Derfor forlader jeg mig meget på (krydsrefererede) anmeldelser samt utvetydige anbefalinger fra venner, selvom begge dele kan vise sig at være behæftet med en vis fejlmargen. Trods anmeldernes mange fine ord, er jeg aldrig kommet igennem den, i passager, helt usædvanligt kedelige Jonathan Strange og Mr. Norrell. Og trods en vens store iver, er det aldrig lykkedes at passere side 10 i Saint-Exupérys Citadellet - jeg vil dog forsøge igen en dag. Dette sagt, valgte jeg The Road ud fra følgende, ikke prioriterede, betragtninger:

• En postapokalyptisk historie, på nettet sammenlignet med Fallout-universet, lød spændende.
• Ikke alt for lang og dermed lavere risiko for at gå i stå.
• Pulitzer-prisen for litteratur i 2007 kan ikke skade.
• Jeg kunne godt lide Coen-filmatiseringen af en anden Cormac McCarthy bog No Country for Old Men, dog uden at have læst bogen.

Hvad grundene så har været, er den tidlige konklusion, at jeg i denne omgang ikke valgte helt forkert, for ikke nok med at jeg fik slugt bogen i rekordfart, det var tilmed en stor fornøjelse. Dog en fornøjelse af samme slags som at sidde i et halvmørkt teenageværelse i 90'erne og lytte til Portishead. Trist og smukt.

The Road er en vision af en verden efter civilisationens endelige sammenbrud, hvor vi følger en mand, der sammen med sin ca. 10-årige søn og alle deres ejendele i en gammel indkøbsvogn, rejser sydpå igennem det raserede landskab mod havet. Væk fra den kommende vinter, de ved de ikke ville kunne overleve. Verden, som vi kender den, er død. Alt er afbrændt, man ser aldrig solen, og overalt ligger aske. De fleste mennesker, dyr og planter er væk. Det forklares aldrig, hvad der egentligt er sket, og det er egentligt heller ikke vigtigt. Her skal ikke moraliseres over atomvåben eller klimakatastrofer - det vigtige er ikke hvorfor katastrofen er sket, men hvordan man lever videre i en verden, hvor det kan være mere end almindeligt svært at se håb.

For det er virkeligt en mørk, trøstesløs og askefyldt verden vi er i. Der er stort set ingen naturlige ressourcer at overleve på, og de omstrejfende mennesker må forlade sig på de få rester af dåsemad, der er tilbage fra før undergangen. Eller alternativt at vende sig mod deres medmennesker og blive kannibaler. Når samfundet for længst er smuldret, er det de stærkes ret, der gælder, og de stærke har her ingen skrupler med at tage de svage som slaver, udnytte dem og i sidste ende fortære dem for selv at overleve. Overlevelsen for far og søn handler derfor i høj grad om at være påpasselige og undgå andre overlevende. Det og så den konstante søgen efter mad.

Det centrale tema er mandens kærlighed til sin søn, der er hans eneste grund til fortsat at overleve på trods af alt håbløsheden. Far og søn er næsten universelle figurer - man får ikke deres navne, og man hører ikke meget om mandens liv før ødelæggelsen, der fandt sted kort efter drengen blev født. På trods af det, eller måske netop derfor, kom jeg virkeligt til at holde af parret og håbede hele vejen igennem at de ville klare sig, selvom det syntes umuligt.

Som nævnt er The Road blevet sammenlignet med Fallout-universet, og der er da også åbenlyse sammenfald. Men i The Road er der ingen formildende eller positive omstændigheder. Ingen kitchede/ironiske Pip-boy illustrationer, ingen etablerede samfund, intet solskin. Ingen mutanter eller vilde skuddueller. Manden har en revolver med to patroner. Det er det. Overlevelsen handler her om at finde mad og skjule sig fra fremmede.

Men når alt kommer til alt, er den aktive handling - parrets overlevelseshistorie - kun en del af bogen. En god del - men også en ligefrem del, hvor det minutiøst beskrives, hvad de spiser, og hvor man ligefrem mærker hvilken luksus, det er, at kunne få en dåse syltede pærer. Eller mærker frygten når de ligger i vejkanten og gemmer sig fra fremmede, som blot er et par skridt væk. Her er sproget klart og kontant. Samtalerne mellem far og søn foregår i korte, præcise sætninger og handler meget om kulde, sult og frygt.

Den anden del er mandens drømme, beskrivelser og betragtninger om verden omkring dem, og her er der en helt anderledes sproglig dybde. Det ødelagte landskab og menneskehedens fortabelse bliver fortalt utroligt levende, og det er denne stærke og rammede beskrivelse, jeg først og fremmest vil huske tilbage på. Sproget her er dog langt fra så ligetil som i handlingspassagerne, og flere gange måtte jeg læse sætninger om for at få dem til at vende rigtigt, ligesom et par ord måtte slås op. Det plejer bestemt ikke at være nødvendigt, når jeg læser på engelsk, og det betyder faktisk også at jeg overvejer at anskaffe og læse den danske oversættelse, for at få det mere umiddelbare og sprogligt ufiltrerede indtryk. Det skal bestemt også ses som en ekstra anbefaling, at jeg vil læse den samme bog igen inden for så kort tid.

Når der til sidst skal sættes tal på oplevelsen, lander jeg på 5 stjerner, og en stor anbefaling. Et virkeligt smukt beskrevet dystopisk billede af menneskehedens endeligt.