få lidt rabat på et sæt demomodeller. Der gik under en dag fra jeg tog beslutningen, og til jeg havde købt dem, så jeg lærer nok aldrig at have tålmodighed, når jeg har besluttet mig for noget. Denne gang var det heldigvis ikke et fejlkøb. Helicon højttalerne spiller rigtig flot med en varm fyldig klang og en silkeblød diskant. Dali har lavet en unik konstruktion med en dome- og bånddiskant, der deles om de øverste frekvenser. Det er ikke helt den West Coast lyd, jeg mener at kunne huske, men der er også løbet meget vand under broen, så det er ikke umuligt, at jeg romantiserer lyden, fordi det er så længe siden.

Hvad angår kabler, så havde jeg været gennem godt og vel en håndfuld fra Dali, Tara Labs, QED og Sommercable. Jeg fandt ud af, at jeg ikke brød mig om sølv eller forsølvede kabler, fordi de tilførte lyden en ubehagelig skinger klang. Jeg var for en tid rigtig glad for et sæt Sommercable Quadra Blu, der var færdigt monteret med bananstik fra Hificable.dk. Desværre var termineringen ikke udført særlig godt, så de overlevede ikke, at jeg skiftede højttalere. Jeg havde ikke lyst til at købe nye kabler, så jeg fandt nogle Tara Labs Prism Nexa og QED Silver i gemmerne. QED Silver er et fireledet bi-wire sølvkabel, som jeg aldrig nåede at bruge ret meget, fordi jeg syntes det lød grimt. Men de klarer fint at trække bassen. Tara Labs kablerne har nogle meget tykke ledere af oxygenfrit kobber, og de har en varm klangfarve, som passer meget bedre til mit temperament. Jeg bruger Viablue til signalkabler, men ærlig talt kan jeg ikke spotte den store forskel, i forhold til de Tara Labs og Audioquest kabler jeg havde før.

Jeg har i mange år sværget til spikes til højttalerne, men i forbindelse med mine forsøg på at dæmpe min B&W subwoofer, opdagede jeg Valhalla Technology. Hvor spikes kobler højttalerne til rummet, så afkobler Valhallas produkter højttalerne og dæmper vibrationerne, som enhederne uværgeligt skaber, når de spiller. Da jeg ville prøve noget nyt, købte jeg et sæt Valhalla VT Feet til Helicon fronterne. Det er nogle små puder af et specielt skumgummiagtigt materiale, der dæmper vibrationerne så effektivt, at man intet kan mærke, selvom man placerer fingeren på kabinettet lige ved siden af basenheden. Lydmæssigt synes jeg, at Valhallas tilgang til afkobling giver et mere roligt lydbillede end spikes.

Dali Evidence højttalerne er endt på mit værelse, hvor de spiller sammen med lidt forskelligt Denon, der er blevet udskiftet gennem tiden. Det mindre rum klæder lyden, og de spiller faktisk bedre end nogensinde. Det er måske lidt overdrevent at have så dyre højttalere i et kontor, men jeg ville formentlig ikke kunne sælge dem for ret meget, og så gør de jo trods alt nytte. JBL'erne forærede jeg til en kollega for en flaske rødvin og Dali 202 sættet, som før stod i kontoret på et par standere, står indtil videre i skabet - sidste hvilested inden hifikirkegården AKA elektronikskrot på genbrugspladsen.

Frigør musikken

Det indtil videre sidste skridt på en lang vej har været at rippe hele musiksamlingen til FLAC og afspille det på anlægget med en Squeezebox Duet og Benchmark DAC-1 konverter. Det var en større udfordring, som du kan læse mere om i Da musikken blev fri. Jeg vil her nøjes med at konstatere, at det har ændret hvordan jeg lytter til musik. Man udvikler simpelthen en anden adfærd, når ethvert nummer ikke er længere væk end et tastetryk, og sætter man anlægget til at spille tilfældige numre, opdager man pludselig nye og ukendte sider af sin musiksamling. Benchmark konverteren spiller milevidt bedre end Atoll'en, der sådan set slet ikke var så ringe endda. Lyden er blevet mere levende og dynamisk, bassen er strammet op og diskanten er luftig og blid uden antydning af skarphed. Det er simpelthen en udsøgt fornøjelse at lytte til Jennifer Warnes og Eva Cassidy synge ballader med deres smukke stemmer og utrolige kontrol.

Jeg er endelig nået til et punkt, hvor jeg er tilfreds med lyden; den er selvfølgelig ikke perfekt, det bliver den nok aldrig nogen sinde, men der er ikke noget åbenlyst svagt led i anlægget længere. Klangbalancen mellem Evidence og Helicon er god nok til, at det ikke virker forstyrrende i surround. Jeg ville lyve, hvis jeg påstod, at jeg ikke drømte om Helicon hele vejen rundt. Men jeg synes ikke det er pengene værd, og rent praktisk har jeg slet ikke plads til en Helicon center. Med købet af et Panasonic TH-50PZ80 50" plasma synes jeg, at hjemmebiografen er begyndt at fungere godt. Man skal virkelig ikke undervurdere effekten af de sidste 8 tommer. Du undrer dig måske over at jeg købte endnu et plasma, når jeg nu ikke var ubetinget begejstret for det første. Det skyldes såmænd, at jeg synes alternativet er meget værre. LCD kan hverken producere naturlige farver eller fornuftigt sort, og værst af det hele ser alt andet end HD ud som om, man kigger på billedet gennem et lag voks. Selvom det nye plasma lider af de samme sygdomme som det gamle, er de trods alt lidt mindre udtalte.

På et tidspunkt hopper jeg nok på Bluray, og jeg kan da også se en ny surround-receiver, der understøtter de nye digitale lydformater, et sted ude i horisonten. Nu har jeg jo fået en Full HD skærm, så jeg burde have noget kildemateriale, der kan udnytte den. Jeg skal ikke udelukke, at afspilleren kommer til at hedde Playstation 3, selvom jeg helst var fri for at kaste flere penge efter Sony. Men ærlig talt trækker hverken den eller Bluray specielt i mig endnu, så der går nok en rum tid før det sker. Argumentet skulle være, at jeg er træt af den Pioneer DV-490V DVD-afspiller, som jeg er nødt til at bruge i stuen, fordi min trofaste Denon desværre ikke er gode venner med Fox's regionsbeskyttelse på de nye udgivelser. Billedet er godt nok på højde med min Denon, og Panasonic TV'et har en udmærket scaler, men DVD-afspilleren har en elendig de-interlacer, eller den er meget følsom over for fejl på DVD'ernes kodning, for nogle skiver er hårdt plaget af interlace-spøgelser. Når alt kommer til alt, er jeg nok mest lun på en kodefri Bluray- og DVD-afspiller. BN Bluray Mods sælger både kits og komplette modificerede afspillere, men jeg er lidt bekymret for at blive fanget af en ændring af standarden, så en dyr afspiller pludselig stopper med at virke, eller ikke kan vise de nye film. Det er jo ikke fordi, det har været gnidningsfrit at have regionsfrie DVD'er, og Sony har flere gange demonstreret, at de er nogle arrogante bastarder, der ændrer på standarden som de vil, selvom det efterlader kunderne med håret i postkassen.


Der er 34 kommentarer til artiklen

Send til ven Del på Facebook Del på Twitter    Læs og skriv kommentarer til denne artikel Anbefal artikel til andre læsere


 
bedler/auto/123926534103.jpg
Faktaboks
Se også:
Da musikken blev fri
Kommentarer 34 - hop til
Billeder
SVS PB-12 Plus/2 subwoofer. Den er en halv meter høj og bred og endnu dybere. Den
vejer 80 kg, så den er ikke let at flytte.
En 12
Her ses SVS subwooferens BASH forstærker på ikke mindre end 900 Watt. Den har 
også noget avanceret kalibrering, men det er en større videnskab at indstille og kræver måleudstyr. Hvis man er til den slags, bør man nok hellere købe noget automatisk lydkorrektion fra Behringer eller lign. Subwooferen set bagfra. Læg mærke til de tre store refleksporte. Når man ændrer på tuningen, skal man huske at tilstoppe enten en eller to af portene for ikke at overbelaste den.
En Denon DE-70 Equalizer, 2 x 12 bånd tonekontrol. Den lød egentlig ikke ret godt, men den så blæret ud. Denon AVR-2400, min første surround receiver - uden Dolby Digital, naturligvis. Det havde jo været for let.
Denon AVR-2807, min anden surround-receiver. Den kan til gengæld både Dolby Digital og DTS og har både coax og toslink indgange. Det er ret godt at spille computerspil i surround, og jeg har brugt den som DAC sammen med Squeezebox Duet, indtil jeg fik en Benchmark DAC-1. Denon DVD-2910 er en rigtig god DVD-afspiller, der desværre har et problem med nye udgivelser fra Fox. Så den har mistet pladsen i stuen til en lille grim Pioneer.
Denon DVD-3000, min første DVD. Den havde nykker som en primadonna, men det var 
også en 2. generationsafspiller. DVD-afspillerne blev først nogenlunde stabile i 4. generation. 

Atoll CD-100, den sidste CD-afspiller inden jeg rippede musiksamlingen til harddisk. Designet er flot med en frontplade af børstet aluminium. Lyden er også rigtig god.
Atoll AM-100, effektforstærker på 100 Watt. Lillebroderen AM-50 er en enægget tvilling bortset fra, at der står AM-50 i logoet. 

NAD 218THX. Stor og tung effektforstærker men ikke særlig musikalsk.
JBL 240 Ti. Det er mange år siden jeg har hørt dem, men de står stadig i min 
hukommelse som noget helt specielt. 

NAD 2200 Power Envelope, som trak JBL 240 Ti højttalerne. Jeg var misundelig, så jeg 
nærmest fik ondt i maven.
Technics SL-BL3, solidt kram, den virker stadig - Technics kunne et eller andet med pladespillere. Læg mærke til tangentialarmen, det syntes jeg var ret blæret! Viablue signalkabler. Men lad være med at bruge alt for mange penge, for der er ikke den store forskel, når man først er kommet forbi de helt billige lakridskabler.
Dali 909. Det er ikke min stue, men det viser godt hvor store og massive de var. De spillede lige så grimt, som de så ud. 

Dali Helicon serien i kirsebærfinish. Helicon 800 ses bagerst til venstre.
Et nærbillede af Dali Helicon 800. Det er godt nok en Mk2 model og i rosentræ, men det viser lidt bedre, hvor flot møbelfinishen er. De har det til fælles med Dali 909, at de lyder som de ser ud. 
B&W ASW 750 subwoofer. Et blandt mange fejlkøb gennem tiden Den var en kilde til 
uendelige frustrationer, indtil den blev solgt og skiftet med en SVS.
Sony RV-AM3000 universal fjernbetjening. Formen var lidt klodset, og man skulle bruge to hænder til betjeningen. Det trykfølsomme display var ikke så fleksibelt, da symbolerne og teksterne ikke kunne ændres. Og så blev knapperne slidt i stykker på et års tid. Panasonic A360 DVD, der var efterfølgeren til Denon DVD-3000, som var en OEM af Panasonic A350. Jeg købte den brugt og den var noget mere stabil end den Denon, den afløste, men den fik også nykker til sidst og nægtede at identificere skiver.
Pioneer DV490V, den afspiller jeg har i stuen nu. Ikke fordi jeg synes den er hverken pæn eller god, men fordi den i modsætning til Denon DVD-2910 kan afspille de nye R1 udgivelser fra Fox. 

Panasonic TH-50PZ80, mit nye plasma TV. Man bliver lidt overvældet første gang man stiller en 50
Panasonic TH-42PV60, som er blevet flyttet ind i værelset, hvor det arbejder sammen med Denon DVD-2910, AVR-2400 og Dali Evidence 870. Rimelig seriøst grej i et værelse, men det bliver også brugt en del, for computeren står i samme rum. 







Brugerkommentarer (34)



Scott Evil: I was thinking I like animals. Maybe I'd be a vet.
Dr. Evil: An evil vet?
Scott Evil: No! Maybe like work in a petting zoo.
Dr. Evil: An evil petting zoo?
-- Austin Powers, International Man of Mystery