SpilXbox 360: Duke Nukem ForeverJens Mogensen20. jul 2011Tilbage til Hovedsiden

**....

Hail to the king... maybe

Jeg er to timer inde i Duke Nukem Forever. Duke er igen sin vante størrelse efter at have tilbragt en halv time i actionfigurstørrelse som følge af at være blevet ramt af en shrink-ray. Forinden har jeg kørt ræs i en legetøjsmonstertruck gennem Dukes eget casino og museum, hvis udstillinger illustrerer ikonets selvfede karriere som actionhelt extraordinaire. Det er ganske godt fundet på, og på trods af en styring, som virker både for tung og for løs i det, så er det relativt underholdende.

"Relativt underholdende". Disse ord er værd at bide mærke i, for førnævnte 30 minutters gameplay er det absolutte højdepunkt i en first person shooter, som tragisk nok aldrig bliver overgået i løbet af spillets desværre alt for lange længde.

I de gode gamle dage

I Duke Nukem 3D blev jorden invaderet af rumvæsener som rendte rundt og skabte kaos og bortførte lækre duller. Det fandt Duke sig selvfølgelig ikke i og med en herlig blanding af macho one-liners og ganske kreative våben og godt leveldesign var spilhistorie skabt. I Duke Nukem Forever er rumvæsenerne tilbage. Igen invaderes jorden, kaos skabes og lækre duller er populære på de interstellare besøgendes buffetbord. Nærmere bestemt Dukes egne lækre duller. Hvis jeg havde en stemme, der bar præg af årtiers overforbrug af whiskey og smøger, ville jeg absolut udbryde ”This time... it's personal!”.

Nytænkning står med andre ord ikke øverst på indkøbslisten i Duke Mart, men lidt hælden til moderne first person shooter-konventioner er det da blevet til. Duke kører ikke længere konstant sololøb, men får af og til selskab af soldater fra Earth Defense Force, som assisterer ham i kampene mod horderne af rumvæsener. ”Assisterer” dækker i dette tilfælde over ”modtager Dukes punchlines og dør som fluer”. Det er statister snarere end følgesvende. Af yderligere velkendte elementer kan nævnes stationære turrets, som kan bruges mod fjenderne, og alle våben kan zoomes en smule - dog ikke nok til, at det bliver det rene Call of Duty. Der er de obligatoriske køre-sektioner, og ens arsenal er skåret ned til industristandarden ”en lillebitte smule mere end hvad man realistisk ville kunne bære”. Så langt så velkendt.

Her er med andre ord ikke nogen særlig nytænkning i forhold til hverken forgængeren eller genrefællerne. Og det er som sådan i orden. Dukes fjollede bemærkninger kombineret med et fandenivoldsk voldsekstravaganza af guddommeligt over-the-top actionfilm-proportioner ville være helt i orden.

I stedet får vi en bar røv at trutte i.

Ja, der er action, men man føler sig ofte undervældet, da skalaen langt fra imponerer. Store mængder fjender, så man føler sig midt i en kaotisk ildkamp? Nej, her tag nogen få fjender med uretfærdige fordele, så du føler dig ”udfordret”. Banebrydende A.I.? Nej, du får nogen, der teleporterer om bag dig, hver gang du skyder efter dem. Ok, hvad så med våbnene, de var skæg og ballade i Duke Nukem 3d. Pfffft, de virker tammere og med mindre punch og idéen med, at man kun kan bære to er en fin idé i stort set alle andre spil end Duke. Realisme er ikke noget, der bør stræbes efter her.

Styr på lortet eller lort på styret

For at gøre ondt værre, så begås der også, hvad der er noget nær en dødsynd i en first person shooter: Styringen er ringe. Det er svært at sætte fingeren på det, men det er som om hastigheden, præcisionen og slet og ret (jeg beklager anglicismen) feelet er mærkbart kluntet. I Duke Nukems støvler burde man føle sig som resultatet af blendet Schwarzenegger og Stallone sendt igennem en kloningsmaskine. Istedet virker det som om en af udviklerne tog et sip, inden afkoget var helt færdigt, og udbrød ”god, men den trænger til et skvæt cystisk fibrose!”. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har spillet en first person shooter, hvor styringen decideret gjorde spillet ufrivilligt sværere, men det her bærer i høj grad præg af en udvikler, der ikke har taget konsolstyring alvorligt.

Samme mangel på optimering af konsoludgaven, finder man i den grafiske afdeling. Lad os starte med performance, som er uacceptabelt dårlig for et spil i 2011. Frameraten svinger en del, og der er næsten konstant tearing. Selv i indendørs baner, hvor man går ned af alt andet end grafisk imponerende korridorer, er niveauet af tearing nærmest distraherende stort. I et hvert andet spil ville årsagen til dette være, at spillets grafikere var blevet overmodige og havde tilføjet flere grafiske effekter og lækre textures end den gennemsnitlige Hollywood science fiction-film. Grafisk lir, som kunne aflede opmærksomheden som en halvstiv stripper, der forsøger at fremhæve sine bryster, selvom hun har lidt for anløben øjenskygge.

I stedet får vi Miss Østtysk Banegård 1978.

Textures på mange objekter er af så lav klasse, at de ville føle sig hjemme i 14 år gamle Quake II. Ikke så underligt da spillets motor er noget så antikveret som Unreal Engine 1. For dem, der ikke er velbevandrede i de forskellige engines, som bruges i first person shooter genren i vore dage, kan det nævnes, at den mest udbredte motor lige nu er Unreal Engine 3. Taget i betragtning at spillets grafikmotor er så gammel som den er, så er det færdige resultat relativt imponerende. Relativisme er dog en ringe trøst, når det færdige resultat bliver overgået med syvmileskridt af alt andet på markedet i dag.

Det samme gælder animationen af fjenderne, som er skiftevis ok og grim, afhængigt af hvilke fjender det er. Når det gælder animation af mennesker bliver det dog decideret tåkrummende pinligt med bevægelser, som ligner noget man ville have rynket på næsen af for 10 år siden. Hit locations er der ikke noget af, når man beskyder fjenderne, og indtil de kradser af (ofte med clipping-fejl), er der ikke den mindste reaktion på de 200 metalprojektiler, man har fyldt dem med forinden.

The Waiting Game

Med denne flamboyante spartanitet i den grafiske del, så ville man med rette forvente tjeppe loadetider, men nogen har virkelig købt et overskudslager af bare røve, for her bliver der truttet højere, end man skulle tro muligt. Minimumsloadetiden, når man dør, er 40 sekunder. Fyrre. Sekunder. Og det er uanset, om det er for at reloade et område på størrelse med mit lokum eller Versailles Palæet. Faktisk er det ikke helt korrekt – i visse større områder (relativt – de er ikke specielt store) kommer loadetiden helt op på et minut. Man kigger med blodsprængte, vantro zombieøjne ind i skærmen, når spillet for sjette gang bruger oceaner af tid på at respawne en i et område, som maskinen allerede burde have i hukommelsen, hvis det vel at mærke havde brugt en blot halvgammel spilmotor fremfor en fossilleret en af slagsen. Det er på det nærmeste utåleligt, når man igen og igen skal genspille endnu en triviel kamp mod tre-fire fjender for derefter at komme videre til det punkt, hvor man døde før, for ja, udviklerne hader glade mennesker og gør hvad de kan for at udrydde deres glæde via vores gamle ven ”dårlige tjekpoints”. Velkommen til festen.

Duke Nukem Forever er et spil, hvor det ligger lige til højrebenet at skuldertakle den forsigtighed og taktiske fremgangsmåde, som moderne shootere har. Det burde anspore spillere til at gå lige i flæsket på fjenderne med et ”booyah!” og øsselt brug af ammunition. Det ville være ren Duke. Pga spillets dårlige balance, den skidte styring, de dårlige tjekpoints og frem for alt de horribelt dårlige loadetider, viser det sig dog, at være alt andet end rentabelt, og man begynder hurtigt at forsøge at spille spillet som de genrefæller, det så gerne vil distancere sig fra. Spillet er dog tydeligt ikke gearet til det, hvilket gør det til en meget akavet oplevelse. Jeg har ikke haft mulighed for at teste spillets multiplayerdel, men jeg skal ikke kunne afvise, det er mere underholdende, når alle spillere er ligeværdigt handikappet.

Duke Nukem whatever

Hvis der skulle være nogen tvivl, så anbefaler jeg på det kraftigste, at man ikke investerer i Duke Nukem Forever – det er slet og ret ikke pengene værd. Er du nysgerrig, så lej det i stedet og brug en weekend på at se, hvad al virakken bestod i. Og bare rolig - du kommer ikke til at spilde en hel weekend, for realistisk set vil du få en del af søndagen tilovers, da sandsynligheden for at du gider gennemføre spillet, ikke er i den høje ende. Et af spillets få plusser er de über-macho kommentarer, som Duke fra tid til anden fyrer af. Ja, det er plat, infantilt og så videre, men det vækker minder. Det er faktisk hyggeligt. Lidt lige som en fuld onkel, der lugter lidt af tis. Du er i stue med ham, fordi han er familie, og han kan da af og til fyre en sjov bemærkning af. Dit smil holdes dog kun oppe af visheden om, at han ikke skal overnatte.


Der er 12 kommentarer til artiklen

Send til ven Del på Facebook Del på Twitter    Læs og skriv kommentarer til denne artikel Anbefal artikel til andre læsere


 
Klik for større billede
Faktaboks
MedieXbox 360
Udgivelsesdato10. jun 2011
Produktionsår2011
FormatPAL
UdviklerGearbox Software
Udgiver2K Games
Udlånt afNordic Game Supply
Websitewww.dukenukemforever.com
Se også:
PlayStation: Duke Nukem
Kommentarer 12 - hop til
Spilfeatures
Antal spillere 1-8 
ELSPA rating18+
Onlinespilja
Progressive Scanja
Understøtter:
720p
1080i
Findes også til:
 PC
 PlayStation 3
Billeder
En knægt vil have Dukes autograf. Jeg beslutter mig for at leve mig ind i karakteren og tegner straks en overdimensioneret fallos med de vildeste hængeklunker. Knægten takker med et Absolut et bullshot - sådan her ser spillet ikke ud, men ægte screenshots flyder det ikke ligefrem med på nettet. Og konsoludgaverne er det endnu sværere at finde noget fra. Gearbox har sandsynligvis været meget bevidste om ikke at vise hvor slemt det stod til i konsoludgaverne.
Duke i diminutiv størrelse ræser igennem sit museum. Væltede malerier tjener som ramper. Grafisk er det her meget tæt på hvordan Xbox 360-udgaven ser ud. Færre detaljer på bilen, lidt flere jaggies på kanter, og så er den i skabet.HELT klart fra PC-udgaven, som faktisk ser ganske hæderlig ud.







Brugerkommentarer (12)



The chieftain had been turned into a pumpkin although, in accordance with the rules of universal humour, he still had his hat on.
-- Terry Pratchett (Lords and Ladies)