Jeg spiller ikke ret mange spil i løbet af et år. I hvert fald ikke i sammenligning med nogle af de andre banditter fra Geek Culture-redaktionen, og som følge deraf er jeg temmelig pernitten med, hvad jeg gider bruge min tid på. Men som skribent skal man jo skrive et eller andet en gang i mellem, for ellers går idéen med konceptet jo lidt i vasken, og derfor tilbyder jeg da også min tjeneste, når der kommer et nyt spil ind, selvom det ikke er et, jeg normalt ville have skænket en tanke. Dette er historien om sådan et spil.

Før jeg tilbød at anmelde Darksiders, havde jeg været forbi internettet og konstateret, at der var tale om et tredjepersons hack'n'slash-eventyr med RPG^[*]-elementer. To ud af tre, tænkte jeg, det kan vel ikke gå helt galt, selvom jeg godt nok aldrig havde hørt om spillet før. Normalt er rollespil noget, der får mig til at løbe skrigende bort med hænderne flagrende over hovedet, så det var med lidt bange anelser, at jeg satte skiven i den lille hvide krydskasse og startede det op.

Spillets oplæg er taget fra Det Nye Testamentes historie om Apokalypsen og de fire ryttere Død, Pest, Sult og Krig, som havde til opgave at opretholde freden mellem Himlen og Helvedet, indtil den endelige kamp, Apokalypsen, verdens undergang, skulle finde sted. Efter mange års våbenhvile overvældes Jorden pludselig af horder af monstre, der ødelægger alt på deres vej. Krig tror, at Apokalypsen er startet og kaster sig ind på slagmarken for blot at opdage, at han er alene, og hans tre rytterkammerater ikke er til at finde nogen steder. Menneskeheden bliver totalt udslettet i krydsilden mellem de to rivaliserende kongeriger, og Krig får skylden for at have startet slutspillet før tid og dømmes til døden som straf.

En brat opvågning

Krig beder i stedet om at blive sendt til Jorden for at stille den ansvarlige til regnskab og genskabe balancen eller dø i forsøget. Det får han lov til, men kun sammen med en vogter, en lidet symptatisk skabning, der har ordre til at dræbe ham, hvis han viger fra missionen. I mellemtiden er der gået et århundrede, og Jorden er forvandlet til et dystopisk mareridt, med mørkets skabninger strejfende frit omkring de tilgroede og forfaldne ruiner, af hvad der engang var stolte og knejsende storbyer. Som en bleg skygge af sit gamle jeg, og kun bevæbnet med sit trofaste sværd, drager Krig ud i sin søgen efter oprejsning og retfærdighed.

Inden Darksiders havde jeg lige gennemført Bayonetta med nok verdens bedste kampsystem, der på samme tid formåede at være lettilgængeligt, hurtigt, præcist og uendeligt komplekst. Alt foregik i et rasende højt tempo, og man havde som spiller følelsen af total kontrol over heksemutteren, der reagerede prompte og uden tøven, uanset hvad man foretog sig. Det var derfor nærmest som at få en knytnæve i ansigtet og et spark i skridtet, da jeg overtog kontrollen af Krig, for han virkede mest af alt som en oldgammel, skleroseplaget skildpadde på krykker, og jeg var tæt på at kaste spillet til side i afsky efter det første kvarter.

Efter at have sundet mig over kulturchokket, viste det sig dog, at styringen trods alt var ganske anvendelig, når først man havde vænnet sig til det lidt lavere tempo, og selvom kampsystemet ikke helt når Bayonettas absurd høje niveau, fungerer det overordnet set udmærket, om end nogle handlinger virker unødvendigt komplicerede at udføre. Som spillet skrider frem, får man adgang til nye våben, teknikker, særlige angreb og meget andet godt, men det sker gradvist, så det aldrig bliver uoverskueligt at lære knappernes mange funktioner, og det betyder desuden at gameplayet^[*] konstant ændrer sig, hvorved spillet undgår at blive monotont.

Kameraet drejer sammen med Krig, og det gør det svært at bevare overblikket, fordi det sejler rundt som en fuld sømand på landlov. Det er næsten lige så katastrofalt elendigt som det kamera, der ødelagde Ninja Gaiden II, indtil man lærer at bruge venstre trigger, der, udover at fokusere Krigs angreb på en bestemt fjende, også placerer kameraet bag ham og låser det i et lidt lavere perspektiv, så man kan bevæge sig fra side til side og stadig se fjenderne, der angriber. Det virker for det meste fint, undtagen når pladsen er begrænset, for så kan kameraet finde på at repositionere sig mere eller mindre tilfældigt, når det støder mod væggene.

Apokalyptisk blodbad

Rundt omkring på banerne er der gemt kister med forskellige nyttige ting. Det kan være objekter, der er nødvendige for at løse gåderne, det kan være sjæle, der både bruges som livsenergi og betalingsmiddel i spillet, og det kan være forskellige artefakter, der blandt andet udvider Krigs livsenergi. RPG-elementet i spillet består i, at man kan påvirke Krigs evner ved den måde, man bruger de indfangede sjæle på, og at der er mulighed for at kombinere passive og aktive egenskaber på forskellig vis. Våbnene optjener desuden erfaringspoint og bliver stærkere, jo mere de bliver brugt.

Krig hærger og lemlæster, det bedste han har lært, og når først fjenderne er tappet for energi, kan de dræbes på særligt brutale og spektakulære måder. Det er et veritabelt blodbad, når Krig flår vingerne af en engel, flækker en dæmon fra top til bund og smadrer de øvrige skabninger, der er så uheldige at krydse hans vej, så blodet sprøjter som fontæner til alle sider. Næsten alle nye spil har en eller anden form for QTE^[*], og Darksiders er ingen undtagelse i den henseende, men heldigvis er det begrænset til et absolut minimum, så selv de mest inkarnerede modstandere af konceptet burde klare sig igennem uden varige mén.

På vejen mod det endelige opgør møder Krig forskellige tvivlsomme individer, der på hver sin måde, og med forskellige motiver, hjælper ham videre mod den sorte trone og spillets ultimative superskurk. De har dog alle det til fælles, at de først sender Krig ud på en række missioner, der involverer aflivningen af engle og dæmoner i hobetal og løsningen af en række afvekslende og opfindsomme gåder. Det humoristiske indslag leveres af Krigs vogter, der har lige dele spydige og overlegne kommentarer om det meste, hvad Krig foretager sig, og som, til Krigs store fortrydelse, behandler ham som en lille skødehund.

Som genren dikterer det, er spillet fyldt med alskens bæster og uhyrligheder, der skal besejres i episke bosskampe^[*]. Kampene er forholdsvis enkle og lette at overstå, når altså ikke styringen eller kameraet beslutter sig for at drille, men de er ikke des mindre ganske underholdende. Man kæmper dog lidt i blinde, for den livsmåler, der har været de facto standard lige så længe, man har haft bosskampe i computerspil, glimrer ved sit fravær, og selvom det ikke ligefrem ødelægger kampene, så er det frustrerende ikke at vide, hvor tæt man er på at vinde. Det er en stor gåde for mig, hvordan Vigil Games har syntes, det var en god idé at fjerne et så grundlæggende element fra bosskampenes ABC.

Engle og dæmoner

Teknisk set fungerer spillet fremragende. Billedsiden er fyldt med flotte effekter, detaljerede teksturer^[*] og storslåede scenarier til vands, til lands og i luften. Det gennemgående tema er forfaldne bygninger i forskellige omgivelser, men historien fører os også under vandet, ned i underjordiske gange og grotter, gennem spøgelsesbyer indhyllet i spindelvæv og til en ørkenverden, der er stærkt inspireret af Frank Herberts Klit. Hastigheden dykker sjældent under 60 fps^[*], der er hverken tearing^[*] eller pop-up^[*], og Havok-fysikmotoren er med til at gøre det hele livagtigt.

Spillet streames i baggrunden, så der er stort set ingen ventetid, når først spillet er indlæst. Der er masser af checkpoints, og man kan gemme spillet når som helst. Musik er der ikke meget af, og lydkulissen består mest af vindens susen og dæmonernes ildevarslende hyl og knurren i det fjerne, når man bevæger sig rundt. Det skaber en fortættet spændingsmættet stemning, der yderligere forstærkes, når den dramatiske orkestermusik endelig sætter ind, og lydene af våbnene blandes med fjendernes smertensbrøl.

Darksiders er en stor fornøjelse at spille. Det låner gameplay-elementer fra mange forskellige spil, men det gør det med respekt og uden at plagiere. Kampene er ganske vist underholdende, men det er eventyrdelen og de opfindsomme gåder, der hæver spillet over gennemsnittet, og virkelig får det til at skinne. Kampagnen er omfattende og tager let mere end 15 timer at gennemføre, og selvom et par småfejl trækker ned i helhedsindtrykket, er det et fænomenalt godt produkt, der fuldstændigt har gjort min indledende skepsis til skamme.