Det hænger der urørligt i tre måneder, hvorefter militæret bryder ind og finder 1,2 millioner aliens, der ser ud til at have mistet mål og mening med livet. De to meter høje kakerlak-lignende aliens, der hurtigt får tilnavnet prawns, installeres i en flygtningelejr direkte under rumskibet, hvor de bor i blikskure og udlever kummerlige eksistenser. Menneskene omkring lejren bliver mere og mere fjendtligt stemte, og 20 år efter ankomsten, hvor filmen starter, beslutter man sig for at relokere dem til en anden lejr 200 km væk fra Johannesburg. Den unge, uerfarne og opadstræbende Wikus indsættes som teamleder i operationen, og det bliver en skæbnesvanger dag i hans liv. Det bliver gjort klart allerede få minutter inde i filmen, og mere skal ikke afsløres her, for District 9 er en af den slags film, der giver større indtryk jo mindre man ved.

Filmens univers er uhyggeligt detaljeret og gennemtænkt. Flygtningelejren med de mange blikskure, affaldsdynger og prawns, der lever en dag ad gangen uden andet mål end at komme til den næste, er et imponerende syn. Læg dertil en vred befolkning, sydende med rygter og overtro, og en privat kampstyrke, der får Blackwater til at ligne helgener, og situationen er mere end eksplosiv.

Wikus, spillet eminent af Johannesburgeren Sharlto Copley, bærer egenhændigt det meste af filmen, og hans sydafrikanske slang er en fryd at høre på, som han knævrer sig igennem den i store dele improviserede og meget levende dialog, hvor vi ofte kommer til at høre om de "focking prawns". Rollelisten er, som hovedrollen, besat af ukendte navne, og det giver dokumentar-følelsen et ekstra hak opad. Bortset fra Wikus, er de fleste små roller, men der er mange af dem og sammen væver de et flot kludetæppe af både ægthed og troværdighed.

Alle aliens er udført i ren cgi^[*], og det er gjort så effektivt, at jeg var overbevist om, at der var tale om skuespillere i make-up i mange scener. Især er scener med mennesker og aliens, der interagerer med hinanden og omverdenen, lykkedes overordentligt godt, og man har ingen fornemmelse af at halvdelen af karaktererne i scenerne er lagt ind efterfølgende. Andre steder kikser cgi'eren i de sædvanligvis svære discipliner i tyngde og støvpartikler, og det er lidt synd for en film, der ellers har et så skarpt realistisk udseende, at man næsten kan skære sig på det.

District 9 er udført i en dokumentar-stil, der til dels minder om Cloverfield, med kildemateriale fra diverse håndholdte videokameraer og overvågningskameraer fra bygninger og helikoptere. Det fungerer for det meste, men det kan til tider være lidt letkøbt blot at præsentere grainy sort/hvid med en tidstæller lagt over, og enkelte gange brydes den tynde membran mellem troværdighed og fiktion. Den overordnede effekt er dog overbevisende, og når realismen er etableret og troværdigheden opnået, stikker filmen legende let ind i det regulære filmdomæne med flotte billeder, hurtig klipning og pumpende musik. Sammensmeltningen mellem stilarterne er udført så effektivt, at man næsten ikke bemærker det, og tildeler en ellers almindelig science fiction-film en autencitet, der får seeren til at sidde på kanten af sædet i spænding.

Blu-ray'en fra Sony er der ikke mange fingre at sætte på. Udover en indledende trailer (jeg troede den tendens døde sammen med dvd'erne) og en menu, der tog mig mange, lange sekunder at forstå, er den en ren nydelse.

Filmen er skudt i 1.85:1, og det betyder at den fylder hver eneste pixel på din dyrtkøbte fladskærm ud. Filmens indledning er ikke nogen storslået hidef-oplevelse, da den håndholdte camcorderstil i sagens natur ikke er ret meget def. Men efterhånden som tingene skrider frem, bliver den bare pænere og pænere at se på. Alt er gengivet perfekt ned til mindste støvkorn, og den detaljerige billedside næsten overmætter øjnene, der utrætteligt flakker rundt for at registrere de mange oplysninger og clues, der gemmer sig overalt. Faktisk så meget, at jeg oplevede problemer med både at nå at indtage hele billedet og samtidig læse underteksterne. District 9 er en film, der åbner sig op ved gentagne gennemsyn, og det fortjener den helt klart.

Der er en pæn bid ekstramatetiale på skiven, og det er interessant at dykke ned i, for den her film er at smukt opgør med en sf-genre, der mest har budt på dyrere og flottere produktioner de seneste år. Bortset fra cgi-effekterne, kan District 9 realiseres for noget i retning af en krøllet halvtredser og nogle gamle ledninger, og det er imponerende så meget film, de har fået ud af så simple rekvisitter. Et af filmens gensyn kan med fordel spenderes på Neill Blomkamps kommentarspor, og ellers kan man muntre sig med Joburg from Above, hvor man kan tøffe rundt mellem filmens lokationer og lære en masse baggrundstof, der ikke udpensles i filmen, og endelig en række featurettes om filmens tilblivelse, make-up, digitale effekter, sammenkædningen til Blomkamps tidligere Alive in Joburg, design af aliens og rumskibet og meget andet, i alt næsten halvanden times materiale. Alt det her ligger på den samme skive, så har man først proppet den i afspilleren, behøver man ikke rejse sig fra sofaen de næste seks timer.

District 9 er ikke bare en allegori over alverdens flygtningelejre og udstødte befolkningsgrupper. Det kunne den sagtens have været - og tilmed været en god film på det præmis alene. Der er langt mere på bordet her, og selvom der er noget mindre action end trailerne lægger op til, er filmen en af de mest spændende og helstøbte oplevelser i nyere tid. Den er en imponerende nyskabning i science fiction-genren, hvor hverdagsrealisme i en flygtningelejr kombineres med rumskibe, aliens og udenjordisk teknologi. Det hele giver mening og falder i hak på et niveau, hvor man sagtens kan se logikken i at en flok forvoksede kakerlakker bytter en kamprobot for 100 dåser kattemad. Det er råt, usødet og uden omsvøb i en stil, der vækker glade minder fra Paul Verhovens herligt poltisk ukorrekte Starship Troopers. Og når historien først tager fat, bliver det for alvor genialt.