Taking Woodstock er ikke, som man måske kan foranlediges til at tro, en film om den epokegørende, og historisk vigtige, tredages musikfestival i 1969. Det er derimod en film om optakten til festivalen, baseret på Elliot Tibers selvbiografiske roman af samme navn.

Elliot er i starten af tyverne. Han arbejder ulønnet på hans forældres motel, som af økonomiske årsager kører på absolut sidste vers. Forældrene skylder banken alt for mange penge, og selvom Elliot har skudt alt, hvad han har, ind i foretagendet, er det bare ikke nok.

Men Elliot er en foretagsom herre og har flere gange prøvet at stable en lille festival – eller rettere byfest - på benene, for at generere penge både til motellet, men også til den lille by Bethel, som det ligger i. 70 kilometer fra Bethel ligger byen Woodstock. Her er planlagt en gedigen festival, men en måned inden festivalstart, og selvom der er solgt næsten 100.000 billetter, bliver stikket til denne folkefest trukket.
Elliot hører om det, kontakter festivalledelsen, og får flyttet festivalen til Bethel. Og så har vi ellers balladen.

Ang Lee har tidligere vist, at han finde ud af at lave film med indhold og tyngde, men med Taking Woodstock rammer han helt ved siden af. Hvad der kunne have været et brag af et tidsbillede om et bonert USA i opbrud, fiser ud i overfladiske klichéer og tamme morsomheder. Musikken i filmen spiller absolut ingen rolle – og jeg mener absolut ingen - og selve festivalen bliver stort set ikke berørt. Lee har tydeligvis ikke kunne finde ud af, om han har ville lave en komedie eller et drama, og ender derfor desværre ikke engang med et morsomt drama.

Resultatet er til gengæld langtrukkent, kønsløst og ret uforløst. De først femten minutter er som trukket ud af en Coen-brødrene produktion, med morsomme og skæve personligheder, men så begynder problemerne ellers at dukke op i hobevis. En hjemvendt vietnamveteran med posttraumatisk stress, et skab med homoseksuelle tendenser, jødehad, et fraværende forældrepar, en hippie-teatertrup i en lade … har vi set det hele før?

Det er ret overraskende, at Ang Lee ikke har fået mere ud af denne film, end han har. At Taking Woodstock ikke omhandler selve festivalen er sådan set fint nok, men at der bliver skøjtet over tidsånden og det ulmende oprør er under al kritik, og fortjener ikke mere end tre ret små stjerner, og så en kort omtale herfra.